Kvæghejre (Bubulcus ibis) — udbredelse, adfærd og forbindelse til kvæg

Lær om kvæghejre (Bubulcus ibis): udbredelse, adfærd, økologi og tæt forbindelse til kvæg — spredning, føde, yngel samt betydning for landbrug og sundhed.

Kvæghejren (Bubulcus ibis) er en kosmopolitisk fiskehejreart (familie Ardeidae), der findes i troperne, subtropiske områder og varme tempererede zoner.

Den er den eneste i slægten Bubulcus, som har to underarter, den vestlige og den østlige kyra. Det er en kraftig hvid fugl, der i yngletiden er prydet med lysebrun fjer. Den bygger rede i kolonier, som regel i nærheden af vandområder og ofte sammen med andre vadefugle.

I modsætning til de fleste andre fiskehejrer lever den i forholdsvis tørre græsklædte områder, ofte sammen med kvæg eller andre store pattedyr. Den fanger insekter og små hvirveldyr som bytte, der forstyrres af disse dyr. Den fanger også flåter og fluer fra kvæg.

Den er oprindeligt hjemmehørende i dele af Asien, Afrika og Europa, men har gennemgået en hurtig udvidelse af sin udbredelse og har med succes koloniseret store dele af resten af verden. Det skyldes, at mennesker nu opdrætter tamkvæg i det meste af verden. Nogle populationer af kvæghejre er trækfugle, mens andre spredes efter at have ynglet.

Den kan være en sikkerhedsrisiko på flyvepladser og er blevet inddraget i spredningen af dyresygdomme, der overføres af flåter.

Udseende og kendetegn

Kvæghejren er en forholdsvis kortbenet og kompakt hejre på omkring 46 cm i længden. Fuglen er overvejende hvid. I yngletiden får den karakteristiske buff‑orange fjer på issen, nakken og brystet, og næb og ben kan få en mere intens farve. Uden for yngletiden er den næsten helt hvid med gult næb og gullig‑grå ben.

Udbredelse og habitat

Arten er oprindeligt udbredt i dele af Asien, Afrika og Europa, men har spredt sig hurtigt til store dele af verden — herunder Amerika, Australien og adskillige øer i Stillehavet. Den trives i åbne græsområder, vådområder, landbrugsland og i nærheden af menneskelige bebyggelser, især hvor tamkvæg eller andre græssende dyr findes.

Føde og foraging-adfærd

Kvæghejren ernærer sig først og fremmest af insekter (især græshopper, cikader, fluer og biller), men også af frøer, små krybdyr, fisk og andre små hvirveldyr som bytte. Den følger ofte kvæg og andre store pattedyr og udnytter, at disse dyr skræmmer insekter frem, eller sidder direkte på dyrene for at plukke flåter og fluer. Denne adfærd gør den effektiv til at finde føde i tørre områder, hvor andre hejre ikke trives.

Ynglebiologi

Kvæghejren bygger ofte sin rede i kolonier, som regel i træer, buske eller rørskove tæt ved vand, og ofte sammen med andre arter af hejrer og vadefugle. Hunnen lægger typisk 2–4 æg. Begge forældre deltager i rugearbejdet og fodringen af ungerne. Rugetiden varer omkring 21 dage, og ungerne forlader reden (flyver fra reden) efter cirka en måned til et par måneder, afhængigt af fødeudbud og klima.

Forholdet til kvæg og mennesker

• Fordele: Kvæghejren kan reducere antallet af parasitter (fx flåter og fluer) på kvæg, og dermed være en naturlig hjælp i bekæmpelsen af skadedyr.
• Ulemper: Når grupper af kvæghejrer samles i stort antal tæt på landbrug eller bebyggelse, kan de skabe støj og gødskning af træer og bygninger. De kan også tiltrække andre fuglearter og medføre konflikter om ynglepladser.

Flyvesikkerhed og sygdomsspredning

På grund af artens udbredelse på åbne marker tæt ved lufthavne kan kvæghejren udgøre en alvorlig risiko for flyvepladser på grund af bird‑strike. Derudover er arten blevet inddraget i spredningen af parasitter og sygdomme ved at transportere flåter og andre blodsugende insekter mellem dyr og lokaliteter, hvilket har rejst bekymring i forbindelse med husdyrs sundhed og zoonoser.

Adfærdsvariation og træk

Nogle populationer er standfugle i varme områder, mens andre udfører træk i koldere regioner. Efter yngletiden kan enkelte populationer sprede sig over lange afstande for at finde egnet føde og overvintringsområder. Arten viser ofte social foraging og kan hænge tæt sammen i store flokke uden for yngletiden.

Bevaringsstatus og forvaltning

I dag regnes kvæghejren generelt for at være ikke truet (IUCN: Least Concern) på grund af dens store og voksende bestand samt udbredte forekomst. Lokalt kan den dog opleve tab af egnede yngleområder og forfølges, hvis den anses for at være et problem. Forvaltning i konfliktsituationer (f.eks. ved lufthavne eller ved sygdomsspredning) omfatter habitatstyring, skræmmeforanstaltninger og, i nogle tilfælde, aflivning efter nøje vurdering.

