Attila Hunnen (406–453): Hunnerrigets leder og frygtet krigsherre

Attila Hunnen (406–453): mægtig leder og frygtet krigsherre — hans invasioner af Gallien og Italien, slaget ved Catalaunian Plains og den gådefulde død natten efter ægteskabet.

Attila, eller Attila Hunnen (406–453), var leder af Hunnerne fra omkring 434 e.Kr. til sin død i 453. Han er kendt som en af de mest frygtede og magtfulde krigsledere i sin tid og fik tilnavnet ”Guds pisk” i romerske kilder på grund af de ødelæggende angreb mod det romerske rige.

Baggrund og magtovertagelse

Attilas oprindelse er usikker og omtales forskelligt i samtidige og senere kilder. Efter døden af en ældre hunnisk leder (ofte nævnt som Ruga eller Rugila) blev Attila og hans bror Bleda medregenter. De førte fra midten af 430’erne en ekspansionistisk politik mod både det Østromerske og det Vestromerske rige. Efter et stykke tid som medherskere blev Bleda død, og Attila stod snart som enehersker; nogle kilder antyder, at Attila kan have været involveret i hans brors død, men detaljer er uklare.

Krig og politik

Attila udbyggede et rige, der var mere en løs konføderation af folk end en centraliseret stat. Han krævede tributter fra Østromerriget og fra mange germanske og andre stammer, og hans hær bestod af hunnere og mange allierede eller underlagte folk. Hunnisk krigsførelse byggede i høj grad på mobilitet: heste, bueskydning til hest og hurtige rytterstyrker gjorde dem farlige mod konventionelle romerske formationer.

Felttog i Gallien og Italien

Attila gennemførte flere indtog i det vestlige Europa. I 451 invaderede han Gallien og belejrede blandt andet byen Aurelianum (nutidens Orléans). Romernes hærfører Flavius Aetius samlede en alliance af romerske styrker, visigoter og andre germanske grupper og mødte Attila i det berømte slag ved Châlons, ofte kaldt slaget ved Catalaunian Plains. Slaget i 451 stoppede hunnernes fremmarch i Gallien; den visigotiske konge Theodoric I faldt i kampen.

Året efter, i 452, rykkede Attila ind i Italien. Han angreb og ødelagde flere byer, herunder Aquileia, og truede Rom. Ifølge samtidige beretninger blev han mødt af en diplomatisk delegation ledet af pave Leo I, og der er forskellige forklaringer på, hvorfor Attila trak sig tilbage: diplomati og gaver, manglende forsyninger, sygdom og dårligt vejr nævnes som mulige årsager.

Død og eftermæle

Attila døde i 453 natten efter sit ægteskab med en kvinde navngivet Ildiko i mange kilder. Den mest udbredte samtidige redegørelse fortæller, at han døde af en voldsom blødning (næseblod eller indre blødning) under sin bryllupsnat, men der findes også teorier om mord eller forgiftning. Efter hans død brød det hunniske rige hurtigt sammen: hans sønner (bl.a. Ellac, Dengizich og Ernak) kunne ikke holde konføderationen samlet, og i 454 ledde et oprør under germanske stammer, blandt andre gepiderne og ostrogoterne, til afgørende nederlag for hunnerne ved slaget ved Nedao.

Kilder og senere tradition

Viden om Attila kommer især fra samtidige byzantinske og vestromerske historikere såsom Priscus (der var udsendt som ambassadør og beskrev Attilas hof), Jordanes og andre kronikører. I middelalderen og i senere historieopfattelser optræder Attila ofte som en skræmmende figur og som symbol på barbari og oprør mod Rom; i nogle nationale mytologier er hans navn også blevet knyttet til grundlæggende historiske fortællinger om folkevandringerne.

Attilas indflydelse lå ikke kun i ødelæggelserne, men også i den rolle hans felttog spillede i de brede processer, der svækkede det vestromerske rige og omformede Europas etniske og politiske landskab i slutningen af antikken.

Spørgsmål og svar

Q: Hvem var Attila the Hun?

Q: Hvad var Attila the Huns mest almindelige rolle?

Q: Hvad gjorde Attila the Hun i Gallien?

Q: Hvornår tabte Attila Hunnerne slaget på de katalauniske sletter?

Q: Hvor invaderede Attila Hunnerne, og hvad gjorde han?

Q: Hvornår døde hunnerkongen Attila?

Q: Hvad skete der med hunnerne efter Attilas død?

Søg efter bogstav