Annelies Marie Frank (12. juni 1929 i Frankfurt am Main - februar 1945 i Bergen-Belsen) er en af de mest berømte jødiske personer, der døde i Holocaust. Hendes dagbog betragtes som en klassiker inden for krigslitteraturen og er en af de mest læste bøger i verden. Der er blevet lavet flere skuespil og film om hende og hendes fortælling.

Tidlige år og familie

Anne Frank blev født i en tysk-jødisk familie og voksede op som datter af Otto Frank og Edith Frank-Holländer. Hun havde en storesøster, Margot. Familien flyttede fra Tyskland til Hollands hovedstad, Amsterdam, i 1933, samme år som nazisterne kom til magten i Tyskland. I Amsterdam gik Anne i skole og blev en livlig, nysgerrig pige med lyst til at skrive. Hun fik en dagbog i gave på sin 13-års fødselsdag, og i dagbogen kaldte hun ofte sin fortrolige adressering for 'Kitty'.

Besættelse, forfølgelse og skjul

Efter Nazitysklands besættelse af Nederlandene i 1940 blev livet for jødiske familier gradvist vanskeligere. Anne og hendes familie mistede i 1941 deres tyske statsborgerskab på grund af de antisemitiske love. Forfølgelsen af jøder intensiveredes, og i juli 1942 besluttede familien Frank at gå i skjul for at undslippe deportation. De flyttede ind i skjulte rum i Otto Franks kontorbygning, det såkaldte "hemmelige anneks".

Skjulet blev muligt takket være hjælp fra nogle betroede medarbejdere og venner, som forsynede familien med mad og nyheder fra omverdenen. Blandt de mennesker, der hjalp familien, var bl.a. medarbejdere i kontorbygningen og venner, som risikerede deres eget liv for at støtte de skjulte.

Arrestation og død

Efter to års skjul blev familien forrådt og anholdt i august 1944. De blev først ført til den hollandske transitlejr Westerbork og derfra sendt til koncentrationslejre. Anne og Margot blev senere overført til koncentrationslejren Bergen-Belsen, hvor de begge døde af tyfus i februar 1945, kort før krigens afslutning. Otto Frank var den eneste i familien, der overlevede.

Dagbogen og udgivelse

Anne Franks dagbog indeholder dagbogsoptegnelser og notater, som hun skrev fra den 12. juni 1942 og frem til 1. august 1944, da skjulet blev opdaget. I sine tekster beskriver hun dagliglivet i skjul, spændingerne mellem de skjulte beboere, sine tanker om identitet, fremtid og menneskelig ondskab samt håbet om at blive forfatter. Hun formulerede tidligt sit ønske om at blive forfatter eller journalist.

Efter krigen vendte Otto Frank tilbage til Amsterdam. Dagbogen var blevet gemt af en af hjælperne, Miep Gies, som gav den til Otto. Han sørgede for, at dagbogen blev udgivet i 1947 i Holland. Den engelske oversættelse udkom i 1952 under titlen The Diary of a Young Girl. Siden er dagbogen blevet oversat til mange sprog og udgivet i et utal af oplag. Senere redaktioner og kritiske udgaver, som bygger på Annes originale manuskriptsider, har givet et mere komplet billede af hendes tekster og den redaktionelle proces.

Eftermæle og betydning

Anne Frank er blevet et stærkt symbol på de millioner af ofre for Holocaust og på de personlige konsekvenser af had og diskrimination. Hendes dagbog bruges bredt i undervisning om Anden Verdenskrig, menneskerettigheder og tolerance, fordi den giver et nærværende og menneskeligt indblik i en ung piges tanker midt i krigens rædsler.

Det hjem, hvor familien gemte sig, er i dag bevaret som Anne Frank House i Amsterdam og fungerer som museum og formidlingssted for besøgende fra hele verden. Anne Franks historie har også inspireret film, teaterforestillinger, udstillinger og undervisningsmateriale, og hendes dagbog fortsætter med at være et af de mest læste vidnesbyrd fra Holocaust.

Historisk dokumentation og debat

Der har gennem årene været studier om dagbogens forskellige udgaver, de redaktionelle valg og ægtheden af teksterne. En række forskere og arkiver har arbejdet for at sikre korrekt dokumentation og give et så fuldstændigt indblik som muligt i Annes oprindelige manuskripter. Trods enkelte kontroverser står dagbogen i dag solidt som et autentisk og værdifuldt historisk dokument.

Vigtig pointe: Anne Frank var kun 15 år gammel, da hun døde. Hendes dagbog lever videre som et menneskeligt vidnesbyrd om krigens brutalitet og som en påmindelse om vigtigheden af at bekæmpe had og intolerance.