Jumbo: Verdensberømt afrikansk elefant og dyresuperstjerne (1860–1885)

Det er umuligt at vide præcis, hvor eller hvornår Jumbo blev født. I februar 1862 mødte en britisk opdagelsesrejsende Jumbo i en ørkenlejr for arabiske elefantjægere. Lejren lå på grænsen mellem det østlige Sudan og Abessinien (nu Eritrea). Jægerne var blevet hyret til at fange vilde dyr til eksport til europæiske zoologiske haver.

Opdagelsesrejsende anslog, at Jumbo var 120 cm høj og vejede omkring 230 kg. Baseret på hans højde og vægt var Jumbo omkring et år gammel. Han blev sandsynligvis født i julen 1860.

Jumbo havde en lang, varm rejse foran sig. Han gik flere hundrede kilometer sammen med andre vilde dyr til det Røde Hav. I havnen i Suakin blev den lille elefant sat om bord på et dampskib. I tide ankom han til Trieste i Italien. Fra Italien blev han bragt med tog til Dresden i Tyskland. Her blev han så solgt til en omrejsende zoologisk have.

I slutningen af 1862 blev Jumbo solgt til Jardin des Plantes i Paris. Jumbo blev sandsynligvis bragt til sit nye hjem enten i slutningen af 1862 eller begyndelsen af 1863. Franskmændene var skuffede over ham; de troede, at han ville være større. Jumbo boede i Rotunda for store planteædere sammen med to asiatiske elefanter, flere kameler og giraffer samt en flodhest.

I oktober 1863 blev yderligere to afrikanske elefantbørn og flere kameler bragt til Rotundaen. De små elefanter blev kaldt Castor og Pollux. De legede sammen og sov sammen. Børnene elskede de nye elefanter. De to dyr kom til at blive kaldt "det unge Paris' kæledyr". Jumbo ønskede ikke opmærksomhed fra mennesker; han blev i sin stald. Fem elefanter boede nu i Rotundaen i Jardin.

I april 1865 konstaterede regeringen, at levevilkårene i Jardin var meget dårlige. Myndighederne mente, at nogle af elefanterne burde sendes til zoologiske haver i andre lande. Embedsmændene i Londons zoologiske have i Regent's Park ønskede en afrikansk elefant. De byttede et indisk næsehorn og et par andre dyr for Jumbo. Han blev bragt til London Zoo i juni 1865. Jumbo var heldig. Castor og Pollux blev dræbt under en krig med Preussen i 1871. De blev spist af franskmændene.

Jumbo var meget syg, da han ankom til London Zoo. Han var ikke blevet fodret ordentligt. Hans skind var dækket af snavs, som måtte skrabes og skrubbes af. Neglene på hans fødder var vokset til, og fodsålerne var dækket af sår.

Abraham Bartlett, inspektør for Londons zoologiske have, gav den lille elefant i pleje hos dyrepasseren Matthew "Scotty" Scott. Scotty havde et talent for at forstå og håndtere dyr. Jumbo blev stærkere og sundere under Scottys pleje.

Den lille elefant fik navnet Jumbo. Der findes ingen oplysninger om oprindelsen af dette navn. Måske er han opkaldt efter Mumbo Jumbo, en hellig mand fra en vestafrikansk stamme. Dette er dog ikke sikkert. Bartlett kan have givet elefanten navnet Jumbo, fordi han kunne lide lyden af ordet. Han havde engang kaldt en gorilla Mumbo. Der er en meget lille mulighed for, at Jumbo kan være blevet opkaldt i Paris.

Jumbo blev en stor attraktion i London Zoo. Dronning Victoria og medlemmer af den kongelige familie forgudede ham. Børn red i sadlen (howdah) på hans ryg for en penny. Den unge Winston Churchill (og sandsynligvis dronning Victorias børn, prins Leopold og prinsesse Beatrice) red i Jumbos howdah.

