Spider | De har otte ben og munddele med hugtænder, der injicerer gift

Anatomi

Edderkopper har en todelt krop, den forreste del (cephalothorax) og bagkroppen. I modsætning til insekter har edderkopper ikke antenner. De mere avancerede edderkopper har et centraliseret nervesystem, hvor ganglierne er smeltet sammen til én masse i cephalothorax. I modsætning til de fleste leddyr har edderkopper ingen udstrækningsmuskler i deres lemmer, og de strækker dem ved hjælp af hydraulisk tryk.

Størrelsesinterval

De mindste fuldvoksne edderkopper kan være mindre end 4 mm. (0,1 tomme). De største edderkopper kan have en kropslængde på 10 cm. (4 tommer) eller mere. De største kan veje 150 gram (5,3 oz). De største edderkopper er tarantlerne og jagtedderkopperne. Nogle jægeredderkopper i Sydøstasien kan have et benspænd på omkring 250-300 mm (9,8-11,8 tommer).

Edderkoppens øjne og andre sanser

De fleste edderkopper har fire par øjne på den øverste forreste del af kroppen, der er placeret i mønstre, som varierer fra familie til familie. De vigtigste øjne på forsiden er i stand til at danne billeder. Springedderkopper har en synsstyrke, der er ti gange bedre end hos guldsmede, som har langt det bedste syn blandt insekterne. Edderkopperne gør dette ved hjælp af en telefotolignende serie af linser, en fire laget nethinde. De kan dreje øjnene og sammensætte billeder fra forskellige stadier i scanningen. Ulempen er, at scannings- og integreringsprocesserne er relativt langsomme.

Edderkopper og andre leddyr har modificeret deres hudskæl til udførlige sensorrækker. Forskellige sensorer, for det meste børster, reagerer på berøring, fra stærk kontakt til meget svage luftstrømme. Kemiske sensorer svarer til smag og lugt. Edderkopper har også sensorer i leddene på deres lemmer, der registrerer kræfter og vibrationer. Hos edderkopper, der bygger net, er alle disse mekaniske og kemiske sensorer vigtigere end øjnene. Øjnene er vigtigere for edderkopper, der jager aktivt. Ligesom de fleste leddyr mangler edderkopper balancesensorer og er afhængige af deres øjne til at fortælle dem, hvilken vej der er opad.

Fangs

Tænderne er hule, ligesom de nåle, der bruges til at give injektioner. Edderkopper bruger deres hugtænder til at injicere giftstoffer, der dræber de insekter, de vil spise. Nogle former for edderkoppegift angriber deres byttedyrs nervesystem, mens andre former for gift angriber kropsvæv.

 
En edderkoppes indre anatomi  


Denne hoppende edderkoppes hovedøjne er meget tæt på hinanden.   Der er andre par sekundære øjne på siderne og på toppen af hovedet.  

Adfærd

Hvad de fleste edderkopper spiser

Edderkopper er rovdyr og spiser insekter og andre leddyr (herunder andre edderkopper). De fleste bruger giften fra deres hugtænder til at dræbe deres bytte. Det er sjældent, at edderkopper fanger byttedyr, der er meget større end dem selv. Det er også svært for de fleste edderkopper at fange byttedyr, der er meget mindre end dem selv. Der er nogle edderkopper, der danner kolonier. Edderkopper spiser ikke kun edderkopper af andre arter, men også edderkopper af deres egen art.

Den sorte enke har fået sit navn, fordi hunnerne nogle gange spiser de hanner, der parrer sig med dem. Dette kan også ske hos andre arter. Hver edderkopart har sin egen måde at kommunikere med andre edderkopper, som de møder. På grund af faren for at blive spist har hannerne hos nogle arter særlige kroge på deres forben, hvormed de holder fast i hunnen, mens de parrer sig. Andre bringer hunnen noget at spise. Der er nogle få arter, hvor edderkoppehannerne konstruerer deres egne små net, som er forbundet med hunnernes net. Hos disse arter er hannen så meget mindre end hunnen, at det ville være svært for hende at fange hannen.

De fleste edderkopper har et så dårligt syn, at de ikke engang bemærker et dødt insekt. Springende edderkopper er en undtagelse fra denne regel. De har et så godt syn, at de kan finde døde fluer eller andre insekter, som de for nylig har spist.

