Cubansk musik

Oversigt

Et stort antal afrikanske slaver og europæiske (hovedsagelig spanske) indvandrere kom til Cuba og bragte deres egne former for musik med til øen. Blandt de hvide i byerne opstod europæiske danse og folkemusik, herunder zapateo, fandango, paso doble, menuet, gavotte, contradanza og vals.

De afrikanske slaver og deres efterkommere lavede mange slagtøjsinstrumenter og bevarede de rytmer, som de havde kendt i deres hjemland. De vigtigste instrumenter var trommerne. Vigtige er også claves, to korte stave af hårdt træ, og cajón, en trækasse, der oprindeligt blev fremstillet af kasser. Claves bruges stadig ofte, og cajoner (cajones) blev brugt i stor stil i perioder, hvor trommen var forbudt.

Spaniernes store instrumentale bidrag var deres guitar, men endnu vigtigere var traditionen for europæisk musikalsk notation og teknikker til musikalsk komposition.

Fernando Ortíz beskrev Cubas musikalske nyskabelser som et resultat af samspillet mellem afrikanske slaver, der slog sig ned på store sukkerplantager, og spanske eller kanariske indbyggere, der dyrkede tobak på små gårde.

Den afrikanske tro og praksis har helt sikkert påvirket Cubas musik. Polyrytmisk percussion er en naturlig del af afrikansk liv og musik, ligesom melodien er en del af europæisk musik. Typisk er også synkopering, som kan høres i cinquillo, en grundlæggende rytme i habaneraen, danzónen, den argentinske tango og andre danse.

I den afrikanske tradition er percussion også forbundet med sang og dans og med en bestemt social sammenhæng. Det er ikke blot underholdning, der tilføjes til livet, det er livet. Resultatet af mødet mellem europæiske og afrikanske kulturer er, at det meste af den cubanske populærmusik er creoliseret (sammensmeltet). Denne kreolisering af det cubanske liv har fundet sted i lang tid, og i det 20. århundrede var elementer af afrikansk tro, musik og dans godt integreret i populære og folkelige former.

Den cubanske musik har haft stor indflydelse i andre lande og har ikke kun bidraget til udviklingen af jazz og salsa, men også til argentinsk tango, ghanesisk highlife, vestafrikansk afrobeat og spansk Nuevo flamenco.

Oversigt

Et stort antal afrikanske slaver og europæiske (hovedsagelig spanske) indvandrere kom til Cuba og bragte deres egne former for musik med til øen. Blandt de hvide i byerne opstod europæiske danse og folkemusik, herunder zapateo, fandango, paso doble, menuet, gavotte, contradanza og vals.

De afrikanske slaver og deres efterkommere lavede mange slagtøjsinstrumenter og bevarede de rytmer, som de havde kendt i deres hjemland. De vigtigste instrumenter var trommerne. Vigtige er også claves, to korte stave af hårdt træ, og cajón, en trækasse, der oprindeligt blev fremstillet af kasser. Claves bruges stadig ofte, og cajoner (cajones) blev brugt i stor stil i perioder, hvor trommen var forbudt.

Spaniernes store instrumentale bidrag var deres guitar, men endnu vigtigere var traditionen for europæisk musikalsk notation og teknikker til musikalsk komposition.

Fernando Ortíz beskrev Cubas musikalske nyskabelser som et resultat af samspillet mellem afrikanske slaver, der slog sig ned på store sukkerplantager, og spanske eller kanariske indbyggere, der dyrkede tobak på små gårde.

Den afrikanske tro og praksis har helt sikkert påvirket Cubas musik. Polyrytmisk percussion er en naturlig del af afrikansk liv og musik, ligesom melodien er en del af europæisk musik. Typisk er også synkopering, som kan høres i cinquillo, en grundrytme i habaneraen, danzónen, den argentinske tango og andre danse.

I den afrikanske tradition er percussion også forbundet med sang og dans og med en bestemt social sammenhæng. Det er ikke blot underholdning, der tilføjes til livet, det er livet. Resultatet af mødet mellem europæiske og afrikanske kulturer er, at det meste af den cubanske populærmusik er creoliseret (sammensmeltet). Denne kreolisering af det cubanske liv har fundet sted i lang tid, og i det 20. århundrede var elementer af afrikansk tro, musik og dans godt integreret i populære og folkelige former.

Den cubanske musik har haft stor indflydelse i andre lande og har ikke kun bidraget til udviklingen af jazz og salsa, men også til argentinsk tango, ghanesisk highlife, vestafrikansk afrobeat og spansk Nuevo flamenco.