Da Jumbo var syv år gammel, havde han en enorm appetit. Hver dag spiste han 91 kg hø, en tønde kartofler, to skæpper havre, femten brød og masser af løg. Han drak også flere spande vand. Hvis Scotty mente, at Jumbo havde brug for medicin, fik elefanten en gallon eller to whisky.

I 1880 ramte Jumbo sine jernburdøre med sine stødtænder og brækkede dem begge af nær kæben. Han havde smerter. Han holdt op med at spise. Han lænede sig op ad væggene for at få støtte. Bartlett og Scotty var tvunget til at foretage en grov operation med et harpunlignende værktøj, som de havde lavet. Bartlett var skuffet over skaden på Jumbos stødtænder. Han havde håbet, at Jumbo ville vokse op til at blive en "tusker" - en elefant med store stødtænder. Efter operationen holdt Jumbo sine stødtænder slidte ved at gnide dem mod væggene i elefanthuset. De blev aldrig mere end et par centimeter lange.

I 1882 var Jumbo 3,7 m høj ved skulderen. Han vejede mere end 5.400 kg (12.000 pund). Hans krop var 2,1 m lang. Den kunne nå højt op i træerne. I tidsskriftet Harper's Weekly blev Jumbo omtalt som værende "lige så blid over for børn som den bedst trænede puddelhund". I bladet stod der, at den blidt tog kiks og sukkerknalder fra zooens besøgende.

Da Jumbo blev bragt til zoologisk have i 1865, ønskede Bartlett selv at opdrage elefanten. Han havde brug for en dyrepasseren, der ville adlyde ham. Han valgte Scotty, fordi han var ret uerfaren. Bartlett ville blive skuffet. Scotty havde sin egen mening om, hvordan Jumbo skulle opdrages. Det tætte forhold, der voksede mellem dyrepasseren og elefanten, var noget, Bartlett hadede.

I 1882 var Jumbo den største elefant, der levede i fangenskab. Bartlett mente, at det var bedst at finde et nyt hjem til Jumbo af to grunde. For det første mente han, at Jumbo var ved at gå i musth. Dette er en vanskelig periode i en hanelefants liv. Visse kirtler i elefantens hoved bliver betændte, hvilket får dyret til at opføre sig voldsomt. Den anden grund til, at Bartlett ønskede at flytte Jumbo, var elefantens tætte forhold til Scotty. Bartlett mente, at Jumbo kunne gå på en farlig hærgen, hvis Scotty skulle dø.

Jumbo fik raserianfald. Han forsøgte at ødelægge elefanthuset om natten. Han kan have været bange og vred, fordi Scotty gik hjem hver aften. Han var kun rolig om dagen, når Scotty var i nærheden, eller når han bar børn rundt i zoologisk have i sin howdah. Jumbos opførsel gjorde Bartlett kun endnu mere sikker på, at han måtte finde et andet hjem til elefanten. År efter Jumbos død undersøgte zoologer afstøbninger af elefantens tænder. De opdagede, at hans kindtænder var ved at bryde unormalt frem og sandsynligvis forårsagede ham smerter. Dette var sandsynligvis årsagen til Jumbos raserianfald.

Bartlett og medlemmerne af London Zoological Society blev glade, da P.T. Barnum, en cirkusmand fra USA, tilbød at købe Jumbo for 10.000 dollars. Barnum havde engang ejet to museer i New York City. De var brændt ned til grunden. Han var nu medejer af Barnum, Bailey & Hutchinson Circus. Barnum vidste, at den enorme elefant ville indbringe ham en formue, hvis han optrådte med cirkus.

Barnums partner Hutchinson ønskede ikke at købe Jumbo. "Hvad forskel gør det, om en elefant er to meter høj eller 11 eller 12 meter høj? En elefant er en elefant!" sagde han. Men Barnum ville have Jumbo mere end nogen anden elefant i verden, fordi Jumbo var den største elefant i verden. Bartlett og London Zoological Society tog kun to dage om at beslutte, at Jumbo skulle sælges til Barnum.

