Wallace-linjen (ofte blot kaldet Wallace's Line) er en biogeografisk grænse, der markerer en klar forskel i flora og fauna mellem Økozonen Asien og Økozonen Australasien. Overgangszonen mellem de to økozoner kaldes undertiden Wallacea og omfatter en række øer i det centrale Indonesien, hvor faunaen er en blanding af asiatiske og australasisk-afstammende grupper.

Hvor går linjen?

Wallace-linjen løber gennem Indonesien og skiller øerne på hver side af dybe havrender. Den passerer mellem Borneo og Sulawesi (Celebes) og gennem Lombokstrædet mellem Bali (vest) og Lombok (øst). Afstanden mellem Bali og Lombok er kun ca. 35 kilometer, men trods den korte afstand står dybden og de stærke strømme i vejen for hyppig naturlig udveksling af terrestriske arter.

Årsagen til grænsen

Den vigtigste forklaring på denne skarpe biogeografiske opdeling er geologi og havniveauhistorie. Vest for linjen ligger Sunda-soklen (Southeast Asia/Sunda Shelf), som under istider med lavere havniveauer dannede en sammenhængende landmasse for Borneo, Java og Sumatra og dermed lettede spredning af asiatiske terrestriske arter. Øst for linjen ligger Sahul-soklen (Australien–Ny Guinea), hvor australasisk fauna blev isoleret. Mellem disse sokler er havdybden stor, og selv i de laveste havstandsperioder forblev øerne adskilt af dybt vand, hvilket forhindrede mange jordbundne arter i at krydse.

Biogeografiske mønstre og eksempler

Generelt findes planter og dyr beslægtet med asiatiske arter i den nordvestlige del af området, mens Australasiatiske arter dominerer i sydøst. Flere tydelige mønstre omfatter:

  • Marsupialer og monotremater er almindelige øst for linjen (Australasien), men savnes i det asiatiske område.
  • De fleste placentale pattedyr, inklusive mange primater og rovdyr, stammer fra Asien og findes vest for linjen.
  • Nogle fuglearter følger også linjen i deres udbredelse — overraskende, fordi mange fugle alligevel kan krydse havstrækninger. Alligevel ses klare forskelle i artssammensætning.
  • Nogle flagermus og andre dyregrupper har spredninger, der krydser Wallace-linjen, fordi de er bedre i stand til at flyve over vand.
  • Et bemærkelsesværdigt eksempel på en art, der forekommer på begge sider, er den krabbespisende makak, som har formået at krydse barrierer i dette område.

Historisk kontekst og forskning

Linjen er opkaldt efter Alfred Russel Wallace, som i midten af det 19. århundrede observerede den skarpe forskel i dyrelivet under sine rejser i Ostindien i det 19. århundrede. Hans feltobservationer var vigtige bidrag til udviklingen af biogeografi som disciplin og spillede også en rolle i formuleringen af teorier om naturlig selektion. Udtrykket "Wallace's Line" blev første gang brugt af Huxley i 1868.

Udvidelser og nuancer

Efter Wallace er andre forskere kommet med supplerende linjer for at beskrive variationen i området, for eksempel Lydekker-linjen øst for Wallace-linjen og Weber-linjen, som forsøger at angive et mere realistisk midtpunkt for blandingszonens artssammensætning. Moderne metoder som molekylærfylogeni og palæoekologi har forfinet forståelsen af, hvilke grupper der spredte sig hvornår, og hvordan havstandsændringer og pladetektonik påvirkede disse mønstre.

Betydning for evolution og bevaring

Wallace-linjen illustrerer, hvordan geografiske barrierer former evolutionære forløb og fører til forskellige arter og familier på hver side. Området Wallacea er hjemsted for mange endemiske arter og et højt niveau af biodiversitet, hvilket gør det til et vigtigt fokus for naturbevaring. Habitattab, jagt og invasive arter truer stadig mange øspesifikke populationer, og forståelsen af de biogeografiske grænser er vigtig for målrettet bevaringsindsats.

Samlet set er Wallace-linjen et klassisk og stadig relevant eksempel på, hvordan geografi, klimaændringer og evolution sammen former fordelingen af jordens levende organismer.