Richard III af England

Tidlige liv

Richard var den yngste søn af Richard, hertug af York. Han havde tre ældre brødre, Edward, Edmund og George. Richard, hertug af York, og hans anden søn, Edmund, blev begge dræbt i kamp under rosenkrigene. Den ældste søn, Edward, var en meget god soldat og vandt Englands trone i kamp mod den regerende konge, kong Henrik VI. Edward blev derefter kong Edward IV af England, og hans to brødre, George og Richard, blev meget magtfulde mænd.

Richard giftede sig med Anne Neville, hvis far engang havde været en ven af familien. Richard og Anne havde kendt hinanden, siden de var børn, men Anne var blevet ført til Frankrig, hvor hun havde giftet sig med prins af Wales, søn af Henrik 6. Da prinsen af Wales blev dræbt i et slag, blev Anne enke, og snart var hun gift med Richard, selv om han havde været hendes mands fjende. Richard og Anne boede på Middleham Castle i North Yorkshire. De fik en søn, som blev opkaldt Edward efter Richards bror, kong Edward. Richard skændtes ofte med sin bror George, som var gift med Annes søster Isabel. Kong Edward blev så vred, at han satte George i fængsel, hvor han døde.

Kong Edward giftede sig med en kvinde ved navn Elizabeth Woodville, som havde været gift før og havde mange slægtninge. Snart blev hendes slægtninge meget rige og magtfulde, hvilket skabte dårlig stemning blandt dem, der havde været i kongens gunst før ægteskabet. Edward og Elizabeth fik flere børn, bl.a. to sønner, som fik navnene Edward og Richard.

Da Edward 4. pludselig døde i april 1484, blev hans ældste søn kong Edward 5., men han var stadig en dreng. Richard var blevet bedt af sin bror, kongen, om at passe på de to drenge. Han var bekymret for, at den nye unge konge ikke ville være i stand til at styre landet ordentligt. Han var også bekymret for, at Woodville-familien snart ville fortælle kongen, hvad han skulle gøre, og styre landet for sig selv.

Kongen Richard

Richard overtog tronen fra sin nevø to måneder senere. Han hævdede, at Edward 4.'s ægteskab med Elizabeth Woodville ikke var et rigtigt ægteskab, og at det betød, at Edward 5. ikke kunne blive konge. Parlamentet vedtog derefter en lov, der gav ham ret i dette. Han blev kronet som Richard III den 3. juli.

Richard sendte Edward og hans bror til at bo i Tower of London. Få måneder senere forsvandt prinserne i tårnet og blev aldrig set igen. Dette blev mysteriet om prinserne i tårnet. På det tidspunkt troede mange mennesker, at kong Richard havde beordret nogen til at dræbe dem. Mange historikere er enige, men der er ingen måde at være sikker på. Richard var ikke i London på det tidspunkt, men drengene blev bevogtet af mænd, der var loyale over for ham. Da folk begyndte at tro, at Richard havde beordret drengene til at blive dræbt, vendte mange mennesker sig mod ham. En af dem var Richards ven, hertugen af Buckingham, som startede et oprør, der mislykkedes. Henry Tudor, en fjern slægtning af huset Lancaster, blev derefter Richards hovedfjende. Han vendte tilbage til England og rejste en hær.

Richard og Henrys hære kæmpede mod hinanden i slaget ved Bosworth Field i 1485. Henry vandt slaget og blev den næste konge af England som Henry VII. Richard blev dræbt i slaget, men sandsynligvis ikke af Henry selv. Han var den sidste engelske konge, der døde i kamp. Han fik to hovedskader, som ville have dræbt ham næsten øjeblikkeligt. Efter slaget blev hans lig klædt af og båret nøgen på ryggen af en hest til Leicester. Han blev begravet i Greyfriars Church.

Genopdagelse og genbegravelse af liget

Greyfriars kirke blev senere revet ned, og stedet blev en del af haven til et stort hus. I omkring 200 år markerede en stensøjle gravstedet. Den var forsvundet i 1844. Der blev opført andre bygninger på stedet i årenes løb. I 1944 var området omkring graven blevet til en parkeringsplads for det nærliggende rådhus. I en periode troede folk, at liget var blevet smidt i floden. Der er et skilt ved Bow Bridge i Leicester, som fortæller denne historie, men det var ikke sandt.

I 2012 indledte arkæologer et projekt for at forsøge at finde liget. Den 24. august 2012 begyndte de at grave på parkeringspladsen og fandt et skelet på den første dag. Den 12. september foreslog de, at skelettet var Richard III's skelet. Den 4. februar 2013 meddelte de, at de var sikre på, at det var ham. De havde brugt DNA-test for at være sikre. Skelettet viser, at han var blevet dræbt af to hovedskader, hvilket svarer til, hvordan forfattere fra det 15. århundrede havde sagt, at han var død. Det viser også, at kroppen blev yderligere beskadiget efter hans død.

Den 26. marts 2015 blev Richard III's lig genbegravet. Den ligger nu i en grav i Leicester Cathedral.

Richards skelet blev fundet i 2012

Historikerens synspunkter

Der har i mange år været diskussion om, hvorvidt Richard III var en god eller en dårlig konge. I løbet af sin regeringstid, som kun varede to år, var han meget populær i dele af landet, især i det nordlige England. Der var dog nok mennesker, der hadede ham, til at hans fjender var i stand til at rejse en stor hær mod ham og besejre ham i kamp.

Det siges ofte, at "historien skrives af vinderne". Efter at Henrik VII vandt, blev Richard III ofte behandlet som en skurk i skrifter og historier. I Shakespeares skuespil Richard III fremstilles han f.eks. som værende fuldstændig ond. På den anden side gør nogle forfattere fra Richard III's regeringstid ham til en helt og ignorerer hans fejl og mangler.

I 1605 skrev William Camden: "Han levede ugudeligt, men lavede gode love." Moderne historikere forsøger også at være forsigtige, når de dømmer Richard III. For eksempel har nogle historikere rost ham for at give almindelige mennesker flere rettigheder. Mange mener dog også, at han virkelig gav ordre til at dræbe prinserne i Tower.

Blandt de love, som Richard III lavede, var fjernelse af begrænsninger på trykning og salg af bøger, flere rettigheder for folk, der blev anklaget for en forbrydelse, love til beskyttelse af folk mod svindel ved salg af jord, forbud mod andre former for svindel og ændring af loven fra fransk til engelsk. Han oprettede Council of the North, som i de næste 150 år skulle hjælpe med at løse problemer i Nordengland.