Athelfrith († 616), blev i 593 konge af Bernicia. I 604 erobrede han Deira og blev den første konge af Northumbria. Aethelfrith var den første store leder blandt anglerne nord for Humberfloden. Bede kaldte ham en ambitiøs og magtfuld konge, der grusomt hærgede briterne mere end nogen anden engelsk leder. Han blev dræbt i kamp mod østanglerne.

Få samtidige kilder kender til Aethelfriths tidlige liv, men hans handlinger som konge viser, at han arbejdede målrettet på at udvide og konsolidere anglernes magtområde i det nordøstlige England. Ved at underlægge sig Deira skabte han for første gang en politisk enhed, som senere fik navnet Northumbria. Hans regeringstid var præget af militære successer over både indfødte britiske kongeriger og rivaliserende angelske ætter.

Ifølge Bede var Aethelfrith særlig hård mod de kristne og mod de britiske modstandere; Bede beskriver flere hændelser, herunder slaget ved Chester og forfølgelser af præster og munke, som tegn på hans brutalitet. Det er dog vigtigt at huske, at Bede skrev som kristen kirkehistoriker og derfor har en særlig moralsk og religiøs vinkel. Moderne historikere vægter derfor både Bedes redogørelse og arkæologisk samt komparativ historisk viden, og ser ofte Aethelfrith som en effektiv og ambitiøs krigsherre, hvis fremgang primært var politisk og militær, ikke først og fremmest religiøst motiveret.

Hans død fandt sted omkring 616 ved slaget ved floden Idle, hvor østanglerne under kong Rædwald gik i kamp til støtte for Edwin af Deira. Slaget førte til Aethelfriths fald og åbnede vejen for Edwins tilbagevenden og konvertering til kristendommen, hvilket markerede et vendepunkt i Northumbrias religiøse og politiske udvikling.

Efter hans død gik hans familie i eksil, men hans efterkommere vendte tilbage og spillede senere en central rolle. Særligt sønnen Oswald genforenede efterfølgende Northumbria og blev en nøglefigur i landets kristning. Aethelfriths største arv er derfor, at han lagde grunden til en samlet northumbriansk kongemagt og dermed til den politiske enhed, som skulle præge det nordlige England i de følgende århundreder.