Pupillen er åbningen i midten af øjet, gennem hvilken lys trænger ind. Lyset passerer først gennem pupillen og derefter gennem linsen, som fokuserer billedet på nethinden. Pupillen fungerer som øjets blænde og regulerer, hvor meget lys der når lysfølsomme celler bagest i øjet.
Hvordan styres pupillen?
Pupillens størrelse kontrolleres af glatte muskler i iris (den farvede del af øjet). Der er to muskelgrupper:
- Sphincter pupillae (cirkulær muskel) trækker pupillen sammen (miosis) via det parasympatiske nervesystem.
- Dilator pupillae (radiære fibre) trækker pupillen større (mydriasis) via det sympatiske nervesystem.
Når der er behov for mere lys, udvider pupillen sig for at lukke mere lys ind; ved kraftigt lys trækker den sig sammen for at begrænse lysmængden — ligesom en kamera-blænde. Ud over lyset påvirker også fokus (akkomodation), følelser, smerte, medicin og visse neurologiske tilstande pupillens størrelse.
Pupillerefleksen og nærreaktionen
Når lys rettes mod et øje aktiveres en refleks, som gør pupillen mindre. Denne reaktion har to dele:
- Afferent led fra nethinden via synsnerven til hjernestammen.
- Efferent led fra hjernestammen (Edinger–Westphal-kernen) via parasympatiske fibre til sphincter-musklen.
Refleksen er normalt bilateral: lys i ét øje giver sammentrækning i begge pupiller (direkte og consensual respons). Ved nærfokus sker den såkaldte nærrespons (accommodation reflex): øjnene konvergerer, linsen bliver tykkere, og pupillerne snævres ind for at øge skarphedsdybden.
Normal størrelse og variationer
Pupillestørrelse måles i millimeter. Typiske intervaller er omkring 2–4 mm ved stærkt lys og 4–8 mm i skumring eller mørke, men der er stor individuel variation og aldersafhængige ændringer (ældre personer får ofte mindre reaktive og mindre pupiller).
Pupillen fremstår normalt sort fordi lyset, der passerer gennem åbningen, absorberes af vævet på indersiden af øjet (bl.a. pigment i iris og det bagvedliggende væv). Selvom iris har farve, er selve pupillen ikke farvet.
Klinisk betydning — sygdomme og lægemidler
Pupillens størrelse og reaktioner giver vigtigt diagnostisk ledetråd i øjen- og neurologisk undersøgelse. Eksempler:
- Anisocori (ulige pupiller) kan være normalt hos nogle, men kan også skyldes sygdom som Horner-syndrom (mindre pupil, hængende øjenlåg) eller skade på tredje hjernenerve (oftalmoplegi) hvor pupillen ofte er udvidet og reagerer dårligere.
- Marcus Gunn pupil (afferent pupillary defect) ses ved betydende skade af synsnerven og afspejles ved en unormal reaktion ved svingende lysprøve.
- Inflammation i iris eller forreste del af øjet (iridocyclitis/uveitis) kan give irregulær pupilstørrelse eller sammenvoksninger (synechier).
- Ikke-reaktive, dilaterede pupiller kan indikere alvorlig neurologisk skade (fx aneurisme, kompression af n. III) og kræver ofte akut vurdering.
Mange lægemidler påvirker pupilen: mydriatika som atropin eller tropicamid udvider pupillen, miotika som pilokarpin trækker den sammen. Opioider giver typisk kraftig miosis, mens sympatomimetika (fx phenylephrin) giver mydriasis.
Måling og undersøgelse
Læger og optikere vurderer pupillens størrelse, form og reaktion ved at lysstimulere øjet (og ved at lave en svingende lyskilde-test for at afsløre afferente defects). Undersøgelsen er hurtig og informativ ved mistanke om øjen- eller neurologisk sygdom.
Pupiller hos dyr
Hos mennesker er pupillen rund, men blandt dyr ses mange variationer: katte har ofte spalteformede pupiller, og hos nogle krybdyr kan pupillen have anden form og farvetone. Pupilformen er tilpasset dyrets levevis — rovdyr og nataktive dyr får ofte fordel af en bestemt form, som hjælper med at kontrollere lysindfald og dybdeskarphed.
Til sidst: pupillen er en lille, men vigtig del af synssystemet — dens størrelse og reaktioner regulerer mængden af lys til nethinden, hjælper ved fokusering og kan afsløre både øjen- og neurologiske sygdomme.







