Kinesiske dialekter og varianter: Oversigt over sproggrupper og træk
Kinesiske dialekter: Oversigt over sproggrupper (Mandarin, Wu, Min m.fl.), fonologi, toneforskelle og regionale træk — forstå, hvad der adskiller varianterne.
Kinesisk er en stor gren af den han-tibetanske sprogfamilie. Der findes hundredvis af lokale sprog, hvoraf mange ikke er indbyrdes forståelige — det vil sige, talere af to forskellige varianter kan have svært ved at forstå hinanden uden at bruge et fælles standardsprog. Den største sproglige variation findes i de bjergrige og kystnære områder i det sydøstlige Kina. Traditionelt nævnes syv hovedgrupper: Mandarin, Wu, Min, Xiang, Gan, Hakka og Yue, men forskningen i klassifikation og undergrupper fortsætter, og nogle lingvister opdeler grupperne yderligere.
Fællestræk og forskelle
De kinesiske varianter adskiller sig mest fra hinanden i deres fonologi (lyde), men har ofte meget fælles ordforråd og syntaks (grundlæggende grammatiske træk). Nogle generelle mønstre er:
- De sydlige varianter har ofte færre indledende konsonanter, men har bevaret flere af de mellemkinesiske slutkonsonanter (fx bevaringen af -p, -t, -k i visse Min- og Yue-dialekter).
- Alle varianter bruger tonesystemer, men antal og type af toner varierer: nordlige varianter har som regel færre toner, mens mange sydlige varianter har flere og mere komplekse tonestrukturer.
- Mange varianter udviser tone sandhi (ændring af tonestruktur afhængig af kontekst). Kystområder langs Zhejiang og det østlige Guangdong er kendt for nogle af de mest komplekse sandhi-mønstre.
- Andre fonologiske forskelle omfatter tilstedeværelse eller fravær af retroflekser (fx r-lyde), såkaldt erhua (r-tilføjelse i slutningen af ord) og forskellige mønstre for konsonant- og vokalmatching.
Standardkinesisk (moderne mandarin)
Standardkinesisk (ofte kaldet Putonghua / "fælles tale") er baseret primært på Beijing-dialekten og på ordforrådet fra Mandarin-gruppen. Grammatikken i den skriftlige standard bygger på det moderne litterære folkesprog, som blev standardiseret i det 20. århundrede. Standardkinesisk er i dag Kinas officielle sprog, et af de fire officielle sprog i Singapore og et af de seks officielle sprog i FN. Det fungerer som lingua franca i uddannelse, medier og offentlige institutioner i stort set hele Kina, selv om lokale varianter stadig bruges i daglig tale i mange områder.
Oversigt over hovedgrupper
- Mandarin: Den største gruppe i antal talere. Omfatter Beijing-dialekten og en række regionale varianter (fx nordlige, sydvestlige og centrale mandarin-dialekter). Standardkinesisk er baseret herpå.
- Wu: Talt langs Jiangsu- og Zhejiang-kysten; inkluderer shanghainese. Har typisk mere vokalvariation og komplekse tonesystemer og tone sandhi.
- Min: En stærkt divergeret gruppe fra Fujian og dele af Taiwan og Østasien. Undergrupper som Min Nan (fx hokkien, teochew) og Min Bei er ofte gensidigt uforståelige med andre kinesiske varianter og bevarer mange ældre træk fra mellemkinesisk.
- Xiang: Hovedsageligt talt i Hunan. Indeholder både konservative træk og påvirkninger fra omkringliggende dialekter.
- Gan: Talt i Jiangxi-provinsen med særpræg, der adskiller den fra omkringliggende grupper.
- Hakka: Talt af Hakka-folket spredt i flere provinser og i diasporasamfund. Kendt for specifikke lydskift og for at være kulturelt og sprogligt distinkt.
- Yue (Cantonese): Hovedsageligt talt i Guangdong, Hong Kong og Macau. Har bevaret flere slutkonsonanter og et rigt tonesystem og er ofte gensidigt uforståelig med mandarinerne.
Historie og udvikling
Kinesiske varianter stammer fra fælles forfædre og har udviklet sig gennem perioder som oldkinesisk og mellemkinesisk. Geografisk isolation, migration, kontakt med andre sprog og politisk centralisering har alle formet udviklingen. Nogle grupper har bevaret mange arkaiske træk, andre har gennemgået store nyskabelser (fx tab af slutkonsonanter eller sammenfald af tonekategorier).
