Engelske borgerkrig | skete i midten af det 17. århundrede

Årsager

Årsagerne til kampene havde mest at gøre med magt, penge og religion.

Magt og penge

I det 17. århundrede havde kongen stor magt over England med en enkelt undtagelse: Han kunne kun hæve skatterne, hvis det engelske parlament godkendte det. Det skyldtes, at parlamentet repræsenterede adelen (middelklassen), og ingen konge kunne hæve skatterne uden adelens hjælp. Skotland og Irland havde også parlamenter, men ikke nær så meget magt. Da kong James VI af Skotland arvede tronen (og blev James I af England), brød han sig ikke om at skulle samarbejde med parlamentet. Han var mere vant til at regere i Skotland, hvor kongen var langt mere magtfuld. James I brugte også flere penge end tidligere konger og dronninger.

Både James I og hans søn Karl I troede på "kongernes guddommelige ret", hvilket betød, at de mente, at Gud gav kongerne ret til at gøre alt, hvad de ville med deres landområder. Men der var en forskel mellem de to: James I accepterede, at han ikke kunne få, hvad han ville have hele tiden, mens Karl I altid ville have sin vilje, mens Karl I altid ville have sin vilje.

Efter at være blevet konge i 1625 kom Charles I hurtigt i diskussion med medlemmer af parlamentet. Fra 1629 til 1640 lukkede han parlamentet og regerede uden det. Dette var lovligt, så længe han ikke hævede skatterne. Han brugte nogle juridiske tricks til at skaffe penge uden at bringe parlamentet tilbage. For eksempel brugte han "skibspenge", en skat, som kystbyer havde betalt i krigstid. Karl I begyndte at opkræve den af alle byer, når der ikke var krig. Dette var upopulært, men dommere besluttede, at det var lovligt. Perioden fra 1629 til 1640 blev af kongens fjender kaldt "det elleveårige tyranni".

Religion

I det foregående århundrede havde den protestantiske reformation og Englands brud med den katolske kirke givet anledning til nye idéer og kampe. I England var der en bevægelse, der blev kaldt puritanerne, fordi de ønskede en "ren" religion. De mente, at den engelske kirke lignede for meget den romersk-katolske kirke, som den havde brudt med. Især ønskede de ikke, at kirken skulle have biskopper. Der var en lignende bevægelse i Skotland. Church of Scotland havde også biskopper, men den havde mange forskelle i forhold til Church of England.

På den anden side forsøgte Karl I og ærkebiskop William Laud at ændre den engelske kirke. De bragte røgelse, klokker og dekorationer tilbage til kirkerne. Det var ting, som fandtes i katolske kirker. Dette bekymrede de mennesker, der hadede katolicismen, især puritanerne. Charles I giftede sig også med en fransk prinsesse, Henrietta Maria, som var katolik.

Opbygning

I 1637 forsøgte Karl I at indføre en ny bønnebog i Skotland, som var meget lig den engelske Book of Common Prayer, uden at spørge Skotlands parlament eller kirke. Mange skotter hadede bønnebogen og så den som et forsøg på at ændre religionen i deres land. Der udbrød optøjer i Edinburgh, og uroen bredte sig til hele Skotland. Der begyndte en oprørsbevægelse i Skotland, som blev kendt som Covenanters.

I 1639 førte oprøret til biskoppernes krige i Skotland. Krigen kostede så mange penge, at kongen indkaldte et nyt parlament i England for at hæve skatterne. Men parlamentsmedlemmerne ønskede ikke at arbejde sammen med Charles, og i stedet klagede de over kongens handlinger (f.eks. skibspenge) under "det elleveårige tyranni". Han lukkede parlamentet ned igen, men kongen kæmpede for at stoppe Covenanters uden nye skatter. Et andet problem var, at mange englændere var enige med Covenanters og ikke ønskede at hjælpe med at bekæmpe dem. Covenanter-hæren invaderede England og marcherede ind i Northumberland og County Durham. De nægtede at rejse, medmindre de blev betalt penge.

For at skaffe disse penge havde kongen intet andet valg end at indkalde et nyt parlament. Dette blev kendt som det "lange parlament". Over to tredjedele af de valgte medlemmer af det lange parlament var imod kongen. John Pym var deres leder. Det lange parlament vedtog love for at forhindre kongen i at lukke det ned og fjernede mange af kongens allierede. De fik endda hans ven Earl of Strafford henrettet.

I 1641 udbrød der et oprør i Irland. Oprøret blev forårsaget af irske katolikker, som var bange for protestanterne i det lange parlament og de skotske Covenanters. Kongen havde nu brug for penge til at bekæmpe dette oprør, hvilket styrkede parlamentet. Parlamentet ville også overtage kontrollen over hæren i 1642.

