I biologien er racer forskellige populationer inden for den samme art med relativt små morfologiske og genetiske forskelle. Begrebet bruges om grupper, hvor forskellene ikke er så store, at der med sikkerhed kan tales om adskilte arter, men hvor der alligevel kan påvises gentagne eller geografisk afgrænsede træk.

Økologiske og geografiske racer

Populationerne betegnes som økologiske racer, hvis de er opstået som følge af tilpasning til forskellige lokale habitater, eller geografiske racer, hvis de er geografisk isolerede. Økologiske racer kan udvikle forskelle i adfærd, farve, størrelse eller fysiologi som respons på forskellige miljøbetingelser (f.eks. temperatur, fødeemne eller rovdyrtryk). Geografisk isolation fører ofte til gradvis genetisk differentiering, især når udveksling af gener mellem populationerne er begrænset.

Når bliver en race en underart?

Hvis to eller flere racer er tilstrækkeligt forskellige, kan de beskrives som underarter, som er en officiel biologisk taksonomisk enhed under "art". Underarter betegnes normalt med en trinomen (treleddet latinsk navn), fx Panthera tigris altaica for den sibiriske tiger (som et eksempel på navngivning). Hvis ikke, kaldes de racer, hvilket betyder, at gruppen ikke skal have en formel rang, eller at taksonomerne er usikre på, om der skal gives en formel rang eller ej.

Ifølge Ernst Mayr er "en underart en geografisk race, der er tilstrækkeligt forskellig i taksonomisk henseende til at være et særskilt navn værdig".

Grad af differentiering og praktiske kriterier

  • Morfologisk diagnosabilitet: Underarter bør kunne adskilles ved faste, arvelige træk som kropsstørrelse, farvemønster eller skæl/vingestruktur.
  • Genetisk adskillelse: Moderne metoder måler genetisk differentiering (fx FST), men der findes ingen universel tærskel for, hvornår en gruppe bliver en underart.
  • Reproduktiv kontinuitet: Mange racer og underarter kan krydse sig og få frugtbart afkom; graden af hybridisering og hybridzoner er vigtig for vurderingen.
  • Geografisk distribution: Ved klare geografiske afgrænsninger (øer, bjergkæder, store afstande) er det mere sandsynligt, at populationer betragtes som underarter.

Klinal variation og hybridzoner

I mange arter forekommer kliner — gradvise ændringer i egenskaber over en geografisk gradient. I sådanne tilfælde er afgrænsning af klare racer eller underarter vanskelig og ofte vil taxa være godartet opdelte på en vilkårlig måde. Hybridzoner mellem nært beslægtede populationer viser, at der ofte er en glidende overgang mellem grupper frem for skarpe grænser.

Betydning for bevaring og forskning

Racer og underarter har praktisk betydning i bevaringsbiologi: enkelte underarter kan være særligt truede og kræve målrettet indsats selvom arten som helhed ikke er det. Juridiske og forvaltningsmæssige beslutninger (fx lovgivning om beskyttelse) kan bygge på underartsbegrebet, hvorfor klare taxonomiske vurderinger er vigtige.

Taxonomiske udfordringer og debat

Der er løbende debat blandt taksonomer om, hvilke kriterier der skal gælde for at udpege underarter. Nogle forskere foretrækker konservative definitioner og kræver tydelig morfologisk og genetisk adskillelse. Andre mener, at mange små, lokale forskelle bedst beskrives som variation inden for arter uden formel rang. Det gør underartsbegrebet delvist subjektivt og situationsbestemt.

Eksempler

  • Store pattedyr som ulv (Canis lupus) har historisk været opdelt i flere underarter baseret på pelstype, størrelse og geografisk udbredelse.
  • Fugle kan vise tydelige økologiske racer, hvor lokale habitater fører til forskelle i fjerdragt og sang.
  • Planter kan danne lokale raceformer, ofte knyttet til jordbundsforhold eller klima, og disse kan have betydning for bestøvning og frøsætning.

Sammenfattende er "race" i biologisk forstand et nyttigt begreb til at beskrive organiseret variation inden for en art, men overgangen til formelle underarter afhænger af taksonomiske vurderinger, de anvendte kriterier og formålet med klassifikationen.