Skrift og standardisering
De fleste varianter bruger det skriftlige kinesiske skriftsystem (kinesiske tegn), som traditionelt repræsenterer morfemer og ofte kan læses og forstås på tværs af varianter, selv når den talte form er uforståelig. Moderniseringen førte til to vigtige tendenser:
- En standardisering af det talte sprog (Standardkinesisk/Putonghua) til uddannelse og medier.
- Brugen af to skriftsystemer internationalt: forenklede tegn (i fastlands-Kina) og traditionelle tegn (i Hong Kong, Taiwan og i visse diaspora-samfund).
Romaniseringssystemer som pinyin bruges til udtaleangivelse, sproglæring og officielle transskriptioner.
Mutual forståelighed og klassifikation
Begrebet "dialekt" i kinesisk kontekst dækker ofte sprog, som lingvistisk set svarer til separate sprog pga. lav gensidig forståelighed. Der er også løbende debat blandt forskere om, hvorvidt visse grupper (fx Jin eller Huizhou) bør regnes som selvstændige sproggrupper. Feltarbejde og lydlige analyser fører til løbende revisioner af klassifikationerne.
Praktiske konsekvenser i dagligdagen
- For rejsende og nye indbyggere betyder Standardkinesisk, at man oftest kan kommunikere i byer og i officiel sammenhæng, men i landsbyer og blandt ældre kan lokale varianter være dominerende.
- Regionale medier (tv, radio) i nogle områder sender stadig programmer på lokale varianter; musik og populærkultur (fx kantonesisk film- og musikscene) holder lokale varianter levende.
- Sprogpædagogik i Kina prioriterer ofte Putonghua i skolen, samtidig med at mange familier bevarer lokale sprog til hjemmebrug.
Forskning og ressourcer
Sprogvidenskabelig forskning i kinesiske varianter omfatter fonologi, morfologi, historisk lingvistik og sprogsociologi. Nye metoder som korpuslingvistik, feltoptagelser og digitale ressourcer har øget forståelsen af variation og udvikling; arbejdet med dokumentation af små og truede varianter er stadig vigtigt.
Samlet set udgør de kinesiske varianter et komplekst sprogligt landskab: en række gensidigt uforståelige til dels nærbeslægtede sprog, bundet sammen af fælles skrifttraditioner og en moderne standard, men samtidig levende i mange lokale former.
Historie
I det 2. årtusinde f.Kr. blev der talt en form for kinesisk omkring Huanghe. Det bredte sig derefter mod øst over den nordkinesiske slette til Shandong og derefter mod syd til Yangzi-flodens dal. Det erstattede tidligere sprog i syd.
I enhedstiden ønskede man at bruge et fælles standardsprog for at gøre det lettere at kommunikere mellem folk.
Der findes beviser for dialektal variation i tekster fra forårs- og efterårsperioden (722-479 f.Kr.). På det tidspunkt definerede zhouerne stadig en standardsprog. Fangyan (1. århundrede e.Kr.) undersøger forskellene i ordforråd mellem regionerne. Tekster fra den østlige Han-periode diskuterer også lokale forskelle i udtale. I Qieyun rimbogen (601) blev der noteret store variationer i udtalen mellem regionerne. Den ønskede at definere en standardudtale til læsning af klassikerne. Denne standard kaldes middelkinesisk.
Den nordkinesiske slette var flad og nem at bevæge sig rundt på. Så folk i nord talte stort set det samme sprog.
Men Sydkina havde mange bjerge og floder. Så der var seks store grupper af kinesiske sprog med stor intern mangfoldighed, især i Fujian.
Moderne standardkinesisk
Indtil midten af det 20. århundrede talte de fleste kinesere kun deres lokale sprog. Men Ming- og Qing-dynastierne definerede et fælles sprog baseret på mandarin. Det blev kendt som Guānhuà (官話, "embedsmændenes tale"). Kendskab til guanhua var afgørende for en karriere som embedsmand.
Indtil det 20. århundrede var klassisk kinesisk den skriftlige standard.
Republikken Kina erstattede den skriftlige standard med skriftlig folkekirkelig kinesisk, som var baseret på nordlige dialekter. I 1930'erne blev der vedtaget et nationalt standardsprog, hvis udtale var baseret på Beijing-dialekten, men hvis ordforråd også var hentet fra andre mandarinvarianter. Det er det officielle talte sprog i Folkerepublikken Kina.
Standardmandarin-kinesisk dominerer nu det offentlige liv. Det eneste andet kinesisk, der almindeligvis undervises i på universiteterne, er kantonesisk.
De forskellige kinesiske sprog
Mandarin 管
· tales i det nordlige og sydvestlige Kina
· de fleste højttalere.
· omfatter Beijing-dialekten, som er grundlaget for standardkinesisk
· omfatter dungan-sproget i Kirgisistan og Kasakhstan (skrevet med kyrillisk skrift).
