Den syriske borgerkrig (2011–): årsager, aktører og international indflydelse

Siden 1970 har Syrien været styret af Baath-partiet. Den alawitiske general Hafez al-Assad overtog kontrollen med landet det år med et kup og blev præsident. Han har styret landet i de næste 30 år indtil sin død. I 2000 efterfulgte hans søn Bashar al-Assad ham som Syriens præsident. Hafez al-Assads regime var angiveligt et sekulært regime, selv om han selv kom fra en alawitisk familie. Alawierne er et shi'i-muslimsk mindretal i Syrien. Det anslås, at ca. 10 % af den syriske befolkning tilhører alawi-folket. Selv om de tilhører den bredere shi'i-islam, har de et hemmelighedsfuldt og eksklusivt samfund. Deres doktrin og teologi holdes mellem de lærde i samfundet. Selv om den største del af magten ligger hos det alawitiske mindretal, er den syriske befolkning faktisk meget forskelligartet. Den syriske befolkning består af kristne, drusere, yazedier og andre mindretal, men det største religiøse samfund i landet er det sunniislamiske samfund.

Den syriske borgerkrig startede den 15. marts 2011 med demonstrationer i Deraa, hvor Baath-regeringen blev opfordret til at træde tilbage og stoppe Assads autoritære styre. Disse demonstrationer var resultatet af stigende utilfredshed blandt de syriske borgere med det, som Syrien var blevet under præsident Bashar al-Assads styre. Vigtigst af alt var de syriske borgere vrede over den politiske undertrykkelse fra Assads regime. Det faktum, at den siden 1971 regerende Assad-familie var shiamuslimsk, mens størstedelen af syrerne var sunnimuslimer, forværrede denne utilfredshed. Desuden klarede Syrien sig økonomisk set ikke godt i årene før borgerkrigens udbrud; uligheden var stor, arbejdsløsheden var steget, og en voldsom tørke havde gjort mad og vand knappe. På grund af denne kraftige tørke mellem 2006 og 2011 forsvandt næsten 85 % af husdyrbestanden, hvilket fjernede indtægtskilden for mange landbrugssyrere. De fleste landsbyboere flyttede til de store byer, men kunne ikke finde arbejde der, hvilket førte til høj arbejdsløshed og stigende utilfredshed.

Den syriske opstand, der fulgte, kan ses i det større perspektiv af det arabiske forår. I andre arabiske lande var der før 2011 også stigende utilfredshed med de nuværende politiske og økonomiske forhold. I december 2010 satte en tunesisk mand ved navn Mohamed Bouazizi ild til sig selv efter gentagne gange at være blevet mishandlet af embedsmænd. Dette førte til betydelig civil uro i landet og til sidst til massedemonstrationer. Den tunesiske præsident, Ben Ali, trådte til sidst tilbage og flygtede. De omkringliggende arabiske lande fulgte efter, og i mange lande begyndte befolkningen at demonstrere og kræve politiske ændringer. Det tog ikke lang tid for det syriske folk at følge disse eksempler.

I marts 2011 skrev en gruppe børn mellem 10 og 15 år antiregime-graffiti på en væg. Regimet arresterede hurtigt disse børn og torturerede dem i fængslet. Som følge heraf begyndte demonstrationer at bryde ud i Daraa med krav om øjeblikkelig løsladelse af disse børn. Demonstrationerne i Daraa eskalerede, efter at de syriske sikkerhedsstyrker reagerede ekstremt voldeligt ved at bruge vandkanoner, tåregas og skarpt skyts. Det syriske regime svarede med stadig mere vold. Som følge heraf spredte demonstrationerne sig over hele landet, hvilket resulterede i drab på og tilbageholdelse af hundredvis af demonstranter. Dette resulterede i begyndelsen af et væbnet oprør, der startede med dannelsen af Den Frie Syriske Hær i juli 2011, som bestod af afhoppede hærsoldater og civile frivillige. Der blev kæmpet i mange byer i hele landet. Efterhånden som den militære opposition blev stadig stærkere og mere organiseret, erklærede FN officielt den syriske opstand for en borgerkrig i december 2011.

Syriske aktører

For det første er den vigtigste aktør i den syriske borgerkrig de syriske væbnede styrker, som er under den syriske regerings kontrol. De syriske væbnede styrker kæmper til støtte for Assads regime og mod de væbnede oppositionsstyrker. Både FN's Menneskerettighedsråd og det syriske netværk for menneskerettigheder har konkluderet, at de syriske væbnede styrker er skyldige i de fleste og værste menneskerettighedskrænkelser. Efter enorme mængder af afhoppere har de syriske væbnede styrker siden slutningen af 2015 i høj grad været afhængige af lejede militser og frivillige fra lande uden for Syrien.