Taxonomi og underarter

Der er traditionelt beskrevet to underarter (ofte omtalt som vestlig og østlig), og der har været løbende debat blandt ornitologer om, hvorvidt disse bør betragtes som adskilte arter. Denne taksonomiske diskussion påvirker ikke den praktiske forvaltning i mange områder, men er relevant for forskning i populationsstruktur og spredningsdynamik.

Opsummering

Kvæghejren (Bubulcus ibis) er en succesfuld og fleksibel art, som har udnyttet menneskeskabte landskaber til at ekspandere globalt. Den spiller både en nyttig rolle ved at reducere parasitter på husdyr og en problematisk rolle ved at udgøre risiko for flyvesikkerhed og mulig spredning af sygdomme. Lokale tiltag til at håndtere konflikter bør baseres på viden om adfærd, økologi og lokale populationers dynamik.

Udbredelse og levested

Kvæghejren har gennemgået en af de hurtigste og mest vidtrækkende naturlige udvidelser af alle fuglearter.

Den var oprindeligt hjemmehørende i dele af Sydspanien og Portugal, tropisk og subtropisk Afrika og fugtigt tropisk og subtropisk Asien. I slutningen af det 19. århundrede begyndte den at udvide sit udbredelsesområde til det sydlige Afrika og ynglede første gang i Kap-provinsen i 1908.

Kvæghejre blev første gang set i Amerika på grænsen mellem Guyana og Surinam i 1877, efter at de tilsyneladende var fløjet over Atlanterhavet. Det var først i 1930'erne, at arten menes at have etableret sig i dette område.

Arten ankom første gang til Nordamerika i 1941 (disse tidlige observationer blev oprindeligt afvist som undslupne fugle), ynglede i Florida i 1953 og spredte sig hurtigt og ynglede for første gang i Canada i 1962. Den er nu almindeligvis set så langt mod vest som Californien. Den blev første gang registreret som ynglefugl i Cuba i 1957, i Costa Rica i 1958 og i Mexico i 1963, selv om den sandsynligvis var etableret før det.

I Europa har arten historisk set været i tilbagegang i Spanien og Portugal, men i den sidste del af det 20. århundrede bredte den sig igen på den iberiske halvø og begyndte derefter at kolonisere andre dele af Europa; Sydfrankrig i 1958, Nordfrankrig i 1981 og Italien i 1985. Der blev for første gang registreret ynglefund i Det Forenede Kongerige i 2008, kun et år efter en tilstrømning, der blev set året før. I 2008 blev det også rapporteret, at der for første gang var flyttet kvæghejrer til Irland.

I Australien begyndte koloniseringen i 1940'erne, hvor arten etablerede sig i den nordlige og østlige del af kontinentet. Den begyndte regelmæssigt at besøge New Zealand i 1960'erne.

Siden 1948 har koglehejren været fast bosiddende i Israel. Før 1948 var den kun en vintergæst.

Den massive og hurtige udvidelse af kvæghejrens udbredelsesområde skyldes dens forhold til mennesker og deres husdyr. Oprindeligt var den tilpasset til et almindeligt forhold til store græssende dyr, men den kunne let omstille sig til tamkvæg og heste. Efterhånden som husdyrholdet spredte sig over hele verden, kunne den indtage ellers tomme nicher.

Bubulcus ibis


Typisk græslandshabitat i Kolkata (Calcutta)

Fodring

Fuglen lever af en bred vifte af byttedyr, især insekter, især græshopper, syrener, fluer (voksne og maddiker) og møl, samt edderkopper, frøer og regnorme.

Arten findes normalt sammen med kvæg og andre store græssende og græssende dyr og fanger små dyr, der forstyrres af pattedyrene. Undersøgelser har vist, at kvæghejren har langt større succes med at søge føde, når den fouragerer i nærheden af et stort dyr, end når den fouragerer enkeltvis. Når den fouragerer sammen med kvæg, har den vist sig at have 3,6 gange større succes med at fange byttedyr, end når den fouragerer alene. Dens præstationer er de samme, når den følger efter landbrugsmaskiner, men den er tvunget til at bevæge sig mere.

Fjerdragt uden for yngletiden

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er kvæghejre?

Spørgsmål: Hvor mange underarter af kvæghejre er der?

Spørgsmål: Hvordan ser kvæghejren ud?

Spørgsmål: Hvor yngler kvæghejren normalt?

Spørgsmål: Hvad er kvæghejrens kost?

Spørgsmål: Hvorfor har kvæghejren fået en hastigt voksende udbredelse?

Spørgsmål: Hvad er nogle potentielle farer ved kvæghejren?

Søg efter bogstav