Tysklands politik

Rettigheder og forfatningen

Det politiske system er fastlagt i grundloven fra 1949, Grundgesetz (Grundloven), som fortsat var gældende efter Tysklands genforening i 1990.

Forfatningen sætter frihed og menneskerettigheder i højsædet. Den opdeler også beføjelser både mellem det føderale niveau og delstatsniveauet og mellem den lovgivende (lovgivende), udøvende (regeringen) og dømmende (domstolene) magt. Grundloven fra 1949 blev skrevet for at rette op på problemerne med Weimarrepublikkens forfatning. Weimarrepublikken brød sammen i 1933 og blev erstattet af det tredje riges diktatur.

Politisk system i Tyskland

De føderale domstole

Domstolene i Tyskland er uafhængige af regeringen og lovgiverne. De øverste dommere udnævnes af Forbundsdagen for en fast periode.

Den føderale udøvende magt

Bundeskanzleren (forbundskansleren) står i spidsen for Bundesregierung (forbundskabinet) og dermed for den udøvende gren af forbundsregeringen. Han eller hun vælges af Forbundsdagen, Tysklands parlament, og skal aflægge rapport til denne. Tyskland kan således ligesom Det Forenede Kongerige siges at have et parlamentarisk system.

Konstruktives Misstrauensvotum

Forbundskansleren kan ikke afsættes i løbet af en fireårig periode, medmindre Forbundsdagen har vedtaget en efterfølger. Dette konstruktive mistillidsvotum (tysk: Konstruktives Misstrauensvotum) stopper det, der skete i Weimarrepublikken. Her havde regeringen ikke stor opbakning i parlamentet. De små partier gik ofte sammen for at stemme imod regeringen, men kunne aldrig holde sammen og vælge en ny regering.

Bortset fra i perioderne 1969-72 og 1976-82, hvor kansler Brandts og Schmidts socialdemokratiske parti kom ind på andenpladsen ved valget, har kansleren altid været kandidat for det største parti. Normalt får det største parti hjælp af et eller flere mindre partier til at få flertal i parlamentet. Mellem 1969-72 og 1976-82 besluttede de mindre partier ikke at hjælpe det største parti, men i stedet det næststørste parti.

Kansleren udpeger en vicekansler (Vizekanzler), som er medlem af hans kabinet, normalt udenrigsministeren. Når der er tale om en koalitionsregering (hvilket hidtil altid har været tilfældet, bortset fra perioden 1957-1961), tilhører vicekansleren normalt det mindste parti i koalitionen.

Det føderale kabinet

Kansleren er ansvarlig for de politiske retningslinjer. Det betyder, at han eller hun fastlægger de overordnede idéer om, hvad regeringen vil gøre. For at hjælpe med at gennemføre disse idéer kan kansleren ændre sammensætningen af de føderale ministerier, når han/hun ønsker det. F.eks. blev forbundslandbrugsministeriet i midten af januar 2001 omdøbt til Ministeriet for Forbrugerbeskyttelse, Fødevarer og Landbrug. Dette skete for at hjælpe med at bekæmpe BSE-problemet "kogalskab". Samtidig blev nogle af justitsministeriets, økonomiministeriets og sundhedsministeriets opgaver (kompetencer) flyttet til det nye ministerium for forbrugerbeskyttelse.

Tysklands offentlige administration er underlagt kabinettet.

Den føderale formand

Bundespräsidentens (forbundspræsidentens) opgaver er hovedsagelig repræsentative og ceremonielle; den udøvende magt udøves af kansleren.

Præsidenten vælges hvert 5. år den 23. maj af Forbundsforsamlingen (Bundesversammlung). Bundesversammlung mødes kun for at vælge præsidenten. Dens medlemmer er hele Forbundsdagen og et lige antal delstatsdelegerede, der er udvalgt specielt til dette formål i forhold til valgresultaterne til delstatsparlamenterne. I februar 2017 blev Frank-Walter Steinmeier fra SPD valgt. Grunden til, at præsidenten ikke vælges direkte af folket, er for at forhindre, at han kan hævde at være mere magtfuld end regeringen og forfatningen, hvilket skete i Weimarrepublikken.

De vigtigste embedsindehavere
Kontor	Navn	Fest	Siden
Formand	Frank-Walter Steinmeier	--- 1)	19. marts 2017
Kansler	Angela Merkel	CDU	22. november 2005
Andre regeringspartier		SPD, CSU

¹⁾ Selv om Steinmeier har været medlem af SPD, kræver den tyske grundlov i artikel 55, at forbundspræsidenten ikke må bestride et andet embede, udøve et erhverv eller være medlem af et selskab. Forbundspræsidenten har ladet sit partimedlemskab hvile og er ikke medlem af et politisk parti i sin embedsperiode.