Historie

18./19. århundrede

Katedralerne i den gamle hovedstad, Santiago de Cuba, og Havana havde begge gode musikere og korledere ansat. De komponerede, underviste og dirigerede. Dette bidrog til udviklingen af alle former for musik. I det 19. århundrede var Manuel Saumell (1818-1870) faderen til den cubanske criole-musikalske udvikling. Han var med til at omdanne den europæiske contradanza ved at tilføje afrikanske rytmiske elementer og var med til at skabe habaneraen og danzon, to typisk cubanske danseformer.

"Efter Saumells visionære arbejde var der kun tilbage at udvikle hans nyskabelser, som alle har haft stor indflydelse på de cubanske nationalistiske musikalske bevægelsers historie". Helio Orovio

I midten af det 19. århundrede kom en ung amerikansk musiker til Havana: Louis Moreau Gottschalk (1829-1869), hvis far var en jødisk forretningsmand fra London og hans mor en hvid kreolsk kvinde med fransk-katolsk baggrund. Gottschalk blev opdraget mest af sin sorte bedstemor og sygeplejerske Sally, begge fra Dominique. Han var et vidunderbarn på klaver, som fra barnsben havde lyttet til musikken og set dansen på Congo Square i New Orleans. Hans ophold på Cuba varede fra 1853 til 1862, med besøg i Puerto Rico og Martinique indlagt. Han komponerede mange berømte stykker, som var ægte cubanske, da de byggede på traditioner fra både hvide og sorte.

I februar 1860 udførte Gottschalk et stort værk, La nuit des tropiques, i Havana. Værket brugte omkring 250 musikere og et kor på 200 sangere samt en trommegruppe fra Santiago de Cuba. Han producerede endnu en stor koncert det følgende år med nyt materiale. Disse koncerter overgik sandsynligvis alt, hvad der er set på øen før eller siden, og de var uden tvivl uforglemmelige for dem, der deltog.

Det var Ignacio Cervantes (1847-1905), som sandsynligvis var mest påvirket af Gottschalk. Han blev uddannet i Paris og gjorde meget for at hævde en følelse af cubansk musikalsk nationalisme i sine kompositioner. Aaron Copland omtalte ham engang som en "cubansk Chopin" på grund af hans chopinesiske klaverkompositioner. Cervantes' ry i dag hviler næsten udelukkende på hans berømte 41 Danzas Cubanas, som ifølge Carpentier "indtager den plads, som Griegs norske danse eller Dvořáks slaviske danse indtager i deres respektive landes musik".

Historie

18./19. århundrede

Katedralerne i den gamle hovedstad, Santiago de Cuba, og Havana havde begge gode musikere og korledere ansat. De komponerede, underviste og dirigerede. Dette bidrog til udviklingen af alle former for musik. I det 19. århundrede var Manuel Saumell (1818-1870) faderen til den cubanske criole-musikalske udvikling. Han var med til at omdanne den europæiske contradanza ved at tilføje afrikanske rytmiske elementer og var med til at skabe habaneraen og danzon, to typisk cubanske danseformer.

"Efter Saumells visionære arbejde var der kun tilbage at udvikle hans nyskabelser, som alle har haft stor indflydelse på de cubanske nationalistiske musikalske bevægelsers historie". Helio Orovio

I midten af det 19. århundrede kom en ung amerikansk musiker til Havana: Louis Moreau Gottschalk (1829-1869), hvis far var en jødisk forretningsmand fra London og hans mor en hvid kreolsk kvinde med fransk-katolsk baggrund. Gottschalk blev opdraget mest af sin sorte bedstemor og sygeplejerske Sally, begge fra Dominique. Han var et vidunderbarn på klaver, som fra barnsben havde lyttet til musikken og set dansen på Congo Square i New Orleans. Hans ophold på Cuba varede fra 1853 til 1862, med besøg på Puerto Rico og Martinique indlagt. Han komponerede mange berømte stykker, som var ægte cubanske, da de byggede på traditioner fra både hvide og sorte.

I februar 1860 udførte Gottschalk et stort værk, La nuit des tropiques, i Havana. Værket brugte omkring 250 musikere og et kor på 200 sangere samt en trommegruppe fra Santiago de Cuba. Han producerede endnu en stor koncert det følgende år med nyt materiale. Disse koncerter overgik sandsynligvis alt, hvad der er set på øen før eller siden, og de var uden tvivl uforglemmelige for dem, der deltog.

Det var Ignacio Cervantes (1847-1905), som sandsynligvis var mest påvirket af Gottschalk. Han blev uddannet i Paris og gjorde meget for at hævde en følelse af cubansk musikalsk nationalisme i sine kompositioner. Aaron Copland omtalte ham engang som en "cubansk Chopin" på grund af hans chopinesiske klaverkompositioner. Cervantes' ry i dag hviler næsten udelukkende på hans berømte 41 Danzas Cubanas, som ifølge Carpentier "indtager den plads, som Griegs norske danse eller Dvořáks slaviske danse indtager i deres respektive landes musik".

