En frikativ konsonant er en konsonant, der dannes, når luft presses gennem en smal åbning i munden eller struben, så luften skaber en støjende friktion. Ofte dannes frikative lyde ved, at luftstrømmen kanaliseres langs en smal passage — for eksempel de små mellemrum ved tænder — og når denne type frikation fremkalder en skarp, hvæsende eller susende lyd, kaldes den en sibilant. Nogle almindelige sibilanter i engelsk er [s], [z], [ʃ] og [ʒ].
Engelsk har både stemmeløse og stemte frikativer. De mest almindelige stemmeløse frikativer er [f], [θ], [s], [ʃ] og [h], mens de tilsvarende stemte varianter omfatter [v], [ð], [z] og [ʒ].
Typer af frikativer
- Sibilanter: Højtone, skarp hvæselyd som [s], [z], [ʃ], [ʒ]. Ofte dannet ved, at luftstrømmen rammer tænderne eller tænderanden.
- Ikke-sibilante frikativer: Lavere intenst friktionsstøj som [f], [v], [θ], [ð], hvor friktionen sker mellem læbe og tand eller tunge og tænder.
- Glottale frikativer: Frikation i struben, fx [h].
Sted for artikulation (hvor lydene laves)
- Labiodental: læbe mod tænder — [f], [v].
- Dental: tunge mod tænder — [θ], [ð] (engelsk “th”).
- Alveolar: tunge mod tandkanten — [s], [z].
- Postalveolar / palato‑alveolar: lidt længere tilbage i munden — [ʃ], [ʒ].
- Glottal: struben — [h].
Stemte versus stemmeløse frikativer
Forskellen mellem stemt og stemmeløst ligger i, om de stemte stemmelæber vibrerer under udtalen. Stemmeløse frikativer har ikke vokalisk vibration (fx [s], [f]), mens stemte varianter gør (fx [z], [v]). I mange sprog påvirkes udtalen af nabolyde: stemmeassimilation kan gøre en frikativ stemt eller ustemt afhængig af omgivelserne.
Affrikater og relationen til frikativer
Nogle lyde kombinerer et stop efterfulgt af en frikativ, og disse kaldes affrikater (fx engelsk ch [tʃ] og j [dʒ]). Affrikater starter som en stopkonsonant og afsluttes med en frikativ udtale.
Akustiske og perceptuelle kendetegn
- Sibilanter har typisk højere frekvensindhold og opfattes som mere skarpe eller hvesende end ikke-sibilante frikativer.
- Ikke-sibilanter giver en blødere, mindre fremtrædende friktion (fx [f] eller [v]).
Eksempler i dansk og engelsk
- Dansk: sol [s], fisk [f], vind [v], hus [h], sjov (ofte palataliseret til [ɕ]).
- Engelsk: see [s], zip [z], ship [ʃ], measure [ʒ], thin [θ], this [ð].
Frikativer er almindelige i verdens sprog og varierer i antal og slags fra sprog til sprog. Når du lærer et nyt sprog, er det derfor nyttigt at lytte efter både stedet for artikulation (hvor i munden lyden laves) og om lyden er stemt eller stemmeløs.