Stængel (ofte også kaldet stilk) er en af de to hovedaksiale strukturer hos karplanter. Stænglen er normalt opdelt i knuder og internoder; ved knuderne sidder blade, blomster, kogler, akselknopper eller yderligere stængler. Stænglen forbinder planternes overjordiske dele med rødderne og bærer både fotosyntetiserende organer og formeringsorganer.

Udtrykket "skud" bruges ofte i flæng med "stængel", men betyder bredere: et skud omfatter ny frisk plantevækst — både stængler, blade og blomster — mens stænglen som begreb primært betegner den aksiale stilkstruktur.

Den anden vigtige akse i planter er roden. Hos de fleste planter ligger stænglerne over jordoverfladen, men mange arter har underjordiske stængler, for eksempel stoloner eller rhizomer, som fungerer ved vegetativ formering eller lagering af næring.

Hovedfunktioner

Stængler har flere centrale funktioner. De vigtigste er:

  • Støtte: Stængler holder blade, blomster og frugter op i lyset, så blade kan fange sollys til fotosyntese, og blomster/frugter kan blive tilgængelige for bestøvere og frøspredere.
  • Transport: Stængler indeholder ledningsvæv — især xylem og phloem — som transporterer vand, mineraler og organiske næringsstoffer mellem rødder og skud. Xylem fører primært vand og opløste mineraler opad, mens phloem fordeler fotosynteseprodukter fra kilder (fx blade) til sinker (fx vækstzoner eller oplagringsorganer).
  • Opbevaring: Mange stængler fungerer som lagerorganer for næringsstoffer (fx kulhydrater). Eksempler er knoldede stængler, kormer og rhizomer.
  • Vækst og nyt væv: Stængler rummer meristemer, dvs. væv med delende celler, som producerer nyt levende væv. Apikale meristemer i spidsen styrer længdevækst, mens laterale meristemer som meristem (fx kambium) kan danne sekundært ledningsvæv og give tykkelsesvækst.

Bygning og vævstyper

En typisk stængel består af flere lag og vævstyper:

  • Epidermis: yderste cellelag, som beskytter og ofte har kutikula, hår eller lenticeller (i træagtige stængler) til gasudveksling.
  • Bark og periderm: hos træer og buske erstattes epidermis efterhånden af periderm (kork) og dannes af korkkambium; barken beskytter mod tab af vand og indtrængen af patogener.
  • Cortex og stængelpith: parenkymvæv mellem epidermis og ledningsstrenge, ofte med oplagring af stivelse og andre stoffer.
  • Ledningsstrenge: xylem og phloem organiseret i ringe (i tohjulede dicoter) eller spredt i bundter (i monocoter). I træer dannes sekundært xylem (vedved) fra kambiet og opbygger den ved, vi kalder træ.
  • Meristemer: apikale meristemer i toppe, laterale meristemer som kambium (vaskulært kambium og korkkambium), og interkalarmeristemer i visse græsser, som muliggør hurtig forlængelse af internoder.

Vækstformer: urteagtige vs. vedartede

Nogle planter har urteagtige stængler (non-woody), som typisk forbliver grønne og fleksible og kun har primært væv. Andre har vedagtige stængler, som gennem sekundær vækst danner tykkere, lignificeret xylem (ved) og bark, hvilket giver støtte til større træer og buske. Sekundær vækst styres af vaskulært kambium, som kontinuerligt lægger nye xylem- og phloemlag.

Modifikationer og typer af stængler

Stængler kan modificeres til mange former afhængigt af artens behov:

  • Stoloner/rygløbende skud: vandrette overjordiske skud, som danner nye planter ved knuder (fx jordbær).
  • Rhizomer: underjordiske vandrette stængler, der fungerer som lagerorganer og vegetativ formering (fx ingefær).
  • Knolde: fortykkede stængelled (fx kartoffel) til oplagring af stivelse.
  • Løg og kormer: korte, kraftigt forkortede stængler med overlappende blade eller skæl, der fungerer som oversætningsorganer (fx tulipan, krokus).
  • Torne og pigge: stængelmodifikationer til forsvar eller fastholdelse (fx hos roser).
  • Klæbende og klatrende stængler: slyngtråde eller slyngblade og tendrils afledt af stængel eller blad for klatring (fx vinranker).

Udvikling og hormoner

Stængelvækst påvirkes af plantehormoner, især auxiner, som fremmer apikal dominans (undertrykker udvikling af akselknopper), og cytokininer, som fremmer knopudvikling. Gibberelliner stimulerer længdevækst. Årets vækst i vedplanter ses ofte som årringe i sekundært xylem.

Praktisk betydning

Stængler har stor betydning for landbrug, skovbrug og havedesign: de bestemmer plantens form, styrke, evne til at bære frugt og til at gemme næring. Mange fødevarer (kartofler, asparges, selleri) er direkte stængeldelikatesser eller stængelbaserede lagringsorganer.

Planteceller har normalt en begrænset aktiv levetid (ofte et til tre år) afhængigt af vævstype og funktion. En betydelig del af det langlivede væv i træer består af celler, der ikke længere er levende (fx dødt xylem/ved). Disse døde celler bidrager betydeligt til støtte og transport af vand i store planter.