Anne Frank (1929–1945) — dagbogsforfatter og symbol på Holocaust

Anne Frank blev født den 12. juni 1929 i Frankfurt, Tyskland. Hun var den anden datter af Otto Frank (1889-1980), en tysk forretningsmand, og Edith Frank-Holländer (1900-45). Margot Frank (1926-45) var hendes storesøster. Frank-familien var jøder, og de boede sammen med mange jødiske og ikke-jødiske borgere. Anne og Margot voksede op med katolske, protestantiske og jødiske venner. Familien Frank fulgte ikke alle jødedommens skikke. Edith Frank var meget religiøs, selv om hendes mand var mere interesseret i at studere. Han havde et stort bibliotek, og begge forældre opfordrede børnene til at læse.

Den 13. marts 1933 blev der afholdt valg i Frankfurt, og Adolf Hitlers nazistiske parti vandt. Antisemitismen begyndte næsten øjeblikkeligt. Frankerne var bange for, hvad der kunne ske med dem, hvis de blev i Tyskland. Derfor rejste Edith og børnene senere samme år til Aachen. De boede der hos Ediths mor, Rosa Holländer. Otto blev i Frankfurt, men da han fik et tilbud om at starte et firma i Amsterdam, flyttede han dertil for at starte virksomheden og for at finde et sted at bo med sin familie. Franks var blandt de 300.000 jøder, der flygtede fra Tyskland mellem 1933 og 1939.

Otto Frank begyndte at arbejde på Opekta-værket. Opteka var en virksomhed, der solgte pektin. Otto Frank fandt en lejlighed på Merwedeplein (Merwede-pladsen) i Amsterdam. I februar 1934 var Edith og børnene ankommet til Amsterdam, og Anne og Margot begyndte at gå i skole. Margot gik i folkeskole, og Anne gik i en Montessori-skole. Margot var glad for matematik, mens Anne foretrak at læse og skrive. Hendes veninde Hanneli Goslar huskede senere, at Anne fra hun var lille ofte skrev, selv om hun forsøgte at skjule, hvad hun skrev, og ikke brød sig om at tale om det. Margot og Anne havde meget forskellige personligheder. Margot var høflig, stille og eftertænksom, mens Anne var modig, energisk og venlig.

I 1938 startede Otto Frank et andet firma, Pectacon. Pectacon solgte urter, salte og blandede krydderier, der blev brugt til at fremstille pølser. Hermann van Pels arbejdede hos Pectacon som medhjælper om krydderier. Han var en jødisk slagter. I 1939 kom Ediths mor til at bo hos familien Franks. Hun blev hos dem, indtil hun døde i januar 1942.

I maj 1940 invaderede Tyskland Nederlandene. Regeringen begyndte at gøre jøderne ondt ved at lave regler og love om deres frihed. Frank-søstrene studerede begge godt og havde mange venner. Men en ny lov om, at jødiske børn kun måtte gå i en jødisk skole, fik dem til at flytte til en jødisk skole. De firmaer, som Otto Frank arbejdede i, gav ham stadig nogle penge, men de blev fattigere. Det var ikke nok til at forsørge deres familie.

Før du gemmer dig

Til sin 13-års fødselsdag den 12. juni 1942 fik Anne Frank en bog, som hun havde vist sin far et par dage forinden. Det var egentlig en autografbog med rødt og hvidt stof og en lille lås på forsiden, men Anne besluttede sig for at bruge den som dagbog. Hun begyndte at skrive i den næsten med det samme. De fleste af hendes første skriverier handler om almindelige dele af hendes liv, men hun skrev også om nogle andre ting.

I juli 1942 beordrede Zentralstelle für jüdische Auswanderung (centralkontoret for jødisk udvandring) Margot Frank til at komme og blive ført til en arbejdslejr. Otto Frank fortalte sin familie, at de skulle gemme sig i rum over og bag det sted, hvor hans firma arbejdede på Prinsengracht. Prinsengracht var en gade ved siden af en af Amsterdams kanaler, hvor nogle af hans mest betroede medarbejdere ville hjælpe dem. Opsigelsen til Margot fik dem til at flytte et par uger tidligere, end de havde regnet med.

