Éamon de Valera – Irlands leder, uafhængighedsforkæmper og forfatningsskaber

De Valera blev født på New York Nursery and Child's Hospital i New York City i 1882 af en irsk mor; han sagde, at hans forældre var Catherine Coll Wheelwright, en immigrant fra Bruree, County Limerick, og Juan Vivion de Valera, en spansk-kubansk bosætter og billedhugger, og at de blev gift i 1881 i New York.

I 1885, efter sin fars død, blev de Valera taget til Irland af sin onkel Ned. Han voksede op hos sin bedstemor Elizabeth Coll, hendes søn Patrick og hendes datter Hannie i Limerick County. Som sekstenårig vandt han et stipendium til Blackrock College i Dublin County. I sit første år på Blackrock College blev han årets studerende. I 1903 blev han matematiklærer på Rockwell College, County Tipperary. Da han blev færdiguddannet i matematik fra Royal University of Ireland, vendte han tilbage til Blackrock College Han underviste på mange andre colleges, bl.a. Belvedere College, hvor han underviste Kevin Barry, den unge irske republikaner, der blev hængt af briterne under den irske uafhængighedskrig.

De Valera var en aktiv gaeilgeoir (entusiast af det irske sprog). I 1908 blev han medlem af Conradh na Gaeilge (den gæliske liga), hvor han mødte Dubhghlas de hÍde, Irlands senere første præsident, og Sinéad Flanagan, en anden lærerinde, som han giftede sig med den 8. januar 1910 i St Paul's Church, Arran Quay, Dublin.

Den 25. november 1913 meldte han sig til de irske frivillige. Han blev hurtigt valgt til kaptajn for Donnybrook-kompagniet, derefter til kommandant for tredje bataljon og adjudant for Dublin Brigade. Han blev også medlem af Irish Republican Brotherhood, som i hemmelighed kontrollerede de frivilliges centrale ledelse.

Den 24. april 1916 begyndte Påskeopstanden. De Valera besatte Boland's Mills i Grand Canal Street i Dublin. Efter kampene blev de Valera stillet for en krigsret, dømt til døden, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel. Dette skyldtes, at han ikke blev tilbageholdt i Kilmainham-fængslet sammen med de første fanger, der blev henrettet. Forsinkelsen betød, at de britiske myndigheder begyndte at undersøge, om han virkelig var amerikansk statsborger, og spekulerede på, hvordan USA ville reagere på henrettelsen af en af deres borgere.

De Valeras tilhængere siger, at han udviste lederevner og en stor evne til at planlægge. Hans fjender hævder, at han led et nervøst sammenbrud under oprøret.

Efter at have siddet fængslet i Dartmoor, Maidstone og Lewes fængsler i England blev de Valera og andre fanger løsladt under en amnesti i juni 1917. Den 10. juli 1917 blev han valgt til medlem af det britiske underhus for East Clare (den valgkreds, som han repræsenterede i Dail Eireann indtil 1959) ved et suppleringsvalg, efter at parlamentsmedlem Willie Redmond var død i kamp i Første Verdenskrig.

Britiske aviser og postkort kaldte ofte Påskeopstanden for Sinn Féin-oprøret. Fra 1917 var de Valera formand for Sinn Féin. Han og de andre overlevende fra opstanden overtog Sinn Féin og blev derefter omdannet til et republikansk parti. Arthur Griffith havde ønsket et anglo-irsk "dobbeltmonarki" med et uafhængigt Irland, der blev styret separat fra Storbritannien, hvor deres eneste forbindelse var en fælles monark, ligesom Canada og Storbritannien i dag.

Sådan blev Irland regeret med den såkaldte forfatning af 1782 under Henry Grattan, indtil Irland sluttede sig til Storbritannien og dannede Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland i 1801.

Sinn Féin vandt 73 ud af 104 irske mandater ved parlamentsvalget i 1918. Mange flere mennesker ønskede et uafhængigt Irland, efter at lederne af Påskeoprøret blev henrettet af lederne fra 1916 og truslen om værnepligt. I januar 1919 mødtes disse Sinn Féin-parlamentsmedlemmer, eller "TD "s, i Mansion House (rådhuset) i Dublin og dannede den første Dáil Éireann (engelsk: Assembly of Ireland).

De Valera var ikke til stede på dette møde, fordi han var blevet arresteret. Han undslap fra Lincoln-fængslet i februar 1919, og da han kom tilbage til Dublin, erstattede han Cathal Brugha som irsk premierminister: Príomh Aire. I den forfatning, som Dáil vedtog, stod der, at Príomh Aire var premierminister og ikke statsoverhoved.

I september 1919 erklærede de britiske myndigheder, at The Dáil var ulovlig. Kampene mod Storbritannien eskalerede til den irske uafhængighedskrig (også kaldet den "anglo-irske krig").