Wu 吴
· tales i Shanghai, det meste af Zhejiang og de sydlige dele af Jiangsu og Anhui.
· hundredvis af forskellige taleformer, hvoraf mange ikke er indbyrdes forståelige.
· bruge stop, affrikater og frikativer.
Gan 赣
talt rundt omkring i Jiangxi.
nært beslægtet med Hakka; plejede at hedde "Hakka-Gan-dialekter".
Xiang 湘
tales i Hunan og det sydlige Hubei.
nogle sorter, der er væsentligt påvirket af sydvestlig mandarin.
Min 闽
Fujian og det østlige Guangdong
ældre end mellemkinesisk.
mest forskelligartede
Sorter fra Fujian-kysten omkring Xiamen har spredt sig til Sydøstasien (hvor det kaldes Hokkien) og Taiwan (hvor det kaldes taiwanesisk Hokkien).
tales også i Hainan, på Leizhou-halvøen og i hele det sydlige Kina.
Hakka 客家
Hakka-familierne ("gæstefamilier") bor i bjergene i Guangdong, Fujian, Taiwan og mange andre dele af det sydlige Kina. De er også flyttet til Singapore, Malaysia og Indonesien.
ord, der ender med -m -n -ŋ og endelser -p -t -k.
Guangdong, Guangxi, Hongkong og Macao
migrerer til Sydøstasien og mange andre dele af verden.
Den mest prestigefyldte og langt den mest talte variant er kantonesisk, der stammer fra byen Guangzhou (historisk kaldet "Canton").
Kantonesisk er også modersmål for flertallet i Hongkong og Macao.
Bruger de samme endelser som Hakka (/p/, /t/, /k/, /m/, /n/ og /ŋ/)
mange toner.
Forbindelser mellem grupper
De inddeles undertiden i tre grupper: Nordlige (Mandarin), centrale (Wu, Gan og Xiang) og sydlige (Hakka, Yue og Min).
Den sydlige gruppe kan stamme fra Yangzi-floden under Han-dynastiet (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Dette kaldes undertiden det gamle sydkinesiske.
Den centrale gruppe var en overgang mellem den nordlige og den sydlige gruppe.
Andel af personer med første sprog som modersmål Mandarin (65,7%) Min (6,2%) Wu (6,1%) Yue (5,6%) Jin (5,2%) Gan (3,9%) Hakka (3,5%) Xiang (3,0%) Huizhou (0,3%) Pinghua, andre (0,6%)
Citater
- ↑ Norman (1988), s. 183, 185.
- ↑ Norman (1988), s. 183.
- ↑ Norman (1988), s. 185.
- ↑ Ramsey (1987), s. 116-117.
- ↑ Norman (1988), s. 24-25.
- ↑ Norman (1988), s. 183-190.
- ↑ Ramsey (1987), s. 22.
- ↑ Norman (1988), s. 136.
- ↑ Ramsey (1987), s. 3-15.
- ↑ Norman (1988), s. 247.
- ↑ Norman (1988), s. 187.
- ↑ Chinese Academy of Social Sciences (2012), s. 3, 125.
- ↑ Yan (2006), s. 90.
- ↑ Norman (1988), s. 199-200.
- ↑ Kurpaska (2010), s. 46, 49-50.
- ↑ Yan (2006), s. 148.
- ↑ Norman (1988), s. 207-209.
- ↑ Norman (1988), s. 188.
- ↑ Norman (1988), s. 232-233.
- ↑ Norman (1988), s. 233.
- ↑ Norman (1988), s. 224.
- ↑ 22.022.1 Norman (1988), s. 217.
- ↑ Norman (1988), s. 215.
- ↑ Norman (1988), s. 182-183.
Citerede værker
- Beijing University (1989), Hànyǔ fāngyīn zìhuì 汉语方音字汇 [Ordbog over dialektpronunciationer af kinesiske tegn] (2. udgave), Beijing: Wenzi Gaige Chubanshe, ISBN 978-7-80029-000-8.
- Chen, Ping (1999), Modern Chinese: History and sociolinguistics, New York: Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-64572-0.
- Det kinesiske akademi for samfundsvidenskab (2012), Zhōngguó yǔyán dìtú jí (dì 2 bǎn): Hànyǔ fāngyán juǎn 中国语言地图集(第2版):汉语方言卷 [Language Atlas of China (2. udgave): Chinese dialect volume], Beijing: The Commercial Press, ISBN 978-7-100-07054-6.
- DeFrancis, John (1984), Det kinesiske sprog: Fact and Fantasy, Honolulu: University of Hawaii Press, ISBN 978-0-8248-1068-9.
