Dante Alighieri (1265–1321) – Italiensk digter bag Den Guddommelige Komedie

Dante Alighieri blev født i 1265, mellem den 14. maj og 13. juni, under navnet "Durante Alighieri". ca. 1450 (Uffiziergalleriet). Hans familie var vigtig i Firenze og støttede pavedømmet. Digterens mor var Bella degli Abati. Hun døde, da Dante var syv år gammel, og Alighiero giftede sig snart igen, nemlig med Lapa di Chiarissimo Cialuffi. Lapa fik to børn, Dantes bror Francesco og søster "Tana" (en forkortelse af "Gaetana").

Dante kæmpede i fronten af de guelfiske tropper i slaget ved Campaldino (11. juni 1289). Efter sejren fik Dante en vigtig rolle i det offentlige liv.

Da Dante var 12 år gammel, i 1277, giftede han sig med Gemma di Manetto Donati. Dante havde allerede forelsket sig i en anden pige, Beatrice Portinari, som også nævnes i "Den guddommelige komedie", (også kendt som Bice). År efter Dantes ægteskab med Gemma mødte han Beatrice igen. Han var blevet interesseret i at skrive digte.

Dante fik seks børn med Gemma: Jacopo, Pietro, Giovanni, Gabrielle Alighieri og Antonia.

Man ved ikke meget om Dantes uddannelse, og det antages, at han studerede hjemme. Det er kendt, at han studerede toscansk poesi. Hans interesse bragte ham til at opdage troubadourernes occitanske poesi og den klassiske antikke latinske poesi (med en særlig hengivenhed for Vergil). Som 18-årig mødte Dante Guido Cavalcanti, Lapo Gianni, Cino da Pistoia og kort efter Brunetto Latini; sammen blev de lederne af Dolce Stil Novo ("Den søde nye stil"). Brunetto fik senere en særlig omtale i Den Guddommelige Komedie (Inferno, XV, 28) for det, han havde lært Dante.

Ifølge hans værk La Vita Nuova mødte han som niårig Beatrice Portinari, datter af Folco Portinari, som han forelskede sig i "ved første blik", og tilsyneladende uden at have talt med hende. Han så hende ofte efter sit 18. år og udvekslede ofte hilsner på gaden, men han kendte hende aldrig godt - han var et godt eksempel på den såkaldte "høviske kærlighed". Dante gav sit præg til Stil Novo. Kærligheden til Beatrice (som Petrarca på en anden måde ville vise kærlighed til sin Laura) ville tilsyneladende være grunden til poesi og til at leve sammen med politiske lidenskaber. I mange af hans digte fremstår hun som en halvguddommelig person, der konstant våger over ham.

Da Beatrice døde i 1290, forsøgte Dante at finde "hjælp" i den latinske litteratur.

Derefter helligede han sig filosofiske studier på religiøse skoler som den dominikanske skole i Santa Maria Novella. Denne "overdrevne" passion for filosofi skulle senere blive kritiseret af karakteren Beatrice i Purgatorio, den anden bog i Den guddommelige komedie.

Bonifatius afskedigede hurtigt de andre delegerede og bad Dante alene om at blive i Rom. På samme tidspunkt (1. november 1301) trængte Charles de Valois ind i Firenze sammen med sorte walisere, som i løbet af de næste seks dage ødelagde store dele af byen og dræbte mange af deres fjender. Der blev indsat en ny sort welfisk regering, og Messer Cante dei Gabrielli di Gubbio blev udnævnt til podestà af Firenze. Dante blev sat i eksil i to år og blev beordret til at betale en stor sum penge.

Dante betalte ikke pengene, dels fordi han mente, at han ikke var skyldig, dels fordi alle hans behov i Firenze var blevet stjålet af de sorte guelfer. Han blev dømt til livsvarigt eksil, og hvis han vendte tilbage til Firenze uden at betale pengene, kunne han blive brændt på bålet.

I eksil begyndte han at søge efter grundlaget for Den Guddommelige Komedie, et værk i 100 canto'er, opdelt i tre bøger med hver 33 canto'er og en enkelt indledende canto.

Han tog til Verona som gæst hos Bartolomeo I della Scala og flyttede derefter til Sarzana i Ligurien. Senere skulle han have boet i Lucca hos Madame Gentucca. Nogle usikre kilder siger, at han også var i Paris mellem 1308 og 1310. I 1310 marcherede den hellige romerske kejser Henrik VII af Luxembourg med 5.000 tropper ind i Italien. Dante så i ham en ny Karl den Store, som ville genoprette den hellige romerske kejser og generobre Firenze fra de sorte guelfer. Han skrev til Henrik og flere italienske fyrster og krævede, at de skulle tilintetgøre de sorte gelfer. Han blandede religion og private bekymringer og påkaldte Guds værste vrede mod sin by og foreslog flere særlige mål, der faldt sammen med hans personlige fjender. Det var i denne periode, at han skrev de to første bøger af Den Guddommelige Komedie.

Da Dante døde i Ravenna, lagde de, der havde liget i Ravenna, knoglerne i en falsk væg i klosteret. Ikke desto mindre blev der i 1829 bygget en grav til ham i basilikaen Santa Croce i Firenze. Denne grav har været tom lige siden, og Dantes lig er blevet i Ravenna, langt fra det land, han elskede så højt. På forsiden af hans grav i Firenze står der Onorate l'altissimo poeta - hvilket groft sagt kan oversættes med "Ær den mest ophøjede digter".