Grænsestater i den amerikanske borgerkrig — definition og rolle

I grænsestaterne var slaveriet allerede ved at uddø i byområderne og i de områder, hvor der ikke var bomuld. Flere byer var under hastig industrialisering, bl.a. Baltimore, Louisville og St. Louis. I 1860 var de fleste af afroamerikanere i Delaware frie. Ved begyndelsen af borgerkrigen var slaveejerskabet i sydstaterne blevet koncentreret på færre og færre hænder. I 1830 ejede 36 % af familierne i sydstaterne slaver. I 1860 var tallet faldet til 25 %. I det øvre syd var det faldet endnu mere. I 1830 udgjorde slaverne 18% af befolkningen. I 1860 udgjorde de kun 10 %. I Kentucky faldt antallet i samme periode fra 24 % til 19 %. I Maryland gik den fra 23 % til 13 %. Nogle slaveejere tjente penge ved at sælge overskydende slaver til handelsmænd, som solgte dem videre på slavemarkederne i det dybe syd. De havde brug for markarbejdere til bomuldsplantagerne.

I Sydstaterne var slaveriet blevet mindre og mindre nyttigt for landmændene, da tobakspriserne begyndte at falde efter den amerikanske revolutionskrig. Men i 1793 opfandt Eli Whitney bomuldsegreneringsanlægget. Det gjorde sydstatsdyrket bomuld meget rentabelt. Bomuld krævede også et stort antal slaver. De fleste sydstatsborgere ejede imidlertid ikke slaver. Men i 1860 var bomuld og slaveri det stærke led i Sydstaternes økonomi. Maryland, Kentucky og Missouri, som havde mange områder med langt stærkere kulturelle og økonomiske bånd til sydstaterne end til nordstaterne, var dybt splittede.

Hver af disse fem stater havde en grænse til EU-stater. Alle undtagen Delaware grænser også op til stater, der sluttede sig til Confederate States of America (CSA).

West Virginia

I oktober 1859 sendte John Browns angreb på Harpers Ferry Armory i det nuværende Harpers Ferry i West Virginia (dengang en del af staten Virginia) chokbølger gennem Sydstaterne. Selv om Brown hurtigt blev fanget og henrettet, havde hændelsen en dybtgående effekt på præsidentvalget i 1860. Da Abraham Lincoln vandt over tre kandidater fra det demokratiske parti, udløste det Sydstaternes løsrivelse. Ved borgerkrigens udbrud var de 40 vestlige amter i Virginia stærkt imod løsrivelse, og de løsrev sig fra Virginia. De amter, der senere blev til West Virginia, havde relativt få slaver.

Delaware

I 1860 var Delaware bundet til økonomien i Nordstaterne, og slaveri var sjældent forekommende, undtagen i de sydlige dele af staten. Samlet set var 91,7 % af den sorte befolkning i Delaware fri på dette tidspunkt. Begge kamre i delstatens generalforsamling afviste løsrivelse. Delaware's underhus var enstemmigt i sin afvisning af ideen. Statens senat stemte imod løsrivelse med fem mod tre stemmer. Mange af delstatens politikere, herunder guvernøren, de to amerikanske senatorer og deres eneste repræsentant i Kongressen, var sympatiske over for Sydstaterne. Men delstatens lovgivende forsamling repræsenterede bedre delstatens befolknings følelser for at forblive i Unionen. De misbilligede dog også en kraftig abolitionisme. Generelt ønskede de fleste mennesker i staten et kompromis, der kunne forhindre en krig mellem Nord og Syd.

Maryland

Maryland blev fanget af krigen. Staten var splittet. De var klart økonomisk bundet til Nordstaterne, men kulturelt til Sydstaterne. I 1860 var 49,1 % af Marylands sorte befolkning frie. Men Marylands sydlige og østlige amter havde en over 200 år lang historie med brug af slaver til tobaksdyrkning og andre afgrøder. Dette bragte dem i en vanskelig situation. Deres politikere havde arbejdet hårdt for at forhindre regeringen i at gribe ind i slaveriet i deres amter. Ved præsidentvalget i 1860 fik Lincoln ikke en eneste stemme fra disse amter. Det var på trods af, at Lincoln lovede ikke at blande sig i slaveriet i de stater, hvor det allerede eksisterede. Men Marylands lovgivende forsamling overvejede aldrig en resolution om at løsrive sig fra Unionen. Guvernøren foreslog at indkalde et konvent til at overveje løsrivelse, men den lovgivende forsamling ignorerede hans anmodning.

