Sonateform
Sonateformen er en måde at organisere et stykke musik på. Den er blevet brugt i flere stykker siden den klassiske periode (fra midten af det 18. århundrede og frem). Hvis man lytter til musikstykker i sonateform, er det lettere at forstå den fuldt ud, og det er nyttigt at vide noget om de forskellige tonearter.
Sonateformen bruges ikke kun i sonater. Det kan også være en form for satser i symfonier, koncerter, ouverturer osv.
I barokken skrev komponister som Bach og Händel værker med dansesatser som menuetter. Disse var i "binær form". Det betød, at der var to dele. De to afsnit var ofte lige lange og var adskilt af en dobbelttaktslinje, hvilket betød, at hvert afsnit blev gentaget. Musikken var ikke hele tiden i samme toneart. Den første sektion kunne modulere (skifte toneart), hvorefter den anden sektion gradvist modulerede tilbage igen, så den lød færdig til sidst.
Domenico Scarlatti skrev også sonater for cembalo i binær form, men lange og mere komplekse. Første afsnit startede med et tema i hovedtonearten og modulerede derefter til en anden toneart for at skabe kontrast. Anden del kan være længere end første del og starte med at modulere til fjerne tonearter, før den kommer tilbage for at gentage hovedtemaet. Denne type stykke er begyndelsen til sonateformen.
Haydn, Mozart og Beethoven udviklede ideen om sonateformen. En sats i sonateform har tre dele, der kaldes: "eksposition", "udvikling" og "rekapitulation".
- I ekspositionen hører vi alt det vigtigste materiale: den første melodi - eller gruppe af melodier - i hovedtonearten, derefter en kontrastmelodi eller melodier i en beslægtet toneart (normalt "dominanten", dvs. den toneart, der ligger på den femte tone i hovedtonens skala, eller den relative mol). Eller i tilfælde af et første afsnit i en mol-toneart kan man ofte høre det eller de andet emne eller emner i den relative dur-toneart.
- I udviklingsafsnittet udvikles musikken, der går i flere forskellige tonearter. Musikken her føles ustabil. Der er en følelse af spænding. Lytteren ønsker at komme tilbage til hovedtonearten.
- I rekapitulationen gentages ekspositionen, men den ændres mod slutningen, så den slutter i hovedtonearten. Det føles, som om spændingen er væk, og lytteren føler sig glad.
Denne måde at opbygge et musikstykke på blev brugt af næsten alle komponister fra midten af det 18. århundrede og frem til langt ind i det 20. århundrede. Det giver mulighed for et meget dramatisk stykke. Selvfølgelig bruger komponisterne den nogle gange forskelligt. Der er ofte en følelse af udvikling i hele stykket, ikke kun i det såkaldte "udviklingsafsnit". Første sats af Beethovens femte symfoni bruger hele tiden på at udvikle den berømte idé, der høres i begyndelsen: de første fire toner (kort-kort-kort-langt). Selv de tre andre satser fortsætter med at udvikle denne idé.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er sonateform?
A: Sonateform er en måde at organisere et stykke musik på, som har været brugt siden den klassiske periode. Den kan bruges til satser fra symfonier, koncerter, ouverturer og meget mere.
Spørgsmål: Hvordan brugte komponisterne den binære form i baroktiden?
A: I barokperioden skrev komponister som Bach og Händel stykker med dansesatser som f.eks. menuetter i "binær form". Det betød, at der var to afsnit, som ofte var lige lange og adskilt af en dobbelttaktslinje. Musikken blev ikke stående i én toneart, men modulerede (skiftede toneart) mellem hvert afsnit, før den sluttede tilbage i hovedtonen.
Spørgsmål: Hvem udviklede sonateformen?
Svar: Haydn, Mozart og Beethoven videreudviklede sonateformen. En sats i sonateform har tre dele, der kaldes "eksposition", "udvikling" og "rekapitulation".
Spørgsmål: Hvad sker der i en eksposition?
A: I en eksposition hører vi alt hovedmaterialet - normalt et eller flere temaer - først i hovedtonearten og derefter kontrasterende melodier eller melodier i en beslægtet toneart (normalt dominant eller relativt mol).
Spørgsmål: Hvad sker der under en udvikling?
A: Under udvikling udvikles musikken yderligere ved at gå ind i flere forskellige tonearter for at skabe spænding, inden den vender tilbage til hovedtonearten ved rekapitulationen.
Spørgsmål: Hvordan bruger Beethovens femte symfoni sonateformen anderledes i sin femte symfoni?
Svar: Beethovens femte symfoni bruger hele tiden på at udvikle sit berømte firetone-motiv i stedet for kun at bruge det i udviklingsafsnittet, som andre værker gør. Selv de tre andre satser fortsætter også med at udvikle denne idé i hele deres varighed.
