Frog
Frøer er padder og hvirveldyr i ordenen Anura. Der er ikke stor forskel på frøer og tudser, og de er ikke klassificeret separat. Det skyldes, at paddernes livsstil med deres tørre, ru hud er en tilpasning til at leve i tørrere levesteder. Paddeformen har udviklet sig en række gange uafhængigt af hinanden, hvilket er et eksempel på konvergent evolution.
Frøer kan leve på land og i ferskvand. De kan ikke overleve i saltvand. De udvikler sig ved metamorfose. De udklækkes normalt som haletudser fra æg, der lægges af en hunfrø. Æggene kaldes for frøyngel. Paddeungerne har hale og gæller. Det næste stadie, "frøungerne", udvikler lunger til at indånde luft i stedet for gæller, men har stadig haler. Den fuldt udvoksede frø har lange ben og ingen hale.
Voksne frøer kan hoppe med deres ben. De har lange tunger, som de bruger til at fange insekter. De laver en lyd, der kaldes et kvæk. Nogle arter lever i træer, og nogle frøarter er beskyttet ved at være giftige. Frøer lever over hele verden. Hvis en fremmed frøart bliver indført i et andet land, kan det lokale økosystem blive påvirket.
Frølår spises undertiden som mad i Frankrig, Kina og i det midtvestlige USA. Drab på frøer kan have en indvirkning på økosystemet. Frøer spiser f.eks. myg. Hvis frøer bliver dræbt, er der færre frøer til at spise myg, så der bliver født flere og flere myg. Derfor er der i disse områder flere sygdomme, som myggene bærer, fordi der er flere myg. Men for at dette kan gælde, skal frøer være et vigtigt rovdyr for myg. Det vil kun sjældent være tilfældet.
Frøer tilhører klassen Lissamphibia, den eneste klasse af padder, der har overlevet til i dag.
Hip-pocket frø, Assa darlingtoni, fantastisk godt camoufleret
En han af Dendropsophus microcephalus: dens stemmesæk bruges til at kvække
Europæisk ildbuget tudse (Bombina bombina)
Advarselsfarve på en giftig træfrø: jordbærpilefrøen indeholder talrige alkaloider, som afskrækker rovdyr
Egenskaber
Frøer er koldblodede dyr. Det betyder, at de har brug for varme for at holde deres kropstemperatur oppe. Hvis temperaturen udenfor er kold, vil padder ikke være aktive. Padder kan få varme fra solen, men normalt indirekte: Mens krybdyr kan sole sig i solen, gør padder det normalt ikke, fordi det udtørrer deres hud. Nogle frøer går i dvale om vinteren eller i tørkeperioder. De søger normalt et sted under jorden, hvor de kan holde til at sove. Disse omfatter gravning i mudder og huller. De overlever ved at få ilt gennem deres hud. De kommer ud, når vejret udenfor er gunstigt.
Frøer har en hud uden skæl eller hår. De kan optage ilt fra enten vand eller luft. De har slim, der hjælper deres hud med at holde sig våd og glat. Mange padder har giftig hud. De har sekreter, som gør deres hud giftig.
Mange frøer er halvt vandlevende. De kan leve både på land og i vand, og under alle omstændigheder foretrækker de fugtige steder. Disse omfatter damme, moser, floder og søer. De fleste voksne frøer bor der, hvor de er vokset op. De fleste padder lægger deres æg i skumreder.
Padder
En tudse er en frøart. Det er ikke et videnskabeligt begreb, men et populært begreb. Grunden til, at det ikke bruges i taksonomien, er, at paddens levevis har udviklet sig flere forskellige gange i forskellige grupper af frøer.
Alle padder er frøer, men ikke alle frøer er padder. Padder har hovedsageligt udviklet sig i tørre klimaer, så mange padder har en grovere, brunere hud. Mange padder graver også, men det afhænger af det miljø, som padden har udviklet sig i. Padder lægger æg i snore, der er fastgjort til sten, i modsætning til ægte frøer, som lægger æg i en geléagtig masse. Desuden har padder generelt kortere ben og en tykkere krop. Tudser har paratoide kirtler bag øjnene, som bruges til at fremstille gift.