Den 19. april 1861 blev Unionens tropper, der var på vej gennem Baltimore, angrebet af vrede folkemængder af sympatisører fra sydstaterne. Det efterlod 14 døde og varede i tre dage. Mange skyndte sig ud i Baltimores udkant for at opstille vejspærringer for at forsøge at forhindre unionstropperne i at passere gennem byen. Optøjerne og protesterne kunne have ført til løsrivelse, hvis de havde været organiseret. Men Unionens tropper, der skulle til Washington, D.C., blev hurtigt ændret til at blive transporteret ad vandvejen for at undgå den spændte situation i Baltimore. I løbet af vinteren og foråret 1861 besluttede Maryland sig imod neutralitet og imod at tilslutte sig Konføderationen. Men i maj 1861 marcherede general Benjamin Franklin Butler, der handlede uden ordre, ind i Baltimore. Han besatte Federal Hill og opstillede kanoner, der truede enhver, der ville bevæge sig imod dem. Lincoln var rasende og fratog straks Butler sin kommando. Alligevel blev tropperne fra Massachusetts efterladt på Federal Hill. For at forhindre yderligere problemer suspenderede Lincoln habeas corpus og fængslede uden anklager eller retssager et siddende amerikansk kongresmedlem samt borgmesteren, politichefen, hele politistyrelsen og byrådet i Baltimore.

Overdommer Roger Taney, der kun handlede som kredsdommer, fastslog den 4. juni 1861 i Ex parte Merryman, at Lincolns suspension af habeas corpus var forfatningsstridig, men præsidenten ignorerede dommen for at imødegå en national nødsituation. Den 17. september 1861, den dag, hvor den lovgivende forsamling samledes igen, arresterede føderale tropper uden sigtelse 27 lovgivere fra staten (en tredjedel af Marylands generalforsamling). De blev midlertidigt tilbageholdt i Fort McHenry og senere løsladt, da Maryland blev sikret for Unionen. Fordi en stor del af den lovgivende forsamling nu var fængslet, blev sessionen aflyst, og repræsentanterne overvejede ikke yderligere antikrigsforanstaltninger. Sangen "Maryland, My Maryland" blev skrevet for at angribe Lincolns handling med at blokere pro-konføderative elementer. Maryland bidrog med tropper til både Unionens (60.000) og Konføderationens (25.000) hære. Under krigen vedtog Maryland i 1864 en ny statsforfatning, som forbød slaveri. Den frigjorde også alle resterende slaver i staten.

Kentucky

Kentucky var af strategisk betydning for Unionens sejr i borgerkrigen. Lincoln sagde engang,

"Jeg tror, at det at tabe Kentucky er næsten det samme som at tabe hele kampen. Hvis Kentucky forsvinder, kan vi ikke holde Missouri og heller ikke Maryland. De er alle imod os, og den opgave, vi står overfor, er for stor for os. Vi ville lige så godt gå med til en adskillelse med det samme, herunder overgivelse af denne hovedstad [Washington, som var omgivet af slavestater: Virginia og Maryland, der var omgivet af slave-stater."

Lincoln erklærede angiveligt også: "Jeg håber at have Gud på min side, men jeg må have Kentucky." I foråret 1861 erklærede Kentuckys guvernør Beriah Magoffin sammen med statens lovgivende forsamling, at staten ville forblive neutral. De ville ikke stille tropper til rådighed for hverken Unionen eller Konføderationen. Samtidig tilbød erklæringen at mægle i en fred mellem de to parter.