For det andet består oppositionsstyrkerne af et stort antal fraktioner, med Den Frie Syriske Hær som en vigtig koalition af flere af disse militser. Den Frie Syriske Hær blev grundlagt af afhoppede officerer fra den syriske hær med det formål at beskytte civile og nedkæmpe den syriske regering. Den hævdede at være "den militære fløj af den syriske opposition". Mellem 2011 og 2015 mistede Den Frie Syriske Hær det meste af sin indflydelse på grund af manglende finansiering, kampe og rivaliserende islamistiske grupper. Efter den tyrkiske militærintervention i 2016 blev størstedelen af Den Frie Syriske Hær til Den Syriske Nationale Hær, også kendt som den tyrkisk støttede Frie Syriske Hær. Den Syriske Nationale Hær blev en koalition af oppositionsstyrker, der blev koordineret og finansieret af Tyrkiet. Den Syriske Nationale Hærs mål er at imødegå syriske regeringsstyrker, de syriske demokratiske styrker og islamistiske ekstremistiske styrker som Islamisk Stat og Hay'at-Tahrir al-Sham.

For det tredje er de syriske demokratiske styrker (SDF) en militær alliance, der styrer den selvudråbte autonome administration i det nordlige og østlige Syrien. Hovedmålet er at etablere et demokratisk og ikke-religiøst system i Syrien. Derfor har de for det meste bekæmpet ISIL sammen med vestlige lande. Desuden er de modstandere af den syriske nationale hær, da de tyrkiske styrker betragter den kurdiske ledelse af SDF som en terrororganisation og aktivt bekæmper dem.

For det fjerde har adskillige islamistiske grupper været aktive i den syriske borgerkrig. I slutningen af 2011 begyndte den islamistiske gruppe al-Nusra Front f.eks. at få en større rolle i styrkerne. Den mest indflydelsesrige og effektive islamistiske gruppe har dog været Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), også kendt som Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS). De opstod i april 2013, og fra 2014 havde de effektivt kontrol over 30 % af Syrien og 40 % af Irak. I juli 2014 ændrede de deres navn til blot Islamisk Stat. ISIL er blevet bekæmpet af den tyrkisk støttede syriske nationale hær, de syriske demokratiske styrker, de syriske regeringsstyrker og en USA-ledet koalition af vestlige stater. Som følge heraf havde de i 2017 mistet 95 % af deres territorium, og i 2018 blev de officielt erklæret for besejret af USA. Dette synes ikke at være helt sandt, da nyere nyheder har vist, at IS er ved at gøre comeback. I 2022 er der allerede blevet dokumenteret flere angreb, der hævdes at være udført af Islamisk Stat. ISIL har været bredt kendt for sit terroristiske regime, herunder mange menneskerettighedskrænkelser, såsom offentlige massehenrettelser og tortur. Gruppen tiltrak mange unge mennesker fra hele verden på grund af deres anti-vestlige og stærkt islamiske holdning. Derfor har de også udført terrorangreb i Vesten, hvilket er grunden til, at Vesten har været så fokuseret på at bekæmpe IS aktivt.

Udenlandsk involvering

Den syriske borgerkrig startede som et civilt oprør, men udenlandske aktører blev hurtigt involveret. På nuværende tidspunkt kan den syriske borgerkrig ikke blot beskrives som en indenlandsk tosidet krig, men må beskrives som flere overlappende proxykrige. Den første af disse er mellem USA og Rusland. Siden 2015 har Rusland støttet den syriske regering. Hovedårsagen til dette er, at stabilitet i regionen vil gøre det lettere for Rusland at udøve sin indflydelse. Desuden er det en perfekt mulighed for at vise Ruslands militære kapacitet. På den anden side er USA og NATO involveret i den syriske borgerkrig til dels for at imødegå denne russiske indflydelse i MENA-regionen.

Den anden stedfortræderkrig er mellem Iran og Saudi-Arabien. Iran har støttet den syriske regering siden konfliktens begyndelse. Årsagerne hertil er, at Iran og Syrien længe har været allierede, og at det syriske regimes overlevelse er afgørende for Irans geopolitiske interesser.  Iran har støttet det syriske regime ved at levere militære forsyninger, hjælpe pro-Assad-militser og sende Hizbollah-tropper. Saudi-Arabien har på den anden side siden 2012 finansieret og bevæbnet oprørerne sammen med Qatar.  Hovedårsagen til dette er at modvirke den iranske magt og opnå regional dominans.

Desuden er Tyrkiet en vigtig udenlandsk aktør i den syriske borgerkrig. Tyrkiets hovedmål er at forhindre, at det lykkes de syriske demokratiske styrker at skabe en selvstændig stat. Da SDF's ledelse, Folkets Forsvarsenhed (YPG), i vid udstrækning er kurdisk, vil oprettelsen af en selvstændig stat være et eksempel for kurderne i Tyrkiet. Dette ville true Tyrkiets territoriale integritet.  Desuden anser Tyrkiet YPG for at være en terrororganisation. Tyrkiet har gennem hele krigen været en dominerende magt i det nordlige Syrien, idet det har ydet militær støtte til oppositionen, opbygget regeringsinstitutioner og finansieret infrastrukturprojekter.

