Bibelen: Oversættelser og versioner — historie, forskelle og nøgletekster
Få overblik over Bibelens oversættelser og versioner — historie, væsentlige forskelle og nøgletekster fra Septuaginta og Vulgata til moderne udgaver.
Bibelen er en samling af tekster. De oprindelige tekster blev skrevet på forskellige sprog. I dag er den samling af tekster, som kaldes Bibelen, kun skrevet på ét sprog. Derfor er det nødvendigt at oversætte i hvert fald nogle tekster. Bibelversionerne er også forskellige med hensyn til de tekster, de indeholder, og nogle tekster er ikke en del af nogle bibelversioner. En af de første sådanne oversættelser er Septuaginta, som er oldgræsk. En anden velkendt oversættelse er Vulgata, som er latin. Fra omkring det 14. århundrede blev Bibelen også oversat til andre sprog.
Sprog, manuskripter og tekstgrundlag
Bibelen er skrevet over mange hundrede år på flere sprog: Det gamle testamente hovedsageligt på hebraisk (med enkelte passager på aramæisk) og det nye testamente på græsk. For oversættelser er det vigtigt, hvilke håndskrifter og tekstudgaver oversætteren bruger som grundlag. Centrale teksttraditioner og kilder er:
- Septuaginta – en tidlig græsk oversættelse af dele af Det gamle Testamente fra omkring 3.–2. århundrede f.Kr.; har stor betydning for den ortodokse tradition.
- Vulgata – den latinske oversættelse af Hieronymus fra slutningen af 300-tallet; blev længe kirkens autoriserede tekst i vesten.
- Masoretiske tekster – de hebraiske tekster, som dannede grundlag for mange moderne versioner af Det gamle Testamente.
- Textus Receptus – en trykt græsk tekst af Det Nye Testamente, som lå til grund for flere tidlige protestantiske oversættelser (fx King James Version).
- Kritiske udgaver (fx Nestle–Aland, United Bible Societies) – moderne kritiske tekster, som bygger på sammenligning af mange håndskrifter, herunder fund som Dødehavsrullerne.
Kanoniske forskelle og apokryfe/deuterokanoniske bøger
Bibelens indhold varierer mellem traditioner. De vigtigste forskelle er:
- Protestantisk kanon: Indeholder de bøger, som traditionelt anses for kanoniske i protestantismen; apokryfe bøger omtales ofte separat og er ikke altid med i hovedteksten.
- Katolsk kanon: Inkluderer deuterokanoniske bøger (ofte kaldet apokryfer i protestantisk sammenhæng), som findes i Septuaginta og Vulgata.
- Ortodox kanon: Har en noget større samling af tekster end den protestantiske og varierer mellem ortodokse kirker.
Derudover kan rækkefølge og nummerering (fx i Salmerne) variere mellem traditioner og oversættelser.
Væsentlige historiske oversættelser
- Septuaginta – tidlig græsk oversættelse af Det gamle Testamente, vigtig for antikkens jødiske diaspora og for Det Nye Testamentes forfattere.
- Vulgata (Hieronymus) – blev i århundreder den dominerende tekst i den vestlige kirke.
- Martin Luthers tyske oversættelse – (Nytestamentet 1522, hele Bibelen 1534) fik stor betydning for reformationen og for udviklingen af det moderne tyske sprog.
- Reformationens danske oversættelser – oversættelser i 1500-tallet gjorde Bibelen tilgængelig på dansk; en central tekst er typisk kendt som Christian III's Bibel (1550) som en tidlig autoriseret dansk oversættelse.
- King James Version (1611) – en indflydelsesrig engelsk oversættelse, som præget både kirkesprog og litteratur.
Oversættelsesmetoder og -filosofier
Oversættere står ofte over for valg mellem forskellige principper:
- Formal equivalence (ord-for-ord): Forsøger at bevare tekstens ordlyd og struktur så tæt som muligt på originalsproget; godt til nærstudier, men kan være tungt at læse.
- Dynamic equivalence (tanke-for-tanke): Sigtet er at gengive teksten så naturligt og forståeligt som muligt på målsproget; ofte mere læsevenligt, men kan involvere fortolkende valg.
- Parafrase: Frie gengivelser, der prioriterer klarhed og aktualitet frem for ordret nøjagtighed (fx "The Message" på engelsk).
Moderne oversættelser kombinerer ofte principper efter behov og tilføjer noter om tekstlige varianter, så læseren kan se, hvor der er usikkerhed i håndskrifterne.
Nøgletekster og velkendte varianter
Nogle passager er særligt kendte for tekstvarianter og debat:
- Slutningen af Markus (Mark 16:9–20) — enkelte gamle håndskrifter slutter tidligere, mens andre har længere slutning.
- Perikope om kvinden grebet i ægteskabsbrud (Johannes 7:53–8:11) — mangler i nogle gamle manuskripter og står ofte med varsel i moderne udgaver.
