Varieteter af kinesisk | en gren af den han-tibetanske sprogfamilie

Historie

I det 2. årtusinde f.Kr. blev der talt en form for kinesisk omkring Huanghe. Det bredte sig derefter mod øst over den nordkinesiske slette til Shandong og derefter mod syd til Yangzi-flodens dal. Det erstattede tidligere sprog i syd.

I enhedstiden ønskede man at bruge et fælles standardsprog for at gøre det lettere at kommunikere mellem folk.

Der findes beviser for dialektal variation i tekster fra forårs- og efterårsperioden (722-479 f.Kr.). På det tidspunkt definerede zhouerne stadig en standardsprog. Fangyan (1. århundrede e.Kr.) undersøger forskellene i ordforråd mellem regionerne. Tekster fra den østlige Han-periode diskuterer også lokale forskelle i udtale. I Qieyun rimbogen (601) blev der noteret store variationer i udtalen mellem regionerne. Den ønskede at definere en standardudtale til læsning af klassikerne. Denne standard kaldes middelkinesisk.

Den nordkinesiske slette var flad og nem at bevæge sig rundt på. Så folk i nord talte stort set det samme sprog.

Men Sydkina havde mange bjerge og floder. Så der var seks store grupper af kinesiske sprog med stor intern mangfoldighed, især i Fujian.

Moderne standardkinesisk

Indtil midten af det 20. århundrede talte de fleste kinesere kun deres lokale sprog. Men Ming- og Qing-dynastierne definerede et fælles sprog baseret på mandarin. Det blev kendt som Guānhuà (官話, "embedsmændenes tale"). Kendskab til guanhua var afgørende for en karriere som embedsmand.

Indtil det 20. århundrede var klassisk kinesisk den skriftlige standard.

Republikken Kina erstattede den skriftlige standard med skriftlig folkekirkelig kinesisk, som var baseret på nordlige dialekter. I 1930'erne blev der vedtaget et nationalt standardsprog, hvis udtale var baseret på Beijing-dialekten, men hvis ordforråd også var hentet fra andre mandarinvarianter. Det er det officielle talte sprog i Folkerepublikken Kina.

Standardmandarin-kinesisk dominerer nu det offentlige liv. Det eneste andet kinesisk, der almindeligvis undervises i på universiteterne, er kantonesisk.

 

De forskellige kinesiske sprog

Mandarin 管

·         tales i det nordlige og sydvestlige Kina

·         de fleste højttalere.

·         omfatter Beijing-dialekten, som er grundlaget for standardkinesisk

·         omfatter dungan-sproget i Kirgisistan og Kasakhstan (skrevet med kyrillisk skrift).

Wu 吴

·         tales i Shanghai, det meste af Zhejiang og de sydlige dele af Jiangsu og Anhui.

·         hundredvis af forskellige taleformer, hvoraf mange ikke er indbyrdes forståelige.

·         bruge stop, affrikater og frikativer.

Gan 赣

talt rundt omkring i Jiangxi.

nært beslægtet med Hakka; plejede at hedde "Hakka-Gan-dialekter".

Xiang 湘

tales i Hunan og det sydlige Hubei.

nogle sorter, der er væsentligt påvirket af sydvestlig mandarin.

Min 闽

Fujian og det østlige Guangdong

ældre end mellemkinesisk.

mest forskelligartede

Sorter fra Fujian-kysten omkring Xiamen har spredt sig til Sydøstasien (hvor det kaldes Hokkien) og Taiwan (hvor det kaldes taiwanesisk Hokkien).

tales også i Hainan, på Leizhou-halvøen og i hele det sydlige Kina.

Hakka 客家

Hakka-familierne ("gæstefamilier") bor i bjergene i Guangdong, Fujian, Taiwan og mange andre dele af det sydlige Kina. De er også flyttet til Singapore, Malaysia og Indonesien.

ord, der ender med -m -n -ŋ og endelser -p -t -k.

Yue

Guangdong, Guangxi, Hongkong og Macao

migrerer til Sydøstasien og mange andre dele af verden.

Den mest prestigefyldte og langt den mest talte variant er kantonesisk, der stammer fra byen Guangzhou (historisk kaldet "Canton").

Kantonesisk er også modersmål for flertallet i Hongkong og Macao.

Bruger de samme endelser som Hakka (/p/, /t/, /k/, /m/, /n/ og /ŋ/)

mange toner.

Forbindelser mellem grupper

De inddeles undertiden i tre grupper: Nordlige (Mandarin), centrale (Wu, Gan og Xiang) og sydlige (Hakka, Yue og Min).

