Arturo Toscanini (25. marts 1867 - 16. januar 1957) var en italiensk dirigent. De fleste musikere mener, at han var den største dirigent i sin tid. Hans berømmelse var legendarisk: han var sandsynligvis den første dirigent, der blev en verdenssuperstjerne. Han havde en utrolig god hukommelse og kunne huske hver eneste tone i det store antal værker, han dirigerede. Han havde en fotografisk hukommelse, så han kunne huske, hvordan siderne så ud. Nogle gange fandt han små fejl i noderne, som ingen andre nogensinde havde bemærket. Han havde en meget skarp høresans og vidste præcis, hvad hvert enkelt instrument gjorde. Han havde også et hidsigt temperament, og der findes film af ham, hvor han råber vredt af sit orkester under prøverne. I grammofonoptagelsernes tidlige dage lavede han nogle af de første optagelser af berømte orkesterværker.
Tidlige år og uddannelse
Toscanini voksede op i en musikalsk familie og begyndte sin karriere som cellist og som akkorder til operasangere, før han tidligt gik over til at dirigere. Hans formative år i Italien lærte ham især operatraditionen, og han gjorde sig hurtigt bemærket for sin teknik og præcision. Han arbejdede i flere italienske operahuse, hvor han udviklede sit omdømme som en krævende, men musikalsk dygtig dirigent.
Karriere og internationale gennembrud
Toscanini blev leder af Den Kongelige Opera i Milano (La Scala) og optrådte senere i de største musikhuse i Europa og USA. Hans internationale gennembrud gjorde ham til en efterspurgt dirigent i begyndelsen af 1900-tallet. I USA blev han især kendt gennem sine koncerter og radiosendinger med NBC Symphony Orchestra, et orkester, der i høj grad blev skabt til ham i 1930'erne, og som han dirigerede i mange år.
Dirigeringens stil og arbejdsmetoder
Toscanini var berømt for sin nøjagtighed, hurtige tempi og strenge krav til orkestrenes intonation og ensemble. Han insisterede ofte på nøje at følge komponistens anvisninger i noterne og søgte en klar, gennemsigtig klang. Hans repetitionsteknik var intens — han krævede præcision og gentog passager indtil han var tilfreds. For nogle musikere og kritikere virkede hans stil autoritær; for andre var den en garant for høj kunstnerisk kvalitet.
Repertoire og optagelser
Toscanini havde et bredt repertoire, der omfattede italiensk opera (især Verdi og Puccini), tysk og østerrigsk symfonisk musik (Beethoven, Brahms, Bruckner), og en række orkesteroverturer og mindre kendte værker. Han var tidligt ude med at bruge grammofonen og radioen til at nå et stort publikum; hans indspilninger og radiooptagelser er i dag vigtige kilder til fortolkninger fra første halvdel af 1900-tallet. Mange af hans optagelser er bevaret og genudgives fortsat, fordi de dokumenterer en bestemt tradition for orkesterspil og frasering.
Politisk holdning og personlig integritet
Toscanini stod åbent imod fascisme og totalitære kræfter i sin tid. På grund af sin modstand mod Mussolinis regime og hans principfaste holdning valgte han i perioder at afvise samarbejde og at forlade Italien. Hans politiske holdning og personlige integritet prægede hans karriere, og han blev af mange betragtet som et moralsk forbillede såvel som en kunstnerisk autoritet.
Arv og vurdering
Toscanini efterlod sig en stor musikalsk arv: hans idealer om nøjagtighed, teksttro fortolkning og orkestral klarhed har påvirket generationer af dirigenter. Samtidig er hans navn forbundet med kontroverser — nogle har kritiseret ham for for streng bogstavtrohed og for en ledelsesstil, der kunne være hård over for musikere. Ikke desto mindre står han som en af de mest betydningsfulde dirigenter i det 20. århundrede, og hans indspilninger og filmede klip bruges fortsat som studiemateriale og inspiration.
Bemærk: Påstande om en fuldstændig ”fotografisk” hukommelse forholder sig til samtidige beretninger og udtalelser; moderne forskning diskuterer og nuancerer ofte sådanne beskrivelser, men Toscaninis evne til at huske store mængder musik og detaljer i noderne er veldokumenteret gennem vidnesbyrd og optagelser.