Populær musik

Musikalsk teater

Fra det 18. århundrede og frem til moderne tid har populære teaterformer brugt og givet anledning til musik og dans. Ud over at opføre nogle europæiske operaer og operetter udviklede cubanske komponister gradvist idéer, der passede bedre til deres kreolske publikum. Indspillet musik var den måde, hvorpå den cubanske musik kunne nå ud i verden. Den mest indspillede kunstner i Cuba frem til 1925 var en sanger på Alhambra, Adolfo Colombo. Optegnelser viser, at han indspillede omkring 350 numre mellem 1906 og 1917, hvoraf meget få er bevaret i dag.

Det første teater i Havana åbnede i 1776. Den første cubanske opera blev opført i 1807. Det musikalske teater havde stor betydning i det nittende århundrede og i første halvdel af det tyvende århundrede. Radioen, som begyndte at eksistere i Cuba i 1922, bidrog til den populære musiks vækst, fordi den skabte opmærksomhed og en ny indtægtskilde for kunstnerne.

Zarzuela er en let operette i lille skala. Den startede med importeret spansk indhold og udviklede sig til en løbende kommentar til Cubas sociale og politiske begivenheder og problemer. En række komponister på forreste række, såsom Ernesto Lecuona, producerede en række succeser til teatrene i Havana. Store stjerner som vedette Rita Montaner, der både kunne synge, spille klaver, danse og spille skuespil, var den cubanske pendant til Mistinguett og Josephine Baker i Paris.

Bufo

Det cubanske Bufo teater er en form for komedie, der er sarkastisk og satirisk. Der anvendes de typer, som kan findes overalt i landet. Bufo havde sin oprindelse omkring 1800-1815: Francisco Covarrubias, "karikaturisten" (1775-1850), var dens ophavsmand. Efterhånden har tegneserietyperne forladt deres europæiske forbilleder og er blevet mere og mere kreoliserede og cubanske. Sideløbende hermed fulgte musikken. Slang fra slavebarakker og fattige barrios fandt vej ind i teksterne:

Una mulata me ha muerto!

Y no prendan a esa mulata?

Como ha de quedar hombre vivo

si no prendan a quien matar!

La mulata es como el pan;

se deber como caliente,

que en dejandola enfriar

ni el diablo le mete el diente!

(En mulata er færdig for mig!

Desuden anholder de hende ikke!

Hvordan kan et menneske leve

Hvis de ikke tager denne morder?

En mulatta er som frisk brød

Du skal spise det, mens det er varmt

Hvis du lader den stå, indtil den er kølet af

Selv djævelen kan ikke få en bid!)

Guaracha

Guaracha er en genre med et højt tempo og med tekst. Den stammer fra det komiske teater Bufo og blev i begyndelsen af det 20. århundrede ofte spillet på bordellerne i Havana. Teksterne var fulde af slang og handlede om begivenheder og personer i nyhederne.

Kontradanza

Kontradanza er en historisk vigtig dans. Den kom til Cuba i slutningen af det 18. århundrede fra Europa. Contradanza er en fælles sekvensdans, hvor dansefigurerne følger et fast mønster. Tempoet og stilen i musikken var lys og ret hurtig. Den tidligste cubanske komposition af en contradanza er San Pascual bailon, der blev udgivet i 1803. Cubanerne udviklede en række kreoliserede versioner, som er et tidligt eksempel på indflydelsen fra afrikanske traditioner i Caribien. De fleste af musikerne var sorte eller mulatter: selv i begyndelsen af det 19. århundrede boede der mange frigivne slaver og blandede personer i de cubanske byer.

"Kvinderne i Havana har en vild smag for at danse; de tilbringer hele nætter med at være ophøjede, ophidsede, skøre og svedende, indtil de falder ud".

Contradanza afløste menuetten som den mest populære dans, indtil den fra 1842 og frem gav plads til habaneraen, en helt anden stilart.

Danza

Dette barn af kontradanzaen blev også danset i linjer eller firkanter. Det var også en livlig form for musik og dans, som kunne være i dobbelt- eller tredobbelttakt. Denne form for dans blev med tiden erstattet af danzón, der ligesom habaneraen var meget langsommere og mere rolig.

Habanera

Habaneraen udviklede sig ud af contradanzaen i begyndelsen af det 19. århundrede. Dens store nyhed var, at den både blev sunget, spillet og danset. Dens udvikling skyldtes i det mindste delvist indflydelsen fra fransktalende indvandrere. Den haitianske revolution i 1791 førte til, at mange franske koloniale franskmænd og deres slaver flygtede til Oriente. Cinquillo er et vigtigt rytmisk mønster, som opstod for første gang på dette tidspunkt.