Neutraliteten blev brudt, da den konfødererede general Leonidas Polk besatte Columbus, Kentucky, i sommeren 1861. Dette fik Kentucky til at bede om hjælp fra Nordstaterne for at slå de konfødererede angribere tilbage. Unionsgeneral Ulysses S. Grant, der ventede på den anden side af Ohio-floden i Illinois, rykkede ud for at besætte Paducah og Southland i Kentucky. Polks fejltagelse kostede Konføderationen enhver chance for at få Kentucky til at slutte sig til dem. De besatte områder gav Unionen en enorm fordel i både Kentucky og Tennessee. I løbet af krigen sluttede omkring 35.000 mænd fra Kentucky sig til Konføderationen. De, der sluttede sig til Unionens hær, var i alt omkring 74.000, herunder omkring 24.000 afroamerikanere.

Missouri

Missouri havde været involveret i kampe på grænsen mellem Kansas og Missouri siden 1854 om spørgsmålet om slaveri. Striden fik det rammende navn Bleeding Kansas. Da borgerkrigen begyndte den 12. april 1861, var hele staten Missouri fast delt mellem konføderations- og unionsvenlige kræfter. Guvernøren i Missouri, Claiborne Jackson, nægtede at sende frivillige fra staten for at kæmpe for Abraham Lincoln, da han kaldte på tropper. I stedet fik guvernøren statsmilitsen til at samle sig uden for byen for at begynde at træne som forberedelse til at slutte sig til de konfødererede styrker. Han opfordrede den lovgivende forsamling til at give tilladelse til et forfatningsmæssigt konvent om løsrivelse i staten. Et særligt valg godkendte konventet og sendte delegerede til det. Dette forfatningskonvent i Missouri stemte for at forblive inden for Unionen.

Jackson, der var for føderalisterne, var skuffet over resultatet. Han kaldte statsmilitsen ind i deres distrikter til årlig træning. Jackson havde planer om St. Louis Arsenal og havde været i hemmelig korrespondance med den konfødererede præsident Jefferson Davis for at få fat i artilleri til militsen i St. Da han var klar over denne udvikling, slog Unionens kaptajn Nathaniel Lyon først til, omringede lejren og tvang statsmilitsen til at overgive sig. Mens hans tropper marcherede fangerne til arsenalet, brød et dødeligt oprør ud (Camp Jackson-affæren). Dette medførte større støtte fra konføderationen i staten. Den allerede sydstatsvenlige lovgivende forsamling vedtog guvernørens militærlovforslag om oprettelse af Missouri State Guard. Guvernør Jackson udnævnte Sterling Price, som havde været formand for konventet, til generalmajor for denne reformerede milits. Price og Unionens distriktskommandant Harney indgik en aftale, der blev kendt som Price-Harney-våbenhvilen, og som i flere uger beroligede spændingerne i staten. Efter at Harney var blevet fjernet, og Lyon fik overdraget kommandoen, blev der afholdt et møde i St. Louis i Planters' House mellem Lyon, hans politiske allierede Francis P. Blair, Jr., Price og Jackson. Forhandlingerne førte ingen vegne. Efter et par frugtesløse timer erklærede Lyon: "Det betyder krig!" Price og Jackson tog hurtigt af sted til hovedstaden.

Lyon flyttede hurtigt sin hær for at angribe de konføderationsvenlige styrker i Jefferson City, Missouri, statens hovedstad. Han bevægede sig hurtigt nok til at fange dem uforberedte. Den 15. juni besatte Lyon's lille unionshær Jefferson City. Lyon indsatte en pro-Unionsregering, efter at Jackson og de fleste af hans militser trak sig tilbage til det sydvestlige hjørne af Missouri. Lyon flyttede sin hær for at gå efter oprørerne. Den 17. juni udkæmpede begge sider slaget ved Boonville, som kun varede ca. 30 minutter. Unionsstyrkerne slog de konføderationsvenlige styrker fuldstændigt i totterne. Derefter førte han sine tropper ind i en række skænderier med Missouri State Guard og den konfødererede hær.

Lyon flyttede derefter til Springfield i Missouri, hvor hæren slog lejr. Den 10. august blev Lyon's Army of the West besejret af en kombineret styrke af Missouri-militsen og konfødererede tropper under kommando af Benjamin McCulloch nær Springfield, Missouri. Dette blev kaldt slaget ved Wilson's Creek. Lyon blev dræbt, mens han forsøgte at samle sine soldater i undertal. Lyons indsats forhindrede dog staten Missouri i at tilslutte sig Konføderationen. Missouri afskaffede slaveriet under krigen i januar 1865.