Nogle edderkopper er ikke rovdyr

Edderkopper er grundlæggende rovdyr, men nogle har andre fødekilder. Springedderkoppen Bagheera kiplingi får over 90 % af sin føde fra ret fast plantemateriale, der produceres af akacier som led i et gavnligt forhold til en myreart.

Unge edderkopper i flere familier lever af plante nektar. Undersøgelser har vist, at de gør dette i lange perioder. De renser sig også regelmæssigt, mens de spiser. Disse edderkopper foretrækker også sukkeropløsninger frem for almindeligt vand, hvilket viser, at de er på udkig efter næringsstoffer. Mange edderkopper er nataktive, de er mest aktive om natten. Omfanget af edderkoppernes nektarforbrug kan derfor være blevet undervurderet. Nektar indeholder aminosyrer, lipider, vitaminer og mineraler ud over sukkerstoffer. Undersøgelser har vist, at andre edderkoppearter lever længere, når der er nektar til rådighed. Ved at spise nektar undgår man også risikoen for kamp med byttedyr og omkostningerne ved at producere gift og fordøjelsesenzymer. Da nektar er en produktion fra blomstrende planter, kom edderkoppernes indtagelse af nektar ret sent i deres evolution.

Forskellige arter er kendt for at spise døde leddyr (scavenging), vævssilke og deres egne aflagte exoskeletter. Pollen, der er fanget i nettene, kan også spises, og undersøgelser har vist, at unge edderkopper har større chance for at overleve, hvis de har mulighed for at spise pollen. I fangenskab er flere edderkoppearter også kendt for at spise bananer, marmelade, mælk, æggeblomme og pølser.

Metoder til fangst af byttedyr

Webs

Den mest kendte metode, som edderkopper bruger til at fange byttet, er et klæbrigt net. Placeringen af nettet gør det muligt for forskellige edderkopper at fange forskellige insekter i det samme område. Flade, vandrette net giver dem f.eks. mulighed for at fange insekter, der flyver op fra vegetationen nedenunder. Flade lodrette net gør det muligt for dem at fange insekter i flugt. De edderkopper, der bygger net, ser normalt ikke særlig godt, men de er meget følsomme over for vibrationer.

Undervands

Hunnerne af vandedderkoppen Argyroneta aquatica bygger undervandsnet med "dykkerklokker", som de fylder med luft og bruger, mens de spiser deres bytte, forpupper sig, parrer sig og opfostrer deres afkom. De lever næsten udelukkende i klokkerne og springer ud for at fange byttedyr, der rører ved klokken eller de tråde, der forankrer den. Nogle få edderkopper bruger overfladen af søer og damme som "net", idet de opdager indfangede insekter ved hjælp af de vibrationer, som disse forårsager, mens de kæmper.

Bola støbning

Netspindler væver kun små net, men de manipulerer dem for at fange byttet. De strækker deres net og slipper dem så, når byttet rammer dem. Edderkopper i Deinopidae-familien væver endnu mindre net, holder dem udstrakt mellem deres to første benpar og springer ud og skubber nettene op til dobbelt så langt som deres egen kropslængde for at fange byttet, og denne bevægelse kan øge nettenes areal med en faktor på op til ti. Eksperimenter har vist, at Deinopis spinosus har to forskellige teknikker til at fange byttet: bagudrettede slag for at fange flyvende insekter, hvis vibrationer den registrerer, og fremadrettede slag for at fange jordgående byttedyr, som den ser. Disse to teknikker er også blevet observeret hos andre Deinopider. Gående insekter udgør størstedelen af byttet for de fleste deinopider, men en population af Deinopis subrufus synes hovedsageligt at leve af tipulide fluer, som den fanger med baglæns slag.

Modne hunner af Mastophora-slægten bygger "net", der kun består af en enkelt "trapezlinje", som de patruljerer. De konstruerer også en bolas, der består af en enkelt tråd, som er spidset med en stor kugle af meget våd klæbrig silke. De udsender kemikalier, der ligner feromoner fra møl, og svinger derefter bolas'en mod mølene. De fanger ca. den samme vægt af insekter pr. nat som netvævende edderkopper af samme størrelse. Edderkopperne spiser bolas, hvis de ikke har dræbt nogen i løbet af ca. 30 minutter, hviler sig et stykke tid og laver derefter nye bolas. Unge og voksne hanner er meget mindre og laver ikke bolas. I stedet frigiver de forskellige feromoner, der tiltrækker mølfluer, og fanger dem med deres forreste benpar.

