1260'erne (1260–1269): Europæisk og mongolsk historie, kultur og krige

1260'erne: Krige, kultur og magtskifte i Europa og Mongolerriget — Kublai Khan, mamlukker, Otakar II, Reconquista, videnskab og katedralbyggeri.

1260'erne er et årti. Det begyndte den 1. januar 1260 og sluttede den 31. december 1269.

Asien: Mongolernes politik, krige og middelhavs- og mellemøstlige følger

I det mongolske verdensrige blev Kublai Khan i 1260 en af de mest fremtrædende kandidater til titlen som øverste leder (Great Khan). Hans krav på lederskabet affødte en intern strid med andre kandidater (særligt Ariq Böke), så hans autoritet var ikke øjeblikkelig fuldt anerkendt i hele imperiet. Kublai begyndte samtidig at flytte den administrative og politiske tyngde østpå, og hans senere valg af Beijing (Khanbaliq) som sæde markerer en vigtig orientering mod Kina. Han førte også kampagner imod det sydkinesiske Song-dynasti i det sydlige Kina, hvilket var en central del af mongolernes erobringspolitik i Østasien.

Mongolerne led betydelige militære tilbageslag i 1260'erne. Mest kendt er slaget ved Ain Jalut i 1260 i Palæstina, da det kæmpede mod mamlukkerne i Egypten, hvor mamlukkerne besejrede de mongolske styrker og stoppede deres fremrykninger i Levanten. De mamlukiske styrker kom efterhånden under ledelse af Baibars, som senere blev sultan og konsoliderede mamlukkernes magt i Mellemøsten, overtog flere korsfarerstater og hæmmede yderligere mongolske angreb mod regionen. Mongolske styrker oplevede også problemer i Kaukasus-regionen, hvor lokale magter og logistiske udfordringer førte til begrænsede resultater af nogle kampagner.

Samtidig ændrede magtforholdene i Østeuropa og Middelhavet sig: det Nikæa imperiet udnyttede svagheden i det latinske styre og erobrede i 1261 Konstantinopel, hvilket førte til genoprettelsen af det, der igen blev det byzantinskeimperium under Michael VIII Palaiologos. Dette markerede et vigtigt vendepunkt for Østromersk indflydelse i området.

Europa: Politik, krige og institutionelle forandringer

I Vesteuropa var 1260'erne præget af politiske konflikter og dynastiske omfordelinger af jord og magt. Uenigheder om ejerskab og herredømme førte til talrige mindre og større krige på kontinentet.

I England udbrød den anden baronskrig (ca. 1264–1267), en væbnet konflikt mellem kong Henrik III og en gruppe utilfredse stormænd under ledelse af Simon de Montfort. Konflikten udsprang af utilfredshed med kongens styre, hans favoriseringer og økonomiske forvaltning samt krav om større indflydelse fra de feudale herrer. Baronerne søgte reformer, og krigen gav både sejre og nederlag: bl.a. sejren ved Lewes (1264) og den efterfølgende kongelige genopretning efter Evesham (1265). Et vigtigt resultat var, at Simon de Montfort i 1265 indkaldte en forsamling, hvor også repræsentanter fra byer og grevskaber deltog – et skridt i retning af det, der senere udvikledes til parlamentarisk repræsentation.

På Kontinentet blev kong Otakar II af Bøhmen en af de mest magtfulde fyrster i Centraleuropa; gennem krige, politiske alliancer og arvekrav udvidede han sit herredømme over store dele af de østlige Alperegioner og blev en dominerende aktør i 1260'erne.

I Nordatlanten blev forholdet mellem Norge, Island og Grønland klarlagt i løbet af årtiet: både islændinge og grønlandske bosættelser anerkendte i denne periode formelt Norges overhøjhed (Old Covenant / Gamli sáttmáli, ca. 1262–1264). I Skotlands farvand prøvede den norske konge Haakon IV at fastholde nordiske besiddelser; i 1263 kulminerede dette i Haakons felttog og slaget ved Largs, der var taktisk uafgjort, efterfulgt af den norske tilbagetrækning. Som resultat af forhandlinger og aftaler blev de skotske krav på Hebriderne og Isle of Man anerkendt i Spanien var Reconquista stadig i gang, og flere vigtige byer blev igen erobret fra maurerne. Den måde, hvorpå paven blev valgt, blev forbedret. Irlands og Englands parlamenter mødtes for første gang.

