Ordrækkefølge
Ordrækkefølge er en del af syntaksen, som er en del af grammatikken. Ordrækkefølgen kan være forskellig i forskellige sprog. F.eks. ville engelsk "I play tennis only sometimes" være på tysk Ich spiele nur manchmal Tennis, bogstaveligt talt "Jeg spiller kun nogle gange tennis". På norsk ville den samme sætning være Jeg spiller bare tennis noen ganger ("I play tennis only sometimes").
På portugisisk kunne sætningen være Eu só jogo tênis algumas vezes ("Jeg spiller kun tennis af og til"), men ordstillingen kan ændres til Eu jogo tênis só algumas vezes ("Jeg spiller kun tennis af og til"). Eu jogo só tênis algumas vezes er dog ikke tilladt ("Jeg spiller kun tennis af og til"), fordi betydningen ville blive ændret.
Subjekt-verb-objekt
På engelsk skrives en simpel sætning med et verbum (en handling), et subjekt (hvem eller hvad der udfører handlingen) og et objekt (hvem eller hvad handlingen udføres over for) i en ordstilling med subjekt-verb-objekt (SVO). I sætningen "Robert åbner døren" er "Robert" f.eks. subjektet, "åbner" er verbet og "dør" er objektet. SVO er den næstmest almindelige ordstilling blandt alle sprog og anvendes i 42 % af dem. Som eksempler kan nævnes mandarin-kinesisk, bahasa melayu, bahasa indonesisk, spansk, fransk, italiensk, thai og vietnamesisk. Selv om nogle af de ovennævnte sprog kan bruge andre ordstillinger, f.eks. SOV og VSO, bruger de SVO i de enkleste sætninger.
På andre sprog kan sætninger have andre ordstillinger. Tænk på, at Robert åbner døren. På engelsk ville en ændring af ordstillingen til "The door opens Robert" ændre sætningens betydning. På latin betyder Robertus ianuam aperit og ianuam Robertus aperit imidlertid det samme. Ianuam står i akkusativ, og er derfor det direkte objekt og Robertus subjekt. Hvis man derimod ændrer kasus på ordene til Robertem ianua aperit, vil sætningen få en anden betydning: ianua er nu i nominativ, så det er subjektet, og Robertum er objektet.
Emne-objekt-verb
Ordstillingen subjekt-objekt-verbum (SOV) er den ordstilling, der anvendes af det største antal forskellige sprog, nemlig 45 % af dem. Den er især almindelig i den teoretiske sprogfamilie, der er kendt som den altaiske sprogfamilie, som omfatter mange sprog som japansk, koreansk, mongolsk og de turkiske sprog.
På japansk er der f.eks. tale om en simpel sætning med SOV. Med andre ord bliver sætningen "Robert åbner døren" til "Robert døren åbner". Sådanne sprog bruger ofte postpositioner, der fungerer som præpositioner, men som optræder efter indholdsord i stedet for før dem, for at vise et ords rolle i sætningen. Eksempelsætningen "Robert åbner døren" ville på japansk være ロバートはドアを開ける Robāto-wa doa-o akeru, hvor は wa som i ロバートは Robāto-wa viser, at ロバート Robāto (Robert) er sætningens emne, og o som i ドアを doa-o viser, at ドア doa er sætningens direkte objekt. Ca. 45 % af alle sprog er SOV-sprog.
Verb-subjekt-objekt
Ordstillingen verbum-subjekt-objekt (VSO) er den tredje mest almindelige ordstilling i verdenssprog. Der findes langt færre VSO-sprog end SVO- og SOV-sprog, og kun 9 % af dem er VSO. Sproggrupper, hvor VSO er almindeligt forekommende, omfatter afroasiatiske sprog som arabisk, hebraisk og aramæisk og keltiske sprog som irsk, walisisk og cornisk. På VSO-sprog ville "Robert åbner døren" være "åbner Robert døren". Spanske sætninger er normalt SVO, men VSO er også almindeligt forekommende. På spansk kan eksemplet ovenfor være som Roberto abre la puerta (Robert åbner døren) eller Abre Roberto la puerta (åbner Robert døren).
Andre typer
Bortset fra SVO, SOV og VSO er andre ordstillinger ret ualmindelige. VOS-ordrækkefølgen udgør omkring 3 % af alle sprog, og sprog, der begynder med objektet (OVS og OSV), er ekstremt få, hver omkring 1-0 % procent hver.