Habanera-dansestilen er langsommere og mere statelig end dansen danza; i 1840'erne var der skrevet, sunget og danset habaneras i Mexico, Venezuela, Puerto Rico og Spanien. Siden omkring år 1900 har habaneraen været et levn fra dansen; men musikken har en tidstypisk charme, og der findes nogle berømte kompositioner, som f.eks. Tu, hvis versioner er blevet indspillet mange gange.

Valsen

Valsen (El vals) kom til Cuba i 1814. Det var den første dans, hvor parrene ikke var forbundet af et fælles sekvensmønster. Den blev og bliver stadig danset i 3/4-takt med accent på det første slag. Den blev oprindeligt anset for at være skandaløs, fordi parrene stod over for hinanden, holdt hinanden i det "lukkede" greb og så at sige ignorerede det omgivende samfund. Valsen kom ind i alle lande i Amerika. Walzen har et andet kendetegn: det er en "rejsedans", hvor parrene bevæger sig rundt på arenaen. I latinske danse er det usædvanligt, at danserne bevæger sig progressivt, men det forekommer i nogle af dem.

Zapateo

En typisk dans for den cubanske campesino eller guajiro En pardans, hvor manden oftest banker med fødderne. Der findes illustrationer fra tidligere århundreder, men dansen er nu uddød.

Trova

I det 19. århundrede voksede der i Santiago de Cuba en gruppe af omrejsende musikere, troubadorer, som rejste rundt og tjente deres penge på at synge og spille guitar. De var af stor betydning som komponister, og deres sange er blevet brugt i alle former for cubansk musik

Pepe Sánchez (1856-1918) var trovaens fader og skaberen af den cubanske bolero. Han havde ingen formel uddannelse i musik. Med et bemærkelsesværdigt naturtalent komponerede han numre i sit hoved og skrev dem aldrig ned. Som følge heraf er de fleste af disse numre nu tabt for evigt, selv om omkring to dusin overlever, fordi venner og disciple har transskriberet dem. Han skabte også reklamejingler, før radioen blev født. Han var forbillede og lærer for de store trovadores, der fulgte efter ham.

Den første, og en af de længstlevende, var Sindo Garay (1867-1968). Han var en fremragende komponist af sange, og hans bedste er blevet sunget og indspillet mange gange. Garay var også musikalsk analfabet - faktisk lærte han kun sig selv alfabetet som 16-årig - men i hans tilfælde er der ikke kun blevet indspillet partiturer af andre, men der findes også indspilninger. Han sendte i radioen, lavede optagelser og overlevede ind i moderne tid. Han plejede at sige: "Der er ikke mange mænd, der har givet hånd til både José Martí og Fidel Castro!"

Chicho Ibáñez (1875-1981) levede endnu længere end Garay. Ibáñez var den første trovador, der specialiserede sig i den cubanske son; han sang også guaguancos og stykker fra abakuá (et sort hemmeligt selskab).

Mange af de tidlige trovadores, såsom Manuel Corona (som arbejdede i et bordelområde i Havana), komponerede og sang guarachas som en balance til de langsommere boleros.

Bolero

Dette er en sang- og danseform, der er helt anderledes end sin spanske navnebror. Den opstod i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede med grundlæggeren af den traditionelle trova, Pepe Sánchez. Han skrev den første bolero, Tristezas, som stadig synges den dag i dag. Boleroen har altid været en fast bestanddel af trova-musikerens repertoire. Boleroen viste sig at være usædvanlig tilpasningsdygtig og førte til mange varianter. Typisk var indførelsen af synkopering, hvilket førte til bolero-son, bolero-mambo og bolero-cha. Bolero-son blev i flere årtier den mest populære rytme til dans i Cuba, og det var denne rytme, som det internationale dansemiljø opfangede og lærte som den fejlagtigt navngivne "rumba".

Danzón

Den europæiske indflydelse på Cubas senere musikalske udvikling er repræsenteret af danzón, en elegant musikform, der engang var den mest populære musik i Cuba. Den er en efterkommer af den creollized cubanske contradanza. Danzón markerer den ændring, der fandt sted fra den kommunale sekvensdansstil fra slutningen af det 18. århundrede til pardansene fra senere tiders pardans. Det var succesen med den engang skandaløse walz, hvor parene dansede over for hinanden og uafhængigt af andre par, ikke som en del af en forudbestemt struktur, der var en drivkraft for dette. Danzón var den første cubanske dans, der anvendte sådanne metoder, selv om der er en forskel mellem de to danse. Walz er en progressiv selskabsdans, hvor parrene bevæger sig rundt på gulvet mod uret; danzón er en "lommetørklæde"-dans, hvor parrene holder sig inden for et lille område af gulvet.

