Aida — Giuseppe Verdis italienske opera, uropført i Kairo 1871

I 1865 skrev Verdi Don Carlos til Paris-operaen. Librettoen til denne opera blev skrevet af to unge mænd, hvoraf den ene (Camille du Locle) skulle blive medvirkende til at bringe Aida til verden.

Verdi var blevet mere og mere utilfreds med librettoerne i løbet af 1860'erne. Du Locle sendte ham mange librettoer, både komiske og tragiske. Ingen af disse var tilfredse med Verdi. Du Locle sendte ham en skitse af Auguste Mariette til en opfundet historie med et egyptisk tema.

I 1869 bad nogen (muligvis du Locle) Verdi om at skrive en opera til et fjernt land. Verdi afviste; han kunne ikke finde et passende plot. I begyndelsen af 1870 bad du Locle Verdi om at acceptere det forslag, han havde fået den foregående vinter. Operaen blev bestilt af Khediven af Egypten, som ønskede at fejre opførelsen af et nyt teater i Cairo, der var blevet bygget til ære for Suezkanalen. Verdi afviste. Du Locle fortsatte med at komme med forslag til operabehandling. Kun ét interesserede Verdi. Det var en egyptisk skitse af Auguste Mariette, en fransk egyptolog. Du Locle omsatte skitsen til fransk prosa. Verdi bad sin forlægger om at finde en italiensk librettist, og Antonio Ghislanzoni blev valgt.

Sted: Det gamle Egypten

Tid: Ubestemt, faraoernes tid

Egypterne er i krig med etiopierne. Aida er en etiopier, som er blevet taget til fange og gjort til slave hos Amneris, datter af den egyptiske konge. Aida er datter af Amonasro, kongen af Etiopien. Ægypterne er ikke klar over dette. Amonasro planlægger at invadere Egypten for at befri sin datter. I mellemtiden er Aida og Radames, en ung egyptisk soldat, blevet forelsket i hinanden. Den jaloux og mistænksomme Amneris er også forelsket i Radames. Hun fornemmer, at han elsker en anden, men hun ved ikke, at det er Aida.

Første akt

Scene 1: En sal i den egyptiske konges palads i Memphis.

Radames håber at kunne lede den egyptiske hær mod de invaderende etiopiere. Ramfis, ypperstepræsten, fortæller ham, at guderne har valgt hærens leder. Ramfis tager af sted for at fortælle kongen om gudernes valg. Radames ønsker at blive gjort til leder af den egyptiske hær. Han ønsker dette, ikke kun for at få militær ære, men fordi han håber, at det vil gøre det muligt for ham at gifte sig med Aida. Han synger om sin kærlighed i "Celeste Aida" ("Guddommelige Aida").

Amneris kommer ind. Hun er forelsket i Radames. Hun vil gerne have, at han bliver en militær helt. Hun er bekymret for, at han er forelsket i en anden. Hun bemærker, hvordan han ser forstyrret ud, da Aida kommer ind, og hun spekulerer på, om hun er den pige, Radames elsker.

Kongen, ypperstepræsten, Ramfis og hele paladsets hof går ind. En budbringer meddeler, at etiopierne under ledelse af kong Amonasro marcherer mod Theben. Kongen siger, at egypterne må bekæmpe etiopierne. Han gør Radames til leder af hæren. Mængden tager af sted til Vulcan-templet, hvor Radames vil blive indviet til sin opgave.

Aida ønsker også, at Radames skal være en helt. Da hun er alene, råber hun: "Ritorna Vincitor" ("Vend tilbage som sejrherre"). Hun skammer sig over, at hendes kærlighed til Radames er i modstrid med hendes kærlighed til sin far og sit folk. Hun bønfalder guderne om at have medlidenhed med hende: "Numi, pieta del mio soffrir!" ("Guder, hav medlidenhed med min lidelse!")

Scene 2: Inde i Vulcans tempel

I de mørke haller i Vulcan-templet får Radames hellige våben. Alle beder for hans kommende prøvelser og for hans sejr i kamp. Præstinderne udfører en hellig dans. Scenens højtidelighed står i skarp kontrast til de følelsesladede scener, der går forud og følger efter den. Da scenen slutter, slutter Radames sig til præsterne i andre ritualer.

