Komodovaran (Varanus komodoensis): fakta, levested og beskyttelse

Komodovaranen er koldblodig. Dens hale er lige så lang som dens krop. Den har omkring 60 skarpe tænder, der kan blive op til 2,5 centimeter lange. Den har også en lang, gul, gaffelformet tunge. Dens hud kan være blå, orange, grøn, grå eller brun. Dens spyt er rødt, fordi dens tandkød næsten helt dækker dens tænder. Når den spiser, skærer dens tænder i tandkødet og får det til at bløde. Det skaber et godt miljø for de farlige bakterier, der lever i munden.

Størrelse

Disse øgler er de største rovdyr på de steder, hvor de lever, fordi de er så store.

Folk troede tidligere, at de var meget store, fordi der ikke findes andre store kødædende dyr på de øer, hvor de lever. Derfor behøvede de ikke at konkurrere med andre lignende dyr om den samme mad og de samme steder at bo. Folk troede også, at de var store på grund af deres lave stofskifte.

Men fakta er anderledes. Fossilerne viser, at Komodo er den sidste af en gruppe øgler, der kaldes varanider. Disse øgler har haft nogenlunde samme størrelse i næsten en million år. De stammer fra Australien for næsten fire millioner år siden og spredte sig senere til store dele af Indonesien. Deres størrelse har intet at gøre med, at de befinder sig på en forholdsvis lille ø.

De fleste af dem uddøde efter kontakten med de moderne mennesker.

Sanser

Komodovaranens ørehuller er lette at se, men komodovaraner er ikke særlig gode til at høre. Den er i stand til at se så langt væk som 300 meter, men man mener, at den har et dårligt nattesyn. Komodovaranen er i stand til at se i farver, men har problemer med at se objekter, der ikke bevæger sig.

Komodovaranen bruger sin tunge til at smage og lugte med ligesom mange andre krybdyr. De har en særlig del af kroppen, der kaldes Jacobsons organ, til at lugte. Ved hjælp af en god vind kan de lugte døde dyr fra 4-9,5 kilometer væk. Komodovaranens næsebor er ikke særlig nyttige til at lugte, fordi den ikke har et mellemgulv. Den har kun nogle få smagsløg bag i svælget. Dens skæl har særlige forbindelser til nerver, der giver øglen følesans. Skællene omkring ørerne, læberne, hagen og fodenes underside kan have tre eller flere af disse forbindelser.

Spyt

Komodovaraner har farlige bakterier i deres spyt. Forskere har identificeret 57 af dem. En af de farligste bakterier i komodovaraners spyt ser ud til at være en slags Pasteurella multocida. Disse bakterier forårsager sygdom i blodet hos deres ofre. Hvis et bid ikke dræber et dyr, og det undslipper, vil det normalt dø inden for en uge af infektion. Komodovaranen synes aldrig at blive syg af sine egne bakterier. Derfor har forskere ledt efter firbenets antibakterielle middel. Dette kan måske bruges som medicin til mennesker.

Ud over de dødbringende bakterier har komodovaranen giftkirtler i underkæben, som er lige så stærke som den giftige slange taipan, der lever i indlandet. Giften virker som en blodfortyndende middel og kan forårsage døden ved hjertesvigt og massive indre blødninger på kun 30 minutter.

Reproduktion

Parringen begynder mellem maj og august, og æggene lægges i september. Drager lægger omkring tyve æg i tomme reder efterladt af fugle, der kaldes megapoder. Æggene udvikler sig i syv til otte måneder. Æggene åbner sig, og øgleungerne kommer ud i april, hvor der er mange insekter at spise. Unge komodovaraner lever i træer, hvor de er i sikkerhed for voksne komodovaraner og andre dyr, der kan æde dem. De er omkring tre til fem år om at blive voksne og kan blive op til 50 år. Komodovaranhunner kan få unger uden befrugtning (parthenogenese).

Komodovaranen kan lide varme og tørre steder og lever i tørre åbne græsarealer, savanner og tropiske skove på lavere beliggende områder. Den er mest aktiv om dagen, fordi den er koldblodig, selv om den undertiden er aktiv om natten. Komodovaraner lever alene. De kommer kun sammen for at yngle og spise. De kan løbe op til 20 kilometer i timen og dykke op til 4,5 meter i topfart i korte perioder. Når de er unge, klatrer de i træer med deres stærke kløer. Efterhånden som komodovaranen bliver større, bruges dens kløer mest som våben, fordi den er for stor til at klatre godt i træer.

