Symphonie Fantastique

De anvendte instrumenter

Symfonien spilles af et orkester bestående af 2 fløjter (2. fordobling piccolo), 2 oboer (2. fordobling engelskhorn), 2 klarinetter (1. fordobling es-klarinet), 4 fagotter, 4 valdhorn, 2 trompeter, 2 kornetter, 3 basuner, 2 ophicleider (oprindeligt en ophicleide og en slange), 2 par pauker, lilletromme, bækkener, stortromme, klokker i C og G, 2 harper og strygere.

Historien

Symfonien er et eksempel på programmusik, fordi den beskriver noget andet end musikken. I dette tilfælde beskriver den en historie. Det er det, som komponisten har skrevet:

Første sats: En ung kunstner var dybt forelsket i en pige, som ikke elskede ham. Han følte sig så desperat ked af det, at han forsøgte at forgifte sig selv med opium. Han tog ikke nok til at slå ham ihjel. Det fik ham blot til at falde i en dyb søvn. I denne søvn forestillede han sig alle mulige ting. Hans elskede kom til ham i en drøm. Hun forvandler sig til et musikalsk tema (idée fixe), som han bare ikke kan glemme. Han forestiller sig hendes kærlighed og sine ømme følelser for hende.

Anden sats: Han møder hende til et bal. Alle danser. Han finder sin elskede i mængden.

Tredje sats: På landet hører han to hyrder, der kalder på hinanden på deres piber. Træerne svajer blidt i vinden. Den unge kunstner begynder at føle sig lykkeligere. Så ser han sin elskede igen. Han begynder at bekymre sig om, at hun måske ikke vil have ham mere. Hyrdemusikken begynder igen, men det er kun den ene af hyrderne, der spiller. Solen går ned. Langt borte høres et tordenvejr.

Den fjerde sats: Han drømmer, at han har dræbt sin elskede i et anfald af vrede. Han bliver nu ført til stilladset, hvor han vil få hovedet hugget af. Der spilles en march, mens han føres bort. Et øjeblik tænker han på sin elskede igen, så falder øksen, og han bliver henrettet.

Den femte sats: Kunstneren er til heksesabbat. Der er masser af spøgelser og monstre, der er kommet for at se ham blive begravet. Hans elskede høres, men hendes melodi lyder nu forfærdelig. Hun er kommet til sabbaten. Hun slutter sig til heksene, og de danser, mens begravelsesmusikken høres.

Den første sats: Rêveries - Passions (Dagdrømme - Lidenskaber)

Første sats har en langsom indledning. Den melodi, der høres på violinerne, er allerede næsten som idée fixe. Idé fixe høres i sin fulde form, når musikken går over i den hurtige del. Den spilles af violinerne og solofløjten. Den rytme, som de lavere strengeinstrumenter spiller under den, er meget bevæget. Satsens form minder ikke meget om den traditionelle sonateform. Berlioz var mere interesseret i den idée fixe, der hele tiden forfølger den unge kunstner.

Den anden sats: Un bal (Et bal)

Ballet (dvs. en fest med dans) er repræsenteret i musikken af en livlig vals. De to harper får den til at lyde meget yndefuld. To gange bliver valsen afbrudt af idée fixe.

Den tredje sats: Scène aux champs (Scene på landet)

De to hyrder, der spiller for hinanden, er repræsenteret af en engelskhornskor (der sidder i orkestret) og en obo, der spilles uden for scenen, så den lyder fjerntliggende. Derefter høres det blide hovedtema fra landskabet på solofløjte og violiner. Idé fixe vender tilbage i midten af satsen. Lyden af fjernt tordenvejr i slutningen af satsen spilles af fire pauker.

Den fjerde sats: Marche au supplice (march til stilladset)

Satsen starter med pauker, der buldrer, og horn starter marchtemaet. Derefter starter celloerne og kontrabasserne marchen i sin fulde form, som snart overtages af violinerne. Lige før han henrettes, er der en kort gentagelse af idée fixe på en soloklarinet, hvorefter øksen falder (en høj akkord) og hans hoved falder i kurven (en plukket tone, der går fra violinerne, gennem bratscherne, celloerne og derefter kontrabasserne).

Den femte sats: Songe d'une nuit de sabbat (Drøm om en heksesabbat)

Idé fixe er nu blevet en "vulgær dansemelodi", den spilles på Es-klarinet. Der er masser af effekter, bl.a. spøgelsesagtigt col legno-spil i strygerne, heksekedlens boblen fra heksekedlen spillet af blæseinstrumenterne. Da dansen når et højdepunkt, hører vi Dies Irae-melodien (Dommedag) sammen med Ronde du Sabbat (Sabbat-runden), som er en vild fuga.

Harriet Smithson

I 1827 overværede Berlioz en forestilling af Shakespeares skuespil Hamlet. Det blev spillet på engelsk af en teatergruppe fra England. Berlioz forelskede sig i den irske skuespillerinde Harriet Smithson, der spillede rollen som Ophelia, Han mødte hende ikke, han så hende blot spille på scenen, men han sendte hende masser af kærlighedsbreve, men hun forlod Paris uden at møde ham. Derefter skrev han sin Symphonie Fantastique. Han skrev derefter symfonien for at beskrive sin kærlighed til hende og sin ulykkelighed, fordi hun ikke var interesseret i ham. Da Harriet hørte symfonien to år efter, at den var blevet opført første gang, indså hun, at det var en symfoni om hende. Hun mødte til sidst Berlioz, og de blev gift den 3. oktober 1833. I flere år var ægteskabet lykkeligt, selv om de ikke talte hinandens sprog. Efter ni år gik de dog fra hinanden.