Indus-dalens civilisation (Harappakulturen) – Bronzealder i Sydasien

Opdag Indus-dalens civilisation (Harappakulturen): bronzealderens avancerede byplanlægning, kloaksystem, handelssegl og mysteriet om det ulæste skriftsprog.

Indus-dalens civilisation var en bronzealdercivilisation (ca. 3300–1300 f.Kr.; moden periode ofte dateret til omkring 2700–1700 f.Kr.). Civilisationen udviklede sig på det indiske subkontinent og blev først genstand for systematiske arkæologiske undersøgelser i begyndelsen af 1900‑tallet.

Udbredelse og hovedperioder

Civilisationen dækkede et stort område langs Indus-floden og Ghaggar‑Hakra‑floden og indbefattede jord, som i dag ligger i Pakistan, det nordvestlige Indien og Afghanistan. Man regner ofte med tre hovedfaser: tidlig (førby), moden (højdepunkt) og sen (nedgang). Tidspunkterne varierer i forskningen, men det modne Indus‑samfunds højdepunkt lå omtrent mellem 2600–1900 f.Kr. — og hele kulturens udvikling kan strække sig fra ca. 33. til det 14. århundrede f.Kr., afhængig af definition.

Byer, arkitektur og teknik

Indus‑samfundets byer var nøje planlagte. Den første by, der blev udgravet i større skala, var Harappa, og derfor bruges ofte betegnelsen "Harappakulturen". Andre væsentlige byer er blandt andre Mohenjo‑daro, Dholavira, Lothal, Rakhigarhi og Chanhudaro. Byerne bestod typisk af en befæstet citadel‑del og en lavere boligdel.

Arbejdet med mursten, ofte brændte standardiserede mursten, går igen i hele kulturen. Huse kunne være to‑ eller fleretagers, og mange bygninger havde tilknyttede bade og private afløb. Et af de mest iøjnefaldende træk er det gennemtænkte kloak- og afløbssystem: en murstensbeklædt kanal løb langs hver gade, og der var aftagelige mursten eller rendeafdækninger, så man kunne rengøre og inspicere systemet.

Stores bygningsværker som "Great Bath" i Mohenjo‑daro og de store, muligvis kornlagre/bygninger der kunne have fungeret som offentlige faciliteter, viser avanceret byplanlægning og teknisk kunnen.

Økonomi, håndværk og landbrug

Økonomien byggede på landbrug, husdyrhold, håndværk og handel. De dyrkede korn som hvede og byg og brugte også ris i visse områder; bomuldsdyrkning kendes tidligt i regionen. Husdyr som kreaturer, vandbøfler, får og geder var vigtige.

Håndværk var højt udviklet: keramik, perlefremstilling, metalarbejde (kobber, bronze, lidt tin og guld), lakarbejde og faience viste specialiserede værksteder. Standardiserede vægte og mål tyder på et komplekst handels- og bytteøkonomisk system.

Handel og segl

De harappiske handelsmænd omfattede langdistancehandel langs kysten og via floder; handelskontakter nåede til Mesopotamien og persiske gulfområder, og der er fundet indusvare i fjerne områder. For at sikre gods brugte de små stempelsegl: de påsatte segl i ler eller på snore omkring pakker og sække for at forhindre uautoriseret åbning under transport.

Skrift og kommunikation

Indus‑folkene anvendte et skriftsystem, kendt fra korte inskriptioner på segl, lerstykker og keramik. Ingen er endnu i stand til fuldt ud at læse eller dechifrere denne skrift, og dens natur — om det er logo‑skrift, et logosyllabisk system eller andet — diskuteres stadig. Ingen ved, hvordan man kan læse deres skriftsystem, og mængden af bevarede tekster er generelt kort.

Social organisering og religion

Der findes ingen entydige tegn på store paladser eller monumentale gravmonumenter som i nogle samtidige civilisationer, hvilket gør det vanskeligt at fastslå den politiske struktur. Man ser dog tegn på social differentiering gennem forskelle i boligstørrelse og gravfund. Religiøse eller symboliske elementer kendes fra segl og figuriner; motivet af en figurlig person i yogalignende stillinger, dyr og symboler dukker ofte op og tolkes forskelligt i forskningen.

Nedgang og forandring

Indus‑civilisationens nedgang begyndte gradvist i store dele af området omkring 1900–1700 f.Kr. og fortsatte i en længere senfase. Årsagerne til forandringen er tvetydige: mulige faktorer inkluderer flodskift (f.eks. ændringer i Indus‑ eller Ghaggar‑Hakra‑systemet), klimaforandringer og tørke, økonomiske omstillinger og interne sociale omvæltninger. Tidligere teorier om voldsom ekstern invasion (f.eks. massemigration) er i dag mere nuancerede; forskere fremhæver ofte en kombination af miljømæssige og socioøkonomiske årsager frem for én enkelt forklaring.

Opdagelse og forskning

I 1842 skrev Charles Masson en bog, der omtalte stederne for Indusdalens civilisation. Kun få mennesker lagde mærke til det. Senere, i 1921–22, organiserede John Marshall den første arkæologiske udgravning i Harappa. De følgende årtiers systematiske udgravninger og analyser har løbende udvidet vores viden, og nye fund og dateringer fortsætter med at kvalificere forståelsen af denne store bronzealderkultur.

Betydning

Indus‑dalens civilisation var en af oldtidens mest eksponerede og teknisk avancerede civilisationer i Sydasien. Dens byplanlægning, tekniske løsninger, håndværksmæssige specialisering og handelsnetværk gør den til et centralt emne i studiet af tidlige komplekse samfund. Mange forskningsspørgsmål — især omkring skriften og de præcise årsager til civilisationens forandring — er stadig åbne, hvilket gør feltet aktivt og dynamisk.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Indus-dalens civilisation?

Spørgsmål: Hvornår nåede den sit højdepunkt i udviklingen?

Spørgsmål: Hvilket område dækkede det?

Spørgsmål: Hvad er denne civilisation også kendt som?

Spørgsmål: Hvad var nogle unikke træk ved byen?

Spørgsmål: Hvordan sikrede de handlende deres varer under transporten?

Spørgsmål: Hvem skrev først om denne civilisation i 1842?

Søg efter bogstav