Forbundsparlament

Tyskland har en tokammerlovgivning, hvilket betyder, at parlamentet har to kamre. Forbundsdagen (Bundestag) har mindst 598 medlemmer, der vælges for en fireårig periode. Halvdelen af medlemmerne (299) vælges i enkeltmandskredse i henhold til etstemmighedsprincippet. De øvrige 299 medlemmer vælges fra partiernes lister på landsplan.

Den samlede procentdel af valgkredsmedlemmer og regionale listemedlemmer, som et parti har, bør svare til den procentdel af stemmerne, som et parti får. Dette kaldes forholdstalsvalg.

Fordi vælgerne stemmer én gang på en repræsentant for en valgkreds og en anden gang på et parti, har Tyskland et blandet forholdstalsvalg med blandede medlemmer.

Nogle gange har et parti allerede flere valgkredsmandater i et land (en stat), end det burde have for at holde procentdelen af stemmer og mandater lige. Partiet mister ikke mandater. I stedet får det ingen landsmandater. Det betyder, at Forbundsdagen nogle gange har mere end 598 medlemmer. I det nuværende parlament er der 16 overhangsmandater, hvilket giver i alt 614.

Et parti skal opnå 5 % af de nationale stemmer eller vinde mindst tre valgkredsmandater for at blive repræsenteret i Forbundsdagen. Denne regel, der ofte kaldes "fem-procent-hindren", blev indført for at forhindre, at mange små partier kom ind i Forbundsdagen. Små partier fik skylden for problemerne i Weimarrepublikkens rigsdag.

Det første valg til Forbundsdagen blev afholdt i Forbundsrepublikken Tyskland ("Vesttyskland") den 14. august 1949. Efter genforeningen blev der afholdt valg til den første samlede tyske Forbundsdag den 2. december 1990. Det sidste valg blev afholdt den 22. september 2013, og den 18. Forbundsdag mødtes den 22. oktober 2013.

Bundesrat (Forbundsrådet) er delstatsregeringernes repræsentation på forbundsniveau. Bundesrat har 69 medlemmer, som er delegerede fra de 16 delstater. Normalt er de 16 ministerpræsidenter medlemmer, men det behøver de ikke at være. Delstaterne har hver fra tre til seks stemmer i Bundesrat, afhængigt af befolkningstal. Bundesrat-medlemmerne skal stemme som deres delstatsregering fortæller dem.

Den lovgivende forsamlings beføjelser

Den lovgivende forsamling har enekompetence (den kan selv lovgive) og konkurrerende kompetence med delstaterne (delstaterne kan også lovgive). Hvilke love og hvilken type love der er tale om, er fastsat i grundloven.

Forbundsdagen laver de fleste love.

Forbundsrådet skal tilslutte sig love om penge, der deles mellem forbundsregeringen og delstatsregeringen, og om de love, der gør mere arbejde for delstaterne. Det betyder ofte, at Bundesrat ofte skal være enig i en lov, fordi føderale love ofte udføres af delstats- eller lokale organer.

Da den politiske sammensætning af Forbundsrådet ofte er anderledes end i Forbundsdagen, er Forbundsrådet ofte et sted, hvor oppositionspartierne kan fremføre deres synspunkter, i stedet for at delstaterne varetager deres interesser, sådan som det var hensigten i forfatningen.

For at begrænse det danner medlemmerne af Forbundsdagen og Forbundsrådet en Vermittlungsauschuss, som er et fælles udvalg, der forsøger at nå til enighed, når de to kamre ikke kan blive enige om et bestemt stykke lovgivning.

Rigsdagsbygningen, hjemsted for parlamentet, Berlin.

Politiske partier og valg

For andre politiske partier, se Liste over politiske partier i Tyskland.

Forbundsdagen

Følgende partier er repræsenteret i den tyske Forbundsdag siden det føderale valg i 2013:

• CDU: 255
• SPD: 193
• Linke: 64
• Grønne: 63
• CSU: 56

I alt 631 pladser.

FDP mistede alle sine pladser.

Alternative for Tyskland (AfD), Piratpartiet Tyskland og Nationaldemokratisk Parti Tyskland (NPD) fik ingen mandater.

Bundesrat

Forbundsrådet består af repræsentanter for delstatsregeringerne.