Brug af falddøre

De primitive Liphistiidae, "trapdoor spiders" (familien Ctenizidae) og mange tarantler er bagholdsrovdyr. De lurer i huler, der ofte er lukket med falddøre og omgivet af netværk af silketråde, som gør edderkopperne opmærksomme på byttet. Andre rovdyr i baghold undviger sådanne hjælpemidler, herunder mange krabbespindler. Nogle få arter, der lever af bier, som ser ultraviolet, kan justere deres ultraviolette reflektionsevne til at passe til de blomster, hvor de lurer. Ulveedderkopper, springedderkopper, fiskespindere og nogle krabbespindere fanger byttet ved at jage det og er hovedsageligt afhængige af synet for at få fat i deres bytte.

Indfangning af insekter uden brug af net

Det er ikke alle edderkopper, der bruger silke til at fange deres bytte. I stedet kan disse edderkopper fange insekter ved at gribe dem og derefter bide dem. Blandt disse slags edderkopper er de to mest kendte ulveedderkopper og springedderkopper.

Ulve edderkopper

En ulveedderkop vil normalt vente, indtil et insekt kommer tæt på den, og så styrter den hen til insektet, griber det med sine forben og bider det, så giften kan gøre sit arbejde.

Hunnerne lægger deres æg på en silkepude og trækker derefter kanterne sammen til en rund kugle, som de bærer med sig, hvor de end går hen. De holder deres ægkugler fast til deres haleender ved hjælp af deres silke. Når æggene klækkes, kravler de små edderkopper op på moderens ryg, og hun bærer dem med sig i dagevis eller uger.

Ulveedderkopper er meget gode mødre og beskytter både deres æggekugler og deres unger. Når tiden er inde, forlader de små edderkopper moderen og går hver sin vej.

Springende edderkopper

Springedderkopper har meget gode øjne og kan se godt. De sniger sig så tæt på et insekt, som de kan, og så hopper de på insektet og bider det med det samme. Da de ofte jager i træer, buske og på siderne af vægge, kan den hoppende edderkop falde ned, hvis den rammer ved siden af, hvis den ikke rammer ved siden af. Men de har en måde at redde sig selv fra at komme til skade på. Inden de hopper, fastgør de deres silke til det sted, hvor de har stået, og når de hopper, slipper de en sikkerhedsline af silke ud. Så hvis de falder, vil de gribe sig selv, når de når enden af deres silkesikkerhedsline. Nogle gange vil en hoppende edderkop fange et insekt og derefter falde, mens den stadig holder fast i insektet. Men edderkoppen er stadig i sikkerhed.

Springedderkopper laver små silketelte til sig selv, som de kan sove i. Når de lægger æg, opbevarer de dem i et sådant skjul. De tager ikke deres æg med sig, når de går ud på jagt.

For alle hanedderkopper er det farligt at søge en partner. Hunedderkoppen er måske ikke klar over, at hannen er en edderkop af hendes art, så hun kan forsøge at spise den. De hoppende edderkopper har ikke kun visuelle mønstre, der identificerer dem over for hinanden, men den hoppende edderkoppe-han udfører en særlig dans, når den nærmer sig en hun af samme art. På den måde kan hunnen genkende, at det er en han af hendes art. Hun vil som regel glemme alt om at spise længe nok til at parre sig med den besøgende hanedderkop.

Springedderkopper har så gode øjne, at de normalt vil se på alle mennesker, der forsøger at se på dem. Nogle arter er meget sky og løber væk, hvis mennesket kommer for tæt på. Men nogle arter, som f.eks. Phidippus audax (den dristige eller modige springedderkop) og Platycryptus undatus, kan blive rolige, hvis mennesket kommer langsomt tæt på dem. Nogle gange vil de hoppe op på en af dine fingre og derefter hoppe fra finger til finger og fra hånd til hånd. De ser ud til at ville udforske.