Da briterne fik at vide, at deres elskede Jumbo skulle sælges, blev de oprørte. Bartlett modtog mange vrede breve. Børn tiggede Bartlett om at beholde Jumbo i London. Kunstkritikeren John Ruskin skrev, at englænderne ikke havde "for vane at sælge deres kæledyr". Man forsøgte at stoppe salget ved at gå i retten, men Barnum vandt. De britiske domstole sagde, at han var den lovlige ejer af Jumbo.

Der blev bygget en stor kasse på hjul til Jumbo under hans rejse til Amerika. Den var lavet af tunge fyrretræsbrædder boltet fast til en stærk egetræsfod og gjort endnu stærkere med jernremme. Den målte 4,3 m i længden, 2,4 m i bredden og 3,7 m i højden. Den var stor nok til, at Jumbo kunne stå i den, men den var ikke stor nok til, at han kunne ligge ned eller vende sig om. Selv om kassens ender var åbne, var de gjort stærke med jernstænger. Jumbo kunne kigge ud af den åbne ende og svinge sin snabel.

Der blev lagt planer om at flytte Jumbo den 18. februar. Jumbo ville ikke komme ind i kassen. Et andet forsøg blev gjort den 19. februar med samme resultat. Jumbo lagde sig ned på gaden. Masser af mennesker jublede over Jumbo. Han blev liggende på gaden i en uge. Bill Newman, Barnums agent i London, sendte et telegram til showmanden. "Jumbo vil ikke rejse sig", stod der i telegrammet. Barnum sendte et telegram tilbage med følgende ordlyd: "Lad ham blive der så længe han vil. Det er god reklame."

Bartlett troede, at Scotty styrede Jumbo med et hemmeligt signal for at forhindre ham i at komme ind i boksen. Han fortalte Scotty, at han ville blive fyret, hvis Jumbo ikke kom ind i boksen. Den næste dag fik Scotty Jumbo til at gå ind i boksen. Barnum hyrede Scotty til at tage sig af Jumbo, selv om han havde mange elefantpassere i USA.

Folk over hele verden var interesserede i salget af Jumbo. Souvenirs som Jumbo-slips, vifter og hatte blev solgt i England og Amerika. Jumbo's billede blev trykt på tusindvis af reklamer. Nogle af disse reklamer viste Jumbo på mærkelige steder som f.eks. i operaen og på en saloon i det vilde vesten.

Grydelapper, cigarer og en stor symaskine blev alle opkaldt efter Jumbo. Sæbe, tråd og bagepulver blev solgt under Jumbo's navn. En reklame fra denne tid viser Jumbo i læderstøvler, der løber gennem en ørken. Et andet billede viser Jumbo, der fodrer en elefantunge med et afføringsmiddel kaldet Castoria.

Tusindvis af breve blev sendt til embedsmænd i London Zoo. Brevskriverne ønskede, at Jumbo skulle leve i fred i England. Der blev oprettet en "Jumbo Retention Fund" for at beholde Jumbo i London Zoo. En dame sendte sin nye symaskine til fonden. En brud sendte Jumbo et stykke af sin bryllupskage. Tusindvis af børn skrev til Barnum og bad ham om at lade Jumbo blive i sit hjem i London. Barnum nægtede.

Jumbo levede 16 år og ni måneder i London Zoo. Nu skulle han begynde et nyt liv i et andet land. Hans rejse til Amerika begyndte den kolde morgen den 22. marts 1882. Jumbo blev sat i en sele tidligt om morgenen. Han blev ført til kassen. Han ville ikke ind i den, men det gjorde han alligevel. Det tog to timer at lænke kampelefanten inde i kassen.

Seks heste trak kassen fra gården ved Elefanthuset. Den sank ned i den bløde jord på en sti. Det tog tre timer at trække kassen ud af stien. Den sank ned i blød jord to gange mere på vej til zooens porte. Fire heste mere blev spændt fast til boksen. Den passerede gennem hovedporten omkring kl. 1.30 om morgenen, og den fem mil lange tur til Londons havne begyndte.

