En stavelse er en enhed af udtale, som udtales i ét sammenhængende pust eller én vokallyd. Alle ord består af mindst én stavelse. Enstavelsesord har én vokallyd; flerstavelsesord har flere. Når en stavelse slutter med en konsonant, kaldes den en lukket stavelse. Når den slutter med en vokallyd (ingen konsonant i slutningen), kaldes den en åben stavelse.
C og V‑notation (konsonant/vokal)
Stavelsesmønstre beskrives ofte med bogstaverne C (for "konsonant") og V (for "vokal"). Eksempler på simple mønstre er CV (åben stavelse, f.eks. "go") og CVC (lukket stavelse, f.eks. "got"). Det er vigtigt at forstå, at denne notation angiver lyde (fonemer) og ikke nødvendigvis skrevne bogstaver — to bogstaver kan danne én lyd (fx "th" i engelsk). Derfor repræsenterer C og V fonetiske enheder, ikke grafemer.
Åbne og lukkede stavelser — forklaring og eksempler
En åben stavelse ender i en vokallyd og giver ofte (men ikke altid) en længere eller tydelig vokallyd. En lukket stavelse ender i en eller flere konsonanter og har ofte en kortere vokallyd.
- Danske eksempler (enstavelsesord):
- gå (CV) – åben
- kat (CVC) – lukket
- hus (CVC) – lukket
- blå (CV) – åben
- til (CVC) – lukket
- Engelske eksempler (enstavelsesord):
- he (CV) – åben (udtalt /hiː/)
- like (CVC) – lukket (udtalt /laɪk/)
- run (CVC) – lukket (udtalt /rʌn/)
- it (VC) – lukket (udtalt /ɪt/)
- on (VC) – lukket (udtalt /ɒn/ eller /ɔn/)
Konsonantklynger og kompleksitet
I mange sprog, fx engelsk, kan stavelser indeholde konsonantklynger både i begyndelsen (onset) og slutningen (coda), hvilket giver mønstre som CCV, CCCV, CVCC osv. I andre sprog er sådanne klynger begrænsede eller slet ikke tilladt.
- crow (CCV) – åben (engelsk)
- spray (CCCV) – åben (engelsk: /spreɪ/)
- sport (CCVCCC) – lukket (engelsk: /spɔːrt/ eller /spɔrt/)
- dent (CVCC) – lukket (engelsk: /dɛnt/)
Nogle sprog tillader mange og komplekse klynger, mens andre har få eller ingen. For eksempel har japansk, et relativt begrænset sæt stavelsestyper, mens sprog som hawaiiansk og swahili, generelt undgår lukkede stavelser (de fleste stavelser i disse sprog er åbne).
Flere stavelser og stavelsesdeling
Ord med to eller flere stavelser kan have mange forskellige mønstre. Stavelsesdeling afhænger af sprogets fonotaktiske regler (hvilke lyde og kombinationer, sproget tillader) og oftest også af præferencer for at danne åbne eller lukkede stavelser.
- kurv (kurv) – i dansk ét stavelsesord; men ord som "kurver" opdeles ofte kur-ver (CVC-CVC i skrivemodel)
- læge – to stavelser: læ-ge (CVC-CV)
- computer – tre stavelser på dansk: com-pu-ter (CVC-CV-CV i fonetisk forenkling)
- barmhjertig – tre stavelser: barm-hjer-tig (fonetisk opdeling afhænger af udtale)
Regler for stavelsesdeling kan være komplicerede: som regel forsøger man at maksimere onset (sætte så mange konsonanter som muligt ved stavelsens begyndelse) så længe kombinationen er tilladt i sproget.
Skriftsystemer og stavelser
Nogle skriftsystemer er ikke alfabetiske, men syllabiske, hvor hvert tegn repræsenterer en stavelse. For eksempel kan japansk skrives ved hjælp af Kana. Et skriftsystem baseret på stavelser kaldes et syllabisk skriftsystem. For sprog med relativt få tilladte stavelsestyper (fx japansk, hvor der er et overskueligt antal stavelseslydskombinationer), er et syllabarium praktisk.
Til gengæld er et alfabet ofte bedre for sprog med stor stavelsesvariation, som engelsk, fordi antallet af mulige stavelseslyde (kombinationer af konsonanter og vokaler) kan være meget stort. Et alfabet tillader fleksibel kombination af konsonanter og vokaler for at gengive de enkelte lyde.
Vigtig bemærkning
Husk, at stavelsesnotation med C og V beskriver fonologiske strukturer — altså lydene — ikke nødvendigvis den grafiske stavemåde. Når du arbejder med stavelsesdeling, udtale eller fonetik, er det derfor bedst at tænke i lyde frem for bogstaver.