Den sydlige gruppe kan stamme fra Yangzi-floden under Han-dynastiet (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Dette kaldes undertiden det gamle sydkinesiske.

Den centrale gruppe var en overgang mellem den nordlige og den sydlige gruppe.

 

Andel af personer med første sprog som modersmål   Mandarin (65,7%)   Min (6,2%)   Wu (6,1%)   Yue (5,6%)   Jin (5,2%)   Gan (3,9%)   Hakka (3,5%)   Xiang (3,0%)   Huizhou (0,3%)   Pinghua, andre (0,6%)  

Citater

Citerede værker

• Beijing University (1989), Hànyǔ fāngyīn zìhuì 汉语方音字汇 [Ordbog over dialektpronunciationer af kinesiske tegn] (2. udgave), Beijing: Wenzi Gaige Chubanshe, ISBN 978-7-80029-000-8.
• Chen, Ping (1999), Modern Chinese: History and sociolinguistics, New York: Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-64572-0.
• Det kinesiske akademi for samfundsvidenskab (2012), Zhōngguó yǔyán dìtú jí (dì 2 bǎn): Hànyǔ fāngyán juǎn 中国语言地图集(第2版):汉语方言卷 [Language Atlas of China (2. udgave): Chinese dialect volume], Beijing: The Commercial Press, ISBN 978-7-100-07054-6.
• DeFrancis, John (1984), Det kinesiske sprog: Fact and Fantasy, Honolulu: University of Hawaii Press, ISBN 978-0-8248-1068-9.
• Hsieh, Hsiu-Mei (2007), Exploring teachers' views about native language instruction and education in Taiwanese elementary schools (ph.d.-afhandling), University of Texas at Austin, hdl:2152/3598.
• Iwata, Ray (2010), "Kinesisk geolingvistik: History, Current Trend and Theoretical Issues", Dialectologia, Special issue I: 97-121.
• Kurpaska, Maria (2010), Kinesisk Sprog: A Look Through the Prism of "The Great Dictionary of Modern Chinese Dialects", Walter de Gruyter, ISBN 978-3-11-021914-2.
• Lewis, M. Paul; Simons, Gary F.; Fennig, Charles D., eds. (2015), Ethnologue: Languages of the World (Eighteenth ed.), Dallas, Texas: SIL International.
• Liang, Sihua (2014), Language Attitudes and Identities in Multilingual China: A Linguistic Ethnography, Springer International Publishing, ISBN 978-3-3-319-12618-0.
• Mair, Victor H. (1991), "Hvad er en kinesisk 'dialekt/topolekt'? Reflections on Some Key Sino-English Linguistic terms" (PDF), Sino-Platonic Papers, 29: 1-31.
• --- (2013), "Klassificering af sinitiske sprog: What Is 'Chinese'?" (PDF), in Cao, Guangshun; Djamouri, Redouane; Chappell, Hilary; Wiebusch, Thekla (eds.), Breaking Down the Barriers: Interdisciplinary Studies in Chinese Linguistics and Beyond, Taipei: Institute of Linguistics, Academia Sinica, s. 735-754, ISBN 978-986-03-7678-4, arkiveret fra originalen (PDF) den 16. april 2018, hentet den 15. april 2018.
• Norman, Jerry (1988), Chinese, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-29653-3.
• --- (2003), "The Chinese dialects: phonology", in Thurgood, Graham; LaPolla, Randy J. (eds.), The Sino-Tibetan languages, Routledge, pp. 72-83, ISBN 978-0-7007-1129-1.
• Ramsey, S. Robert (1987), The Languages of China, Princeton University Press, ISBN 978-0-691-01468-5.
• Tang, Chaoju; Van Heuven, Vincent J. (2007), "Predicting mutual intelligibility in chinese dialects from subjective and objective linguistic similarity" (PDF), Interlingüística, 17: 1019-1028.
• Wang, Feng (2005), "On the genetic position of the Bai language", Cahiers de Linguistique Asie Orientale, 34 (1): 101–127, doi:10.3406/clao.2005.1728.
• Wurm, Stephen Adolphe; Li, Rong; Baumann, Theo; Lee, Mei W. (1987), Language Atlas of China, Longman, ISBN 978-962-359-085-3.
• Yan, Margaret Mian (2006), Introduction to Chinese Dialectology, LINCOM Europa, ISBN 978-3-89586-629-6.

