Tudor-dynastiet var en række konger og dronninger i England. Denne linje af herskere startede i 1485 og varede indtil 1603.

Dynastiet startede, da Henry Tudor besejrede Richard III i slaget ved Bosworth Field. Dette var den sidste fase i Rosenkrigene og gjorde ham til kong Henrik VII af England. Arthur, prins af Wales, var den ældste søn af Henry VII og Elizabeth af York. Han giftede sig med Catherine af Argon. Hun var datter af Ferdinand II af Argon og Isabella I af Castle). Arthur døde i 1502 og blev ikke konge.

Overblik over Tudor-monarkerne

  • Henrik VII (regerede 1485–1509) konsoliderede tronen efter Rosenkrigene, styrkede centralmagten, forbedrede statskassen og etablerede relative fredsforhold i landet. Hans ægteskab med Elizabeth af York forente rivaliserende dynastier.
  • Henrik VIII (regerede 1509–1547) er berømt for sine seks ægteskaber og forbruddet med den katolske kirke i Rom. For at kunne skilles fra Catherine af Aragon og gifte sig med Anne Boleyn tog han i 1534 initiativ til Act of Supremacy, der gjorde kongen til kirkens øverste leder i England. Under hans regeringstid skete dissolution of the monasteries (lukning og konfiskation af klostre), omfattende religiøse, sociale og økonomiske forandringer samt en styrkelse af centralstyret.
  • Edward VI (regerede 1547–1553), søn af Henrik VIII og Jane Seymour, var en ung og sygelig konge. Hans regeringstid var præget af protestantisk reform og indførelse af mere radikale protestantiske liturgier under ledelse af regenter og kardinalråd.
  • Maria I (regerede 1553–1558), datter af Henrik VIII og Catherine af Aragon, forsøgte at genoprette katolicismen i England. Hendes hårde forfølgelse af protestanter gav hende tilnavnet "Bloody Mary" i eftertiden.
  • Elizabeth I (regerede 1558–1603) førte landet tilbage til en protestantisk kirkelig orden med den såkaldte Elizabethanske religiøse settlement. Hendes lange regeringstid blev kendt som en kulturel og politisk guldalder med vækst i litteratur, teater og søfart — bl.a. rejser og togter ledet af personer som Francis Drake — og afsluttes med den berømte sejr over den spanske armada i 1588.

Politik, religion og samfund

Tudor-tiden var en periode med gennemgribende forandringer. Den mest markante ændring var Reformationen i England: bruddet med paven førte til oprettelsen af Church of England, hvor kongen var overhoved. Det ændrede kirkens ejendomsforhold og magtbalancen i samfundet, især gennem konfiskation af klostre, som øgede kronens indtægter og gav mulighed for nye jordbesiddelser til adelen og borgerskabet.

Økonomisk og socialt så man befolkningsvækst, ændringer i landbruget (herunder indhegning/enclosure), urbanisering og fremvækst af en mere velstående handelsklasse. Tudor-monarkerne udvidede også statens administrative apparat — skattevæsen, domstole og bureaukrati — for at styre landet mere effektivt.

Udenrigspolitik og ekspansion

Under Tudor-tiden begyndte England at rette blikket udad: handel, privateering og de første forsøg på kolonisering blev mere almindelige. Konflikter med Spanien og Frankrig prægede politikken, og sejren mod den spanske armada i 1588 var et vendepunkt forengelsk selvforståelse og maritime ambitioner.

Afslutning af dynastiet

Da Elizabeth I døde i 1603 uden efterkommere, sluttede Tudor-dynastiet. Tronfølgen gik til James VI af Skotland, som blev James I af England, og dermed begyndte Stuart-dynastiet og personalunionen mellem England og Skotland. Overgangen markerede både et politisk brud og en fortsættelse af mange af de institutionelle forandringer, som Tudor-monarkerne havde indført.

Tudor-tiden efterlod sig en varig arvelade: centraliseret kongemagt, religiøse ændringer, økonomisk omstilling og en kulturel blomstring, som stadig anses for en vigtig del af Englands historie.