I januar 1642 marcherede Karl I ind i parlamentet med vagter for at arrestere fem parlamentsmedlemmer (herunder Pym), som var uenige med ham. De fem mænd fandt ud af, at han var på vej og flygtede. Ingen konge var nogensinde før gået ind i parlamentets hovedkammer, og mange medlemmer var chokerede over, at han ville gøre dette. Det var en katastrofe for Charles. Det lykkedes ham ikke at fange sine fjender, og mange parlamentsmedlemmer, som ikke havde været fjender af kongen, blev bange for ham. De besluttede, at den eneste måde at beskytte sig selv på var at rejse en hær mod kongen.

 
Et maleri af kong Karl, der ankommer til parlamentet for at arrestere de "fem medlemmer". Kong Charles står til højre for den knælende mand.  


Kong Karl I  


Parlamentet på kong Charles I's tid.  

Krigene

Første engelske borgerkrig (1642-46)

I midten af 1642 begyndte begge parter at rejse rundt i landet for at samle støtter og våben. Den 22. august hejste kong Charles det kongelige flag i Nottingham. Dermed bekendtgjorde han, at han var i krig med parlamentet.

Kongen fandt mere støtte på landet, i de fattigere dele af landet og i det nordlige og vestlige England. Parlamentet havde størst opbakning i de fleste byer, havne, de rigere dele af landet og det sydlige og østlige England. Folk, der i hemmelighed var katolikker, støttede for det meste kongen. Den kongelige flåde og de fleste puritanere støttede parlamentet. Nogle områder støttede parlamentet på grund af lokale problemer, f.eks. dræningsarbejdet i The Fens.

De royalistiske hære blev ledet af prins Rupert, kongens nevø. De parlamentariske hære blev i første omgang ledet af jarlen af Essex. Royalisterne besluttede, at de ville forsøge at bekæmpe parlamentaristerne hurtigt, og de drog derfor ud for at møde dem i Warwickshire. Det første større slag var slaget ved Edgehill i oktober 1642. Slaget endte uafgjort. Kongen forsøgte at vende tilbage til London, men blev blokeret af den parlamentariske hær. Han flyttede med sine hære til Oxford, hvor han havde flere loyale tilhængere.

Det første år af krigen gik forholdsvis godt for royalisterne. De styrkede deres kontrol over det nordlige og vestlige område. Deres fremskridt gik langsommere i Midlands, selv om de dog erobrede Lichfield. Efter midten af 1643 begyndte det at gå bedre for parlamentaristerne. De vandt slag i Lincolnshire, i øst og ved Newbury vest for London.

Kong Charles indgik en aftale med de irske oprørere om at stoppe kampene i Irland og frigøre soldater, der kunne kæmpe for ham. Parlamentet indgik en aftale med de skotske pagteledere, som ville hjælpe dem. Parlamentet fik også hjælp af en dygtig hærfører ved navn Oliver Cromwell. Han ledede en kavalerienhed (ryttere) kaldet "Ironsides". Ironsiderne var bedre organiseret end de fleste kavalerienheder, hvilket gjorde dem langt bedre til at kæmpe.

Med hjælp fra skotterne og ironsiderne vandt parlamentet en stor sejr i slaget ved Marston Moor i juli 1644. De overtog kontrollen med det nordlige England. Royalisterne var svækket, men endnu ikke besejret. De vandt slaget ved Lostwithiel i Cornwall og besejrede Essex' soldater. Det lykkedes dem også at kæmpe uafgjort i et andet slag ved Newbury i oktober.

I 1645 organiserede parlamentet sine soldater i New Model Army. Jarlen af Essex blev erstattet af Sir Thomas Fairfax. Oliver Cromwell blev Fairfax' stedfortræder. New Model Army var bedre organiseret end nogen anden hær, der var kommet før den. De besejrede kongens største hær i slaget ved Naseby i juni 1645. De fleste af de royalistiske soldater ved Naseby blev taget til fange. Kong Charles undslap fra Naseby, men efterlod sin bagage, som indeholdt breve. Parlamentarikerne åbnede dem og fandt ud af, at kongen forsøgte at få hjælp fra de irske katolikker og fra katolske lande. Kongen mistede støtte på grund af dette.

Den anden store royalistiske hær blev besejret i slaget ved Langport i Somerset en måned senere. Parlamentaristerne overtog kontrollen over det sydvestlige England, hvor de havde været svage. Kong Charles forsøgte at samle sine resterende tilhængere i Midlands. Mange fæstningsbyer i området fra Oxford til Newark-on-Trent var stadig loyale over for ham. I maj 1646 mødte Charles en skotsk hær i Nottinghamshire. Skotterne tog ham til fange.

