Ladakhi (også skrevet Ladakhi, Ladak, Ladwags, Ladaphi eller Ladhakhi) er et tibetansk sprog talt i det indiske Kashmir, især i Ladakh-regionen, og i dele af Kina. Det er et vesttibetansk sprog med flere lokale dialekter og fungerer både som modersmål i landområder og som lingua franca i regionens byer.

Befolkning og udbredelse

Antallet af talere er relativt lille. Ifølge ældre kilder var der omkring 102.000 talere i Jammu og Kashmir (1997), hvoraf 29.800–33.300 betegnes som Shamma (Voegelin & Voegelin 1977). Et samlet skøn for alle lande lå tidligere omkring 114.000. Sproget tales koncentreret i Ladakh-distriktet, i omkring 250 landsbyer og byområder, og findes også i små enklaver i Kina.

Dialekter og gensidig forståelighed

Væsentlige dialekter omfatter:

  • Leh (central ladakhi) – den mest udbredte og i praksis standardiserede dialekt, anvendt som kommunikationsmiddel i regionen.
  • Shamma (også kaldet Sham, Shamskat eller nederste ladakhi) – vest for Leh langs Indusdalen og syd for Khaltse.
  • Nubra – i Nubra Tahsil nord for Leh.
  • Endvidere nævnes dialekter i Changthang og Zangskari-områder.

Leh-dialekten bruges ofte som fællesmedium; Leh-talende forstår ifølge tests zangskari og changthang med over 90 % ved optagede-tekst-tester. Generel leksikalsk lighed er angivet til 84–94 % mellem de fem vigtigste ladakhi-dialekter. Sammenlignet med nabosproget purik er ligheden 71–83 %, mens den med tibetansk ligger lavere (ca. 53–60 %). Den gensidige forståelighed med standard tibetansk anslås til omkring 30–40 %.

Klassifikation

Ladakhi hører til den sino-tibetanske sprogfamilie, nærmere bestemt den tibeto-burmaniske gren og videre klassificeret i en himalayisk/tibetansk undergruppe. En almindelig rækkefølge i klassifikationer ser ud som: Sino-tibetansk → tibeto-burmanisk → himalayisk → tibeto-kanauri → tibeto-tibetisk → tibetansk → vestligt → ladakhi.

Skrift, alfabetisering og litteratur

Ladakhi benytter traditionelt den tibetanske skrift. Skriftformen adskiller sig ofte fra de talte varianter, og det skriftlige standardmål bygger i høj grad på leh-dialekten. Alfabetiseringsgraden som andetsprog (i urdu, tibetansk eller engelsk) var ifølge ældre opgørelser (1991) lav: omkring 36 % hos mænd og kun ca. 12 % hos kvinder. En bibeloversættelse til ladakhi dateres tilbage til 1948.

Grammatik — korte hovedtræk

  • Sætningsstilling: SOV (subjekt–objekt–verb).
  • Nominalopbygning: brug af postpositioner; suffikser markerer kasus på navneord.
  • Ordstilling for modifierende led: genitiver og slægtskabsbetegnelser placeres typisk før hovedordet; artikler og adjektiver følger ofte navneordet.
  • Kasussystem og ergativitet: sproget har ergative træk og kasusmarkører; kausative former forekommer.
  • Fonetiske træk: mulige maksimale konsonant- og vokalklynger angives som CCVCC eller CCCVVV; sproget er ikke tonalt.
  • Komparation: sproget har former til at udtrykke komparativ grad.

Sprogbrug, medier og standardisering

Leh-dialekten er i praksis blevet anerkendt som standardsproget for ladakhi og anvendes i lokale radioudsendelser og som et standardkommunikationsmiddel mellem talere af forskellige ladakhi-dialekter, herunder Changthang og Zangskari (jf. Paldan 2002). I byområderne bruger mange talere desuden urdu eller engelsk til uddannelse, administration og handel, mens de i landområder ofte er mere ensprogede i ladakhi.

Samfund, økonomi og religion

Ladakh er en højlandsregion med dale i 2.400–5.000 meters højde. Traditionalle erhverv omfatter landbrug (hvede, byg) og husdyrhold (yaks, geder, får — bl.a. til kashmiruld), samt husflid som vævning, smykkefremstilling og produktion af religiøse genstande. Befolkningen omfatter buddhister, muslimer og kristne.

Bemærkninger

Den skriftlige ladakhiform adskiller sig ofte fra de talte varianter, og graden af forståelighed mellem dialekter kan variere lokalt. Leh fungerer i praksis som et regionalt standardsprog, men der findes fortsat stærke lokale variationer, især i udtale og ordforråd.