I musikken er en march et stykke musik med en markant, regelmæssig rytme, som gør det let at gå i takt til. Marcher er ofte skrevet specielt for at soldater kan marchere til dem, men mange marcher er heller ikke beregnet til aktivt at blive marcheret til — de bærer dog stadig den samme tydelige, pulserende fornemmelse, så man nemt kan følge et fast skridt. Marcher er almindeligvis i 2/4-takt (en - to - en - to - venstre - højre ...) eller 4/4 (det svarer ofte til to takter (takter)), men andre taktarter forekommer også, f.eks. 2/2 (cut time) eller 6/8 i nogle traditionelle og folkelige marcher.

Taktarter, tempo og karakteristika

Taktart: De mest almindelige taktarter til marcher er 2/4 og 4/4, fordi de understøtter det dobbelte skridt. Cut time (2/2) bruges også i militære sammenhænge. Der findes dog marcher i 6/8 eller andre asymmetriske taktarter, især i folkemusik og dansegnede marcher.

Tempo: Hurtige marcher (quick march) ligger ofte omkring 120 slag pr. minut (så hvert skridt svarer til en puls), mens langsomme marcher — fx begravelsesmarcher — kan være omkring 60 bpm eller endnu langsommere. Tempoet er en afgørende faktor for marchens funktion: parade- og feltmarcher er hurtigere; ceremonielle og sørgmodige marcher er langsommere.

Rytme og accenter: Marchens kendetegn er en jævn, tydelig betoning af slaget (f.eks. betonede første slag i hver takt), ofte fremhævet af slagtøj (lilletromme, stortromme) og markante brass- eller træblæserfigurer. Den ensartede puls hjælper til at koordinere skridt og bevægelser.

Form og opbygning

Mange marcher følger en enkel, let genkendelig form med flere strains (temaafsnit), ofte med gentagelser. En typisk march kan indeholde:

  • Et indledende tema
  • Et eller flere kontrasterende temaer
  • En trio — et mere lyrisk, ofte tonalt forskelligt afsnit (ofte i subdominanten eller en flatnøgle)
  • Et break strain eller en "screamer" i nogle hurtige spectacle-/cirkusmarcher, som er energisk og kraftfuldt

I militær- og parademarcher er formens funktion ofte at gøre det let at gentage sektioner og tilpasse længden efter processionens behov.

Typer af marcher

  • Militær- og parademarch: Designet til at skabe ensretning og holde tropper i takt.
  • Begravelsesmarch: Langsomme, alvorlige og ceremonielle — fx i begravelser eller mindehøjtideligheder.
  • Koncertmarsch: Skrives til orkesterbrug og koncerter, ikke nødvendigvis for at blive marcheret til.
  • Cirkus- eller "screamer"-march: Hurtige, prangende marcher, ofte med teknisk svære dele for at imponere publikum.

Instrumentering

Musik komponeret til marching bands og militærorkestre bruger typisk messinginstrumenter (som trompeter, tromboner og euphonium), træblæseinstrumenter (klarinetter, saxofoner, evt. piccolofløjter), samt slagtøj: fif, lilletromme (snare), stortromme (bass drum) og andre percussioninstrumenter. I orkesterversioner af marcher efterligner komponister ofte militærorkestre ved at lade disse instrumentgrupper spille fremtrædende roller. Piccolo og lilletromme giver ofte den karakteristiske militære klang.

Marcher i klassisk musik og andre genrer

I den klassiske musik har mange komponister skrevet marcher, som ikke er beregnet til at blive marcheret til, men som alligevel giver stemningen af en march. Sådanne marcher kan være brugt som karakterstykker, i orkestersatser, i operaer og balletter eller som ceremonielle indslag.

Nogle kendte eksempler, som ofte fremhæves som begravelsesmarcher eller march-lignende satser, er anden sats i Beethovens Eroica-symfoni, Marche funèbre (begravelsesmarch) i Chopins klaversonate i b-mol og dødemarchen i Händels oratorium Saul. Gustav Mahler indarbejdede ofte marcher i sine symfonier som kontrastfulde eller ironiske elementer.

Berømte marchkomponister og eksempler

John Philip Sousa er kendt som "marchens konge" i USA og skrev mange ikoniske marcher, f.eks. "The Stars and Stripes Forever" og "Semper Fidelis". Den berømte Colonel Bogeys March, som ofte forbindes med militærmarch-lyd, blev dog komponeret af Kenneth J. Alford (pseudonym for F. J. Ricketts), ikke af Sousa.

Marcher optræder også hyppigt i operaer (fx i Verdis Aïda), i balletter (fx i Prokofievs Romeo og Julie) eller i andre former for scenisk musik. Komponister i den britiske tradition skrev ofte store ceremonielle marcher: Edward Elgar og William Walton leverede betydningsfulde værker, der er blevet brugt ved royale ceremonier og kroninger.

Anvendelse og kulturel betydning

Marchmusik komponeres ofte til særlige ceremonielle lejligheder som fx kroninger, militære parader, statsbegravelser eller sportsbegivenheder. Marchens enkle, stærke rytme gør den velegnet til fællesskab og offentlig opvisning — den synkroniserer bevægelse og skaber en følelse af orden og højtidelighed. Marchens form og instrumentation er i dag grundlaget for moderne marching bands, brass bands og drum corps i hele verden.

Samlet set spænder marchens verden fra praktisk brug i felt og parade til kunstneriske og følelsesladede udtryk i koncertsalen — fra sprudlende paradefanfare til sørgmodig begravelsesmarch.