Jagt på andre edderkopper

Nogle springedderkopper af slægten Portia jager andre edderkopper på en måde, der virker intelligent, idet de overhaler deres ofre eller lokker dem ud af deres net. Laboratorieundersøgelser viser, at Portias instinktive taktik kun er udgangspunktet for en trial-and-error-tilgang, hvorfra disse edderkopper meget hurtigt lærer at overvinde nye byttearter. De synes dog at være relativt langsomt tænkende, hvilket ikke er overraskende, da deres hjerner er langt mindre end pattedyrs rovdyrs hjerner.

Forklædt som myrer

Myrelignende edderkopper står over for flere udfordringer: de udvikler generelt slankere maver og falske "taljer" for at efterligne de tre forskellige regioner (tagmata) i en myrekrop; de svinger det første par ben i form af hovedet for at efterligne antenner, som edderkopper mangler, og for at skjule det faktum, at de har otte ben i stedet for seks. De har store farvepletter omkring det ene par øjne for at skjule, at de generelt har otte simple øjne, mens myrer har to sammensatte øjne; de dækker deres krop med reflekshår for at ligne myrernes skinnende kroppe. Hos nogle edderkoppearter efterligner hanner og hunner forskellige myrearter, da hunnerne som regel er meget større end hannerne.

Myrenimiterende edderkopper ændrer også deres adfærd for at ligne den adfærd, som målarten af myren har, f.eks. har mange af dem et zig-zag-mønster, myrenimiterende hoppende edderkopper undgår at hoppe, og edderkopper af slægten Synemosyna går på de ydre kanter af blade på samme måde som Pseudomyrmex. Myremimikering hos mange edderkopper og andre leddyr kan være til beskyttelse mod rovdyr, der jager ved synet, herunder fugle, øgler og edderkopper. Flere myreimiterende edderkopper er dog enten byttedyr på myrer eller på myrernes "husdyr", f.eks. bladlus. I hvile ligner den myreimiterende krabbespind Amyciaea ikke meget Oecophylla, men når den jager, efterligner den en døende myre for at tiltrække arbejdsmyrer. Efter et drab holder nogle myreimiterende edderkopper deres ofre mellem sig selv og store grupper af myrer for at undgå at blive angrebet.

 
Latrodectus mactans, den sorte enkeedderkop  


Falddørsspinder (familie: Ctenizidae), et rovdyr i baghold  


En hun af Hogna carolinensis (Carolina ulve edderkop), ca. 25 mm. i kropslængde.  


Springende edderkop  


Portia bruger både net og snedige, alsidige taktikker til at overvinde byttet.  


En hoppende edderkop, der efterligner en myre  

Reproduktion og livscyklus

Edderkopper formerer sig seksuelt, og befrugtningen er intern, men indirekte. Det vil sige, at sædcellerne ikke føres ind i hunnens krop via hannens kønsorganer, men via et mellemstadium. I modsætning til mange landlevende leddyr producerer hanedderkopper ikke færdige spermatophorer (pakker af sæd). I stedet spinder de små sædnet, som de ejakulerer på, og derefter overfører de sædstofferne til strukturer på spidsen af deres pedipalper. Når en han opdager tegn på en hun i nærheden, kontrollerer han, om hun er af samme art, og om hun er parringsklar; hos arter, der producerer net eller "sikkerhedsreb", kan hannen f.eks. identificere arten og kønnet af disse genstande ved hjælp af lugten.

Edderkopper bruger generelt udspekulerede parringsritualer for at forhindre de store hunner i at æde de små hanner før befrugtning, undtagen når hannen er så meget mindre, at hanen ikke er værd at æde. Hos nogle arter parrer hannerne sig med hunner, der lige har forklædt sig, og som er for svage til at være farlige for hannerne.

Hos arter, der væver net, er præcise vibrationsmønstre i nettet en vigtig del af ritualerne, mens mønstre af berøringer på hunnens krop er vigtige hos mange edderkopper, der jager aktivt, og kan "hypnotisere" hunnen. Hannens gestikulationer og danse er vigtige for hoppende edderkopper, som har et fremragende syn. Hvis kurtiseringen er vellykket, sprøjter hannen sin sæd fra pedipalperne ind i hunnens kønsåbning på undersiden af hendes bagkrop. Hunnernes forplantningssystemer varierer. Nogle er simple rør, men andre har kamre, hvor hunnerne opbevarer sæd og frigiver det, når de er klar.

