Tysklands kansler (tysk: Bundeskanzler) er regeringschef i Forbundsrepublikken Tyskland. Tysklands kansler vælges af et flertal af medlemmerne af Forbundsdagen, det tyske parlament. Kansleren er det tyske folks udgave af en premierminister eller premierminister.

Den nuværende kansler (pr. 8. december 2021) er Olaf Scholz (SPD). Tidligere var Angela Merkel (CDU) kansler fra 2005 til 2021 og var den første kvinde, der blev valgt til denne post.

Valg og udnævnelse

Valg af kansler styres af Grundloven (tysk: Grundgesetz) og foregår i flere trin:

  • Forbundspræsidenten foreslår en kandidat for Forbundsdagen.
  • Forbundsdagen stemmer. En kandidat skal have absolut flertal af medlemmerne (et flertal af alle mandater) for at blive valgt.
  • Hvis der ikke opnås absolut flertal, har Forbundsdagen 14 dage til at finde en kandidat med absolut flertal. Opnås stadig ikke et absolut flertal, kan der afholdes en ny afstemning, hvor relativt flertal er tilstrækkeligt; herefter kan forbundspræsidenten enten udnævne den valgte eller opløse Forbundsdagen og udskrive nyvalg.
  • Efter valget udnævner forbundspræsidenten formalminister kansleren og ministrene, som normalt udpeges på kanslerens indstilling.

Mandat og ansvar

Kansleren vælges for en lovgivningsperiode (normalt fire år) og kan genvælges. Funktionens centrale elementer er:

  • Richtlinienkompetenz: Kansleren har ret og pligt til at fastsætte de politiske hovedlinjer (retningslinjer) for regeringen.
  • Kabinetssamarbejde: Leder regeringen (forbundsministerrådet), koordinerer ministeriers arbejde og træffer beslutninger i regeringsmøder.
  • Udpegning af ministre: Forslår ministre for forbundspræsidenten, som formelt udnævner eller afskediger dem.
  • Parlamentarisk ansvar: Regeringen står til ansvar over for Forbundsdagen. Et mistillidsvotum i Tyskland er konstruktivt — Forbundsdagen kan kun afsætte en kansler ved samtidig at vælge en efterfølger.
  • Initiativ i lovgivningen: Regeringen fremsætter forslag til love og har stor indflydelse på den politiske dagsorden.

Rolle i det føderale system

Tyskland er en føderation, og kansleren må ofte forhandle med delstaternes regeringer og med Bundesrat (delstaternes repræsentation) om lovgivning, der påvirker delstaterne. Samtidig har forbundspræsidenten en ceremoniel og formel rolle ved udnævnelse og ved at opløse Forbundsdagen i særlige tilfælde.

Praktiske konsekvenser

  • Kanslerens styrke afhænger ofte af det parlamentariske flertal og af, om regeringen er en enparti- eller koalitionsregering.
  • Koalitionsaftaler mellem partierne konkretiserer ofte mange politiske beslutninger og begrænser eller forstærker kanslerens manøvrerum.
  • Den tyske model med konstruktivt mistillidsvotum giver stabilitet ved at forhindre, at en kansler blot fjernes uden en klar alternativ leder.

Historiske og praktiske noter

Kanslerembedet har udviklet sig siden Kejserrigets tid, men det moderne embedsindhold er formet af Grundloven fra 1949, som lagde vægt på parlamentarisk stabilitet efter erfaringerne fra Weimarrepublikken. I praksis betyder det, at selv om kansleren er stærk i forhold til ministerierne, afhænger langtidsholdbarheden af politisk støtte i Forbundsdagen og af evnen til at føre koalitionspolitik.