Politisk profil for det tyske Bundesrat i juli 2017:

Politisk profil for statslige regeringer	Sæder
CDU-FDP	6
CDU-FDP-Den Grønne	4
CDU-Den Grønne	11
CDU-Grønne-SPD	4
CDU-SPD	10
CSU	6
FDP-Grønne-SPD	4
Grønne-Linke-SPD	8
De Grønne-SPD	12
Linke-SPD	4
I alt	69

-> Se også: Bundesrat - Stater.

Retlig gren

Tyskland har haft et retssystem, der var uafhængigt af statslig kontrol, i længere tid end det har haft demokrati.

Det betyder, at domstolene traditionelt har været stærke, og at næsten alle statslige handlinger er underlagt domstolskontrol (bliver undersøgt af retten).

Organisation

Der er det "almindelige" retssystem, som behandler civile og straffesager

Denne har fire niveauer

1. Amtsgericht - lokale domstole
2. Landesgericht - statslige domstole
3. Oberlandesgericht - statslige appeldomstole
4. Bundesgerichtshof - den øverste forbundsdomstol i straffesager og civile sager

Der findes også et system af specialiserede domstole, som beskæftiger sig med visse retsområder. Disse har generelt en delstatsdomstol og en delstatsappelret, før de kommer til den øverste forbundsdomstol for det pågældende retsområde. De andre føderale højesteretter er

• Bundesfinanzhof - skatteforhold
• Bundesarbeitsgericht - Arbejdsret
• Bundessozialgericht - Lov om social sikring
• Bundesverwaltungsgericht - forvaltningsret. Dette omfatter statslige bestemmelser, der ikke er omfattet af en af de tre andre specialiserede domstole.

I modsætning til USA er alle domstole statslige domstole, bortset fra de øverste øverste domstole.

Bundesverfassungsgericht

Tyskland har også en anden højesteret, Bundesverfassungsgericht (Forbundsforfatningsdomstolen). Grundgesetz siger, at enhver person kan klage til Forbundsforfatningsdomstolen, når hans eller hendes forfatningsmæssige rettigheder, især menneskerettighederne, er blevet krænket af regeringen eller en af dens myndigheder, og efter at han eller hun har været igennem det almindelige retssystem.

Bundesverfassungsgericht behandler klager over love vedtaget af den lovgivende magt, domstolsafgørelser eller forvaltningsakter.

Normalt er det kun en lille procentdel af disse forfatningsmæssige klager, kaldet (Verfassungsbeschwerden), der får medhold. Alligevel er Domstolen ofte vred på både regeringen og lovgiverne. Dommerne siger endda, at de er ligeglade med reaktionerne fra regeringen, Forbundsdagen eller den offentlige mening eller med omkostningerne ved en af domstolens afgørelser. Det eneste, der betyder noget, er forfatningen.

Bundesverfassungsgericht er meget populær blandt almindelige mennesker, fordi den beskytter dem mod regeringens fejl og forsømmelser.

Kun forfatningsdomstolen kan behandle visse typer sager, herunder tvister mellem regeringsorganer om deres forfatningsmæssige beføjelser.

Kun forfatningsdomstolen har beføjelse til at forbyde politiske partier, fordi de er forfatningsstridige. Indtil videre har forfatningsdomstolen dog kun brugt denne beføjelse to gange, nemlig ved at forbyde KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) og SRP (Socialistisk Reichsparti, en efterfølger til NSDAP), fordi begge partiers idéer var i strid med forfatningen.

Seneste politiske spørgsmål

"Rød-grønne" vs. konservativt ledede koalitioner

Ved valget i 1998 sagde SPD, at de ønskede at nedbringe den høje arbejdsløshed og at der var brug for nye folk i regeringen efter 16 år med Helmut Kohls regering.

Gerhard Schröder sagde, at han var en centristisk "tredje vej"-kandidat ligesom den britiske Tony Blair og den amerikanske Bill Clinton.

CDU/CSU sagde, at folk skulle se på, hvor godt de havde det takket være Kohls regering, og at CDU/CSU havde erfaring med udenrigspolitik.

Men Kohl-regeringen blev ved valget ramt af en langsommere vækst i øst i de foregående to år, hvilket betød, at kløften mellem øst og vest blev større, da vest blev rigere, mens øst ikke blev det.

Den endelige optælling af mandater var nok til at muliggøre en "rød-grøn" koalition mellem SPD og Bündnis '90/Die Grünen (Bündnis '90/Die Grünen), hvilket bragte De Grønne ind i en national regering for første gang.