Skjuler

Annes far, Otto Frank, var bange for, at nazisterne ville finde ham og hans familie, som han var nødt til at beskytte, og han talte derfor med nogle af de folk, der arbejdede i hans forretning. En af dem var en ung kvinde på omkring 33 år, som hed Miep Gies. Han fortalte hende, at han havde brug for hjælp - han ville omdanne den øverste etage i sin forretning til et hemmeligt gemmested for sig selv og sin familie, kaldet "Det hemmelige anneks". Miep og de andre skulle hjælpe dem med at holde på deres hemmelighed og bringe dem mad. De gemte sig i deres hemmelige skjulested i to hele år uden at blive opdaget af nazisterne. Anne Frank efterlod alle sine andre ejendele i Frankfurt.

Miep gik med til at hjælpe. I 1942 flyttede familien Frank sammen med familien Van Pels (og deres søn Peter) og en tandlæge ved navn Fritz Pfeffer ind i det hemmelige anneks, som de havde forberedt. De planlagde at blive der indtil krigens afslutning. De håbede, at krigen snart ville slutte, men det gjorde den ikke. De tilbragte omkring to og et halvt år i deres skjulested og kunne aldrig komme ud i solskin. Om dagen var familien nødt til at være meget stille, fordi forretningen fortsatte nedenunder, og ikke alle arbejdere vidste, at familien Frank gemte sig i den øverste del af bygningen.

Nogle få måneder før familien Franks gik i skjul, fik Anne en dagbog i fødselsdagsgave. Hun kaldte sin dagbog "Kitty" og skrev i den om alle de ting, der skete for hende og hendes familie. Anne var kun en ung pige, men hun kunne skrive smukt. Hun skrev om alle de ting, som unge piger tænker på - hvordan hun havde det med sine venner og forældre, drenge (stort set Peter), sit liv og sine følelser. Efter et stykke tid havde Anne én stærk ambition, hun stræbte efter at blive forfatter. Hun håbede på at skrive en bog, som alle ville læse.

I alt 78 familier boede i samme bygning, hvilket var i alt 700 mennesker.

Efter to år var der kommet en tyv, som ikke tog ret meget, men efter ca. to et halvt år i skjul, ikke længe før krigens afslutning, blev tyven fanget, og til gengæld for ikke at komme i fængsel eller dø, fortalte han nazisterne, at en jødisk familie - familien Franks - var i skjul. Nazisoldater kom ind i Frank-familiens hemmelige skjulested. De sendte familien Franks og de andre til en koncentrationslejr. Miep Gies fandt Annes dagbog og lagde den i en skuffe. Hun ville gemme den sikkert indtil efter krigen. Hun håbede, at Anne ville vende tilbage, og hun ville kunne give hende dagbogen tilbage.

Det skulle dog ikke ske. Annes far, Otto Frank, overlevede krigen og kom tilbage til Amsterdam. Han håbede, at hans familie også havde overlevet - men det havde de ikke. Af hele familien var det kun ham, der overlevede. Hans kone blev dræbt i Auschwitz. Anne og hendes storesøster Margot døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen af tyfus, en sygdom - kun en måned før de allierede befriede lejren. Da han kom ud, fandt han Annes dagbog og udgav den.

Da Anden Verdenskrig sluttede, gav Miep Gies Otto Frank Annes dagbog og et bundt notater. Otto Frank besluttede derefter at udgive hendes dagbog til minde om hende.

Miep Gies var sammen med Otto Frank, da han fik brevet, der fortalte ham, at hans to døtre var døde. Nu vidste hun, at Anne aldrig ville vende tilbage efter sin dagbog. Hun gik hen til skuffen, hvor dagbogen blev opbevaret, og gav den til Otto Frank. Folk, der stod Anne nær, læste dagbogen. De sagde til Otto Frank, at han skulle udgive den. Anne havde ønsket at blive en berømt forfatter. Nu ville folk kunne læse hendes bog, og de ville også lære om den svære tid, som jøderne havde under krigen, og om de vidunderlige mennesker, der hjalp dem.

Otto fik trykt Annes dagbog. Den blev en af verdens mest læste bøger. Den er blevet trykt på over 60 sprog, og folk over hele verden har læst og nydt denne sande historie. I dag kan du mod et gebyr besøge det hus i Amsterdam, hvor Anne Frank og hendes familie gemte sig under krigen. Du kan også se den dagbog, som hun skrev.