Anden engelske borgerkrig (1648)

Selv om parlamentsmedlemmerne havde vundet, var de uenige om, hvordan landet skulle styres. Et stort skænderi drejede sig om religion. De fleste parlamentsmedlemmer ønskede en presbyteriansk folkekirke. New Model Army gik ind for at lade de lokale kirker styre sig selv, uden at der skulle være en national kirke. De besejrede royalister støttede den eksisterende Church of England, selv om nogle af dem i hemmelighed var katolikker. Parlamentet og hæren forsøgte begge at vinde støtte fra kongen og de skotske presbyterianere. Kong Charles var i fængsel og blev sendt rundt mellem grupperne. Han nægtede at indgå en aftale med nogen af dem, fordi han mente, at kun han havde ret til at regere over England. Han lod som om han var interesseret i at indgå en aftale, mens han planlagde at tage kontrollen over landet tilbage. Splittelserne blev værre, da parlamentet forsøgte at opløse New Model Army.

En anden krig brød ud, da nogle skotske presbyterianere (kaldet Engagers) og nogle engelske presbyterianere allierede sig med kongen. De blev enige om at støtte ham til gengæld for at gøre de engelske og skotske kirker til presbyterianske kirker. Skotterne invaderede England, mens royalistiske oprør brød ud i forskellige dele af England. Nogle af oprørene blev slået meget let. Oprørene i Wales, Kent, Essex og Cumberland var stærkere, men blev slået ned af New Model Army. Royalisterne og skotterne blev besejret i slaget ved Preston i august 1648.

Henrettelse af kong Karl I

Den nye hærmodel var under kontrol. Ved en begivenhed kaldet "Pride's Purge" fjernede hærens oberst Thomas Pride alle medlemmer af parlamentet, som ikke havde støttet hæren. Kun 75 medlemmer var tilbage. Hæren satte dem til at lede landet, og dette parlament blev kaldt "Rump Parliament".

Rump-parlamentet besluttede, at de ikke længere ville samarbejde med kong Karl. De stillede ham for retten. Den 27. januar 1649 fandt retssagen ham skyldig i forræderi og kaldte ham for "tyran, forræder, morder og folkefjende". Han blev halshugget tre dage senere.

Mange historikere siger, at henrettelsen af kong Karl var et vigtigt øjeblik i den engelske historie og endda i den vestlige verdens historie. Ingen europæisk monark var nogensinde før blevet stillet for en domstol af sit eget folk. Andre lande i Europa sagde, at henrettelsen var forkert, men de gjorde ikke meget andet. Ikke alle parlamentsmedlemmer støttede henrettelsen. Fairfax mente, at den var forkert. Han trådte tilbage som leder af New Model Army, og blev erstattet af Oliver Cromwell.

Den næste konge skulle have været Charles' søn prins Charles, den kommende kong Charles II. Parlamentet meddelte i stedet, at England ville blive en republik, kaldet Commonwealth of England. Prins Charles kunne dog stadig blive konge af Skotland.

Tredje engelske borgerkrig (1649-51)

Den tredje engelske borgerkrig var faktisk mere en kamp mellem skotske og engelske hære, og en stor del af den blev udkæmpet i Skotland.

I 1649 startede markgreven af Montrose et oprør i Skotland til støtte for kong Charles II. I stedet for at støtte Montrose besluttede Karl at alliere sig med de skotske pagteledere. De frygtede, at Commonwealth of England ville forhindre Skotland i at få en presbyteriansk kirke. Montrose blev besejret af de skotske hære i april 1650. I juni landede Charles i Skotland og underskrev en aftale med de skotske Covenantors.

Cromwell rejste til Skotland og ankom i den følgende måned. I løbet af det næste år overtog han kontrollen med de vigtigste dele af Skotland. Da Karl flygtede til England, fulgte Cromwell ham og overlod George Monck til at afslutte sejren i Skotland. Da dette var gjort, blev Skotland en del af Commonwealth of England.

Karls hær marcherede gennem England til de vestlige områder, hvor royalisterne havde størst opbakning. De kunne dog ikke finde så mange tilhængere, som de ønskede. Cromwell fandt dem og besejrede dem i slaget ved Worcester den 3. september 1651. Karl flygtede til Nederlandene. Han vendte ikke tilbage før 1660.

