Dødsmasker: Definition, historie og brug i begravelsesritualer
Dødsmasker: Læs om definition, historisk brug i begravelsesritualer, videnskabelige og kulturelle betydninger — fra egyptiske gravmasker til europæiske statsbegravelser.
Definition
En dødsmaske er en voks- eller gipsafstøbning af en persons ansigt. Afstøbningen fremstilles ved at lave en form direkte på ansigtet (ofte med flere lag materiale) og bruges derefter til at lave en positiv af ansigtets form. Livsmasker er tilsvarende afstøbninger, men taget fra levende personer.Historie og kulturelle variationer
I det 17. århundrede var det i nogle europæiske lande almindeligt, at dødsmasker blev brugt som en del af den afdødes billede, der blev vist ved statsbegravelser. I det 18. og 19. århundrede blev de også brugt til at registrere ukendte ligs ansigter—en funktion som i dag overvejende er erstattet af fotografier. Forskellige kulturer har brugt dødsmasker og tilsvarende objekter på forskellig vis. I nogle traditioner fremstilles masken af ler, træ, metal eller andet materiale og anbringes på den dødes ansigt som led i begravelsesritualet. Blandt de mest berømte eksempler er de masker, som de gamle egyptere brugte som en del af mumificeringsprocessen, f.eks. Tutankhamons gravmaske.Brug og funktioner
Dødsmasker har haft flere formål:- Mindesmærke: Masken kunne opbevares som et fysisk minde om den afdøde.
- Portrætgrundlag: Kunstnere brugte afstøbninger som hjælp til at lave realistiske portrætter.
- Identifikation: I mangel af fotografi blev dødsmasker brugt til at registrere og genkende ukendte lig.
- Videnskabelig og pseudovidenskabelig analyse: Frenologer og visse etnografer anvendte både dødsmasker og livsmasker til studier af ansigtsformer og kraniekarakteristika; mange af disse metoder er i dag kritiseret som pseudovidenskabelige.
Fremstillingsmetode og bemærkninger
Traditionelt påførtes et fugtigt lag gips eller voks direkte på ansigtet for at skabe en negativ form. Herefter fremstilledes en positiv afstøbning. Væskens vægt og materialets krympning kan ændre ansigtets form en smule, og derfor kan det i nogle tilfælde ses, om et maleri er kopieret fra en dødsmaske: formens proportioner kan være påvirket af afstøbningsprocessen.Moderne praksis
I dag anvendes fotografering, 3D-scanning og digitale metoder ofte i stedet for fysiske dødsmasker til identifikation og dokumentation. Men dødsmasker har stadig kunsthistorisk, antropologisk og ceremoniel betydning, og originale afstøbninger fra tidligere perioder opbevares i museer og arkiver.Afsluttende bemærkning
Dødsmasker ligger i krydsfeltet mellem ritual, kunst og videnskab. De fortæller både om sorgkulturernes udtryk og om de teknikker og ideer, mennesker gennem tiden har brugt for at bevare og forstå ansigtets særlige træk.
Ned Kelly dødsmaske
Historie
Skulpturer
Masker af døde mennesker er en tradition i mange lande. Den vigtigste proces i begravelsesceremonien i det gamle Egypten var mumificeringen af kroppen. Efter bønner og indvielse blev liget lagt i en sarkofag dekoreret med guld og ædelstene. En særlig del af ritualet var en skulpturel maske, der blev sat på den døde persons ansigt. Denne maske styrkede mumiens ånd og beskyttede sjælen mod onde ånder på dens vej til det hinsides. Den bedst kendte maske er Tutankhamons maske. Masken er lavet af guld og ædelstene og viser den gamle herskers stærkt stiliserede træk. Sådanne masker blev dog ikke fremstillet af afstøbninger af ansigtstræk. Selve mumificeringsprocessen bevarede den døde persons ansigtstræk.
I 1876 opdagede arkæologen Heinrich Schliemann seks grave i Mykene, som han mente var kongernes og de gamle græske helte-Agamemnon, Kassandra, Evrimdon og andre. Til hans overraskelse var kranierne dækket af guldmasker. Nogle mener nu, at det er usandsynligt, at maskerne faktisk tilhørte Agamemnon og andre helte fra de homeriske epos.
Den livagtige karakter af romerske portrætskulpturer er blevet knyttet til den tidligere romerske brug af voks til at bevare de døde familiemedlemmers ansigtstræk. Voksmaskerne blev derefter lavet om i sten.