Hanner bliver spist hos nogle arter. Hanner af slægten Tidarren skærer den ene gane af og går ind i voksenlivet med kun én gane. Palperne udgør 20 % af hannens kropsmasse hos denne art, og det forbedrer mobiliteten, hvis den ene af de to palper fjernes. Hos den yemenitiske art Tidarren argo rives den resterende palpe derefter af af hunnen. Den afrevne gane forbliver fastgjort til hunnens åbning i ca. fire timer. I mellemtiden ernærer hunnen sig af den palperløse han. I over 60 % af tilfældene dræber og æder hunnen af den australske rødryggede edderkop hannen, efter at den har sat sin anden gump ind i hunnens kønsåbning; hannerne samarbejder faktisk ved at forsøge at spidde sig selv på hunnens hugtænder. Observationer viser, at de fleste hanner aldrig får lejlighed til at parre sig, og de "heldige" hanner øger det sandsynlige antal afkom ved at sørge for, at hunnerne er velernærede. Hanner af de fleste arter overlever dog kun få parringer, hvilket primært begrænses af deres korte levetid. Nogle lever endda et stykke tid i deres mages net.^p176/212

Hunnerne lægger op til 3.000 æg i en eller flere silkeægsække, som holder et ret konstant fugtighedsniveau. Hos nogle arter dør hunnerne bagefter, men hunnerne hos andre arter beskytter ægsækkene ved at fastgøre dem til deres net, gemme dem i reder, bære dem i chelicerae eller fastgøre dem til spindlerne og slæbe dem med sig.

Udvikling af unge

Babyedderkopper gennemgår alle deres larvestadier i ægget og klækkes som edderkoppeunger, der er meget små og kønsmæssigt umodne, men ligner de voksne i form. Nogle edderkopper tager sig af deres unger, f.eks. klamrer ulveedderkoppens yngel sig til ru børster på moderens ryg, og hunnerne hos nogle arter reagerer på deres unges "tiggeradfærd" ved at give dem deres bytte, hvis de ikke længere kæmper, eller endda ved at kaste op med føde.

Ligesom andre leddyr er edderkopper nødt til at skifte hud for at vokse, da deres kutikula ("hud") ikke kan strækkes. De fleste edderkopper lever kun i et til to år, selv om nogle tarantler kan leve i over 20 år i fangenskab.^p232

 
Den lille han af den gyldne kuglevæver (Nephila clavipes) (nær toppen af bladet) er beskyttet mod hunnen ved at producere de rigtige vibrationer i nettet, og kan være for lille til at være værd at spise.  


Gasteracantha mammosa edderkopper ved siden af deres ægkapsel  


Ulveedderkop, der bærer sine unger i sin ægpose.  


Goliath birdeater (Theraphosa blondi), den største edderkop  

Edderkopper og mennesker

Ud af de 40.000 edderkopper er mindre end 12 kendt som farlige for mennesker. Det er oftest smertefuldt at blive bidt af en edderkop. De fleste edderkopper bruger gift til at lamme deres bytte; de dræber det ved at spise det eller ved et bid. Nogle få edderkopper har gift, som kan være farlig for svækkede mennesker og for dem, der er allergiske over for den. Siden 1927 er 13 mennesker døde efter et bid fra en Atrax robustus-edderkop fra Australien.

Den edderkop, der dræber flest mennesker, den sorte enke og andre edderkopper i slægten Latrodectus, er omkring 1 cm lange. Atrax- og Phoneutria-edderkopperne, som også kan dræbe mennesker, er begge i gennemsnit omkring 2,5 cm. eller en tomme, og selv Enke-edderkopperne er store nok til at blive let bemærket.

Selv relativt små edderkopper som Phidippus audax kan give et smertefuldt bid, hvis man gør dem fortræd, men edderkopper er meget nyttige for mennesket, fordi de bekæmper insekter, der æder vores afgrøder.

At være bange for edderkopper er en meget almindelig fobi (frygt). Enkeedderkopper (sorte enker og andre medlemmer af deres slægt) forlader aldrig frivilligt deres net, så normalt bliver folk bidt, når de ved en fejltagelse rører ved edderkoppen.

 

Galleri

Klik på et billede for at se det i større format: