Vedaer – definition og oversigt over de fire vediske skrifter

Vedaerne er de fire helligste skrifter i den vediske tradition og regnes af mange som den ældste bevarende religiøse litteratur i Indien. De er tilkommet over lange perioder — gennem mundtlig overlevering og senere skriftlig nedfældning — måske over tusinder af år, og indgår som fundament for mange former for hinduisme.

Hver Veda omfatter fire hovedtyper af tekster: Samhitas (hymner, mantraer og velsignelser), Aranyakas (tekster om ritualer og symbolske ofre, ofte knyttet til skov- og tilbagetrækningspraksis), Brahmanas (rituelle kommentarer og forklaringer) og Upanishaderne (filosofiske og meditative tekster om åndelig viden). Vedaerne er skrevet på vedisk Sanskrit og blev i århundreder bevaret gennem streng mundtlig recitation.

De fire Vedaer

Rigveda – Den ældste og mest poetiske Veda. Består hovedsageligt af hymner (suktas) tilegnet forskellige guder (f.eks. Agni, Indra, Soma). Rigveda er inddelt i 10 mandalaer (bog-cykluser) og indeholder både tidlige kosmiske myter og ritualtekster. Flere af de ældre samhita-hymner danner grundlag for senere religiøse forestillinger.
Samaveda – Hovedsageligt en samling af vers beregnet til sang og recitation ved ofringer. Mange af Samavedas vers er tekstligt identiske med vers i Rigveda, men de er tilpasset musikalske formularer og liturgisk chanting.
Yajurveda – Indeholder primært formelsæt og prosa knyttet til udførelsen af ofringer og ceremonier. Yajurveda findes i to hovedtraditioner: den "sorte/krævede" (Krishna) og den "hvide/rene" (Shukla) Yajurveda, med forskellige samhitas og tilknyttede Brahmanas og Aranyakas.
Atharvaveda – Skiller sig ud ved at indeholde hymner, besværgelser, beskyttelsesformularer, helbreds- og husholdningsritualer samt elementer af folkemedicin og magi. Senere lag af Atharvaveda rummer også spekulativ filosofi og religiøse tanker, som nærmer sig indholdet i Upanishaderne.

Sprog, overlevering og datering

Vedaerne er nedskrevet på vedisk Sanskrit, et sprogstadium adskilt fra klassisk sanskrit. Teksterne er gennem traditionen betragtet som šruti (det som er hørt), ofte omtalt som apauruṣeya (ikke-menneskeskabt) i klassisk hinduistisk terminologi. For at sikre nøjagtigheden i recitationen udviklede lærde komplekse mnemonic metoder (f.eks. padapatha, krama) og systemer for udtale og accent.

Dateringen er omdiskuteret, men de ældste dele af Rigveda anslås ofte til omkring 1700–1100 f.Kr. (eller bredere: ca. 1500–1200 f.Kr.), mens samlingen og redaktionen af de øvrige Vedaer og deres Brahmana-/Aranyaka-/Upanishad-lag strækker sig frem mod 500 f.Kr. og tidligt første årtusinde f.Kr. Der er betydelig faglig debat om nøjagtige tidspunkter og udviklingsforløb.

Betydning og indflydelse

Vedaerne har haft central betydning for ritual, teologi, sociale normer og philosophiske traditioner i Indien. Ud over det rituelle lag udgør Upanishaderne i Vedaerne kernen i senere hinduistisk filosofi (vedanta, moksha-tænkning m.v.). Mange elementer i senere hinduistiske skrifter, lovtekster og sociale ideer (f.eks. forestillinger om kaste og kosmologi) har rødder i vedisk litteratur, selvom fortolkninger og praksis udviklede sig meget forskelligt i de følgende årtusinder.

Afsluttende bemærkninger

Vedaerne er både historiske kilder til oldtidens religiøse praksis og levende tekstsamlinger med fortsat betydning i nutidens religiøse liv. De repræsenterer en kompleks sammensætning af hymnisk poesi, ritualmanualer, rituelle forklaringer og filosofiske overvejelser — alle bevaret gennem en omhyggelig tradition for mundtlig overlevering.

Rigveda

Rigveda er den første af de fire Vedaer. Rigveda betyder en Veda om lovprisning. Denne Veda har flere vers (hymner). Denne Veda er også den ældste hinduistiske hellige bog.

Yajurveda

Yajurveda er den anden af de fire Vedaer. Yajurveda betyder Vedaen om Yajus. Yajus var mantraer, der blev sunget under religiøse aktiviteter. Yajurveda er opdelt i to dele. Navnet på den første del er Sort Yajurveda, kaldet Taittiriya. tatittirīya Upanishad er en sanskrittekst fra den vediske æra, indlejret som tre kapitler i Yajurveda. Det er en mukhya Upanishad, og er sandsynligvis komponeret omkring det 6. århundrede f.Kr. Taittirīya Upanishad er forbundet med Taittirīya-skolen i Yajurveda, som tilskrives eleverne af den vise Tittiri. Navnet på den anden del er Hvid Yajurveda,kaldes Vajasaneyi.

Samaveda

Samaveda er den tredje af de fire Veda'er. Samaveda betyder Veda med hellige sange. Denne Veda har også mange hymner. De blev sunget af hindupræsterne og andre hinduer under religiøse aktiviteter.

Atharvaveda

Atharvaveda er den fjerde af de fire Vedaer. Atharvaveda betyder kundskabens Veda. Atharvaveda indeholder nøglen til den omfattende vediske viden om videnskaber som medicin og trolddom og indeholder mange fakta, som den nuværende generation stadig forsøger at løse.