Casts
I slutningen af middelalderen skete der et skift fra skulpturelle masker til ægte dødsmasker, der var lavet af voks eller gips. Disse masker blev ikke begravet sammen med de døde. I stedet blev de brugt ved begravelsesceremonier og blev senere opbevaret på biblioteker, museer og universiteter. Dødsmasker blev ikke kun taget af døde kongelige og adelige (Henrik VIII, Sforza), men også af vigtige personer - digtere, filosoffer og dramaturger, såsom Dante, Filippo Brunelleschi, Torquato Tasso, Blaise Pascal og Voltaire. Ligesom i det gamle Rom blev dødsmasker ofte brugt til at fremstille portrætter, buster eller graveringer af afdøde i marmorskulpturer.
Oliver Cromwells dødsmaske opbevares på Warwick Castle. En anden berømt dødsmaske er Napoleon Bonapartes dødsmaske, der blev taget på Sankt Helena og udstilles på British Museum i London.
I Rusland går traditionen med dødsmasker tilbage til Peter den Stores tid, hvis dødsmaske blev lavet af Carlo Bartolomeo Rastrelli. Også Alexander I's, Nicholas I's og Alexander II's dødsmasker er velkendte.
En af de første rigtige ukrainske dødsmasker var den af digteren Taras Shevchenko, fremstillet af Peter Clodt von Jürgensburg i Sankt Petersborg i Rusland.
Videnskab
Dødsmasker blev brugt af videnskabsfolk fra slutningen af det 18. århundrede og fremefter til at registrere forskelle i menneskers fysiognomi. Livsmasker, der blev taget fra levende personer, blev også mere og mere almindelige på dette tidspunkt. Antropologer brugte sådanne masker til at studere fysiognomiske træk hos berømte personer og berygtede forbrydere. Masker blev også brugt til at indsamle data om raceforskelle.
Retsmedicin
Før fotografiet blev opfundet, blev ukendte ligs ansigter nogle gange bevaret ved at lave dødsmasker, så de afdødes pårørende kunne genkende dem, hvis de ledte efter en forsvundet person.
En af disse masker, kendt som L'Inconnue de la Seine, viste ansigtet af en ung kvinde, der var druknet i Seine-floden i Paris omkring slutningen af 1880'erne. En ansat i Paris' lighus var så betaget af hendes skønhed, at han lavede en gipsafstøbning af hendes ansigt. Hun blev anset for at være så smuk, at kopier af masken i de følgende år blev et modeobjekt i det parisiske boheme-selskab. Ansigtet på Resusci Anne, verdens første dukke til genoplivningstræning, der blev introduceret i 1960, var modelleret efter L'Inconnue de la Seine.
L'Inconnue de la Seine .
Blaise Pascals dødsmaske.
To mænd laver en dødsmaske
Relaterede sider
- Portræt
- Skulptur
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er en dødsmaske?
A: En dødsmaske er en voks- eller gipsafstøbning af en persons ansigt. Den kan bruges som et minde om den afdøde eller til at skabe portrætter.
Sp: Hvordan blev dødsmasker brugt i nogle europæiske lande i det 17. århundrede?
A: I nogle europæiske lande i det 17. århundrede var det almindeligt, at dødsmasker blev brugt som en del af den afdødes billede, der blev vist ved statsbegravelser.
Spørgsmål: Hvordan blev de brugt i det 18. og 19. århundrede?
A: I det 18. og 19. århundrede blev de også brugt til at registrere ansigter på ukendte lig. Dette gøres nu med fotografier.
Spørgsmål: Hvilket formål brugte frenologer og etnografer dem til?
A: Phrenologer og etnografer brugte både dødsmasker og livsmasker (taget fra levende mennesker) til videnskabelige og pseudovidenskabelige formål.
Spørgsmål: Er der nogen kulturer, der bruger ler eller andre genstande på døde menneskers ansigter før begravelsesritualer?
Svar: Ja, i nogle kulturer kan en dødsmaske være en ler- eller anden genstand, der lægges på den døde persons ansigt før begravelsesritualerne. Det bedst kendte eksempel er de gamle egyptiske masker, som var en del af deres mumificeringsproces, f.eks. Tutankhamons gravmaske.
Spørgsmål: Er det muligt at se, om malerier er blevet kopieret fra dødsmasker?
A: Ja, det er nogle gange muligt at se, om malerier er kopieret fra dødsmasker, fordi ansigtets form ændres af gipsens vægt under fremstillingsprocessen, når der skabes støbeforme til afstøbning af dem.
Søge