John Knox (ca. 1510 - 24. november 1572) var den centrale skikkelse i den protestantiske reformation i Skotland og en af hovedarkitekterne bag den presbyterianske kirke. Han var oprindeligt katolsk præst, men blev tidligt påvirket af reformatoriske idéer og sluttede sig til bevægelsen, der ønskede at ændre den romersk-katolske kirkes lære og struktur i Skotland. Han var gift to gange, fik fem børn og prædikede aktivt indtil sin død.
Tidligt liv, tilfangetagelse og eksil
Knox blev sandsynligvis født i det østlige Skotland (formodentlig Haddington) og fik sin uddannelse som præst. Hans tidlige reformationstanker blev styrket af forbindelsen til reformatoren George Wishart. Efter Wisharts henrettelse og de efterfølgende konflikter søgte mange reformatorer tilflugt i borgerlige og kirkelige fæstninger; Knox deltog i disse begivenheder og blev fanget i forbindelse med belejringen af reformatorernes tilholdssted. Han blev ført i fangenskab og tjente som galejeslave for en periode, en oplevelse der satte dybe spor, men som også styrkede hans tro og beslutsomhed.
Efter frigivelsen tilbragte Knox tid i England og på kontinentet, bl.a. i Genève, hvor han kom i kontakt med den reformerte teologi hos John Calvin og hans kreds. Denne periode formede hans teologiske syn og hans opfattelse af kirkens ledelse og organisation.
Tilbagevenden til Skotland og kirkelig organisation
Tilbage i Skotland hjalp Knox gennem prædiken og politisk engagement med at samle de protestantiske kræfter. En række adelsmænd, kendt som Lords of the Congregation, sluttede sig sammen og arbejdede for at udbrede reformerne; efterhånden som deres indflydelse voksede, blev Knox bedt om at vende tilbage og tage en central rolle i opbygningen af en ny kirkelig orden.
I 1560 vedtog det skotske parlament den reformerte trosbekendelse (the Scots Confession), som var tæt forbundet med de ideer, Knox forfægtede. Samme periode førte arbejdet med Book of Discipline til indførelse af en kirkestruktur baseret på præster og lægfolk organiseret i sessioner, præsteskaber (presbyterier) og en generalforsamling — grundlaget for det, vi i dag kalder presbyteriansk kirkeforfatning.
Konflikt med kronen: Mary, dronning af Skotland
Knox' forhold til den katolske dronning Mary, dronning af Skotland, var præget af skarpe teologiske og politiske uenigheder. Han havde adskillige berømte konfrontationer med hende og indgår i sin egen beretning i History of the Reformation in Scotland, hvor han skildrer fem såkaldte "samtaler" med dronningen. I én af disse samtaler spørger Mary, hvilken ret han havde til at irettesætte hende åbent, hvortil Knox svarer: "...jeg er en orm på denne jord og endnu en undersåt...men jeg er en vogter, både over riget (landet) og Guds Kirk [kirke]...Derfor er jeg forpligtet af samvittighed (det er min pligt) til at blæse i trompeten offentligt (åbent)".
Deres strid handlede både om tro og om hvem der skulle have den øverste magt i kirkens og rigets anliggender. Marys politiske position svækkedes yderligere over tid, og da hun mistede støtte, abdicerede hun og forlod tronen, hvilket banede vej for de reformer, Knox og hans tilhængere ønskede.
Skrifter, taler og varig indflydelse
Ud over sine taler og prædikener skrev Knox også polemiske værker, bl.a. The First Blast of the Trumpet Against the Monstrous Regiment of Women, som kritiserede kvindelig regentmagt — et skrift, der vakte stor opsigt. Hans hovedværk History of the Reformation in Scotland er både en personlig og politisk fremstilling af begivenhederne og en kilde til forståelse af reformationstiden i Skotland.
Knox' indflydelse ligger først og fremmest i etableringen af en national kirke med presbyteriansk styreform: vægt på lægmandsinddragelse via ældsteråd, regelmæssige kirkemøder og en vægt på skriftens autoritet. Hans arbejde lagde den juridiske, teologiske og organisatoriske ramme for den skotske kirke i årtier efter hans død.
Afslutning og arv
Knox døde i 1572 i Edinburgh. Hans bestræbelser førte til, at Skotland blev et af de lande, hvor den reformerte kirke og presbyteriansk ordning fik størst gennemslagskraft. Hans kombination af karismatisk prædiken, teologisk skrift og politisk engagement sikrede ham en central plads i britisk kirkepolitisk historie — både som heltefigur for mange protestanter og som kontroversiel skikkelse i samtidens magtkampe.
