Sæbe fremstillet af menneskekroppe

Historie

Første Verdenskrig

Allerede under Første Verdenskrig havde briterne beskyldt Tyskland for at bruge fedt fra menneskekroppe til at fremstille ting. I april 1917 skrev en vigtig avis i London i England, The Times, at tyskerne brugte ligene af deres egne døde soldater til at fremstille sæbe og andre produkter. Det var først i 1925, at den britiske udenrigsminister, Sir Austen Chamberlain, officielt sagde, at historien om "ligfabrikken" var en fejltagelse.

Anden Verdenskrig

Historier om, at nazisterne lavede sæbe af ligene af ofre fra koncentrationslejre var almindelige under krigen. Tyskland havde ikke nok fedt til at fremstille sæbe under Anden Verdenskrig. Derfor overtog regeringen kontrollen med fremstillingen af sæbe.

Historierne om "menneskelig sæbe" kan være startet, fordi de sæbebarer, der blev fremstillet af regeringen, var mærket med initialerne "RIF". Nogle mennesker troede, at det stod for Reichs-Juden-Fett på tysk. På engelsk betyder det "State Jewish Fat". (I tyske akronymer blev "I" og "J" ofte brugt som det samme bogstav, så folk troede, at "RIF" kunne betyde "RJF").

Faktisk stod "RIF" faktisk for Reichsstelle für Industrielle Fettversorgung. Det var det tyske statslige organ, der havde ansvaret for at fremstille og uddele sæbe og vaskeprodukter under krigen. (På engelsk hed agenturet "National Center for Industrial Fat Provisioning"). RIF-sæbe var ikke særlig god og indeholdt ikke nogen form for fedt.

Raul Hilberg rapporterer, at der allerede i oktober 1942 blev fortalt historier om sæbe lavet af menneskefedt i Lublin i Polen. Tyskerne kendte selv til historierne. Heinrich Himmler, lederen af SS, fik et brev om, at polakkerne troede, at jøderne blev "kogt til sæbe". I brevet stod der også, at polakkerne frygtede, at de også ville blive brugt til at lave sæbe. Disse historier var så udbredte, at nogle polakker faktisk nægtede at købe sæbe. Himmler var så bekymret over rygterne og tanken om den dårlige sikkerhed i lejrene, at han sagde, at alle lig skulle brændes eller begraves så hurtigt som muligt.

Den sovjetiske propagandist Ilya Ehrenburg rapporterede en almindelig version af historien som en kendsgerning i The Complete Black Book of Russian Jewry:

I en anden del af Belzec-lejren var der en enorm sæbefabrik. Tyskerne udvalgte de fedeste mennesker, myrdede dem og kogte dem ned til sæbe.

- Ehrenburg

Beviser for sæbefremstilling i Stutthof

Under Nürnbergprocessen sagde Sigmund Mazur, der var laboratoriemedarbejder ved Danzig Anatomiske Institut, at der var blevet fremstillet sæbe af lig fra døde mennesker i koncentrationslejren Stutthof. Han sagde, at 70 til 80 kg fedt fra 40 lig kunne bruges til at fremstille mere end 25 kg sæbe. Han sagde også, at den færdige sæbe blev opbevaret af professor Rudolf Spanner.

Mazur gav en opskrift med følgende ordlyd: "5 kilo menneskefedt blandes med 10 liter vand og 500 eller 1.000 gram kaustisk soda. Alt dette koges 2 eller 3 timer og afkøles derefter. Sæben flyder op til overfladen, mens vandet og andre sedimenter forbliver på bunden. Der tilsættes lidt salt og soda til denne blanding. Derefter tilsættes frisk vand, og blandingen koges igen i 2-3 timer. Når sæben er afkølet, hældes den i forme."

Under Nürnbergprocessen støttede nazistiske vidner og britiske krigsfanger Mazurs historie. (De britiske krigsfanger var blevet brugt som tvangsarbejdere til at bygge Stutthof-lejren). Disse vidner talte om at have set:

• Små mængder sæbe fremstillet af menneskefedt
• Nazi-arbejdere på det anatomiske institut i Danzig bruger denne sæbe
• Nazi-arbejdere forsøgte at finde en måde at fremstille store mængder sæbe af menneskekroppe på

Efter at have forsket i sagen fandt Holocaust-overlevende Thomas Blatt kun få beviser for masseproduktion af sæbe af menneskefedt. Han fandt dog beviser for, at der var blevet fremstillet sæbe af menneskefedt i forsøg. Holocaust-historikeren Robert Melvin Spector er enig i, at nazisterne "faktisk brugte menneskefedt til fremstilling af sæbe i Stutthof", men i små mængder.

I sin bog Russia at War 1941 to 1945 fortæller Alexander Werth, at da han besøgte Danzig i 1945, lige efter at byen var blevet befriet af den Røde Hær, så han uden for byen en forsøgsfabrik, hvor man fremstillede sæbe af menneskekroppe. Werth sagde, at den var blevet drevet af "en tysk professor ved navn Spanner" og "var et mareridtsagtigt syn med sine kar fulde af menneskehoveder og torsoer, der var syltede i en eller anden væske, og sine spande fulde af en flageagtig substans - menneskesæbe".

Efterkrigstid

Efter krigen, i 1955, inddrog Alain Resnais ideen om, at nazisterne fremstillede store mængder "menneskelig sæbe" i sin Holocaust-dokumentarfilm Nuit et brouillard i 1955. Efter krigen talte nogle israelere også om jødiske ofre for nazismen med det hebraiske ord סבון (sabon, "sæbe").

Almindelige Holocaust-forskere mener, at idéen om, at nazisterne lavede store mængder "menneskesæbe", er en del af anden verdenskrigs folklore. Eksempler på forskere, der mener dette, er de kendte jødiske historikere Walter Laqueur, Gitta Sereny og Deborah Lipstadt. Andre personer, der mener dette, er professor Yehuda Bauer fra Israels Hebraiske Universitet og Shmuel Krakowski, arkivdirektør for Israels Yad Vashem Holocaust-center. Historikeren Yisrael Gutman er enig i, at "det aldrig blev gjort i stor skala". Og Holocaust-historikeren Robert Melvin Spector siger, at nazisterne "faktisk brugte menneskefedt til fremstilling af sæbe i Stutthof", men i små mængder.

I dag bruger Holocaust-benægtere denne historie til at få folk til at tvivle på nazisternes folkedrab.

Spil

The Soap Myth er et teaterstykke fra 2009 om nazister, der fremstiller sæbe af ligene af de mennesker, de myrdede.

Relaterede sider

• Sæbe
• Holocaust
• Krigsforbrydelser