Den mest jævne vej til Themsen blev valgt, fordi hestene ikke kunne trække kassen op ad bakker. Folkemængderne kiggede på. Scotty red på forsiden af kassen. Han trøstede Jumbo og klappede hans bagdel. Jumbo var stille det meste af turen. Kassen begyndte at køre ned ad en stejl bakke nær det gamle Clerkenwell House of Detention på toppen af Farrington Road. Jumbo rystede på hovedet af bekymring. Kassen var tvunget til at bevæge sig meget langsomt.

I St Katharine's Dock, øst for Tower of London, blev kassen løftet med en spiler kl. 7 om morgenen den 23. marts. Den blev sat på prammen Clarence. Arbejdere sikrede kassen. Jumbo fik en stor morgenmad. En gammel dame, som var gået bag kassen hele vejen fra Regent's Park, gav Jumbo øl. Hun sagde farvel gennem sine tårer.

Tre timer senere var tidevandet gunstigt. Prammen blev slæbt ind i floden af slæbebåde med Union Jack og Stars and Stripes på. Tusindvis af mennesker havde samlet sig på alle de tomme pladser for at sige farvel til Jumbo. Prammen flød nedstrøms til Isle of Dogs.

Jumbo fik igen alarm, da prammen passerede Dundee Docks. Han ramte tremmerne i sin kasse. Stængerne blev løsnet. Motorerne blev slukket. Scotty trøstede den skræmte elefant. Turen blev genoptaget. I Millwall Docks blev kassen løftet op til kajen med kran omkring kl. 15.45. Det var her, at Jumbo skulle tilbringe natten.

Kassen blev vejet, efterhånden som den blev løftet. Den vejede 12,5 tons. Man vidste, at træet og jernet i kassen vejede seks et halvt ton. Jumbo vejede derfor seks tons. Scotty og Bartlett havde altid troet, at Jumbo vejede seks tons. Men dette var første gang, Jumbo faktisk blev vejet mekanisk. Fredag den 24. marts tog det kun otte minutter at sænke Jumbo og hans kasse ned til den assyriske monark.

Der var 600 passagerer om bord på Assyrian Monarch. De var for det meste russiske jøder på vej til USA. Der var 90 besætningsmedlemmer. Der blev bragt mad om bord på skibet til Jumbos 13-14 dages rejse. Der var 65 baller hø, 300 pund (140 kg) skibskiks, 50 brød af hvidt brød, tre sække havre, tre sække klid og to sække løg.

Der blev afholdt en frokostfest på skibet for London Zoo embedsmænd, Londons sherif, forretningsmænd, Barnums agenter og andre interesserede i eventyret. Barnums agent Bill Newman fik Zoologisk Selskabs guldmedalje for sin rolige og dygtige håndtering af Jumbo. Scotty - manden, der havde givet Jumbo hengiven omsorg og kærlighed i 18 år - blev ignoreret. Skibet afgik næste morgen. Lady Angela Burdett-Coutts var Jumbos store veninde. Hun kom fra London til Gravesend med venner for at give elefanten sine sidste engelske boller. Da de besøgende var gået, sejlede skibet ud på havet.

Scotty tog de fleste af Jumbos kæder af for at gøre det behageligt for ham. Hans hoved, krop og bagagerum var fri. Hans fødder var lænket. Elefanten lænede sig op ad siden af kassen. Han faldt i søvn for første gang i flere dage. Jumbos kasse fik masser af frisk luft. Passagererne fodrede ham med brød og frugt. Barnum fik nyhedshistorier om Jumbo, der blev lagt i gummisække og derefter smidt i havet. Uger senere skyllede den første pose i land i det sydlige Irland. Der blev sendt et telegram til London efter at have passeret det sidste punkt på britisk jord kaldet Lizard. Det lød: "Jumbo har det godt; meget stille; løsladt."

