Den vediske periode (vediske tidsalder) ca. 1500 - ca. 600 f.Kr. er en periode i det indiske subkontinent mellem slutningen af Indus-dalens civilisation og ca. 1200 f.Kr.
Den har sit navn fra Vedaerne, som er religiøse tekster. De indeholder nogle detaljer om livet i denne periode. De er de vigtigste kilder til at forstå denne periode.
Vedaerne blev skrevet og mundtligt overleveret af personer, der talte et gammelt indo-arisk sprog. De var indvandret til de nordvestlige områder af det indiske subkontinent tidligt i denne periode. Den tilhørende vediske kultur var stamme- og græsningsmæssig indtil ca. 1200 eller 1100 f.Kr. og var centreret i Punjab.
Samfundet spredte sig derefter østpå til Ganges-sletten og blev mere landbrugsmæssigt og bosat. I den vediske periode opstod der sociale klasser, og de udviklede sig til kongeriger kendt som Janapada. Arkæologiske kulturer viser faser af den vediske kultur såsom den okkerfarvede keramikkultur, Gandhara-gravkulturen, den sorte og røde keramikkultur og den malede grå keramikkultur.
Kilder, sprog og periodisering
De vigtigste skriftlige kilder er de fire veda-samlinger (Rigveda, Yajurveda, Samaveda og Atharvaveda) samt de tilknyttede Brahmana-tekster, Aranyakaerne og de tidlige Upanishader. Teksterne blev primært overleveret mundtligt som śruti og nedskrevet først langt senere. Sproget i disse tekster kaldes vedisk sanskrit, en form for indo-arisk sprog, som senere udviklede sig til klassisk sanskrit.
Historisk deles perioden ofte i to faser:
Økonomi, bosættelse og teknologi
Den tidlige vediske økonomi var i høj grad baseret på kvægavl; kvæg var både rigdom og social status. Fra ca. 1100–1000 f.Kr. spillede jernredskaber en stigende rolle, hvilket gjorde mere effektivt landbrug muligt. Dette førte til større faste landsbyer på Ganges-sletten og en gradvis overgang fra nomadiske og semi-nomadiske livsformer til bofast landbrug.
Arkæologiske fund af den okkerfarvede keramikkultur, Gandhara-gravkulturen, den sorte og røde keramikkultur og den malede grå keramikkultur viser regionale variationer i materiel kultur og kan knyttes til forskellige faser og områder i den vediske civilisation.
Religion, ritualer og videnstraditioner
Religionen i den vediske periode centrerede sig om rites og ofringer (yajna) til naturguder som Indra, Agni og Varuna. Der var en stærk priestersk klasse — de tidlige brahmin — som administrerede ritualer og bevarede hymnerne. Ritualet om at indtage eller ofre soma fremstår som centralt i mange hymner.
Ud over hymner og ritualer udviklede tænkning og spekulation om verden, menneskets plads i den og erkendelse sig gradvist i de tidlige Upanishader, som udgjorde begyndelsen på en mere filosofisk/religiøs tradition, der senere blev vigtig for klassisk hinduistisk tænkning.
Samfundsstruktur: fra varna til jati
I tekstmaterialet ses begyndelsen til et hierarkisk system inddelt i varna-grupper: præster (brahminer), krigere og eliten (kshatriya), bønder/handlende (vaishya) og tjenere/arbejdere (shudra). Over tid blev disse overordnede grupper mere stive, udviklede sig til lokale og arvelige socialgrupper (jati) og gav anledning til et komplekst kastesystem. Samtidig ændredes familie- og arveregler: patrilineære slægtskabsformer og stærkere fokus på private ejendomsforhold blev mere fremtrædende.
Politik: fra stammer til Janapada
Den vediske verden så en udvikling fra løse stamforbund til mere faste politiske enheder, de såkaldte Janapada (territorielle kongedømmer). Eksempler på tidlige og mellemste vediske kongedømmer inkluderer Kuru og Panchala i nordvest og senere kongedømmer længere østpå som Kosala og Videha. Disse enheder lagde grundlaget for de større riger og de såkaldte Mahajanapadas, som fremtræder i klassisk indisk historie efter ca. 600 f.Kr.
Kulturarv og eftervirkninger
Den vediske periodes vigtigste arv er det religiøse og litterære fundament, som senere udviklede sig til klassisk hinduistisk religion og filosofi. Vedaernes hymner, ritualer og ideer om kosmos og pligt influerede religion, samfundsorden og lovgivning i århundreder frem. Sprogligt førte vedisk sanskrit til klassisk sanskrit og en blomstrende litterær tradition.
Politisk og økonomisk førte overgangen til bofast landbrug, jernteknologi og dannelsen af kongeriger til større urbanisering og til sidst fremkomsten af nye religiøse og filosofiske bevægelser (f.eks. buddhisme og jainisme) i de århundreder, der fulgte efter den vediske periode.
Forskning og fortolkninger
Forskningsmæssigt er der stadig diskussion om detaljer som migrationsmønstre (indoeuropæiske/indo-ariske bevægelser), kronologi og sammenhængen mellem arkæologiske kulturer og de tekstlige beskrivelser. Kombinationen af tekstanalyse, arkæologi og komparativ lingvistik giver dog et stadig mere nuanceret billede af en periode, hvor religiøse, sociale og teknologiske forandringer lagde grunden til klassisk indisk civilisation.