I januar 1921 kom han tilbage fra USA med et lån på 5.500.000 dollars, hvilket gjorde ham meget populær.

I august 1921 fik de Valera Dáil Éireann til at ændre forfatningen fra 1919 for at opgradere hans titel fra premierminister til præsident for republikken. Han sagde, at han som irsk statsoverhoved ikke ville deltage i traktatforhandlingerne i oktober-december 1921, fordi det britiske statsoverhoved, kong George V, heller ikke ville være til stede.

Traktaten erstattede republikken med et domæne under det britiske Commonwealth, hvor kongen blev repræsenteret af en generalguvernør for den irske fri stat. Det var netop sådan, at Canada blev styret. Traktaten blev endelig underskrevet den 6. december 1921.

De Valeras modstandere sagde, at han ikke deltog i forhandlingerne, fordi han vidste, at briterne kun ville tillade et irsk dominion, ikke en republik, og han ønskede ikke at blive beskyldt for at opgive idéen om en republik. De Valera sagde, at han var vred, fordi de delegerede, der udarbejdede traktaten, ikke havde spurgt ham, før de underskrev traktaten. Men på et hemmeligt møde i Dáil under traktatdebatterne, som blev offentliggjort i januar 1922, omfattede hans idéer til en traktat dominionstatus, "traktatporte", et veto fra parlamentet i Belfast og kongen som leder af Commonwealth. Irlands skulle betale en del af den kejserlige gæld.

Da traktaten blev accepteret med 64 stemmer mod 57, forlod de Valera og et stort mindretal af Sinn Féins TD'er Dáil Éireann. Han trådte tilbage, og Arthur Griffith blev valgt til formand for Dáil Éireann i hans sted.

I marts 1922 holdt de Valera en vred tale, hvori han sagde, at hvis traktaten blev accepteret, kunne det blive nødvendigt at "vade gennem irsk blod" for at opnå irsk frihed. Senere sagde han, at

IRA ville være nødt til at vade gennem, måske, blodet fra nogle af regeringsmedlemmerne for at få irsk frihed

- De Valera, i en tale i Thurles

De Valeras fjender sagde, at det var at tilskynde til borgerkrig.

Borgerkrigen brød ud i slutningen af juni 1922.

Kampene i den irske borgerkrig startede den 28. juni 1922 og sluttede i maj 1923, da de traktatvenlige styrker i Free State slog de traktatkritiske IRA-styrker.

De Valera skulle være leder af de traktatmodstandere, men han havde ikke megen magt. Normalt havde han kun ringe indflydelse på IRA's stabschef, Liam Lynch. De Valera dannede en republikansk regering den 25. oktober 1922, men den havde ingen reel autoritet og var aldrig som Dáil-regeringerne fra 1919-21, der var en alternativ regering til briterne, som endog havde deres egne domstole.

Da IRA's nye stabschef opfordrede Frank Aiken til våbenhvile den 30. maj 1923, havde regeringen vundet. Mange republikanere blev arresteret, da de kom ud af deres skjul og vendte hjem. De Valera blev arresteret i County Clare og interneret indtil 1924.

De Valera trådte tilbage fra Sinn Féins formandskab efter at have tabt en afstemning om at acceptere Free State Constitution (hvis troskabseden blev droppet). I marts 1926 dannede han et nyt parti, Fianna Fáil (Skæbnens soldater). Fianna Fáil havde succes ved valget, men i over et år en det ikke indtog sine pladser i Dáil. Da en ny lov krævede, at kandidater skulle love at aflægge ed, hvis de blev valgt, aflagde de Valera og hans TD'er troskabseden i 1927. De sagde, at eden var "en tom formel", det vil sige, at det bare var ord, de skulle sige, de behøvede ikke at tro på dem.

Seks år efter stiftelsen vandt Fianna Fáil 72 pladser ved parlamentsvalget i 1932 og havde flertal i Dáil. Det vil sige, at det var det største parti, men havde mindre end halvdelen af alle pladserne, hvilket ville være et flertal. Den 9. marts udnævnte generalguvernør James McNeill de Valera til formand for det udøvende råd . Han afskaffede eden og holdt op med at betale penge, som han skyldte Storbritannien.

De Valera udskrev et parlamentsvalg i januar 1933 og vandt 77 mandater, hvilket gav ham et samlet flertal. Under hans ledelse vandt Fianna Fáil yderligere parlamentsvalg i 1937, 1938, 1943 og 1944.

De Valera var sin egen minister for udenrigsanliggender. Han deltog i møder i Folkeforbundet og var formand for Folkeforbundets råd ved sin første deltagelse i Genève i 1932. I 1934 støttede han Sovjetunionens optagelse i Folkeforbundet. I september 1938 blev han valgt til nittende formand for Forbundets forsamling, en hyldest til den internationale anerkendelse, han havde opnået gennem sin uafhængige holdning til verdensspørgsmål.