Assyrian Monarch ankom til New Yorks havn omkring midnat påskesøndag den 9. april 1882 efter næsten to ugers sejlads. Der blev sendt et telegram til London Times, som fortalte briterne, at Jumbo var ankommet sikkert til Amerika og var ved godt helbred. Jumbos kasse blev løftet fra lastrummet på Assyrian Monarch til en lille damper kaldet Only Son. Jumbo blev sejlet over Hudson-floden til havnen i New York.

Barnum og hans partnere Bailey og Hutchinson gik om bord på Only Son sammen med flere journalister for at se Jumbo. Elefanten havde rejst godt. Han drak en flaske whisky. Barnum drak ikke alkoholiske drikkevarer og protesterede. Han kiggede på Scotty og sagde: "Jeg tror virkelig, at elefantens vækst er blevet hæmmet af øl."

Nogle journalister var skuffede over Jumbos højde. De sagde, at han var lige så stor som de andre elefanter i Barnums cirkus. Barnum fortalte dem, at der var stor forskel på en elefants faktiske højde og hans "museumshøjde". Journalisterne var tilfredse med denne forklaring (hvad det end betød). Barnum var begejstret for Jumbo. Alle talte om dyret, og det betød billetsalg.

Inspektør Hatfield fra Society for the Prevention of Cruelty to Children kom om bord på Only Son. Han havde hørt rapporter om Jumbos dårlige humør og gik om bord for at sikre sig, at Jumbo ikke var en trussel mod børnene i New York City. Barnum fortalte ham, at Jumbo var "fuldstændig lammeagtig". Hatfield kiggede længe på Jumbo og forlod skibet med en fornemmelse af, at Jumbo virkelig var et blidt dyr.

En menneskemængde på flere hundrede mennesker havde samlet sig på land for at byde Jumbo velkommen. Sidst på eftermiddagen var mængden vokset til 10.000 utålmodige, larmende tilskuere. Jumbo blev bange. Hans kasse svajede, da den blev løftet og sænket ned til en ventende pram. Der blev råbt tre gange hurra. Klokken 19.00 var Jumbo i land. Hans kasse var blevet sat på en stærk vogn.

Publikum ønskede, at Jumbo skulle gå op ad Broadway til Madison Square Garden, hvor cirkus spillede. Bailey ville ikke tillade det, fordi han frygtede, at dyret ville angribe publikum. Otte heste og 500 mænd kunne ikke flytte vognen. Der blev hentet yderligere otte heste samt Gypsy og Chief, to asiatiske elefanter fra cirkusset. De otte ekstra heste var ikke nødvendige. De blev ført bag vognen, da den begyndte at bevæge sig. Elefanterne blev brugt efter behov til at skubbe vognen ud af hjulspor.

Da processionen ankom til Madison Square Garden, var Jumbos kasse for høj til indgangen til bygningen. Han blev efterladt på fortovet for natten, mens hans kasse var dækket af presenninger. Om morgenen fjernede smedene jernstængerne i kassen. Jumbo var fri, men han ville ikke forlade kassen. Scotty stod til side for at lade Jumbo få fred. Til sidst trådte elefanten ud og gik ind i bygningen. Gulvbrædderne splintrede under hans vægt. Da han nåede frem til racerbanen, knælede han ned og rullede sig om. Scotty forsikrede alle om, at Jumbo ikke var død, men blot hvilede sig efter sin lange rejse. Han rejste sig endelig op og blev bragt til sin stald efter endnu en hvileperiode. Da han kom ind i sin stald, blev en tung kæde, der var fastgjort til en pæl, viklet om hans ben. Han rev pælen op af jorden og kastede den til side. I mellemtiden ventede den største menneskemængde i cirkushistorien på, at eftermiddagsforestillingen skulle begynde.

Barnum købte Jumbo for 10.000 dollars. Jumbo's samlede omkostninger beløb sig faktisk til 30.000 dollars. Barnum skrev senere, at Jumbo tjente sine omkostninger i sine første to uger med cirkus i Madison Square Garden. Jumbo lavede ingen tricks, men 20.000 kunder om dagen så ham i cirkusets zoologiske have og i paraden i starten af forestillingen. London Zoo havde sendt Jumbo's howdah til Amerika. Den store elefant gav cirkuskunder en tur i cirkus.

