Valsemusik: 3/4-takt, historie og former (wienervals & langsom vals)

Opdag valsens verden: 3/4-takt, valshistorie, Strauss' mesterværker og forskelle mellem wienervals og langsom (international) vals.

Valsemusik er skrevet i 3/4-takt (tre slag pr. takt). Musikken er både dansemusik og kunstmusik. Strauss-familien var måske de mest berømte af alle valsekomponisterne: især Johann Strauss I og Johann Strauss II - komponisten af den berømte Den blå Donau.

Valser har typisk én akkord pr. takt, og den akkompagnementsstil, der især er forbundet med valsen, er (som det ses i eksemplet til højre) at spille grundtonen i akkorden på det første slag og de øverste toner på det andet og tredje slag.

Dansens oprindelse ligger i slutningen af det 18. århundrede i Tyskland, sandsynligvis fra en folkedans kaldet Lander. I dag danses den i to former, den wienervals og den engelske eller langsomme vals (nu ofte kaldet den internationale vals). Koreografien i disse moderne former er forskellig fra den oprindelige dans. Der findes også en række balletter med valsemusik.

Takt, rytme og akkompagnement

Den grundlæggende karakter i valsen er den tredelte puls: et stærkt første slag efterfulgt af to svagere slag. I praksis ses ofte en akkompagnementsform, hvor bassen slår på 1. slag (grundtonen) og de højere stemmer eller harmoniske fyldtoner spilles på 2. og 3. slag. På engelsk omtales dette nogle gange som et "oom‑pah‑pah"-mønster. Harmonisk er det almindeligt med én akkord pr. takt, men komponister kan naturligvis variere med harmoniske gennemgange, modulerende sektioner og ornamentik.

Tempo

• Wienervals: meget hastigt. Typisk omkring 58–62 takter pr. minut, hvilket svarer til cirka 174–186 slag pr. minut (3/4). Den hurtige rotation og kontinuerlige vendinger er karakteristisk.
• Langsom (international/engelsk) vals: langsommere og bredere i bevægelse, ofte ca. 28–30 takter pr. minut (84–90 slag pr. minut). Her er der mere plads til "rise and fall" og udstrakte trin.

Historie og udvikling

Valsens rødder findes i centraleuropæisk folketradition, og Lander er ofte nævnt som en af forløberne. I slutningen af 1700‑tallet og begyndelsen af 1800‑tallet blev valsen populær i selskabslivet og på saloner. I 1800‑tallet udviklede valsen sig både som social dans og som koncertform. I Wien blev valsen forfinet af komponister som Johann Strauss I og især Johann Strauss II, som gjorde wienervalsen til et væsentligt kulturelt fænomen. Samtidig skrev komponister som Chopin, Brahms, Schubert og senere Tchaikovsky valse, hvor de overførte dansens karakter til soloværker, orkestermusik og balletter.

Former og variationer

Der er flere måder at inddele valser på:

• Wienervals: Hurtig, roterende dans; bruges både socialt i dansesale og i koncertsammenhæng som kortere orkesterstykker eller danseafsnit.
• Langsom/Internationale vals: Standard i moderne ballroom/dansekonkurrencer (International Standard). Karakteriseres ved store, glidende trin, "rise and fall" og romantisk udtryk.
• Balletvalser: Komponeret til scener i balletter og opera, ofte med orkestral fylde og dramaturgisk funktion (fx Tchaikovskys valser).
• Pianovalsen: Kortere, karakterfulde stykker skrevet for klaver (fx Chopins valse), som ofte er skrevet mere for hjemmebrug eller koncerter end som ledsagelse til dans.

Komponister og vigtige værker

• Johann Strauss II – blandt andet Den blå Donau og mange dansevalsersæt.
• Johann Strauss I – tidlige wienervalse, grundlægger af en familie af valsekomponister.
• Frédéric Chopin – korte, ofte lyriske klavervalser, der udvider valsens udtryk i kunstmusik.
• Pyotr Ilyich Tchaikovsky – berømte balletelementer som f.eks. "Waltz of the Flowers" fra The Nutcracker.
• Johannes Brahms og Franz Schubert – skrev valseagtige stykker og danseindslag i deres værker.

Danseteknik og koreografi

Selv om både wiener‑ og langsom vals bygger på tre slag pr. takt, er koreografien forskellig:

• Wienervals: Fokus på rotationer og glidende, kontinuerlige vendinger. Par bevæger sig ofte rundt i salen i hurtig, cirkulær bevægelse.
• Langsom (international) vals: Langsomme, føjede trin med udtalt "rise and fall" (stigning og sænkning af kropsakse), samt elegante promenade‑ og åbne positioner i nyere versioner. I konkurrencedans er teknikken formel og standardiseret.
• Der findes også nationale og sociale variationer, hvor tempo og trinmateriale tilpasses tradition og stil.

Kulturel betydning og anvendelse

Valsen har haft stor kulturel indflydelse: den optræder i ballet, opera, filmmusik og salonmusik, og den er stadig en central del af ballroom‑traditionen. I mange kulturer er valsen også forbundet med bryllupper, debutantballer og festlige lejligheder, hvor par danser den som et symbol på elegance og samhørighed.

Eksempler til videre lytning og studier

• Hør Den blå Donau af Johann Strauss II for et klassisk eksempel på wienervalsens orkestrale udsmykning.
• Chopins klavervalser viser, hvordan valsens rytme kan bruges i miniaturekompositioner med stor følelsesmæssig rækkevidde.
• Tchaikovskys balletelementer (fx Waltz of the Flowers) demonstrerer valsens rolle i orkestral dramatik.

Samlet set rummer valsen både et enkelt rytmisk fundament og et rigt spektrum af udtryk — fra hurtige, snurrende wienervalse til langsomme, lyriske valsestykker — hvilket er grunden til, at den stadig lever i både dansesale og koncertsale verden over.

Spørgsmål og svar

Q: Hvilken taktart er valsemusik skrevet i?

Q: Er valsemusik kun dansemusik?

Q: Hvem er nogle af de mest berømte vals-komponister?

Q: Hvor mange akkorder er der typisk i en takt i en vals?

Q: Hvad er den akkompagnementsstil, man forbinder med valsen?

Q: Hvor stammer valsen fra, og hvad var dens oprindelige navn?

Q: Hvor mange former for vals danses der i dag, og hvad hedder de?

Søg efter bogstav