I løbet af 1930'erne ændrede de Valera meget i den irske frihedsstats forfatning.

Generalguvernøren i den irske fri stat kunne forbeholde eller nægte kongelig godkendelse af ændringer efter at være blevet rådgivet (beordret) af Hans Majestæts regering i London. Efter en juridisk diskussion med den britiske regering blev denne beføjelse ændret til Hans Majestæts regering i den irske fri stat

Det betød, at de Valera var den eneste person, der kunne forhindre, at et lovforslag blev lov.

De Valera afskaffet:

• Eden om troskab;
• Klage til det retslige udvalg under Det Privy Council og
• Senatet, som blev kontrolleret af oppositionspartierne.

Da kong Edward VIII abdicerede (trådte tilbage) som konge af Irland, vedtog de Valera to lovforslag;

• man fjernede al omtale af kongen og generalguvernøren i forfatningen
• den anden sagde, at kongens eneste opgave var formelt at sende og modtage ambassadører.

I juli 1936 skrev de Valera til kong Edward i London, at han havde planer om at indføre en ny forfatning. Denne var kun lidt anderledes end Bunreacht na hÉireann (hvilket bogstaveligt talt betyder Irlands forfatning).

Den nye forfatning blev ikke vedtaget af Dáil, men blev vedtaget ved en folkeafstemning, fordi de Valera ønskede en ny start for det nye land, han var ved at oprette.

Irland forblev neutralt under Anden Verdenskrig, som blev kaldt Nødhjælpen i Irland. Både muligheden for en tysk invasion og en britisk invasion blev drøftet i Dáil.

Men selv om de Valera hadede Storbritannien, var den irske neutralitet ofte til fordel for de allierede:

• Den irske regerings vejrrapporter hjalp med at beslutte, hvornår D-dag skulle finde sted;
• Britiske fly fra Lough Erne i County Fermanagh fløj en genvej over Donegal for at patruljere over Atlanterhavet.
• Den tyske ambassadørs Eduard Hempel-radiosender blev lukket ned i 1943.
• Nedstyrtede "operationelle" flyvninger blev interneret indtil krigens afslutning. Hvis flyvningen var "ikke-operativ", fik besætningen lov til at rejse hjem. Næsten alle allierede flyvere blev anset for at være på "ikke-operative" flyvninger, mens tyske flyvere blev anset for at være på "operationelle" flyvninger.
• Omkring 45.000 irske mænd sluttede sig frivilligt til de allierede styrker (herunder Patrick og Tom Clancy, som også havde været IRA-frivillige).

I maj 1945 besøgte de Valera den tyske minister i Dublin for at udtrykke sin medfølelse med Førerens død. Sammen med præsident Douglas Hyde var de Valera den eneste regeringschef, der gjorde dette. De Valera besøgte ikke den amerikanske ambassade efter Roosevelts død, da David Gray, den amerikanske ambassadør, sagde, at han ikke ville modtage de Valera. Alle flag blev flaget på halv stang ved Roosevelts død efter de Valeras anvisninger

Efter seksten år ved magten tabte Fianna Fáil valget i 1948. John A. Costello blev premierminister i en koalitionsregering. Det var Costello, der erklærede Irland for en republik og gjorde de Valeras ven, præsident Ó Ceallaigh, til Irlands statsoverhoved. I 1951 kom de Valera tilbage til magten, men uden et samlet flertal. Mange mente, at dette var hans værste regering. Han tilbragte flere måneder i Holland, hvor han fik seks operationer af sine øjne.

Fianna Fáil blev besejret igen ved parlamentsvalget i 1954, men i 1957 fik de Valera et flertal på ni mandater. Dette blev begyndelsen på endnu en sekstenårig periode med Fianna Fáil ved magten. Men de Valera var kun Taoiseach i to år.

I 1959 blev han valgt til Irlands præsident, som han sad på posten indtil 1973. Da han gik på pension i en alder af 90 år, var han den ældste statsleder i verden.

Éamon de Valera døde på Linden Convalescent Home, Blackrock, County Dublin den 29. august 1975 i en alder af 92 år. Hans fire år ældre hustru Sinéad de Valera var død i januar året før, på tærsklen til deres 65-års bryllupsdag. Han er begravet på Glasnevin-kirkegården i Dublin.

I sin nylige kontroversielle biografi af Tim Pat Coogan siger Pat Coogan, at hans fiaskoer er større end hans bedrifter, og at de Valeras popularitet faldt i takt med at Michael Collins' steg.

Garret Fitzgerald opsummerede sin sidste periode som Taoiseach;

Total økonomisk stagnation prægede de Valeras sidste syv år som leder af sit parti - fordi alle hønsene fra hans katastrofale engagement i en indadvendt politik for selvforsyning var ved at komme hjem for at blive til døde.