På en rejse til England i slutningen af maj 1882 mødte Barnum en flok børn på gaden, som stadig var vrede over, at elefanten var blevet fjernet. Barnum lagde samme måned planer om at rejse en jernbygning på Themsedæmningen til sine cirkusforestillinger. Folk i nabolaget brød sig ikke om idéen. De sagde, at de ville gå i retten for at stoppe planen. Barnum droppede ideen.

Barnum havde en anden reklameplan. Brooklyn Bridge stod færdig i 1883. Dette var en længe ventet og spændende begivenhed. Barnum tilbød brofirmaet 5.000 dollars for at lade Jumbo krydse broen før den officielle åbning. Selskabets direktører troede, at Barnum brugte broen til cirkusreklame. De sagde "nej" til hans tilbud.

Jumbo rejste i luksus, når han tog på turné hvert år. Han havde sin egen jernbanekassevogn. Barnum kaldte den "Jumbo's Palace Car". Det var en rød og guldfarvet godsvogn med store dobbeltdøre i midten, så Jumbo nemt kunne gå ind og ud. Scotty sov i en køjeseng i et lille rum nær Jumbo's hoved. Jumbo ville aldrig lade Scotty lukke døren til det lille rum. Han elskede sin ven og ville altid være i nærheden af ham.

Scotty og Jumbo delte altid en flaske øl, inden de gik i seng for natten. Det var et lille ritual, som Jumbo elskede. En aften drak Scotty flasken øl og faldt i søvn. Jumbo samlede ham meget forsigtigt op og satte ham ned ved den tomme flaske. Scotty vågnede op og fandt flasken. Han "forstod budskabet". Han glemte aldrig at dele en flaske øl med Jumbo igen.

I sine fire sæsoner som Barnums cirkus' største stjerne gjorde Jumbo aldrig nogen fortræd. Indimellem testede han dog sin styrke ved at ødelægge dele af sit vinterelefanthus. Jumbo tjente 1,5 millioner dollars i sit første år i cirkus. Det er sandsynligt, at 16 millioner voksne og 4 millioner børn så ham i cirkus.

I sine sidste år i cirkusset var Jumbo ved at få et dårligt helbred. Han kunne ikke spise sin mad, fordi hans tænder var slidte. Der var ingen behandling. Jumbo ville før eller senere dø af sine tandproblemer. Barnum planlagde at få Jumbo konserveret efter hans død af en taxidermist. Han arrangerede det hele, mens Jumbo stadig var i live - i tilfælde af at elefanten pludselig døde.

Jumbo var 24 år, da han blev dræbt den 15. september 1885 på banegården i St. Thomas, Ontario, Canada. Det var omkring klokken 21.30. Cirkusset havde netop afsluttet en forestilling. Elefanterne var ved at blive ført langs hovedsporet på banegården til deres kassevogne. Til venstre for dem var der en stejl bred, og til højre for dem var cirkustoget. Et uplanlagt godstog drønede ned over dem fra øst. Lokomotivføreren forsøgte at stoppe toget, men det lykkedes ikke.

Dyrepassere fik de fleste af elefanterne i sikkerhed nede på bredden. Jumbo og en dværgelefant ved navn Tom Thumb var det sidste nummer på programmet og de sidste, der forlod Big Top. Tom Thumb var bag Jumbo, men den lille elefant blev ramt af toget og kastet ned i en grøft. Hans venstre ben blev brækket, men han overlevede. Jumbo løb ned ad banen væk fra det modkørende tog med Scotty ved siden af sig. Lokomotivet ramte Jumbo bagfra. Han brølede af smerte, da toget bar ham 91 meter ned ad sporet. Han blev kilet fast dels over og dels under en fladvogn.

Jumbos kranie var brækket flere steder. Han havde alvorlige skader på indersiden af kroppen. Blodet strømmede ud af hans mund og bagagerum. Jumbo rakte ud efter og holdt Scottys hånd i sin kuffert. Han døde inden for få minutter efter ulykken. Lokomotivet og tenderen blev slynget ud af sporet. De blev ødelagt ved kollisionen.