Danzón blev eksporteret med stor succes til hele Latinamerika, især Mexico. Den er nu et levn, både i musikken og i dansen, men dens højt orkestrerede efterkommere lever videre.

Søn

Sønnen, sagde Cristóbal Díaz, er den vigtigste genre i den cubanske musik, men også den mindst studerede. Man kan med rette sige, at son er for Cuba, hvad tangoen er for Argentina eller sambaen for Brasilien. Desuden er det måske den mest fleksible af alle former for latinamerikansk musik. Dens store styrke er dens fusion mellem europæiske og afrikanske musiktraditioner. De mest karakteristiske instrumenter er den cubanske guitar, kendt som tres, og den velkendte dobbelthovedede bongó, som er til stede fra begyndelsen og frem til i dag. Typisk er også claves, den spanske guitar, kontrabasen og tidligt cornet eller trompet og endelig klaveret.

Sønnen opstod i Oriente, den østlige del af øen, hvor den spanske guitar og lyriske traditioner fusionerede med afrikansk percussion og rytmer. Vi ved nu, at dens historie som en selvstændig form er relativt ny. Der er ingen beviser for, at den går længere tilbage end til slutningen af det nittende århundrede. Den flyttede fra Oriente til Havana omkring 1909, båret af medlemmer af Permanente (hæren), der blev sendt ud af deres oprindelsesområder som et politisk spørgsmål. De første optagelser fandt sted i 1918.

Der findes mange typer af sønner. Odilio Urfé genkendte disse varianter:

son montuno

changuí

sucu-sucu

pregón

bolero-son

afro-søn

son guaguancó

mambo

og man kan bestemt tilføje

salsa (for en stor dels vedkommende)

timba

Desuden har sønnen igen og igen ændret den ældre danzón for at gøre den mere synkoperet og kreolsk i stilen, fra 1910 over danzón-mambo og cha-cha-cha-cha til komplekse moderne arrangementer, der næsten er umulige at kategorisere.

Son'en varierer meget i dag, og det vigtigste kendetegn er en synkoperet baspuls, der kommer før downbeat, hvilket giver son'en sin karakteristiske rytme; dette kaldes den forventede bas.

Cubansk jazz

Jazzens historie i Cuba var i mange år skjult; men det er blevet klart, at jazzens historie i Cuba er næsten lige så lang som i USA.

Man ved nu meget mere om de tidlige cubanske jazzbands, selv om en fuldstændig vurdering er vanskelig på grund af manglen på optagelser. Udvandringer og besøg til og fra USA og den gensidige udveksling af optagelser og noder holdt musikerne i de to lande i kontakt med hinanden. I den første del af det 20. århundrede var der tætte forbindelser mellem musikere i Cuba og musikere i New Orleans. Orkesterlederen i den berømte Tropicana Club, Armando Romeu Jr., var en ledende figur i udviklingen af den cubanske jazz efter Anden Verdenskrig. Fænomenet cubop og jam sessions i Havana og New York skabte ægte fusioner, som stadig påvirker musikerne den dag i dag.

Rita Montaner i 1938 under optagelserne til El romance del palmar


claves


Sexteto Occidente, New York 1926 tilbage: Maria Teresa Vera (guitar), Ignacio Piñeiro (kontrabas), Julio Torres Biart (tres); forrest: Miguelito Garcia (clavé), Manuel Reinoso (bongó) og Francisco Sánchez (maracas)

Populær musik

Musikalsk teater

Fra det 18. århundrede og frem til moderne tid har populære teaterformer brugt og givet anledning til musik og dans. Ud over at opføre nogle europæiske operaer og operetter udviklede cubanske komponister gradvist idéer, der passede bedre til deres kreolske publikum. Indspillet musik var den måde, hvorpå den cubanske musik kunne nå ud i verden. Den mest indspillede kunstner i Cuba frem til 1925 var en sanger på Alhambra, Adolfo Colombo. Optegnelser viser, at han indspillede omkring 350 numre mellem 1906 og 1917, hvoraf meget få er bevaret i dag.

Det første teater i Havana åbnede i 1776. Den første cubanske opera blev opført i 1807. Det musikalske teater havde stor betydning i det nittende århundrede og i første halvdel af det tyvende århundrede. Radioen, som begyndte at eksistere i Cuba i 1922, bidrog til den populære musiks vækst, fordi den skabte opmærksomhed og en ny indtægtskilde for kunstnerne.