Det Forenede Kongerige og Frankrig har også været vigtige aktører i konflikten, idet de har ydet støtte til flere moderate oppositionsstyrker. Det hævdes også, at både Tyrkiet og Iran har rekrutteret pakistanske lejesoldater til at kæmpe for de modsatte sider, hvilket også kunne have ført til, at de kæmpede mod hinanden.

Kritikere hævder, at den daværende vestlige intervention fra starten var for optimistisk. De fleste vestlige politikere troede, at præsident Bashar al-Assad og hans regime ville falde inden for et år. De undervurderede fuldstændig styrken af hans regime. Det er derfor, at Vesten ikke greb ind tidligt i konflikten. Først da Islamisk Stat gjorde sit indtog, blev Vesten mere aktivt involveret i konflikten, fordi det truede deres egen nationale sikkerhed. Der var dog aldrig en fastlagt plan, men kun ønsket om at fjerne præsidenten og hans daværende regime fra magten. Rusland og Kina var på den anden side altid mere aktivt engageret i konflikten og støttede det syriske regime.

I juli 2013 kontrollerede den syriske regering ca. 30-40 procent af landets territorium og 60 procent af den syriske befolkning. I begyndelsen af 2022 kontrollerer Assad-regimet igen mere end 63 % af det syriske territorium, mens oppositionsstyrkerne kontrollerer ca. 11 % og de syriske demokratiske styrker ca. 26 %.

Under hele konflikten har adskillige institutioner dokumenteret en lang række alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder Human Rights Watch, FN's Højkommissær for Menneskerettigheder og det syriske netværk for menneskerettigheder. Internationale organisationer beskyldte både regeringsstyrker og oppositionsstyrker for at krænke menneskerettighederne. FN sagde, at de fleste af krænkelserne blev begået af den syriske regering. Ifølge FN vil mere end 12 millioner syrere fra 2022 leve i fødevareusikkerhed, og mere end 14,6 millioner syrere vil have behov for humanitær bistand. Millioner af borgere mangler stadig elektricitet, mad og drikkevand. Dette forværres af Ruslands invasion af Ukraine i marts 2022, da dette hindrer import af vigtige fødevarer. Af de 14,6 millioner syrere, der har brug for humanitær bistand, er 1,48 millioner mennesker i katastrofalt behov, hævder FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender.  Derudover har krigens økonomiske omkostninger resulteret i, at 90 % af syrerne lever under fattigdomsgrænsen i 2022.

Ifølge de seneste oplysninger fra det syriske netværk for menneskerettigheder (2022) er langt over 225 000 civile døde siden konfliktens begyndelse, hvoraf ca. 30 000 er børn. For omkring 200 000 af disse civile dødsfald er de syriske regimestyrker skyldige. Ifølge FN's Menneskerettighedsråd er det samlede dødstal i den syriske borgerkrig ca. 350 000, selv om dette næsten med sikkerhed er en undertælling af det faktiske dødstal. Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har hævdet at have dokumenteret et langt højere dødstal og hævder, at 610 000 mennesker er døde siden konfliktens begyndelse, hvoraf de allerede har identificeret og dokumenteret 500 000.  Desuden hævder FN's Flygtningeagentur, at 6,6 mio. syrere er flygtet fra landet siden 2011, og at 6,7 mio. mennesker er internt fordrevne.

Desuden er både oppositionen og regeringsstyrkerne skyldige i handlinger, der udgør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.  Den syrisk-russiske alliance er skyldig i de fleste menneskerettighedskrænkelser, især gennem vilkårlige angreb på civil infrastruktur. Den USA-ledede koalition er imidlertid også skyldig i at bruge vilkårlige våben, om end i langt mindre omfang. Desuden fortsætter de syriske regeringsstyrker og militser med vilkårligt at tilbageholde, torturere, henrette og lade syriske civile forsvinde. Siden krigens begyndelse er næsten 15 000 syrere døde af tortur, og 100 000 syrere er stadig savnet. I 2013 brugte det syriske regime angiveligt også kemiske våben, et nervegift kaldet sarin, i 2013. Dette tiltrak sig opmærksomhed fra det internationale samfund. Regeringen afleverede angiveligt deres kemiske våben i 2014. Selv om blåtrykket af Sarin fører tilbage til den syriske regering, er der ikke nok beviser til at bevise, at det var den syriske regering, der anvendte det.

FN hævder, at den humanitære krise stadig forværres i 2022, og at en fredsaftale er langt fra at blive indgået. På konferencen i Bruxelles i 2022 er de internationale donorer imidlertid blevet enige om at give Syrien 6,7 mia. USD til støtte og genopbygning.

• Liste over igangværende væbnede konflikter