Hverken Barnum eller Bailey var på ulykkesstedet. Hutchinson ledede oprydningen. Der var brug for 100 mand til at fjerne Jumbos lig fra skinnerne. Politibetjente blev sendt til stedet for at fordrive souvenirjægere. Scotty blev hysterisk, da han opdagede, at halvdelen af Jumbos øre var blevet skåret af af en samler.

Taxidermister fra Rochester, New York, ankom til sidst for at tage sig af liget. Jumbos død var et alvorligt tab for cirkus. Så meget, at Barnum tog de første skridt til at indlede en konkursbehandling få dage efter tragedien.

Lige før Jumbos rejse til Amerika i 1882 havde Barnum forsikret elefanten for 500.000 dollars. Forsikringen udløb, da Jumbo trådte ind på amerikansk jord. Elefanten var ikke forsikret på tidspunktet for hans død. Han var blevet bragt til USA som "avlsdyr". Intet forsikringsselskab ville dække husdyr i tilfælde af ulykker. Jumbo efterlod sig ingen børn - på trods af at han havde en elefant-"kone" i London Zoo ved navn Alice. Han havde fuldstændig ignoreret hende i de 18 år, han havde boet i London. Alice fik sort og en enkehue at gå med efter sin "mands" død.

Barnum sagsøgte den canadiske Grand Trunk Railway for 100.000 dollars. Sagen blev behandlet i april 1887. Selskabet hævdede, at det ikke var ansvarligt for Jumbos død. De sagde, at cirkusarbejderne var ansvarlige for elefantens død. Cirkusarbejderne havde skåret en del af et hegn ned, så de kunne føre elefanterne over sporet. Hvis de havde brugt den normale overgang længere nede ad sporet, ville jernbanearbejderne have advaret dem om det nærmer sig toget, oplyste selskabet. Ulykken kunne have været undgået.

Jernbanen hævdede også, at Jumbo var værdiløs. London Zoo havde solgt Jumbo, fordi han var et farligt dyr, oplyste jernbanen. De påpegede også, at de ikke var ansvarlige for tab på over 15.000 dollars - som det fremgår af deres kontrakt med cirkusset. Cirkusset hævdede, at kontrakten var ulovlig, og fremlagde erklæringer fra Scotty og andre professionelle dyrefolk, som havde arbejdet med Jumbo. Ifølge disse udtalelser var Jumbo ikke farlig.

Barnum trak til sidst søgsmålet tilbage. Han havde brug for Grand Trunk Railway's velvilje, hvis han ville flytte sit cirkus rundt i Canada. Han indgik et forlig uden for retten for 5.000 dollars. Han fik også ret til at bruge Grand Trunk-skinnerne gratis i det kommende år. Dette var i sig selv 5.000 dollars værd. Barnum forlod retten med 10.000 dollars.

To uger efter Jumbos død foreslog en journalist ved navn C.F. Richtel fra Hartford, Connecticut, Sunday Globe, at Barnum havde dræbt elefanten "af reklamehensyn". Richtel var en gammel fjende af Barnum og beskyldte showmanden for at være bagmanden bag Jumbos død, fordi elefanten havde tuberkulose. Barnum sagsøgte avisen for 50.000 dollars. Han indgik et forlig uden for retten. Redaktøren af The Globe fik sandheden om Jumbos død at vide, da han interviewede Scotty og andre, der havde været til stede ved elefantens død. Redaktøren fyrede Richtel og offentliggjorde en ydmyg undskyldning til Barnum.

En teori, der blev fremsat i 1960, hævder, at Jumbos flatulens havde skabt et grimt problem for Barnum og cirkus, så showmanden besluttede at skille sig af med elefanten. I ly af mørket og midt i larmen fra banegården skulle Barnum have fået en dyrepasseren til at affyre et enkelt skud fra en kraftig pistol i Jumbos øje. Elefanten vaklede et stykke vej, trampede dværgelefanten ned, faldt sammen og døde under en jernbanevogn. Der blev ikke fundet nogen projektiler ved undersøgelser af Jumbo efter hans død eller senere undersøgelser af hans kranie. Teorien er blevet bevist falsk.

