Timian (Thymus) – slægt af flerårige krydderurter og underbuske

De gamle egyptere brugte timian til balsamering. De gamle grækere brugte det i deres bade og brændte det som røgelse i deres templer. De troede, at timian gav mod. Man mener, at udbredelsen af timian i Europa skyldtes romerne, som brugte den til at rense deres rum. I den europæiske middelalder blev urten lagt under puder. Dette blev gjort for at hjælpe med at sove og afværge mareridt. (Huxley 1992). I denne periode gav kvinderne også ofte riddere og krigere gaver, der indeholdt timianblade. Folk troede, at det ville give mod til bæreren. Timian blev også brugt som røgelse og lagt på kisterne ved begravelser, da det skulle sikre passage til det næste liv.

Timian er en meget udbredt urtedyrkning. Normalt dyrkes den for sin stærke smag, som skyldes dens indhold af thymol.

Timian kan lide en varm, solrig placering med god drænende jord. Den plantes om foråret og vokser senere som en flerårig plante. Den kan formeres ved hjælp af frø, stiklinger eller ved at dele rodfæstede dele af planten. Den tåler godt tørke.

Timian bevarer sin smag bedre ved tørring end mange andre krydderurter.

Timian er meget anvendt til madlavning. Timian er en grundingrediens i det franske og italienske køkken og i de deraf afledte retter. Den er også meget anvendt i det caribiske køkken.

Timian bruges ofte til at smage kød, supper og gryderetter til. Den har en særlig forkærlighed for og bruges ofte som primær aroma til lam, tomater og æg.

Timian er smagsfuld, men ikke for kraftig og blander sig godt med andre urter og krydderier. I det franske køkken er den sammen med laurbær og persille en almindelig bestanddel af bouquet garni og af herbes de Provence. I nogle lande i Mellemøsten indeholder krydderiet za'atar timian som en vigtig ingrediens.

Timian sælges både frisk og tørret. Den friske form er mere velsmagende, men også mindre praktisk; holdbarheden er sjældent mere end en uge. Mens frisk timian er en sommersæson, er det ofte muligt at få frisk timian hele året rundt. Frisk timian sælges almindeligvis i bundter med kviste. En kvist er en enkelt stilk, der er klippet af planten. Den består af en træagtig stængel med parvise blad- eller blomsterklaser ("blade") med en afstand på ½ til 1" mellemrum. I en opskrift kan timian måles i bundter (eller en del heraf), i kviste eller i spiseskefulde eller teskefulde. Hvis opskriften ikke angiver frisk eller tørret, antages det, at der er tale om frisk.

Timian bevarer sin smag bedre end mange andre krydderurter ved tørring. Tørret timian, og især timian i pulverform, fylder mindre end frisk timian, så der er mindre brug for den, når den erstattes i en opskrift. Ligesom laurbær er timian langsom til at frigive sin smag, så den tilsættes normalt tidligt i tilberedningsprocessen.

Den æteriske olie af almindelig timian (Thymus vulgaris) består af 20-55% thymol. Thymol, der er et antiseptisk middel, er den vigtigste aktive ingrediens i Listerine mundskyl. Før fremkomsten af moderne antibiotika blev det brugt til at behandle bandager. Det har også vist sig at være effektivt mod den svamp, der almindeligvis inficerer tånegle.

En te fremstillet ved at trække urten i vand kan bruges mod hoste og bronkitis. Medicinsk bruges timian til infektioner i luftvejene. Da den er antiseptisk, er timian kogt i vand og afkølet meget effektiv mod halsbetændelse. Betændelsen vil normalt forsvinde i løbet af 2 - 5 dage. Andre infektioner og sår kan dryppes med timian.

I traditionel jamaicansk fødselspraksis gives timian te til moderen efter fødslen af barnet. Dens oxytocinlignende virkning forårsager livmoderkontraktioner og en hurtigere afgivelse af moderkagen, men Sheila Kitzinger siger, at dette medfører en øget forekomst af tilbageholdt moderkage.

Thymus vulgaris (almindelig timian eller havetimian) er en almindeligt anvendt krydderurt. Den har også medicinske anvendelser. Almindelig timian er en flerårig middelhavsplanter, som er bedst egnet til veldrænet jord og nyder fuld sol.

Thymus herba-barona (kommentimian) bruges både som krydderurt og bunddækkeplante og har en stærk kommenduft på grund af det kemiske stof carvone.

Thymus × citriodorus (citrustimian; hybrid T. pulegioides × T. vulgaris) er også en populær krydderurt, og der er udvalgt sorter med smag af forskellige citrusfrugter (citrontimian osv.).

Thymus pseudolanuginosus (uldtimian) er ikke en krydderurt, men dyrkes som bunddækkeplante.

Thymus serpyllum (vild timian) er en vigtig nektarplante for honningbier. Alle timianarter er nektarkilder, men vild timian dækker store områder med tørre, stenede jorde i Sydeuropa (Grækenland er især berømt for vild timianhonning) og Nordafrika samt i lignende landskaber i Berkshire Mountains og Catskill Mountains i det nordøstlige USA.

Der findes en række forskellige sorter af timian, som er etableret eller bliver stadig mere populære, bl.a.:

• Citrontimian - dufter faktisk af citron
• Variegated citron timian - med tofarvede blade
• Orange timian - en usædvanlig lavtvoksende, bunddækkende timian, der dufter af appelsin
• Krybende timian - den lavest voksende af de mest udbredte timianer, god til gangarealer
• Sølv timian-hvid/creme broget
• Engelsk timian - den mest almindelige
• Sommertimian - usædvanlig stærk smag

• Floraen i Kina: Thymus
• Flora Europaea: Thymus
• Huxley, A., red. (1992). New RHS Dictionary of Gardening. Macmillan.
• Rohde, E. S. (1920). En have af urter.