Zarzuela er en let operette i lille skala. Den startede med importeret spansk indhold og udviklede sig til en løbende kommentar til Cubas sociale og politiske begivenheder og problemer. En række komponister på forreste række, såsom Ernesto Lecuona, producerede en række succeser til teatrene i Havana. Store stjerner som vedette Rita Montaner, der både kunne synge, spille klaver, danse og spille skuespil, var den cubanske pendant til Mistinguett og Josephine Baker i Paris.

Bufo

Det cubanske Bufo teater er en form for komedie, der er sarkastisk og satirisk. Der anvendes de typer, som kan findes overalt i landet. Bufo havde sin oprindelse omkring 1800-1815: Francisco Covarrubias, "karikaturisten" (1775-1850), var dens ophavsmand. Efterhånden har tegneserietyperne forladt deres europæiske forbilleder og er blevet mere og mere kreoliserede og cubanske. Sideløbende hermed fulgte musikken. Slang fra slavebarakker og fattige barrios fandt vej ind i teksterne:

Una mulata me ha muerto!

Y no prendan a esa mulata?

Como ha de quedar hombre vivo

si no prendan a quien matar!

La mulata es como el pan;

se deber como caliente,

que en dejandola enfriar

ni el diablo le mete el diente!

(En mulata er færdig for mig!

Desuden anholder de hende ikke!

Hvordan kan et menneske leve

Hvis de ikke tager denne morder?

En mulatta er som frisk brød

Du skal spise det, mens det er varmt

Hvis du lader den stå, indtil den er kølet af

Selv djævelen kan ikke få en bid!)

Guaracha

Guaracha er en genre med et højt tempo og med tekst. Den stammer fra det komiske teater Bufo og blev i begyndelsen af det 20. århundrede ofte spillet på bordellerne i Havana. Teksterne var fulde af slang og handlede om begivenheder og personer i nyhederne.

Kontradanza

Kontradanza er en historisk vigtig dans. Den kom til Cuba i slutningen af det 18. århundrede fra Europa. Contradanza er en fælles sekvensdans, hvor dansefigurerne følger et fast mønster. Tempoet og stilen i musikken var lys og ret hurtig. Den tidligste cubanske komposition af en contradanza er San Pascual bailon, der blev udgivet i 1803. Cubanerne udviklede en række kreoliserede versioner, som er et tidligt eksempel på indflydelsen fra afrikanske traditioner i Caribien. De fleste af musikerne var sorte eller mulatter: selv i begyndelsen af det 19. århundrede boede der mange frigivne slaver og blandede personer i de cubanske byer.

"Kvinderne i Havana har en vild smag for at danse; de tilbringer hele nætter opløftet, ophidset, ophidset, vanvittig og svedende, indtil de falder ud".

Contradanza afløste menuetten som den mest populære dans, indtil den fra 1842 og frem gav plads til habaneraen, en helt anden stilart.

Danza

Dette barn af kontradanzaen blev også danset i linjer eller firkanter. Det var også en livlig form for musik og dans, som kunne være i dobbelt- eller tredobbelttakt. Denne form for dans blev med tiden erstattet af danzón, der ligesom habaneraen var meget langsommere og mere rolig.

Habanera

Habaneraen udviklede sig ud af contradanzaen i begyndelsen af det 19. århundrede. Dens store nyhed var, at den både blev sunget, spillet og danset. Dens udvikling skyldtes i det mindste delvist indflydelsen fra fransktalende indvandrere. Den haitianske revolution i 1791 førte til, at mange franske koloniale franskmænd og deres slaver flygtede til Oriente. Cinquillo er et vigtigt rytmisk mønster, der opstod for første gang på dette tidspunkt.

Habanera-dansestilen er langsommere og mere statelig end dansen danza; i 1840'erne var der skrevet, sunget og danset habaneras i Mexico, Venezuela, Puerto Rico og Spanien. Siden omkring år 1900 har habaneraen været et levn fra dansen; men musikken har en tidstypisk charme, og der findes nogle berømte kompositioner, som f.eks. Tu, hvis versioner er blevet indspillet mange gange.

Valsen

Valsen (El vals) kom til Cuba i 1814. Det var den første dans, hvor parrene ikke var forbundet af et fælles sekvensmønster. Den blev og bliver stadig danset i 3/4-takt med accent på det første slag. Den blev oprindeligt anset for at være skandaløs, fordi parrene stod over for hinanden, holdt hinanden i det "lukkede" greb og så at sige ignorerede det omgivende samfund. Valsen kom ind i alle lande i Amerika. Walzen har et andet kendetegn: det er en "rejsedans", hvor parrene bevæger sig rundt på arenaen. I latinske danse er det usædvanligt, at danserne bevæger sig progressivt, men det forekommer i nogle af dem.