I de første måneder af den nye regering var der politiske stridigheder mellem den moderate og den traditionelle venstrefløj i SPD, og nogle vælgere fik nok af det. Det første delstatsvalg efter det føderale valg blev afholdt i Hessen i februar 1999. CDU øgede sine stemmer med 3,5%. CDU blev det største parti og erstattede en koalition mellem SPD og De Grønne med en koalition mellem CDU og FDP. Resultatet blev til dels set som en folkeafstemning om forbundsregeringens idéer til en ny statsborgerskabslov, som ville have gjort det lettere for udlændinge, der længe har boet i Tyskland, at blive tyske statsborgere og også at bevare deres oprindelige statsborgerskab.

I marts 1999 trådte SPD-formand og finansminister Oskar Lafontaine, der repræsenterede en mere traditionel socialdemokratisk holdning, tilbage fra alle poster efter at have tabt en partiintern magtkamp mod Schröder.

Ved delstatsvalgene i 2000 og 2001 blev de respektive SPD- eller CDU-ledede koalitionsregeringer genvalgt til magten.

Det næste valg til Forbundsdagen fandt sted den 22. september 2002. Gerhard Schröder førte koalitionen af SPD og De Grønne til en sejr på 11 pladser over CDU/CSU med Edmund Stoiber (CSU) i spidsen. Der nævnes generelt to faktorer, som gjorde det muligt for Schröder at vinde valget på trods af dårlige popularitetsrater få måneder forinden: en god håndtering af oversvømmelserne i Europa i 2002 og en fast modstand mod USA's invasion af Irak i 2003.

Koalitionstraktaten for den anden rød-grønne koalition blev underskrevet den 16. oktober 2002. Der var en masse nye ministre.

Konservativt comeback

I februar 2003 blev der afholdt valg i delstaterne Hessen og Niedersachsen, som blev vundet af de konservative. I Hessen blev CDU's ministerpræsident Roland Koch genvalgt, og hans parti CDU fik nok mandater til at regere uden den tidligere koalitionspartner FDP.

I Niedersachsen tabte den tidligere SPD-ministerpræsident Sigmar Gabriel valget, hvilket førte til en CDU/FDP-regering under ledelse af den nye ministerpræsident Christian Wulff (CDU). Protesterne mod Irak-krigen ændrede denne situation en smule til fordel for SPD og De Grønne.

Det seneste valg i delstaten Bayern førte til en jordskredssejr for de konservative, der ikke blot fik flertal (som sædvanligt), men også to tredjedele af pladserne i parlamentet.

I april 2003 bebudede kansler Schröder massive arbejdsmarkedsreformer, kaldet Agenda 2010. Dette omfattede en omlægning af systemet med tyske arbejdsformidlinger (Arbeitsamt), nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen og tilskud til arbejdsløse, der starter egen virksomhed. Disse ændringer er almindeligvis kendt under navnet på formanden for den kommission, der har udformet dem, som Hartz I - Hartz IV. Selv om disse reformer har givet anledning til massive protester, anses de i dag for at være medansvarlige for det økonomiske opsving og faldet i arbejdsløshedstallene i Tyskland i årene 2006/7.

Valget til Europa-Parlamentet den 13. juni 2004 gav Socialdemokraterne et svimlende nederlag, da de kun opnåede lidt over 21%, hvilket er det laveste resultat for SPD ved et landsdækkende valg siden Anden Verdenskrig. Liberale, grønne, konservative og den yderste venstrefløj blev vinderne af valget til Europa-Parlamentet i Tyskland, fordi vælgerne var desillusionerede over den høje arbejdsløshed og nedskæringer i den sociale sikring, mens det regerende SPD-parti tilsyneladende var optaget af skænderier mellem medlemmerne og ikke gav nogen klar retning. Mange iagttagere mener, at dette valg markerede begyndelsen til enden for Schröder-regeringen.

Højrefløjens fremmarch

I september 2004 blev der afholdt valg i delstaterne Saarland, Brandenburg og Sachsen. I Saarland var det regerende CDU i stand til at forblive ved magten og fik et ekstra mandat i parlamentet, mens SPD mistede syv mandater, mens de liberale og de grønne igen kom ind i delstatsparlamentet. Det højreekstreme Nationaldemokratiske Parti, som aldrig havde fået mere end 1 eller 2 % af stemmerne, fik ca. 4 %, selv om det ikke opnåede et mandat i delstatsparlamentet (et parti skal opnå mindst 5 % af stemmerne for at opnå repræsentation i delstatsparlamentet).