Irsk oprør

Det irske oprør, der begyndte i 1641, fortsatte indtil 1652. Det blev hovedsageligt udkæmpet af irske katolikker mod de engelske parlamentarikeres hære, skotske pagtsvenner og protestantiske bosættere i Irland. I begyndelsen kæmpede oprørerne også mod engelske royalistiske hære, men dette ophørte for det meste efter september 1843. Syv måneder efter oprørets begyndelse oprettede oprørerne deres egen regering i Kilkenny. Denne blev kendt som den irsk-katolske konføderation.

I 1649 tog Oliver Cromwell til Irland og nedkæmpede deres oprør. Cromwell blev husket i Irland som en brutal invaderende mand, især på grund af det store antal dræbte mennesker under belejringen af Drogheda. Nogle kampe fortsatte i Irland indtil 1653.

 
Tegning fra det 19. århundrede af drab i Drogheda.  


Slaget ved Marston Moor, 1644  


En tysk tegning af henrettelsen.  


Kort over de områder, der blev besat af royalister (rødt) og parlamentarikere (grønt) under den første engelske borgerkrig.  

Herefter

De næste ni år

Krigene efterlod England, Skotland og Irland som en del af Commonwealth of England, et af de få lande i Europa uden en monark. Efter krigene sluttede opløste Cromwell det overskydende parlament og overtog landet. Han valgte at være "Lord Protector" i stedet for konge, fordi han ikke mente, at landet havde brug for endnu en konge. Hans regering blev kaldt "Protektoratet" eller "Commonwealth". Perioden fra 1649 til 1660 kaldes også det engelske interregnum (hvilket betyder mellemrum mellem kongerne).

Oliver Cromwell regerede landet, indtil han døde i 1658. Cromwells søn, Richard, overtog posten som Lord Protector. Hæren mente dog ikke, at han var en god hersker. Efter syv måneder fjernede hæren Richard, og i maj 1659 genindsatte den Rump Parliament. Hæren kunne dog heller ikke lide Rump Parliament og opløste det endnu en gang. Der var frygt for, at England ikke ville få en ordentlig regering.

George Monck, en vigtig leder i hæren, sørgede for, at der blev valgt et nyt parlament. Den 8. maj 1660 besluttede det nye parlament at genoprette monarkiet med Charles II som konge. Han vendte tilbage til England senere samme måned. Denne begivenhed er kendt som den engelske restaurering. Skotland og Irland blev tilbage til at være separate lande, og kirkerne fra før krigen vendte tilbage.

På lang sigt

Selv om monarkiet vendte tilbage, havde borgerkrigen langvarige konsekvenser. Krigen gjorde det klart, at en engelsk monark ikke kunne regere uden parlamentets støtte. Loven blev ikke ændret for at begrænse monarkens magt (dette blev gjort efter den glorværdige revolution i 1688). Historikere betragter borgerkrigen som en etape i Englands og Skotlands lange rejse fra at blive regeret af én konge til at blive et demokrati.

I Irland styrkede nederlaget til oprøret protestanternes magt. Dette var en af grundene til, at Irland blev styret af protestanter fra slutningen af det 17. århundrede og frem til det 20. århundrede, selv om de fleste irere var katolikker.

 

Taktik

Den engelske borgerkrig blev udkæmpet med "pike and shot"-taktik. Denne blev brugt i de fleste krige fra slutningen af det 15. århundrede til slutningen af det 17. århundrede. Hærerne var opdelt i tre hovedgrupper:

• Musketerer: De affyrede en type pistol kaldet en musket. Musketterne var ikke så kraftige eller nemme at bruge som moderne våben.
• Pikemen: De bar et meget langt spyd, kaldet en gedde. Deres vigtigste opgave var at stoppe fjendens kavaleri.
• Kavaleri: De var ryttere, der angreb fjendens musketerer. Et meget dygtigt kavaleri kunne angribe fjendens spidsmænd.

I begyndelsen havde royalisterne et bedre kavaleri. Deres ryttere var hurtigere og mere dygtige. Prins Rupert havde kæmpet i firsårskrigen i Nederlandene og brugte de erfaringer, han havde gjort der, til at forbedre sit kavaleri. Nogle gange lykkedes det dog ikke for det royalistiske kavaleri at arbejde som et hold. Ved slaget ved Edgehill besluttede mange af dem at jagte flygtende soldater eller stjæle fra de parlamentariske bagagevogne. Royalisterne kunne måske have vundet dette slag, hvis deres kavaleri var blevet sammen.

Cromwells "Ironside"-kavaler var langsommere, men fungerede bedre som et hold. De hjalp parlamentarerne med at vinde nogle vigtige slag. Parlamentarerne havde nogle gange det problem, at spidsmænd løb væk, når kavaleriet angreb dem. Cromwell og Fairfax trænede dem til at blive på plads.