Zapateo

En typisk dans for den cubanske campesino eller guajiro En pardans, hvor manden oftest banker med fødderne. Der findes illustrationer fra tidligere århundreder, men dansen er nu uddød.

Trova

I det 19. århundrede voksede der i Santiago de Cuba en gruppe af omrejsende musikere, troubadorer, som rejste rundt og tjente deres penge på at synge og spille guitar. De var af stor betydning som komponister, og deres sange er blevet brugt i alle former for cubansk musik

Pepe Sánchez (1856-1918) var trovaens fader og skaberen af den cubanske bolero. Han havde ingen formel uddannelse i musik. Med et bemærkelsesværdigt naturtalent komponerede han numre i sit hoved og skrev dem aldrig ned. Som følge heraf er de fleste af disse numre nu tabt for evigt, selv om omkring to dusin overlever, fordi venner og disciple har transskriberet dem. Han skabte også reklamejingler, før radioen blev født. Han var forbillede og lærer for de store trovadores, der fulgte efter ham.

Den første, og en af de længstlevende, var Sindo Garay (1867-1968). Han var en fremragende komponist af sange, og hans bedste er blevet sunget og indspillet mange gange. Garay var også musikalsk analfabet - faktisk lærte han først selv alfabetet som 16-årig - men i hans tilfælde blev der ikke kun indspillet partiturer af andre, men der findes også indspilninger. Han sendte i radioen, lavede optagelser og overlevede ind i moderne tid. Han plejede at sige: "Der er ikke mange mænd, der har givet hånd til både José Martí og Fidel Castro!"

Chicho Ibáñez (1875-1981) levede endnu længere end Garay. Ibáñez var den første trovador, der specialiserede sig i den cubanske son; han sang også guaguancos og stykker fra abakuá (et sort hemmeligt selskab).

Mange af de tidlige trovadores, såsom Manuel Corona (som arbejdede i et bordelområde i Havana), komponerede og sang guarachas som en balance til de langsommere boleros.

Bolero

Dette er en sang- og danseform, der er helt anderledes end sin spanske navnebror. Den opstod i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede med grundlæggeren af den traditionelle trova, Pepe Sánchez. Han skrev den første bolero, Tristezas, som stadig synges den dag i dag. Boleroen har altid været en fast bestanddel af trova-musikerens repertoire. Boleroen viste sig at være usædvanlig tilpasningsdygtig og førte til mange varianter. Typisk var indførelsen af synkopering, hvilket førte til bolero-son, bolero-mambo og bolero-cha. Bolero-son blev i flere årtier den mest populære rytme til dans i Cuba, og det var denne rytme, som det internationale dansemiljø opfangede og lærte som den fejlagtigt navngivne "rumba".

Danzón

Den europæiske indflydelse på Cubas senere musikalske udvikling er repræsenteret af danzón, en elegant musikform, der engang var den mest populære musik i Cuba. Den er en efterkommer af den creollized cubanske contradanza. Danzón markerer den ændring, der fandt sted fra den kommunale sekvensdansstil fra slutningen af det 18. århundrede til pardansene fra senere tider. Det var succesen med den engang skandaløse walz, hvor parene dansede over for hinanden og uafhængigt af andre par, ikke som en del af en forudbestemt struktur, der var en drivkraft for dette. Danzón var den første cubanske dans, der anvendte sådanne metoder, selv om der er en forskel mellem de to danse. Walz er en progressiv selskabsdans, hvor parrene bevæger sig rundt på gulvet mod uret; danzón er en "lommetørklæde"-dans, hvor parrene holder sig inden for et lille område af gulvet.

Danzón blev eksporteret med stor succes til hele Latinamerika, især Mexico. Den er nu et levn, både i musikken og i dansen, men dens højt orkestrerede efterkommere lever videre.

Søn

Sønnen, sagde Cristóbal Díaz, er den vigtigste genre i den cubanske musik, men også den mindst studerede. Man kan med rette sige, at son er for Cuba, hvad tangoen er for Argentina eller sambaen for Brasilien. Desuden er det måske den mest fleksible af alle former for latinamerikansk musik. Dens store styrke er dens fusion mellem europæiske og afrikanske musiktraditioner. De mest karakteristiske instrumenter er den cubanske guitar, kendt som tres, og den velkendte dobbelthovedede bongó, som er til stede fra begyndelsen og frem til i dag. Typisk er også claves, den spanske guitar, kontrabasen og tidligt cornet eller trompet og endelig klaveret.