- Johannine Comma (1 Johannes 5:7–8) — en teologisk vigtig tekst, som mangler i de ældste græske håndskrifter og derfor er udeladt eller fremhævet i moderne kritiske oversættelser.
Denne type varianter påvirker tekstvalg i oversættelser og forklarer, hvorfor moderne udgaver ofte har fodnoter, der viser alternative læsninger.
Moderne oversættelser og nutidig brug
I dag findes et stort antal oversættelser på næsten alle verdenssprog. Moderne oversættelser lægger vægt på:
- Bedre adgang til ældre håndskrifter og fund som Dødehavsrullerne, hvilket har forbedret tekstkritikken.
- Hensyn til nutidig sprogbrug og læsbarhed, så teksten bliver tilgængelig for flere læsere.
- Øget økumenisk samarbejde i nogle oversættelsesprojekter med det formål at skabe tekster, der kan bruges bredt i forskellige kirkesamfund.
Praktiske råd ved valg af oversættelse
- Vælg en oversættelse efter formålet: Studier (formel oversættelse og kritiske noter), andagt (letlæselig, dynamisk oversættelse), fælles liturgisk brug (autoriserede eller økumeniske udgaver).
- Sammenlign gerne flere oversættelser side om side for at få nuance i forståelsen.
- Brug udgaver med fodnoter og tekstkritiske kommentarer, hvis du vil vide, hvor tekster er usikre eller mangfoldige i håndskrifttraditionen.
Afsluttende bemærkning
Bibeloversættelser er et felt, hvor sprog, historie, teologi og håndskriftkritik mødes. Forståelse af oversættelsesprincipper og af, hvilke tekstgrundlag en oversættelse bygger på, hjælper læsere til bedre at navigere mellem forskellige udgaver og til at forstå, hvorfor teksten kan variere fra én bibelversion til en anden.
Typer af oversættelse
At oversætte en tekst er også altid forbundet med at se på dens betydning og at fortolke den. Et ord på ét sprog kan ikke oversættes til et ord på et andet sprog med nøjagtig samme betydning.
Formel ækvivalens
En af disse oversættelsesmetoder kaldes bogstavelig oversættelse eller formel ækvivalens. Ved bogstavelig oversættelse forsøger man at komme så tæt som muligt på det, der står skrevet på originalsproget. Ofte betyder det, at hvert ord skal oversættes separat. Der er en række problemer med bogstavelige oversættelser: For det første skal der tilføjes ord for at få en gyldig grammatik på målsproget. Disse ord findes ikke i kildeteksten. Det andet problem er, at læseren skal være bekendt med emnet for at forstå noget af oversættelsen.
Dynamisk ækvivalens
En anden måde er at se på tankerne og idéerne i kildeteksten og få dem overført til målsproget. Dette kaldes dynamisk ækvivalens. En oversættelse, der anvender dynamisk ækvivalens, kan bruge andre ord og vendinger, men forsøger at holde betydningen intakt.
Parafrasering
En tredje måde kaldes parafrasering. Den forsøger at forklare de begreber, der findes i teksten, og bruger ikke engang dynamisk ækvivalens. På den måde kan man ved parafrasering udelade dele af teksten eller tilføje andre dele, der forklarer disse begreber. En parafraseret tekst kan være meget let at forstå, men egner sig ikke til dybtgående studier.
Ukendte ord
Et andet problem, der kan opstå i forbindelse med oversættelse, er, at man måske ikke kender betydningen af nogle ord. Dette er ofte tilfældet med ord, der kun forekommer én gang i en tekst. Sådanne ord er kendt som Hapax legomena. Deres betydning må gættes ud fra konteksten.
Valg af kilde
Før opfindelsen af trykpressen skulle tekster kopieres i hånden. Dette medførte fejl. Efter et stykke tid var der forskellige versioner af den samme tekst. Sammenligning af sådanne versioner er kendt som tekstkritik. Oversættelse af to forskellige versioner af den samme tekst kan resultere i to forskellige tekster.
Oversættelse af navne
Nogle oversættere oversætter også navnene, mens andre blot skriver navnet, som det står i originalen.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Bibelen?
A: Bibelen er en samling af tekster.
Q: Var de oprindelige tekster i Bibelen skrevet på det samme sprog?
A: Nej, de oprindelige tekster i Bibelen blev skrevet på forskellige sprog.
Q: Hvorfor skal nogle af Bibelens tekster oversættes?
A: Nogle af Bibelens tekster skal oversættes, fordi den samling af tekster, der kaldes Bibelen, kun er skrevet på ét sprog.
Q: Er alle teksterne med i alle bibelversioner?
A: Nej, ikke alle tekster er med i alle bibelversioner.
Q: Hvad er Septuaginta?
A: Septuaginta er en oldgræsk oversættelse af Bibelen.
Q: Hvad er Vulgata?
A: Vulgata er en latinsk oversættelse af Bibelen.
Q: Hvornår blev de første oversættelser af Bibelen til andre sprog lavet?
A: De første oversættelser af Bibelen til andre sprog blev lavet fra omkring det 14. århundrede.
Søge