I Spanien fortsatte Reconquista, hvor kristne kongedømmer som Kastilien, Aragón og Navarra trængte videre ind i territorier holdt af muslimske herskere, og flere byer og områder blev erobret eller sikret. Processen var langvarig og skiftede i intensitet fra sted til sted.

Mod slutningen af årtiet (dødsfaldet af pave Clemens IV i 1268) opstod en langvarig papestolsvakance, som fremhævede svagheder i det daværende valgsystem. Denne krise i slutningen af 1260'erne førte senere – i begyndelsen af 1270'erne og 1274 – til reformer (bl.a. indførelsen af den formelle konklave) for at fremskynde valg af pave.

Institutionelt var årtiet også betydningsfuldt: de møder, der fandt sted i England (især 1265) og i Irland (de tidligste kendte samlinger i midten af årtiet), regnes af historikere som forløbere for senere parlamentariske forsamlinger, fordi de involverede repræsentanter fra forskellige samfundslag.

Kultur, videnskab og religion

1260'erne var rigt på intellektuelle og kulturelle bidrag. Roger Bacon skrev og i praksis færdiggjorde i dette årti sit store værk Opus Majus (ca. 1267), et encyklopædisk værk om naturvidenskab, filosofi og metode, skrevet som en henvendelse til paven. Samtidig offentliggjorde eller færdiggjorde Thomas Aquinas værket Summa contra Gentiles, et systematisk teologisk-filosofisk værk rettet mod at forsvare kristen tro over for ikke-kristne intellektuelle.

Inden for arkitektur og billedkunst var gotikken stærkt fremtrædende i Europa. Der blev udført betydelige arkitektoniske arbejder og skulpturer i katedraler. Eksempler fra perioden omfatter bl.a. arbejdet på katedralen i Chartres og de betydelige prædikestole udført af Nicola Pisano – bl.a. til Duomo di Siena og Pisa's baptisterium (Nicola Pisanos værker fra 1260'erne er ofte fremhævet som nyskabelser i skulpturens form og naturalisme).

I Sydøstasien styrkedes buddhismen i kongeriget Sukhothai (det, vi i dag kalder det nordlige Thailand): Theravada-buddhismens indflydelse blev konsolideret og opnåede status som den dominerende religiøse tradition i staten, noget der fik stor betydning for regionens kultur og statsdannelse.

Samtidig var årtiet også præget af religiøse spændinger og forfølgelse. Antisemitismen i Europa voksede på forskellige måder: myndigheder indførte eller håndhævede bestemmelser, der skulle gøre det lettere at udpege jøder (i lighed med bestemmelser fra tidligere kirkemøder om påklædning eller mærker), og under uroligheder – bl.a. i tilknytning til den anden baronskrig – blev jødiske samfund i England og andre steder angrebet, frarøvet eller slået ihjel, fordi jøder ofte blev opfattet som kongelige kreditgivere. Desuden blev jødiske lærebøger og især Talmud genstand for kritik, censur og i nogle tilfælde offentlig debat og destruktion, som havde varige konsekvenser for jødiske intellektuelle miljøer.

Opsummering

1260'erne var et årti med store forandringer: mongolsk ekspansion og interne magtkampe i Asien, afgørende militære møder med mamlukkerne i Mellemøsten, genoprettelsen af det byzantinske styre i Konstantinopel, vedvarende konflikter og institutionel udvikling i Europa (herunder tidlige skridt mod parlamentarisk repræsentation), vigtige intellektuelle værker og betydelige religiøse og kulturelle omvæltninger i både Europa og Asien. Samtidig afspejlede årtiet også de hårdere sider af middelalderen, med voldelige konflikter og forfølgelse af religiøse minoriteter.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var det mongolske imperiums første tabte slag under Kublai Khan?

Spørgsmål: Hvem ledede mamlukkerne i denne periode?

Spørgsmål: Hvad skete der med Konstantinopel og det latinske imperium i løbet af dette årti?

Spørgsmål: Hvilken borgerkrig fandt sted i England i løbet af dette årti?

Spørgsmål: Hvem blev en vigtig prins i Europa i løbet af dette årti?

Sp: Hvilke kulturelle resultater blev opnået i dette årti?

Spørgsmål: Hvordan blev antisemitismen værre i denne periode?

Søg efter bogstav