Komodovaranen graver huller for at beskytte sig med sine kraftige ben og kløer. Disse huller kan være fra 1-3 meter brede. Fordi den er meget stor og sover i huller, kan den holde sig varm om natten. Komodovaranen jager normalt om eftermiddagen, men opholder sig i skyggen i den varmeste del af dagen. Komodovaraner har særlige hvilepladser på højdedrag, der fanger kølige havbriser.

Komodovaraner er kødædere, hvilket betyder, at de spiser kød. Selv om de for det meste spiser døde dyr, fanger de også levende dyr som bytte. Når et bytte går forbi en komodovaran, vil den pludselig angribe dyret og bide eller klø i maven eller halsen. For at fange dyr, der er højt oppe og uden for rækkevidde, kan komodovaranen stå på sine bagben og bruge sin hale som støtte.

Komodovaraner tygger ikke deres mad. De spiser ved at bide og rive store stykker kød af og sluge dem hele. De kan sluge mindre byttedyr på op til en gedestørrelse hele. Det skyldes, at de har fleksible kæber og kranier, og at deres maver kan udvide sig. Komodovaraner producerer meget spyt for at hjælpe maden med at bevæge sig let, men det tager stadig lang tid at sluge den (15-20 minutter at sluge en ged). Komodovaraner kan forsøge at sluge hurtigere ved at løbe og skubbe det døde dyr i munden meget hårdt mod et træ. Nogle gange rammer et firben træet så hårdt, at det bliver slået ud. Drager trækker vejret ved hjælp af et lille rør under tungen, som forbindes med lungerne. Det gør det muligt for den at fortsætte med at trække vejret, selv når den sluger store ting. Komodovaraner kan spise op til 80 procent af deres kropsvægt i ét måltid. Når den har slugt sin mad, trækker den sig hen til et solrigt sted for at fremskynde fordøjelsen, så maden ikke rådner og forgifter dragen. Store drager kan overleve på så lidt som 12 måltider om året. Efter fordøjelsen kaster komodovaranen hornene, hårene og tænderne fra det dyr, den har spist, op. Denne opkast er dækket af et ildelugtende slim. Efter opkastningen gnider den sit ansigt i jorden eller på buske for at slippe af med slimen. Dette tyder på, at komodovaraner ikke bryder sig om lugten, ligesom mennesker gør.

De største dyr spiser normalt først, mens de mindre dyr spiser senere. Drager af samme størrelse kan slås med hinanden. Taberne løber normalt væk, men nogle gange bliver de jaget og spist af vinderne.

Komodovaranens føde omfatter hvirvelløse dyr, andre krybdyr (herunder mindre komodovaraner), fugle, fugleæg, små pattedyr, aber, vildsvin, geder, hjorte, heste og vandbøfler. Unge komodovaraner spiser insekter, æg, gekkoer og små pattedyr. Komodovaraner kan spise mennesker, og de kan endda grave lig op fra deres grave for at spise dem. Derfor flyttede folk på Komodoøen deres grave fra sandjord til lerjord og lagde sten ovenpå for at forhindre øglerne i at grave lig op.

Da komodovaranen ikke har et mellemgulv, kan den ikke suge vand, når den drikker. Den kan heller ikke skåle vand med tungen. I stedet drikker den ved at tage en mundfuld vand, løfte hovedet og lade vandet løbe ned gennem halsen.

Nye fossiler fra Queensland tyder på, at komodovaranen udviklede sig i Australien, før den spredte sig til Indonesien. Dens kropsstørrelse er forblevet stabil på Flores, siden øerne blev isoleret af det stigende havniveau for ca. 900.000 år siden. Havniveauet faldt meget lavt under den sidste istid og afdækkede store områder af kontinentalsoklen. Komodovaranen spredte sig til disse områder. De blev isoleret på de øer, hvor de lever i dag, da havniveauet steg igen. De flyttede ind i det, der nu er den indonesiske øgruppe. De spredte sig så langt mod øst som til øen Timor.

I zoologiske haver

Komodovaraner har været populære i zoologiske haver i lang tid. Der er dog kun få af dem i zoologiske haver, fordi de kan blive syge og ikke har let ved at få unger. I maj 2009 var der 13 europæiske, 2 afrikanske, 35 nordamerikanske, 1 singaporeanske og 2 australske institutioner, der holder komodovaraner.

En komodovaran blev vist i en zoologisk have for første gang i 1934 i Smithsonian National Zoological Park. Men den levede kun i to år. Folk fortsatte med at forsøge at holde komodovaraner i zoologiske haver, men disse skabninger levede kun meget kort tid. Gennemsnitslevetiden for en drage i en zoologisk have var fem år i National Zoological Park. Walter Auffenberg studerede dragerne i zoologiske haver og hjalp til sidst zoologiske haver med at holde drager med større succes.