- Hsieh, Hsiu-Mei (2007), Exploring teachers' views about native language instruction and education in Taiwanese elementary schools (ph.d.-afhandling), University of Texas at Austin, hdl:2152/3598.
- Iwata, Ray (2010), "Kinesisk geolingvistik: History, Current Trend and Theoretical Issues", Dialectologia, Special issue I: 97-121.
- Kurpaska, Maria (2010), Kinesisk Sprog: A Look Through the Prism of "The Great Dictionary of Modern Chinese Dialects", Walter de Gruyter, ISBN 978-3-11-021914-2.
- Lewis, M. Paul; Simons, Gary F.; Fennig, Charles D., eds. (2015), Ethnologue: Languages of the World (Eighteenth ed.), Dallas, Texas: SIL International.
- Liang, Sihua (2014), Language Attitudes and Identities in Multilingual China: A Linguistic Ethnography, Springer International Publishing, ISBN 978-3-3-319-12618-0.
- Mair, Victor H. (1991), "Hvad er en kinesisk 'dialekt/topolekt'? Reflections on Some Key Sino-English Linguistic terms" (PDF), Sino-Platonic Papers, 29: 1-31.
- --- (2013), "Klassificering af sinitiske sprog: What Is 'Chinese'?" (PDF), in Cao, Guangshun; Djamouri, Redouane; Chappell, Hilary; Wiebusch, Thekla (eds.), Breaking Down the Barriers: Interdisciplinary Studies in Chinese Linguistics and Beyond, Taipei: Institute of Linguistics, Academia Sinica, s. 735-754, ISBN 978-986-03-7678-4, arkiveret fra originalen (PDF) den 16. april 2018, hentet den 15. april 2018.
- Norman, Jerry (1988), Chinese, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-29653-3.
- --- (2003), "The Chinese dialects: phonology", in Thurgood, Graham; LaPolla, Randy J. (eds.), The Sino-Tibetan languages, Routledge, pp. 72-83, ISBN 978-0-7007-1129-1.
- Ramsey, S. Robert (1987), The Languages of China, Princeton University Press, ISBN 978-0-691-01468-5.
- Tang, Chaoju; Van Heuven, Vincent J. (2007), "Predicting mutual intelligibility in chinese dialects from subjective and objective linguistic similarity" (PDF), Interlingüística, 17: 1019-1028.
- Wang, Feng (2005), "On the genetic position of the Bai language", Cahiers de Linguistique Asie Orientale, 34 (1): 101–127, doi:10.3406/clao.2005.1728.
- Wurm, Stephen Adolphe; Li, Rong; Baumann, Theo; Lee, Mei W. (1987), Language Atlas of China, Longman, ISBN 978-962-359-085-3.
- Yan, Margaret Mian (2006), Introduction to Chinese Dialectology, LINCOM Europa, ISBN 978-3-89586-629-6.
| Sprog i Kina | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Officiel |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Regional |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indfødte |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Mindretal | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Varieteter af | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Kreolsk/blandet |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Uddøde |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Skilt |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvilken sprogfamilie tilhører kinesisk?
A: Kinesisk tilhører den han-tibetanske sprogfamilie.
Spørgsmål: Hvor mange lokale sprog er der i kinesisk?
A: Der findes hundredvis af lokale sprog på kinesisk.
Spørgsmål: Hvad er den mest betydningsfulde variation, der findes i den sydøstlige bjergregion?
Svar: Den største variation i den sydøstlige bjergregion er, at der findes syv hovedgrupper af sprog, herunder mandarin, wu, min, Xiang, gan, hakka og yue.
Spørgsmål: Hvordan adskiller de kinesiske varieteter sig fra hinanden?
Svar: Kinesiske varianter adskiller sig mest fra hinanden i deres fonologi (lyde), men har samme ordforråd og syntaks (grammatik). De sydlige varianter har tendens til at have færre indledende konsonanter, men har oftere bevaret de mellemkinesiske slutkonsonanter. Alle har toner, mens de nordlige sorter har færre toner. Mange har også tone sandhi (biandao). Zhejiang-kysten og det østlige Guangdong har nogle af de mest komplekse mønstre.
Spørgsmål: Hvad er standardkinesisk baseret på?
A: Standardkinesisk er baseret på Beijing-dialekten. Dens ordforråd er baseret på Mandarin-gruppen og grammatikken er baseret på litteratur i det moderne skriftsproglige folkekunstsprog.
Spørgsmål: Hvor anvendes standardkinesisk som officielt sprog?
A: Standardkinesisk bruges som officielt sprog i Kina, et af Singapores fire officielle sprog og et af FN's seks officielle sprog.
Søge