Sønnen opstod i Oriente, den østlige del af øen, hvor den spanske guitar og lyriske traditioner fusionerede med afrikansk percussion og rytmer. Vi ved nu, at dens historie som en selvstændig form er relativt ny. Der er ingen beviser for, at den går længere tilbage end til slutningen af det nittende århundrede. Den flyttede fra Oriente til Havana omkring 1909, båret af medlemmer af Permanente (hæren), der blev sendt ud af deres oprindelsesområder som et politisk spørgsmål. De første optagelser fandt sted i 1918.

Der findes mange typer af sønner. Odilio Urfé genkendte disse varianter:

son montuno

changuí

sucu-sucu

pregón

bolero-son

afro-søn

son guaguancó

mambo

og man kan bestemt tilføje

salsa (for en stor dels vedkommende)

timba

Desuden har sønnen igen og igen ændret den ældre danzón for at gøre den mere synkoperet og kreolsk i stilen, fra 1910 over danzón-mambo og cha-cha-cha-cha til komplekse moderne arrangementer, der næsten er umulige at kategorisere.

Son'en varierer meget i dag, og det vigtigste kendetegn er en synkoperet baspuls, der kommer før downbeat, hvilket giver son'en sin karakteristiske rytme; dette kaldes den forventede bas.

Cubansk jazz

Jazzens historie i Cuba var i mange år skjult; men det er blevet klart, at jazzens historie i Cuba er næsten lige så lang som i USA.

Man ved nu meget mere om de tidlige cubanske jazzbands, selv om en fuldstændig vurdering er vanskelig på grund af manglen på optagelser. Udvandringer og besøg til og fra USA og den gensidige udveksling af optagelser og noder holdt musikerne i de to lande i kontakt med hinanden. I den første del af det 20. århundrede var der tætte forbindelser mellem musikere i Cuba og musikere i New Orleans. Orkesterlederen i den berømte Tropicana Club, Armando Romeu Jr., var en ledende figur i udviklingen af den cubanske jazz efter Anden Verdenskrig. Fænomenet cubop og jam sessions i Havana og New York skabte ægte fusioner, som stadig påvirker musikerne den dag i dag.

Rita Montaner i 1938 under optagelserne til El romance del palmar


claves


Sexteto Occidente, New York 1926 tilbage: Maria Teresa Vera (guitar), Ignacio Piñeiro (kontrabas), Julio Torres Biart (tres); forrest: Miguelito Garcia (clavé), Manuel Reinoso (bongó) og Francisco Sánchez (maracas)

Buena Vista-oplevelsen

Den verdensomspændende interesse for cubansk musik blev genoplivet af et bemærkelsesværdigt cd-album med titlen Buena Vista Social Club. En amerikansk guitarist, Ry Cooder, en britisk musikproducer, Nick Gold, og en cubansk musiker, Juan Marcos Gonzáles, arbejdede sammen om et nyt projekt. De sammensatte en gruppe, hovedsagelig bestående af ældre cubanske musikere, med den idé at genskabe den cubanske musik fra 1950'ernes gyldne æra. Det første album, der blev udgivet i 1997, blev et kæmpe hit, solgte over fem millioner eksemplarer og vandt en Grammy i 1998. I 2003 blev det af Rolling Stone Magazine opført som nr. 260 på deres liste over de 500 største hits nogensinde. Den første cd er blevet fulgt op af et dusin flere cd'er, de fleste udgivet af Nonesuch Records eller World Circuit.

En dokumentarfilm, Buena Vista Social Club, instrueret af Wim Wenders, blev udgivet i 1999. Den indtjente 23 millioner dollars på verdensplan i 2007. En yngre generation havde opdaget, hvorfor den cubanske musik var så populær.

Buena Vista-oplevelsen

Den verdensomspændende interesse for cubansk musik blev genoplivet af et bemærkelsesværdigt cd-album med titlen Buena Vista Social Club. En amerikansk guitarist, Ry Cooder, en britisk musikproducer, Nick Gold, og en cubansk musiker, Juan Marcos Gonzáles, arbejdede sammen om et nyt projekt. De sammensatte en gruppe, hovedsagelig bestående af ældre cubanske musikere, med den idé at genskabe den cubanske musik fra 1950'ernes gyldne æra. Det første album, der blev udgivet i 1997, blev et kæmpe hit, solgte over fem millioner eksemplarer og vandt en Grammy i 1998. I 2003 blev det af Rolling Stone Magazine opført som nr. 260 på deres liste over de 500 største hits nogensinde. Den første cd er blevet fulgt op af et dusin flere cd'er, de fleste udgivet af Nonesuch Records eller World Circuit.

En dokumentarfilm, Buena Vista Social Club, instrueret af Wim Wenders, blev udgivet i 1999. Den indtjente 23 millioner dollars på verdensplan i 2007. En yngre generation havde opdaget, hvorfor den cubanske musik var så populær.