Tysklands foreningsproces fandt sted i det nittende århundrede (1800-1900). Før foreningen var der mange stater i Centraleuropa. Nogle af dem var meget små, muligvis ikke mere end 8,0 km fra den ene grænse til den anden. Mange tyskere ønskede en nation, der var forenet, magtfuld og indflydelsesrig.

Genforeningen fandt sted den 18. januar 1871. Ved afslutningen af den fransk-preussiske krig proklamerede de tyske prinser den tyske nation i Versailles i Frankrig i Spejlsalen. Foreningen samlede de mange uafhængige tyske stater. Disse stater blev det tyske kejserrige. Otto von Bismarck, Preussens premierminister, blev rigskansler.

Tysklands forening begyndte mange år tidligere, under Napoleonskrigene. I slaget ved Leipzig i 1813, som også kaldes Nationernes slag, gik mange af de tyske stater sammen med Rusland, Sverige og Østrig for at besejre Napoleons hær. Senere, i 1815, afsluttede Wienerkongressen Napoleonskrigene. Østrig forblev den politisk mest magtfulde af de tyske stater. Preussen opstod som Østrigs politiske og diplomatiske rival.

Der var mange problemer med at forene de tyske stater. Det var ikke alle politikere, der var for en forening. Nogle var bange for, at en forening ville give Østrig og Preussen for meget magt blandt de mange stater. Der var også problemer med at beslutte, hvem der skulle opkræve skatter, og hvor meget skat der skulle betales.

Økonomisk og social baggrund

Ud over kampene og den diplomatiske rivalisering spillede økonomisk integration og industrialisering en afgørende rolle i foreningsprocessen. Preussen ledede etableringen af Zollverein (toldunionen), som fra 1834 skabte frihandel mellem mange tyske stater og bandt dem tættere økonomisk til Preussen. Jernbanernes udbygning, industriel vækst og et stigende marked for varer og arbejdskraft styrkede ønsket om politisk samling. National følelse voksede også gennem sprog, kultur og massebevægelser.

Politiske impulser og 1848-revolutionerne

I 1848 bredte revolutioner sig over Europa, også til de tyske lande. I Tyskland blev der indkaldt en national forsamling i Frankfurt (Frankfurter Nationalversammlung) med det formål at udarbejde en forfatning for et samlet Tyskland. To hovedretninger stod overfor hinanden: Grossdeutschland (et Tyskland inklusive Østrig) og Kleindeutschland (et Tyskland uden Østrig, ledet af Preussen). Forsøget mislykkedes dog; den valgte forfatning kunne ikke gennemføres, og kongelige magter som Preussens konge afviste at tage imod en kejserkrone fra forsamlingen.

Krige og diplomati 1860'erne

Unionsprocessen blev i høj grad fremtvunget af militære konflikter, ledet af Preussens statsminister og senere rigskansler, Otto von Bismarck, der førte en politik kendt som realpolitik. Vigtige trin var:

  • Den dansk-tyske krig 1864 om hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor Preussen og Østrig sejrede over Danmark og annekterede eller erhvervede kontrol med områderne.
  • Austro-preussiske krig 1866 (også kaldet Prøjsisk-Østrigske krig), hvor Preussen besejrede Østrig ved blandt andet slaget ved Königgrätz (Sadowa). Resultatet var Østrigs udelukkelse fra de tyske anliggender og opløsningen af den løsere Deutche Bund (Det Tyske Forbund).
  • Oprettelsen af Nordtyske Forbund 1867 under preussisk ledelse, som samlede de nordtyske stater i en forfatningsmæssig union med Preussen i spidsen.
  • Den fransk-preussiske krig 1870–71, hvor en kombination af diplomatisk provokationer og nationalistisk støtte bragte de sydtyske stater ind på Preussens side. Det franske nederlag fremskyndede den endelige politiske samling.

Proklamation og kejserrige

Sejren over Frankrig førte til den symbolske og politiske kulmination: den 18. januar 1871 blev det Tyske Kejserrige proklameret i Spejlsalen i Versailles under et ceremonielt møde af de tyske fyrster, hvor den preussiske konge blev kejsere (Kaiser Wilhelm I). Det var et tydeligt udtryk for, at foreningen var opnået under preussisk dominans og ikke som en forening, hvor Østrig deltog.

Statsbygning og konstitution

Det nye kejserrige var en føderal stat med følgende træk:

  • Kejseren (Kaiser) som formel overhoved og med betydelig indflydelse inden for udenrigs- og militærpolitik.
  • Rigskansleren (Reichskanzler), der var kejserens vigtigste ministre og regeringschef — posten besat af Otto von Bismarck i den tidlige periode.
  • Bundesrat som forsamling, hvor de enkelte delstater var repræsenteret og havde vetomuligheder i visse spørgsmål.
  • Reichstag, et folkeforsamling valgt ved almindelig, mandlig stemmeret, som havde lovgivende beføjelser sammen med kejser og Bundesrat.

De sydtyske stater (Bayern, Württemberg, Baden, osv.) beholdt en vis autonomi og særlige rettigheder, men udenrigspolitikken og militæret var i høj grad under preussisk indflydelse.

Konsekvenser

Foreningens resultat var en dramatisk ændring i Europas magtbalance: et stærkt, industrialiseret Tyskland blev den førende centraleuropæiske magt. Det havde store politiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser, herunder fremvækst af nationalisme, militarisering og intens konkurrence mellem Europas stormagter. Internt førte samlingen også til sociale udfordringer, politiske spændinger mellem konservative, liberale og socialistiske kræfter samt spørgsmål om mindretalsrettigheder i de nye grænser.

Opsummering: Tysklands samling 1813–1871 var en lang proces, som kombinerede økonomisk integration, politisk kamp, diplomati og krig. Resultatet blev et kejserrige domineret af Preussen, som ændrede Europas politiske landskab for resten af århundredet.