Den glorværdige revolution

Baggrund

På overfladen er dette en historie om religion. Men den handler også om balancen mellem monark og parlament. En borgerkrig var blevet udkæmpet, fordi Karl I forsøgte at regere som en enevældig monark. Charles II var blevet accepteret tilbage, fordi han gik med til at begrænse sine beføjelser. Hans bror, James II, gjorde det imidlertid klart, at han ønskede at få den absolutte magt tilbage, som deres far Charles I havde haft.

Da Charles II døde uden nogen legitime børn i 1685, blev hans bror hertugen af York konge som James II i England og Irland. Han blev også James VII i Skotland. Han forsøgte at give religionsfrihed til ikke-anglikanere. Det gjorde han ved at gøre parlamentets love ugyldige ved et kongeligt dekret. Offentligheden brød sig ikke om dette. Flere protestantiske politikere og adelsmænd begyndte allerede i 1687 at tale med Marys mand. I maj 1688 tvang James anglikanske præster til at læse afladserklæringen. Afladserklæringen var en erklæring, der gav religionsfrihed til dem, der ikke var enige med Church of England. Dette gjorde ham meget mindre populær.

Protestanterne blev endnu mere bange, da Jakobs kone, Maria af Modena, fødte en søn - James Francis Edward - i juni 1688. De var bange, fordi sønnen, i modsætning til Mary og Anne, ville blive opdraget som katolik. Nogle sagde, at drengen i hemmelighed var blevet båret ind i dronningens værelse i en sengetøjsvarmer i stedet for hendes dødfødte barn. Der var ingen stærke beviser for denne historie, men Mary tvivlede offentligt på drengens legitimitet. Hun sendte en liste med mistænkelige spørgsmål til sin søster, Anne, om drengens fødsel.

Sammensværgelse

Den 30. juni bad de syv udødelige i hemmelighed Vilhelm, der var i Nederlandene sammen med Mary, om at komme til England med en hær. William, som var jaloux på Marys position og magt, ville først ikke tage med. Men Mary fortalte William, at hun ikke var interesseret i politisk magt. Hun sagde, at "hun kun ville være hans hustru, og at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at gøre ham til konge for livet".

William gik med til at angribe. Han erklærede, at James' nyfødte søn var den "foregivende prins af Wales". Han gav også en liste over, hvad det engelske folk ønskede, og sagde, at han kun ønskede at få "et frit og lovligt parlament forsamlet". Den hollandske hær, som var blevet vendt tilbage af en storm i oktober, gik i land den 5. november. Den engelske hær og flåde gik over til Vilhelm. På dette tidspunkt var det engelske folks tillid til James meget lav. De forsøgte ikke engang at redde deres konge. Den 11. december forsøgte kongen at flygte, men det mislykkedes. Han forsøgte at stikke af igen den 23. december. Dette andet forsøg lykkedes, og James flygtede til Frankrig. Der levede han i eksil indtil sin død.

Selv om Mary var ked af det, fordi hendes far var blevet afsat, beordrede William hende til at se glad ud, da de ankom til London. På grund af dette troede folk, at hun var kold over for sin far. James troede også, at hans datter var ham utro. Dette sårede Mary dybt.

I 1689 samledes et konventsparlament indkaldt af prins af Orange for at drøfte, hvad de skulle gøre. Vilhelm af Oranien følte sig utilpas ved sin stilling. Han ønskede at regere som konge og ikke blot som ægtemand til en dronning. Det eneste eksempel på et fælles monarki stammer fra det 16. århundrede. Det var dronning Mary I og den spanske prins Philip. Da de blev gift, blev det aftalt, at prins Philip skulle tage titlen som konge. Men Filip II var kun konge i sin kones levetid. Han havde heller ikke meget magt. William ønskede at forblive konge, selv efter at hans kone var død. Nogle vigtige personer foreslog, at Mary skulle være den eneste regent. Men Maria, som var trofast over for sin mand, nægtede.

Parlamentet handler

Den 13. februar 1689 vedtog parlamentet en erklæring om retten. I denne erklæring stod der, at James ved at forsøge at stikke af den 11. december 1688 havde opgivet regeringen, så ingen var på det tidspunkt konge. Normalt ville James' ældste søn, James Francis Edward, have været arving. Parlamentet tilbød dog i stedet kronen til William og Mary som fælles suveræniteter. Men det blev tilføjet, at "den eneste og fulde udøvelse af den kongelige (kongelige) magt kun skal være i og udføres af den nævnte prins af Orange i den nævnte prins og prinsesses navn i deres fælles liv". Erklæringen blev senere udvidet til at tage alle katolikker ud. Dette skyldtes, at "det er blevet fundet (opdaget) af erfaring, at det er uforeneligt (ikke i harmoni) med dette protestantiske riges sikkerhed og velfærd at blive regeret af en papistisk prins".

William og Mary blev kronet sammen i Westminster Abbey den 11. april 1689. Det var normalt ærkebiskoppen af Canterbury, der foretog kroninger. Men William Sancroft, ærkebiskoppen på det tidspunkt, mente, at James II's afsættelse havde været forkert. Derfor kronede biskoppen af London, Henry Compton, dem i stedet. På kroningsdagen erklærede konventet af Skotlands stænderforsamling endelig, at Jakob ikke længere var konge af Skotland. William og Mary blev tilbudt den separate skotske krone. Dette skyldtes, at de to kongeriger først blev forenet ved unionsakterne i 1707. De accepterede den 11. maj.

Selv efter at dette blev erklæret, var der stadig stor støtte til James i Skotland. John Graham of Clevehouse, viscount of Dundee, rejste en hær og vandt en sejr ved Killiecrankie den 27. juli. Men Dundees hær led store tab, og han blev alvorligt såret i begyndelsen af slaget. Dette stoppede den eneste effektive modstand mod William, og oprøret blev hurtigt nedkæmpet. Den næste måned var der et stort nederlag ved slaget ved Dunkeld.

Den lov om rettigheder, som kong William og dronning Mary ratificerede under revolutionen før deres kroning (1783)