Ouverture (musik): definition, historie og rolle i opera, ballet og koncerter

Lær om ouverturen: definition, historisk udvikling og dens rolle i opera, ballet og koncerter — fra Rossini og Gluck til Wagner og romantikkens koncertoverturer.

En ouverture er et stykke musik, som orkestret spiller i begyndelsen af en opera eller ballet. Ordet kommer af det franske ord for "åbning", fordi det "åbner" forestillingen.

Hvad gør en ouverture?

Overturer fungerer typisk som en introduktion: de skaber stemning, præsenterer musiske temaer og gør publikum opmærksom på forestillingen. Ofte indeholder ouverturer melodier eller motiver, som senere optræder i selve operaen eller balletten, så publikum får en forsmag på det musikalske og dramatiske indhold. I nogle tilfælde er ouverturen rent stemningsskabende og fortæller intet om handlingen, mens den i andre tilfælde fungerer som en kompakt sammenfatning af hovedtemaerne.

Historie og udvikling

I barokken var ouverturen ofte en fast del af scenemusikken. Den franske baroktradition, som bl.a. er forbundet med Jean-Baptiste Lully, udviklede den karakteristiske "franske ouverture" med en langsom, pompøs indledning efterfulgt af en hurtigere sektion. Den italienske "overture" udviklede sig sideløbende og blev ofte opbygget i tre satser (hurtig–langsom–hurtig), en form som senere påvirkede symfoniens udvikling.

Overtures indeholder som regel melodier, som vil blive hørt under operaen eller balletten. På denne måde forbereder de publikum på det, der skal komme.

I det 18. århundrede var ouverturer ofte baggrundsmusik, fordi publikum adspredt kunne snakke under forestillingerne. Nogle komponister som Gioacchino Rossini (1792-1868) brugte den samme ouverture igen og igen til sine næste operaer eller ændrede blot dele af den.

Med reformerne i slutningen af 1700-tallet begyndte komponister som Christoph Willibald Gluck at gøre ouverturen mere dramatisk og tæt forbundet med handlingen. Senere i 1800-tallet gik Richard Wagner (1813-1883) endnu længere ved at integrere musik og drama, og han kaldte ofte sine åbninger for "Vorspiel" (præludium) og betragtede dem som en uomgængelig del af det sceniske hele.

Typer af ouverturer

• Operacouture: Klassisk operaouverture, som præsenterer temaer fra handlingen.
• Fransk ouverture: Karakteriseret ved en majestætisk, langsom indledning med dertil kontrasterende hurtig del.
• Italiensk ouverture: Ofte i tre dele (hurtig–langsom–hurtig), mere lystig og virtuos.
• Koncertoverture: Selvstændige orchestersstykker skrevet til koncerter, ikke til en forestilling — kendt fra romantikken.
• Præludium eller Vorspiel: Kortere indledninger, som i nogle værker er det eneste forspil.

Overture i opera, ballet og koncerter

I opera og ballet bruges ouverturen som kunstnerisk åbning: den kan præsentere karakterer, temaer eller stemninger, og i nogle tilfælde fungerer den som et koncentreret sammendrag af handlingens musikalske materiale. Det er ikke alle komponister, der skrev ouverturer til deres operaer. Giuseppe Verdi (1813-1901) og Giacomo Puccini (1858-1924) går ofte direkte ind i første akt, eller de har kun et meget kort forspil, fordi de ønskede umiddelbar dramatisk kontakt med publikum.

I det 19. århundrede skrev mange romantiske komponister koncertoverturer, altså stykker uafhængige af sceniske værker beregnet til koncertbrug. Disse stykker kunne være programmatiske — de fortalte en historie eller beskrev et landskab — og fik ofte titel som pegede på indholdet. Et berømt eksempel er Felix Mendelssohn (1809-1847) og hans ouverture "Fingal's Cave", som musikalsk beskriver bølgernes bevægelse i en hule på øerne i de indre Hebriderne. Nogle af disse beskrivende stykker var så lange og gennemførte, at de i stedet blev kaldt tonedigte.

Form og struktur

Overturer spilles normalt i sonateform, særligt i klassisk tid, hvor formen tillod en klar præsentation og udvikling af temaer. Afhængig af epoke og hensigt kan overturen dog følge andre former: monotematisk, fugaagtig, rondo eller en fri through-composed opbygning. Barokke ouverturer kan fx være bygget over ritornello-principper, mens romantiske koncertoverturer ofte er mere fri og episodisk.

Instrumentering og varighed

Instrumentationen følger ofte orkestrets størrelse og den ønskede effekt: barokouverturer kunne være skåret til lille orkester eller hofkapel, mens romantiske ouverturer ofte benyttede fuldt symfoniorkester med rigt farveladet brug af blæsere, messinginstrumenter og slagtøj for dramatisk effekt. Varigheden varierer fra få minutter (kort præludium) til længere koncerterende stykker på 10–20 minutter eller mere i romantisk repertoire.

Betydning i dag

I moderne opførelser bevares ouverturens funktion som scenisk introduction, men mange koncerter programmerer også koncertoverturer som uafhængige værker. Nogle moderne komponister skriver nye overturer eller præludier, mens historiske ouverturer stadig er faste indslag i opera- og balletsæsoner samt orkesterrepertoiret. Overordnet er ouverturen et vigtigt redskab til at skabe forventning og musikalsk helhed mellem publikum og forestilling.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en ouverture?

Spørgsmål: Hvordan brugte komponisterne ouverturer i det 18. århundrede?

Spørgsmål: Hvordan greb nogle senere komponister det an at skrive ouverturer?

Spørgsmål: Skrev alle komponister ouverturer?

Spørgsmål: Hvilken type værker skrev de romantiske komponister i det 19. århundrede?

Spørgsmål: Hvilken form har de fleste ouverturer?

Søg efter bogstav