Sprog i Kina
Officiel	Standard mandarin
Regional	AR'er / SAR'er KantonesiskHK/MC EngelskHK MongolskNM PortugisiskMC TibetanskXZ UyghurXJ ZhuangGX Præfektur Hmong Kam Bouyei Tujia Koreansk Qiang Yi Kirgisisk Kasakhisk Tai Nüa Tai Lü Zaiwa Lisu Bai Hani Zhuang Amter/Bannere mange
Indfødte	Sino-tibetanske sprog Lolo - burmesisk Mondzish Kathu Maang Manga Mango Maza Mondzi Muangphe Burmish Achang Xiandao Pela Lashi Chashan Lhao Vo Zaiwa Loloish Hanoish Akeu Akha Amu Angluo Asuo Baihong Bisu Budu Bukong Cosao Duoni Duota Enu Habei Hani Honi Jino Kabie Kaduo Lami Laomian Laopin Mpi Muda Nuobi Nuomei Phana Piyo Qidi Sadu Sangkong Suobi Tsukong Woni Yiche Lisoish Eka Hlersu Kua-nsi Kuamasi Laizisi Lalo Lamu Lavu Lawu Limi Lipo Lisu Lolopo Mangdi Micha Mili Sonaga Toloza Xuzhang Yangliu Zibusi Nisoish Alingpo Alugu Aluo Axi Azha Azhe Bokha Gepo Khlula Lope Moji Muji Muzi Nasu Nisu Nuosu Phala Phola Phowa Phukha Phuma Phupa Phupha Phuza Samei Sani Thopho Zokhuo Andre Gokhy Katso Kucong Lahu Naruo Namuyi Naxi Nusu Samu Sanie Zauzou Qiangic Baima Choyo Ersu Guiqiong Horpa Japhug Khroskyabs Laze Lizu Na Muya Namuyi Naxi Pumi Nordlige Qiang Sydlige Qiang Shixing Situ Tshobdun Zbu Zhaba Tibetic Amdo Baima Basum Centraltibetansk Choni Dao Dongwang Drugchu Groma Gserpa Khalong Khams Kyirong Ladakhi Tseku Zhongu Zitsadegu Andre Bai Caijia Derung Jingpho Longjia Nung Tujia Waxianghua Andre sprog Austroasiatisk Bit Blang Bolyu Bugan Bumang Hu Kuan Mang Man Met Muak Sa-aak Palaung Riang U Va Wa Hmong-Mien Hmongisk A-Hmao Bu-Nao Gejia Guiyang Hm Nai Hmong Hmu Huishui Kiong Nai Luobohe Mashan Pa-Hng Pa Na Pingtang Qo Xiong Raojia Hun Lille blomstrende Xixiu Younuo Mienic Biao Min Dzao Min Iu Mien Kim Mun Mongolsk Bonan Buryat Daur Østlige Yugur Kangjia Khamnigan Monguor Oirat Ordos Santa Torgut Kra-Dai Zhuang Bouyei Dai Min Ningming Nong Tai Dam Tai Dón Tai Hongjin Tai Lü Tai Nüa Tai Ya Yang Yei Andre Ai-Cham Biao Buyang Cao Miao Chadong Cun Gelao Hlai Jiamao Kam Lakkja Mak Maonan Mulam Naxi Yao Ong Be Paha Qabiao Sui Derefter Tungusic Evenki Manchu Nanai Oroqen Xibe Tyrkisk Äynu Fuyu Kirgisisk Ili Turki Lop Salar Vestlige Yugur Andre Sarikoli (indoeuropæisk) Tsat (austronesisk) Formosanske sprog (austronesisk)
Mindretal	Kasakhisk Koreansk Kirgisisk Russisk Tatarisk Tuvan Usbekisk Vietnamesisk (Kinh) Wakhi
Varieteter af kinesisk	Mandarin Nordøstlige Beijing Ji-Lu Jiao-Liao Zhongyuan Lan-Yin Jin Sydvestlige Sichuanesisk Sydøstlige Gan Hakka Hui Min Sydlige Hokkien Teoswa Hainanese Østlig Puxian Central Nordlige Shaojiang Wu Nordlige Auish Xiang Ny Gamle Yue Kantonesisk Ping
Kreolsk/blandet	E Hezhou Lingling Macanese Maojia Qoqmončaq Sanqiao Tangwang Wutun
Uddøde	Ba-Shu Jie Khitan Gamle Yue Ruan-ruan Saka Tangut Tocharian Tuoba Tuyuhun Xianbei Zhang-Zhung
Skilt	Kinesisk tegn Northern (Beijing) Skilt Sydlige (Shanghai) Skilt Hong Kong SkiltHK/MC Tibetansk tegnXZ
GX = Guangxi HK = Hongkong MC = Macau NM = Indre Mongoliet XJ = Xinjiang XZ = Tibet