Bignosehaj (Carcharhinus altimus) – fakta, størrelse og habitat

Bignosehajen er stor og slank med en lang, bred og stump spids snude, som den har fået sit navn fra. Den har veludviklede flapper på næsen, som er tydeligt synlige. Den interdorsale kam (kammen mellem de to rygfinner) er høj og meget synlig. Brystfinnerne er lange og lige. Den første rygfinne har en stump spids og er placeret over eller bag brystfinnerne. Analfinnen sidder lidt bag den anden rygfinne.

Hajhajer ligner i udseende Nattehajerne, men Nattehajerne har en anden rygfinne, som har en fri bagspids, der er mindst dobbelt så lang som højden, mens Hajhajens anden rygfinne har en kort fri bagspids.

Den har en grå krop uden synlige markeringer, bortset fra at den er hvid på undersiden og har brystfinner med sorte spidser. Spidserne på alle finnerne, bortset fra bækkenfinnerne, er mørkefarvede. Der kan være en grøn nuance langs gællerne på nyligt indsamlede eksemplarer.

Hajen kan blive op til 3 meter lang og veje op til 168 kg. Ved fødslen er ungerne mellem 60 og 90 cm lange ved fødslen. Hannerne bliver voksne ved en længde på 2,2 meter og hunnerne ved en længde på 2,3-2,8 meter.

Der er registreret bignosehajer i tropiske og subtropiske områder. I det vestlige Atlanterhav findes den fra Florida (USA) sydpå til Venezuela, mens den i det østlige Atlanterhav er blevet rapporteret fra Senegal til Ghana, herunder Middelhavet. Rapporter viser, at den er blevet fundet i det vestlige Indiske Ocean, herunder i Det Røde Hav, Mozambique, Sydafrika, Madagaskar og Indien. I Stillehavet er den fundet ud for Kina i vest, Hawaii i det centrale område, og i den californiske golf, Mexico, Colombia og Ecuador i øst.

Denne store offshore-art findes nær kanten af kontinentalsokler og ø-sider på dybder fra tæt på overfladen til 430 meter (1.410 fod). De voksne fisk svømmer ofte på dybder på over 90 meter, mens ungerne svømmer på lavere vanddybder.

Bignosehajerne er levendefødte, hvilket betyder, at de føder levende i stedet for at lægge æg. Et kuld af Bignosehajer kan indeholde 3-11 unger, som er 60-90 cm lange. Hanner af bignosehajer bliver kønsmodne ved en længde på omkring 2 meter, mens hunnerne bliver kønsmodne mellem 2,3-2,8 meter. Hunnerne føder på forskellige tidspunkter af året, afhængigt af hvor de findes. I Middelhavet er det kendt, at bignosehajer føder fra august til september, mens fødslen ud for Madagaskars kyst finder sted i september og oktober.

Hajen lever hovedsageligt af benfisk, der lever på bunden (bl.a. øglefisk, krokodillefisk, fladfisk, makrel, tunge og flagermusfisk), bruskfisk (bl.a. Squalus hundehaj, ''Holohalaelurus'' kattehaj, Dasyatis rokke og chimaer) og blæksprutter.

På engelsk er den også kendt som "Knopp's haj". Andre navne på andre sprog er "Baboso" (spansk), "Grootneushaai" (afrikansk), "Grootsnuithaai" (hollandsk) og "Karcharinos megalorynchos" (græsk), "Marracho baboso" (portugisisk), "Requin babosse" (fransk), "Squalo naso grande" (italiensk), "Tiburón baboso" (spansk), "Tiburón narizón" (spansk) og "Tubarão-baboso" (portugisisk).

Bignosehajen fanges af trawlere på havet og sjældent med krog og line. Den fanges i det caribiske område med dybe langliner og anvendes som fiskemel til dyrefoder og til olie. I amerikanske farvande er det i øjeblikket forbudt at fange denne art i det kommercielle hajfiskeri.

Selv om denne haj er stor, udgør den kun en lille trussel mod mennesker på grund af dens dybhavslevested.

Den store næsehaj er opført som værende datamangelfuld i hele sit udbredelsesområde, med undtagelse af Australien, hvor den er opført som værende mindst bekymret af IUCN. "Data Deficient" betyder, at der ikke er behov for yderligere oplysninger om fiskeri og populationsstatus for denne art.

Langlinefiskeriet efter bignosehajer forvaltes og reguleres af National Marine Fisheries Service ud for USA's kyst. Hvis denne art fanges, skal den straks genudsættes i vandet på en måde, der maksimerer hajens overlevelse.