Skulpturer
Masker af døde mennesker er en tradition i mange lande. Den vigtigste proces i begravelsesceremonien i det gamle Egypten var mumificeringen af kroppen. Efter bønner og indvielse blev liget lagt i en sarkofag dekoreret med guld og ædelstene. En særlig del af ritualet var en skulpturel maske, der blev sat på den døde persons ansigt. Denne maske styrkede mumiens ånd og beskyttede sjælen mod onde ånder på dens vej til det hinsides. Den bedst kendte maske er Tutankhamons maske. Masken er lavet af guld og ædelstene og viser den gamle herskers stærkt stiliserede træk. Sådanne masker blev dog ikke fremstillet af afstøbninger af ansigtstræk. Selve mumificeringsprocessen bevarede den døde persons ansigtstræk.
I 1876 opdagede arkæologen Heinrich Schliemann seks grave i Mykene, som han mente var kongernes og de gamle græske helte-Agamemnon, Kassandra, Evrimdon og andre. Til hans overraskelse var kranierne dækket af guldmasker. Nogle mener nu, at det er usandsynligt, at maskerne faktisk tilhørte Agamemnon og andre helte fra de homeriske epos.
Den livagtige karakter af romerske portrætskulpturer er blevet knyttet til den tidligere romerske brug af voks til at bevare de døde familiemedlemmers ansigtstræk. Voksmaskerne blev derefter lavet om i sten.
Casts
I slutningen af middelalderen skete der et skift fra skulpturelle masker til ægte dødsmasker, der var lavet af voks eller gips. Disse masker blev ikke begravet sammen med de døde. I stedet blev de brugt ved begravelsesceremonier og blev senere opbevaret på biblioteker, museer og universiteter. Dødsmasker blev ikke kun taget af døde kongelige og adelige (Henrik VIII, Sforza), men også af vigtige personer - digtere, filosoffer og dramaturger, såsom Dante, Filippo Brunelleschi, Torquato Tasso, Blaise Pascal og Voltaire. Ligesom i det gamle Rom blev dødsmasker ofte brugt til at fremstille portrætter, buster eller graveringer af afdøde i marmorskulpturer.
Oliver Cromwells dødsmaske opbevares på Warwick Castle. En anden berømt dødsmaske er Napoleon Bonapartes dødsmaske, der blev taget på Sankt Helena og udstilles på British Museum i London.
I Rusland går traditionen med dødsmasker tilbage til Peter den Stores tid, hvis dødsmaske blev lavet af Carlo Bartolomeo Rastrelli. Også Alexander I's, Nicholas I's og Alexander II's dødsmasker er velkendte.
En af de første rigtige ukrainske dødsmasker var den af digteren Taras Shevchenko, fremstillet af Peter Clodt von Jürgensburg i Sankt Petersborg i Rusland.
Videnskab
Dødsmasker blev brugt af videnskabsfolk fra slutningen af det 18. århundrede og fremefter til at registrere forskelle i menneskers fysiognomi. Livsmasker, der blev taget fra levende personer, blev også mere og mere almindelige på dette tidspunkt. Antropologer brugte sådanne masker til at studere fysiognomiske træk hos berømte personer og berygtede forbrydere. Masker blev også brugt til at indsamle data om raceforskelle.
Retsmedicin
Før fotografiet blev opfundet, blev ukendte ligs ansigter nogle gange bevaret ved at lave dødsmasker, så de afdødes pårørende kunne genkende dem, hvis de ledte efter en forsvundet person.
En af disse masker, kendt som L'Inconnue de la Seine, viste ansigtet af en ung kvinde, der var druknet i Seine-floden i Paris omkring slutningen af 1880'erne. En ansat i Paris' lighus var så betaget af hendes skønhed, at han lavede en gipsafstøbning af hendes ansigt. Hun blev anset for at være så smuk, at kopier af masken i de følgende år blev et modeobjekt i det parisiske boheme-selskab. Ansigtet på Resusci Anne, verdens første dukke til genoplivningstræning, der blev introduceret i 1960, var modelleret efter L'Inconnue de la Seine.
