Kinas autonome regioner: oversigt og etniske mindretal
Guide til Kinas fem autonome regioner: historie, kultur og etniske mindretal (zhuang, mongoler, tibetanere, uighurer, hui) — indsigt i sprog, rettigheder og politik.
Autonome regioner i Kina er administrative områder, hvor et eller flere etniske mindretal udgør en betydelig del af befolkningen. Formelt svarer en autonom region til en provins, men den er oprettet for at give mindretal større kulturel, sproglig og politisk indflydelse på lokalt plan. I praksis betyder det bl.a., at mindretalssprogene ofte er officielle side om side med kinesisk, og at regionerne har mulighed for at vedtage lokale love og regler, der tager hensyn til mindretallenes særlige forhold. Kinas fem selvstyrende regioner er den autonome region Guangxi Zhuang, den autonome region Indre Mongoliet, den autonome region Tibet, den autonome region Xinjiang Uighur (Østturkestan) og den autonome region Ningxia Hui. Deres forkortede navne er henholdsvis Guangxi, Indre Mongoliet, Tibet, Xinjiang og Ningxia. Den største minoritetsgruppe i hver region er henholdsvis zhuang-, mongol-, tibetan-, uighur- og hui-folket.
Hvad betyder "autonom region"?
Begrebet bygger på Folkerepublikken Kinas forfatning og på lovgivning om regional etnisk autonomi. Autonomi indebærer rettigheder til:
- lokal lovgivning: regionens folkekongres kan vedtage bestemmelser, der tilpasser nationale love til lokale forhold;
- sprog og kultur: mindretallenes sprog kan anvendes i administration, undervisning og offentlige medier;
- politiske poster: ledelsen i autonome regioner omfatter ofte repræsentanter fra de tilhørende etniske grupper (fx regional formand eller viceformænd);
- økonomisk politik: mulighed for at igangsætte særlige udviklingsprogrammer og få statslig støtte til lokal infrastruktur og erhverv.
Samtidig ligger den overordnede magt i sidste ende hos centralregeringen og det kinesiske Kommunistparti, så autonomiens udstrækning og praksis kan variere betydeligt mellem regionerne.
De fem autonome regioner — kort oversigt
- Guangxi (autonome region Guangxi Zhuang) — ligger i det sydlige Kina ved grænsen til Vietnam; zhuang-folket er den største mindretalsgruppe. Regionen har både landbrug og industrizoner og stor kulturel mangfoldighed.
- Indre Mongoliet — i det nordlige Kina, grænsende til Mongoliet; mongoler udgør den største minoritet. Området er kendt for stepper, kvægbrug og betydelige naturressourcer som kul og mineraler.
- Tibet — beliggende i det sydvestlige højland; tibetanere er den dominerende gruppe. Tibet er kendt for sin særlige buddhistiske kultur, høj højde og en andenartet historisk og religiøs identitet.
- Xinjiang (autonome region Xinjiang Uighur) — i det nordvestlige Kina; uighurer er den største minoritet i mange områder af regionen. Xinjiang har store energireserver og en strategisk beliggenhed langs historiske handelsruter.
- Ningxia — i det nordvestlige Kina og relativt lille i areal; hui-folket (muslimsk kinesisk minoritet) er her den største minoritet. Regionen kombinerer landbrug med mindre industri og bycentre.
Forvaltning og politisk struktur
Autonome regioner har formelle institutioner svarende til provinciale myndigheder: en regional folkekongres, et regionalt folkeregeringskontor og en regional ledelse. Ifølge praksis er det almindeligt, at regionens formelle administrative leder (ofte kaldet 'formand' eller 'første folkerepræsentant') tilhører det lokale mindretal, mens Kommunistpartiets regionale sekretær — som har stor reel magt — ofte er Han-kinesisk. Udover regioner findes også autonome præfekturer, autonome amter og autonome byer på lavere administrative niveauer, som giver lignende rettigheder på mere lokal skala.
Sprog, kultur og uddannelse
Et af formålene med autonom status er at beskytte og fremme mindretallenes sprog og kultur. Dette sker gennem:
- bilingval undervisning i skoler og brug af mindretalssprog i lokale medier;
- støtte til kulturelle institutioner, religiøse steder og traditionelle skikke;
- mulighed for at bruge mindretalssprog i administrativ kommunikation og dokumenter i de områder, hvor disse sprog dominerer.
I praksis varierer omfanget af sprogundervisning og kulturel støtte meget mellem regionerne og mellem by og land.
Økonomi og ressourcer
Nogle autonome regioner er rige på naturressourcer og vigtige for Kinas energiforsyning og råvareproduktion (fx Xinjiang og Indre Mongoliet), mens andre har stærk landbrugsproduktion eller særprægede turistsektorer (fx Tibet og Guangxi). Centralregeringen har ofte igangsat udviklingsprojekter og investeringer i infrastruktur i disse regioner for at øge økonomisk vækst og sammenhæng i landet.
Spændinger, sikkerhed og menneskerettigheder
Der har gennem årene været både interne spændinger og international opmærksomhed omkring situationen i nogle autonome regioner. I særdeleshed har Tibet og Xinjiang været genstand for bekymring fra internationale organisationer og udenlandske regeringer vedrørende menneskerettigheder, religiøs frihed og tværkulturelle spændinger. Den kinesiske stat fremhæver til gengæld stabilitet, økonomisk udvikling og anti-ekstremisme som begrundelser for sine tiltag i disse områder. Diskussionen om årsager, konsekvenser og løsninger er både kompleks og politisk følsom.
Afsluttende bemærkning
Autonome regioner i Kina er en central del af landets forsøg på at rumme etnisk mangfoldighed inden for en enhedsstat. Lovgivningen giver rammer for kulturel og sproglig beskyttelse og en vis grad af lokal selvstyre, men realiteten varierer, og spørgsmål om rettigheder, repræsentation og regional udvikling fortsætter med at være genstand for både national debat og international opmærksomhed.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er autonome regioner i Kina?
A: Autonome regioner i Kina er regioner, hvor der bor et stort antal etniske minoriteter, og hvor den lokale regering svarer til en provins.
Spørgsmål: Hvordan adskiller de autonome regioner sig fra provinser?
A: I autonome regioner er mindretalssprog ofte medofficielle sammen med det kinesiske sprog, og nogle love er skrevet for at imødekomme mindretalsgruppernes behov.
Spørgsmål: Hvor mange autonome regioner har Kina?
A: Kina har fem autonome regioner: Guangxi Zhuang Autonome Region, Indre Mongoliet Autonome Region, Tibet Autonome Region, Xinjiang Uighur Autonome Region og Ningxia Hui Autonome Region.
Sp: Hvad er de forkortede navne på Kinas fem autonome regioner?
Svar: De forkortede navne på Kinas fem autonome regioner er Guangxi, Indre Mongoliet, Tibet, Xinjiang og Ningxia.
Sp: Hvilket etnisk mindretal er det største i Guangxi?
Svar: Zhuang-folket er det største etniske mindretal i Guangxi.
Spørgsmål: Hvilken minoritetsgruppe er den største i Xinjiang?
Svar: Uighur-folket er det største etniske mindretal i Xinjiang.
Spørgsmål: Hvad er det vigtigste kendetegn ved den lokale regering i de selvstyrende regioner?
Svar: Lokalregeringen i de selvstyrende regioner er udformet med henblik på at opfylde mindretalsgruppernes behov.
Søge