Barnum forsøgte at få så meget omtale som muligt af Jumbos død. Han ringede til en udgiver tre dage efter ulykken. Han ønskede at få trykt en børnebog til jul om begivenheden. Han fortalte også nyhedsreporterne en løgn om, at Jumbo reddede både dværgelefanten og Scotty og derefter vendte sig om for at møde toget alene og frontalt.

Jumbos jordiske rester blev sendt vidt og bredt over hele Amerika. Hans stødtænder blev knust i mange stykker ved ulykken. Disse stykker blev solgt som souvenirs. Cornell University købte Jumbos hjerte. Den store elefants knogler rejste rundt i Amerika i et par år med cirkus. De vejede 1.100 kg (2.400 pund). Derefter blev de sendt til American Museum of Natural History i New York City. Hans skelet blev udstillet nu og da. Som tiden gik, glemte børnene ham dog efterhånden. Skelettet blev lagt væk. Det blev aldrig udstillet efter 1977.

Jumbos skind blev udstoppet i Rochester, New York. Barnum fortalte taxidermisterne, at han ønskede, at Jumbo skulle ligne et bjerg. De trak skindet så meget som muligt uden at rive det over. Efter alt det hårde arbejde stod Jumbo en meter højere i døden end han havde gjort i livet. Det udstoppede skind turnerede med cirkus i et par år. Derefter blev det sendt til Barnum Museum of Natural History på Tufts University. Det vejede 698 kg (1.538 pund). På Tufts blev Jumbo skolens maskot. Hans billede blev sat på skolerelaterede genstande som huer og flag.

Den 14. april 1975 blev Jumbos skind og mange andre museumsgenstande, som aldrig kunne erstattes, ødelagt ved en brand på Tufts. Noget af det, som man troede var Jumbos aske, blev lagt i en Peter Pan Crunchy Peanut Butter-bøtte. Krukken blev opbevaret i universitetets sportsafdeling. Skolens atleter gned den for held og lykke før kampe.

På 100-årsdagen for Jumbos død i 1985 blev der bygget et monument af Winston Bronnum til ære for den store elefant i St. Thomas. Thomas. Det står på en klippe over byen. Ikke langt derfra står en knaldrød hyttevogn. Det er en souvenirstand. Der er også et museum på stedet, der viser en model af et lille cirkus.

Jumbos arv var den glæde, han gav millioner af mennesker ved blot at være sig selv. Hans navn er dog måske hans største arv. Før den store elefant var ordet "Jumbo" ikke kendt i det engelske sprog. Ordet er kommet ind i sproget for at betyde alt, hvad der er stort. Folk vil altid huske Jumbo på grund af dette ord.

Jumbos enorme størrelse fik forskerne til at tro, at han var en selvstændig elefantart. Han var den største elefant, der nogensinde har været kendt. Han blev udnævnt til typeeksemplar for denne nye art. På et senere tidspunkt fandt man ud af, at Jumbo ikke var en separat art, men en variant af en kendt art. Han blev derefter en underart.

Efter Jumbos død var det vigtigt, at han blev dissekeret af forskere. Det var vigtigt, at hans skelet blev omhyggeligt opbevaret, så fremtidige forskere kunne studere det. Dissektionen blev påbegyndt i St. Thomas og afsluttet i Rochester, New York. Jumbos mave blev skåret op. Mønter, nøgler, nitter, skruer og en politifløjte faldt ud.

Lige før den udstoppede Jumbo og hans skelet blev udstillet, bad Barnum avisfolk og damer fra det fine samfund om at komme til en fest på et fornemt hotel. Han holdt taler og serverede derefter for gæsterne en gelatinefad lavet af Jumbos stødtænder.