Umayyadernes erobring af Hispania og grundlæggelsen af al-Andalus (711–788)
Umayyadernes erobring af Hispania 711–788: Hvordan de skabte al-Andalus, faldet af vestgoterne, Cordovas emirat og den muslimske udvidelse i Europa.
Den umayyadiske erobring af Hispania var udvidelsen af det umayyadiske kalifat over Hispania fra 711 til 788. Den begyndte med den første landgang i 711 og sluttede med konsolideringen af et uafhængigt umayyadisk indre styre under Abd ar‑Rahman I, som etablerede et varigt emirat i Córdoba.
Baggrund
Før angrebet var den iberiske halvø domineret af det vestgotiske kongerige, men dette kongerige var svækket af indre stridigheder, tronfølgerkampe og sociale spændinger. Mange lokale adelsfamilier og byer søgte alliancer eller forhandlede med de invaderende styrker fremfor at stå over for uendelige borgerkrige. Samtidig havde den arabisk‑berberske ekspansion i Nordafrika skabt en magtbasis tæt på Gibraltar.
Erobringen og de første år (711–718)
I foråret 711 ankom en hær bestående hovedsageligt af berbere under ledelse af generaler som Tariq ibn Ziyad til Gibraltar (arabisk Jabal Ṭāriq). De gik hurtigt i land og besejrede kong Roderiks styrker i slaget ved Guadalete samme år, hvilket åbnede vejen for erobring af store dele af den sydlige og centrale halvø. De umayyadiske styrker, senere forstærket af Musa ibn Nusayr fra Nordafrika, erobrede byer som Sevilla og Toledo i løbet af de følgende år; mange områder blev erobret relativt hurtigt, mens andre forblev i hænderne på lokale kristne fyrster i bjergområderne.
Den muslimske fremrykning blev dog ikke fuldstændig uafbrudt: i nordvest opstod kristen modstand, blandt andet i Asturias, hvor Pelagius (Pelayo) ifølge kilderne slog en mindre muslimsk styrke ved Covadonga omkring 722 — et symbolsk vendepunkt for den senere Reconquista. Mod øst og nord blev yderligere ekspansion mod frankernes territorier hæmmet, bl.a. efter Karol Martells sejr i slaget ved Tours i 732.
Konsolidering og grundlæggelsen af al‑Andalus
Erobringen ødelagde det vestgotiske kongerige som en samlet stat, og de muslimske erobrere oprettede administrationer, skatteordninger og militære garnisoner i de erobrede områder. Dette banede vejen for dannelsen af al-Andalus – betegnelsen for de dele af den iberiske halvø, som var under muslimsk kontrol.
Det centrale umayyadiske kalifat i Damaskus blev væltet af abbasiderne omkring 750, men en medlem af den styrtede umayyadiske familie, Abd ar‑Rahman I, undslap og søgte tilflugt i Hispania. I 756 tog han magten i Córdoba og etablerede dermed et uafhængigt umayyadisk emirat. Abd ar‑Rahman I regerede frem til 788, hvor han døde, og hans regeringstid var kendetegnet ved politisk konsolidering, tilbageholdenhed over for oprør (herunder berber‑ og lokale opstande) og bygningsprojekter, bl.a. påbegyndelsen af den store moské i Córdoba.
Samfund, administration og kultur
Under de tidlige muslimske år i Hispania udviklede der sig et komplekst samfund af araber, berbere, konverterede lokale (muwalladun) samt kristne og jødiske samfund, der som folk under besættelse (dhimmi) fik lov til at bevare religion og lokal skik mod betaling af dyrere skat (jizya) og under visse restriktioner. Sprog, retssystemer og landbrugsteknikker blev gradvist påvirket af kontakter med den muslimske verden; kunst, videnskab og handel blomstrede især i de næste århundreder, men sporene af denne kulturelle udveksling begynder allerede i den tidlige konsolideringsfase.
Militære og politiske udfordringer
- Tilhørsforholdet mellem arabiske ledere og de ofte numerisk dominerende berberske tropper skabte gentagne spændinger og opstande i årene efter erobringen.
- Der var også kontinuerlige konflikter med kristne enklaver i nord og periodiske fremstød mod frankisk territorium, som aldrig førte til permanent herredømme nord for Pyrenæerne.
- Efter 750 blev al‑Andalus et tilflugtssted for umayyaderne, men også et politisk uafhængigt rige, der udviklede sin egen administration og dynasti under Abd ar‑Rahman I.
Konsekvenser
Erobringen af Hispania og grundlæggelsen af al‑Andalus fik vidtrækkende konsekvenser for Europa og Middelhavsverdenen. Den indledte en periode med muslimsk herredømme i store dele af den iberiske halvø, som varede i forskellige former frem til den endelige kristne generobring i 1492. Samtidig blev al‑Andalus et mødested for kulturer, hvor videnskab, filosofi, kunst og handel kunne udvikle sig i interaktion mellem den muslimske verden og kristne samt jødiske samfund.
Selvom det umayyadiske kalifat i Damaskus faldt omkring 750 e.Kr., fortsatte umayyadisk styre i al‑Andalus først som et uafhængigt emirat grundlagt af Abd ar‑Rahman I og senere som kalifatet i Córdoba; den umayyadiske tradition i Hispania var politisk og kulturelt betydningsfuld indtil det muslimske styres omsiggribende opløsning i begyndelsen af det 11. århundrede (kalifatets fald og opdelingen i taifa‑kongedømmer), og den sidste islamiske stat på halvøen faldt endeligt i slaget ved Granada i 1492.
Kalifatet i Cordova omkring år 1000 på sit højdepunkt under Al-Mansur
Udstedelse af emiratet Cordova, 807
Al-Andalus under umayyaderne
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var den umayyadiske erobring af Hispania?
A: Det var det umayyadiske kalifats ekspansion over Hispania (nutidens Spanien og Portugal) fra 711 til 788.
Q: Hvem oprettede emiratet Cordova efter erobringen?
A: Abd ar-Rahman I oprettede Cordova-emiratet efter erobringen.
Q: Hvad er al-Andalus?
A: Al-Andalus er navnet på det muslimsk styrede Iberia (nutidens Spanien og Portugal) fra 756 til 788.
Q: Hvad var umayyade-kalifatets vestligste ekspansion?
A: Erobringen af Hispania var Umayyade-kalifatets vestligste ekspansion.
Q: Hvem besejrede umayyaderne i slaget ved Tours?
A: Karl Martel besejrede umayyaderne i slaget ved Tours.
Q: Hvem udgjorde erobringshæren i Hispania?
A: Erobringshæren bestod hovedsageligt af berbere fra det nordvestlige Afrika, som først for nylig var kommet under muslimsk indflydelse.
Q: Hvad blev perioden fra 710 til 1492 kaldt?
A: Perioden fra 710 til den sidste islamiske stats fald i slaget ved Granada i 1492 kaldes Reconquista.
Søge