2. akt

Scene 1: Amneris' værelse

Anden akt finder sted to år senere. Ramades og den egyptiske hær har vundet slaget mod etiopierne. Der bliver danset for at fejre sejren. Amneris ønsker at finde ud af, om Aida og Radames virkelig elsker hinanden. Hun taler med Aida. Hun lader som om hun er ked af, at etiopierne (Aidas folk) har tabt deres kamp. Aida siger, at hun ikke kan være lykkelig, før hun ved, hvad der er sket med hendes far og brødre. Amneris fortæller nu Aida en løgn. Hun fortæller hende, at Radames er blevet dræbt. Da Aida bryder sammen i gråd, fortæller Amneris hende, at det ikke var sandt, og at Radames er i live. Aida er lettet over at høre dette. Amneris er nu vred. Hun fortæller Aida, at hun ved, at hun ved, at hun og Radames er forelskede. Hun fortæller hende, at hun selv også elsker ham. Hun truer Aida og fortæller hende, at hun, Aida, vil kravle i støvet, mens hun, Amneris, bliver dronning.

Scene 2: Den store port i byen Theben

Radames og den egyptiske hær marcherer ind i byen for at fejre deres sejr. De etiopiere, der er blevet taget til fange, bliver ført frem for folkemængden. En af dem er den etiopiske konge, Amonasro, Aidas far, selv om egypterne ikke ved, hvem han er. Aida skynder sig hen til sin far. Hun forklarer til mængden, at Amonasro er hendes far. Amonasro fortæller egypterne en løgn: han siger, at den etiopiske konge (han selv, naturligvis) er blevet dræbt i kamp. Aida, Amonasro og de tilfangetagne etiopiere bønfalder alle den egyptiske konge om at redde dem, men egypterne ønsker, at de skal slås ihjel. Radames bønfalder kongen om at skåne Aida og Amonasro. Kongen belønner Radames ved at sige, at han kan blive konge af Egypten, og at han kan gifte sig med hans datter Amneris.

Aida og Amonasro bliver som gidsler for at sikre, at etiopierne ikke tager hævn for deres nederlag.

3. akt

På Nilens bred, nær Isis' tempel

Da Amneris går hen for at bede før sit bryllup, synger præsterne bønner. Aida undrer sig over, hvorfor Radames ønsker at møde hende. Amonasro går hen til Aida og fortæller hende, at hun skal finde ud af fra sin elsker, Radames, hvilken vej den egyptiske hær vil marchere for at bekæmpe etiopierne. Aida nægter først at gøre det, men hendes far siger, at hvis hun ikke gør det, og hendes folk bliver dræbt, vil det være hendes skyld. Hun ændrer mening.

Da Radames kommer, foreslår hun ham, at de flygter sammen. Radames nægter først, men det lykkes Aida at overtale ham. Han fortæller hende den rute, som hæren vil tage. Amonasro, som har lyttet i hemmelighed, kommer da ud af sit skjul og afslører, at han er konge af Etiopien. Radames føler, at han har forrådt sit land, fordi han har afsløret en militær hemmelighed. Han nægter at flygte med Aida og hendes far. Vagterne tager ham til fange.

Akt 4

Scene 1: En sal i retfærdighedens tempel. På den ene side er døren, der fører til Radames' fængselscelle.

Amneris beder om at se Radames. Radames nægter at forsvare sig selv. Han er lettet over at høre, at Aida stadig er i live, og at hun håber at komme tilbage til sit eget land. Amneris bryder sig ikke om at høre ham sige dette. Radames bliver stillet for retten. Han nægter at forsvare sig, og han bliver dømt til døden.

Scene 2: Hvælvingen i templet

Amneris vil forsøge at redde Radames, som er fange i en mørk hvælving. Radames tror, at han er alene. Han bliver forbavset og utrolig glad, da han finder Aida der. Hun havde gemt sig i hvælvingen. Hun fortæller ham, at hun ønsker at dø sammen med ham. Det er deres skæbne. Mens Amneris beder, dør Aida i Radames' arme. ENDEN

Musikken i operaen er fremragende hele vejen igennem. Der er både stille sange af utrolig skønhed og store kornumre. Musikken er alle berømte, men blandt de mest kendte dele er den arie, som Radames synger nær begyndelsen af første akt, hvor han drømmer om sejr i kamp og om at gifte sig med Aida, den etiopiske slave. Sangen hedder Celeste Aida ("Himmelske Aïda"). Koret i scene ii i anden akt, Gloria all'Egitto, ad Iside ("Gloria all'Egitto, ad Iside!") er en af de mest berømte marcher, der nogensinde er skrevet.

Operaen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i en film fra 1953 med Lois Maxwell og Sophia Loren i hovedrollerne og i en svensk produktion fra 1987.

I 1998 blev operaen omdannet til en Broadway-musical med musik af Elton John.