To uger senere blev der afholdt valg i de østlige delstater Brandenburg og Sachsen: endnu en gang mistede de regerende partier samlet set stemmer, og selv om de forblev ved magten, var det højre- og højreekstreme partier, der tog de store spring frem. I Brandenburg kom Deutsche Volksunion (DVU) igen ind i delstatsparlamentet efter at have vundet 6,1 % af stemmerne. I Sachsen indgik NPD en konkurrenceaftale med DVU og opnåede 9,2 % af stemmerne og vandt dermed pladser i delstatsparlamentet. På grund af deres tab ved valgene var det regerende CDU i Sachsen tvunget til at danne en koalition med SPD. Højrefløjens fremgang til den yderste højrefløj bekymrer de regerende politiske partier.

Forbundsdagsvalg i Tyskland 2005

Den 22. maj 2005 blev SPD som forudset besejret i sit tidligere kerneland Nordrhein-Westfalen. En halv time efter valgresultatet meddelte SPD-formand Franz Müntefering, at kansleren ville bane vejen for et for tidligt forbundsdagsvalg ved bevidst at tabe en tillidsafstemning.

Dette overraskede alle, især fordi SPD på det tidspunkt lå under 25 % i meningsmålingerne. Mandagen efter annoncerede CDU Angela Merkel som konservativ kandidat til kanslerposten.

Mens det i maj og juni 2005 syntes meget sandsynligt, at de konservative ville vinde valget, og nogle meningsmålinger gav dem et absolut flertal, ændrede dette sig kort før valget den 18. september 2005, især efter at de konservative havde præsenteret Paul Kirchhof som potentiel finansminister og efter en tv-duel mellem Merkel og Schröder, hvor mange mente, at Schröder havde klaret sig bedre.

Nyt ved valget i 2005 var alliancen mellem det nyligt dannede Valgalternativ for Arbejde og Social Retfærdighed (WASG) og PDS, som planlægger at slutte sig sammen til et fælles parti (se Venstrepartiet.PDS). Med den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine for WASG og Gregor Gysi for PDS som fremtrædende figurer fandt denne alliance hurtigt interesse i medierne og i befolkningen. I meningsmålinger i juli nåede de op på 12 %.

Efter succesen ved delstatsvalget i Sachsen var alliancen mellem de højreekstreme partier National Democratic Party og Deutsche Volksunion (DVU), som planlagde at overskride "fem-procent-hindren" på en fælles partibillet, et andet medietema.

Valgresultatet den 18. september 2005 var overraskende. De var meget forskellige fra meningsmålingerne i de foregående uger. De konservative tabte stemmer i forhold til 2002 og nåede kun op på 35 %, og det lykkedes dem ikke at få flertal for en "sort-gul" regering bestående af CDU/CSU og det liberale FDP. FDP opnåede 10 % af stemmerne, et af deres bedste resultater nogensinde. Men det lykkedes heller ikke den rød-grønne koalition at få flertal, idet SPD tabte stemmer, men opnåede 34 %, og de grønne holdt sig på 8 %. Venstrepartialliancen nåede op på 8,7 % og kom ind i det tyske parlament, mens NPD kun fik 1,6 %.

Det mest sandsynlige resultat af koalitionsforhandlingerne var en såkaldt "stor koalition" mellem de konservative (CDU/CSU) og socialdemokraterne (SPD) med de tre mindre partier (de liberale, de grønne og venstrefløjen) i opposition. Andre mulige koalitioner omfatter en "trafiklyskoalition" mellem SPD, FDP og De Grønne og en "Jamaica-koalition" mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne. Koalitioner med deltagelse af Venstrepartiet blev udelukket af alle partier (herunder Venstrepartiet selv), selv om kombinationen af et af de store partier og to små partier matematisk set ville have et flertal. Af disse kombinationer er det kun en rød-rød-grøn koalition, der politisk set er tænkelig. Både Gerhard Schröder og Angela Merkel meddelte, at de havde vundet valget og skulle blive den næste kansler.

Den 10. oktober blev der afholdt samtaler mellem Franz Müntefering, SPD-formand, Gerhard Schröder, Angela Merkel og Edmund Stoiber, CSU-formand. Om eftermiddagen blev det meddelt, at CDU/CSU og SPD ville indlede formelle koalitionsforhandlinger med henblik på en stor koalition med Angela Merkel som den næste tyske kansler.

Angela Merkel er den første kvinde, den første østtysker og den første videnskabsmand til at blive kansler og den yngste tyske kansler nogensinde. Den 22. november 2005 blev Angela Merkel taget i ed af præsident Horst Köhler som forbundskanslerinde.

Relaterede sider

• Politisk kultur i Tyskland
• Tysk nødlovgivning
• Forbundsdagsvalg i Tyskland, 2017
• Liste over politiske partier i Tyskland