Udvikling
Selv om det er rigtigt, at de fleste frøer udvikler sig fra haletudser, og at haletudserne udvikler sig fra æg, der er lagt i vand, er der undtagelser. Normalt befrugtes æggene efter at de er blevet lagt, dvs. uden for kroppen. Nogle bruger dog intern befrugtning, men hvordan hannerne gør det, vides ikke. Når de bliver befrugtet indvendigt, lægger de også æg, men denne gang er æggene allerede befrugtet.
Der er imidlertid blevet opdaget en ny art i Sulawasi i Indonesien, som føder levende haletudser. Frøen er nu kendt som Limnonectes larvaepartus. Limnonectes-familien er kendt som "frøer med hugtænder" på grund af de dobbelte fremspring på deres underkæber, som bruges til at kæmpe med. Sulawesi er en ø, som hurtigt mister sine skove. Det er i den tropiske skov, at denne frø lever.
Udbredelse og levesteder
På trods af disse begrænsninger er frøer meget udbredte og har tilpasset sig mange klimaer, selv ørkener. De er afhængige af specifikke tilpasninger for at overleve. Medlemmer af slægten Cyclorana lever i den centrale ørken i Australien. De graver sig ned under jorden, hvor de skaber en vandtæt kokon, som de kan leve i i tørre perioder. Når det regner, kommer de ud, finder en midlertidig pool og yngler. Udviklingen af æg og haletudser går meget hurtigt i forhold til de fleste andre frøers udvikling, så parringen kan være afsluttet, inden dammen tørrer ud.
Nogle frøarter er tilpasset et koldt miljø. Skovfrøen (Rana sylvatica), hvis levested strækker sig ind i polarcirklen, graver sig ned i jorden om vinteren. Selv om en stor del af dens krop fryser i denne periode, beskytter den høje koncentration af glukose i dens vitale organer dem mod skader.
Der findes en række små træfrøer, som udvikler sig fra æg, der lægges i vandbassiner på tropiske blade mange meter over jorden. De fleste af disse arter kommer ikke ned på jorden, undtagen for at parre sig. Træfrøer har udviklet sig flere gange, men de har alle næsten identiske tilpasninger. Mange millioner af års konvergerende evolution har resulteret i næsten identisk morfologi og vaner.
Samlet set er frøer en vellykket og udbredt gruppe. Der er ca. 4.800 registrerede arter, hvilket er over 85 % af alle nulevende paddearter. De er en af de fem mest forskelligartede hvirveldyrsordener.
Største, mindste
- Den største frø er den afrikanske goliatfrø (Conraua goliath). Den har en maksimal vægt på 3,8 kg og en længde fra snude til kløft på 39 cm.
- Paedophryne amauensis er ikke bare den mindste frø, men også det mindste hvirveldyr med en længde på 7,7 millimeter (0,30 tommer).
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er forskellen på frøer og tudser?
A: Der er ikke den store forskel på frøer og tudser, og de er ikke klassificeret separat. Det skyldes, at paddens livsstil med dens tørre, ru hud er en tilpasning til at leve i tørrere levesteder. Paddeformen har udviklet sig en række gange uafhængigt af hinanden, hvilket er et eksempel på konvergent evolution.
Spørgsmål: Hvor kan frøer leve?
Svar: Frøer kan leve på land og i ferskvand. De kan ikke overleve i saltvand.
Spørgsmål: Hvordan udvikler frøer sig?
Svar: De udvikler sig ved metamorfose. De udklækkes normalt som haletudser fra æg, der lægges af en hunfrø. Æggene kaldes for frøyngel. Paddeungerne har hale og gæller. Det næste stadie, "frøungerne", udvikler lunger til at indånde luft i stedet for gæller, men har stadig haler. Den fuldt udvoksede frø har lange ben og ingen hale.
Sp: Hvilken lyd laver frøer?
Svar: Voksne frøer laver en lyd, der kaldes et kvæk.
Spørgsmål: Findes der giftige frøarter?
A: Ja, nogle frøarter er beskyttet ved at være giftige.
Spørgsmål: Hvor lever frøer rundt om i verden?
A: Frøer lever over hele verden; men hvis en fremmed frøart indføres i et andet land, kan det lokale økosystem blive påvirket.
Spørgsmål: Er der nogen konsekvenser af at dræbe frøer? A: Aflivning af frøer kan have en indvirkning på økosystemet; hvis der f.eks. er færre frøer, vil der blive født flere myg, hvilket kan føre til flere sygdomme, som myggene bærer i de områder, hvor dette er tilfældet (dvs. hvor de var vigtige rovdyr).