Mange drager i zoologiske haver kan blive mere tamme end vilde øgler i løbet af kort tid i en zoologisk have. Mange dyrepassere har bragt dyrene ud af deres bure for at møde besøgende uden problemer. Drager kan også genkende enkelte mennesker. Men selv drager, der virker tamme, kan overraske mennesker og blive aggressive. Dette kan ofte ske, når en fremmed person kommer ind i dyrets hjem.

Forskning med komodovaraner i fangenskab har vist, at de leger. En drage skubbede en skovl til venstre og syntes at være tiltrukket af lyden af den, når den bevægede sig over stenene. En ung hun-agame i National Zoo i Washington D.C. greb fat i og rystede ting som statuer, drikkedunke, plastikringe og tæpper. Hun stak også sit hoved ind i kasser, sko og andre genstande. Hun begik ikke den fejl at tro, at disse genstande var mad; hun ville kun sluge dem, hvis de var dækket af rotteblod.

Fare for mennesker

Komodovaraner angriber ikke mennesker særlig ofte. Men de skader eller dræber nogle gange mennesker.

I juni 2001 sårede en komodovaran Phil Bronstein, chefredaktør for San Francisco Chronicle, alvorligt. Bronstein var gået ind i dragens bur i Los Angeles Zoo efter at være blevet inviteret ind af dens vogter. Zooens vogter havde bedt ham tage sine hvide sko af, hvilket kunne have ophidset komodovaranen. Bronstein blev bidt på sin bare fod. Selv om han undslap, måtte han opereres for at reparere sin fod.

Den 4. juni 2007 angreb en komodovaran en otteårig dreng på Komodoøen. Drengen døde senere, fordi han mistede for meget blod. Det var første gang i 33 år, at man vidste, at en drage havde dræbt et menneske. De lokale beboere gav miljøforkæmpere skylden for angrebet. Folk uden for øen havde forhindret lokalbefolkningen i at dræbe geder og efterlade dem til dragerne. Komodovaranerne kunne ikke længere finde den mad, de havde brug for, så de kom ind på steder, hvor mennesker boede, for at finde føde. Mange indfødte på Komodoøen mener, at Komodovaraner faktisk er reinkarnationer af slægtninge og bør behandles med respekt.

Den 24. marts 2009 angreb og dræbte to komodovaraner fiskeren Muhamad Anwar på Komodoøen. De angreb Anwar, efter at han var faldet ned fra et sukkeræbletræ. Han blødte voldsomt fra bid på hænder, krop, ben og hals. Han blev bragt til en klinik på den nærliggende ø Flores, men lægerne sagde, at han var død, da han ankom.

Der er meget få komodovaraner, og de overlever måske ikke. Øglerne er opført på IUCN's rødliste over truede dyr. Der er ikke mange komodovaraner, der stadig lever på deres hjemøer.

• Komodo (1.701)
• Rincah (1,300)
• Gili Motang (100)
• Gili Dasami (100)
• Flores (ca. 2.000)
• Padar (ikke uddød)

Det er dog muligt, at der nu kun er 352 hunner, der får unger i naturen. Komodo-nationalparken blev oprettet i 1980 for at beskytte komodovaranen på dens hjemlige øer.

Der er mange ting, der har reduceret antallet af drager, herunder vulkaner, jordskælv, tab af gode steder at bo, brand, for få dyr at spise, turisme og ulovlig jagt.

Det er ulovligt at købe eller sælge komodovaraner eller deres skind i henhold til en international lov kaldet CITES (konventionen om international handel med udryddelsestruede arter).

• Drage
• Megalania prisca - Et stort, uddødt varanfirben
• Varaner

• Auffenberg, Walter (1981). Komodovaranens adfærdsmæssige økologi. Gainesville: University Presses of Florida. ISBN 0-8130-0621-X
• Eberhard, Jo; et al. (1999). Overvågere: Varanid-øglernes biologi. Malabar, Fla: Krieger Publishing Company. ISBN 1-57524-112-9
• Richard L. Lutz, Judy Marie Lutz (1997). Komodo, den levende drage. Salem, Or: DiMI Press. ISBN 9780931625275. ISBN 0-931625-27-0
• W. Douglas Burden. Drageøgler fra Komodo: en ekspedition til den tabte verden i det hollandske Ostindien. Kessinger Publishing. ISBN 0-7661-6579-5