Muhammad Ali Pasha — grundlægger af det moderne Egypten (1769–1849)

Muhammed Alis mål var at etablere en magtfuld stat i europæisk stil. For at gøre det måtte han reorganisere det egyptiske samfund, strømline økonomien, uddanne et professionelt bureaukrati og opbygge et moderne militær.

I praksis var Muhammed Alis jordreform ensbetydende med et monopol på handelen i Egypten. Han krævede, at alle producenter skulle sælge deres varer til staten. Staten solgte til gengæld egyptiske varer videre og beholdt overskuddet. Dette var meget indbringende for Egypten, især med deres bomuld, som var af høj kvalitet. Den nyfundne profit bredte sig også ned til de enkelte bønder, da gennemsnitslønnen blev firedoblet.

Ud over at opbygge en mere moderne økonomi begyndte Muhammad Ali at uddanne et professionelt militær og bureaukrati. Han sendte lovende mænd til Europa for at studere. De studerende blev sendt af sted for at studere europæiske sprog, primært fransk, så de kunne oversætte militærmanualer til arabisk. Derefter brugte han både uddannede egyptere og importerede europæiske eksperter til at oprette skoler og hospitaler i Egypten. Europæisk uddannelse gav også talentfulde egyptere mulighed for social mobilitet. Dygtige drenge fra fattige familier kunne arbejde sig opad og få succes.

Et biprodukt af Muhammad Alis træningsprogram var oprettelsen af en civil tjeneste. Etableringen af et effektivt centralt bureaukrati var nødvendig for Muhammed Alis andre reformer. I processen med at ødelægge mamlukkerne måtte wāli'erne besætte de stillinger, som mamlukkerne tidligere havde besat. Han opdelte Egypten i ti provinser, hvor hver leder var ansvarlig for at opkræve skatter og opretholde orden. Muhammed Ali indsatte sine sønner i de fleste nøglepositioner; hans reformer gav dog egypterne muligheder ud over landbrug og industri.

I begyndelsen førte Muhammed Ali krig på vegne af den osmanniske sultan Mahmud II i Arabien og Grækenland. Senere kom han i åben konflikt med det osmanniske rige.

Hans første militære kampagne var en ekspedition til Den Arabiske Halvø. De hellige byer Mekka og Medina var blevet erobret af huset Saud, som havde en form for islam kaldet wahhabisme. Bevæbnet med deres nye religiøse iver begyndte Muhammed ibn Saud at erobre dele af Arabien.

Da den største osmanniske hær havde travlt i Europa, vendte Mahmud II sig til Muhammed Ali for at generobre de arabiske territorier. Muhammed Ali udpegede på sin side sin søn, Tusun Pasha, til at lede en militær ekspedition i 1811. Kampagnen blev vendt tilbage i Arabien; der blev dog iværksat et nyt angreb i 1812, som generobrede Hejaz. ^p43-44 Efter et toårigt felttog blev saudierne knust, og det meste af den saudiske familie blev taget til fange. Familiens leder, Abdullah ibn Saud, blev sendt til Istanbul og henrettet. ^s48

Muhammed Ali vendte derefter sin opmærksomhed mod militære kampagner efter eget ønske og begyndte med Sudan, som han betragtede som en værdifuld tilføjelse af territorium, guld og slaver. Sudan havde på det tidspunkt ingen egentlig central myndighed og brugte primitive våben i sine stammekampe.

I 1820 sendte Muhammed Ali en hær på 5.000 soldater under ledelse af sin tredje søn, Ismail, sydpå til Sudan med det formål at erobre området og underlægge det sin autoritet.^p51 Alis tropper nåede frem til Sudan i 1821, men mødte voldsom modstand. I sidste ende var det egyptiske tropper og skydevåben, der sikrede erobringen af Sudan. Ali havde nu en forpost, hvorfra han kunne ekspandere til Nilens kilde i Etiopien og Uganda. Hans administration fangede slaver fra Sudan, som blev gjort til et fodregiment af soldater. Alis og hans umiddelbare efterfølgeres hårde styre i Sudan førte til sidst til den selvudråbte Mahdi Muhammed Ahmed, som i 1881 kæmpede for uafhængighed.

Mens Muhammed Ali udvidede sin autoritet til Afrika, var det osmanniske rige udsat for etniske oprør i sine europæiske territorier. Det græske oprør mod det osmanniske styre begyndte i 1821. Det lykkedes ikke den osmanniske hær at nedkæmpe oprøret, og den etniske vold spredte sig helt til Konstantinopel. Sultan Mahmud II tilbød Muhammed Ali øen Kreta til gengæld for hans støtte til at nedkæmpe oprøret.

Muhammed Ali sendte 16.000 soldater, 100 transportskibe og 63 eskortefartøjer under kommando af sin søn Ibrahim Pasha. ^p71. Storbritannien, Frankrig og Rusland greb ind for at beskytte grækerne. Den 20. oktober 1827 ved Navarino blev hele den egyptiske flåde sænket af den europæiske allierede flåde under kommando af admiral Edward Codrington (1770-1851). Muhammed Ali led tabet af sin kompetente, dyre flåde. Med sin ødelagte flåde havde Egypten ingen mulighed for at støtte sine styrker i Grækenland og blev tvunget til at trække sig tilbage. I sidste ende kostede felttoget Muhammed Ali sin flåde uden gevinst.

For at kompensere for hans og Egyptens tab blev der sat gang i erobringen af Syrien. Ligesom andre egyptiske herskere før ham ønskede Ali at kontrollere Levanten, både på grund af dets strategiske værdi og dets rige naturressourcer. Syrien havde ikke blot rigelige naturressourcer, men havde også et blomstrende internationalt handelssamfund med veludviklede markeder i hele Levanten. Det ville være et lukket marked for de varer, der nu blev produceret i Egypten. Det bedste af alt var måske, at Syrien var ønskeligt som en bufferstat mellem Egypten og den osmanniske sultan.

En ny flåde blev bygget, en ny hær blev rejst, og den 31. oktober 1831 indledte den egyptiske invasion af Syrien under Ibrahim Pasha den første tyrkisk-egyptiske krig. Egypterne overtog det meste af Syrien med lethed. Den stærkeste og eneste virkelig betydelige modstand blev ydet i havnebyen Akko. Den egyptiske styrke indtog til sidst byen efter en seks måneders belejring. Uroen på den egyptiske hjemmefront voksede i løbet af belejringen. Ali var tvunget til at presse Egypten mere og mere for at støtte sit felttog, og hans folk var utilfreds med den øgede byrde.

Efter Acre's fald marcherede den egyptiske hær nordpå ind i Anatolien. I slaget ved Konya (21. december 1832) besejrede Ibrahim Pasha den osmanniske hær under ledelse af storvesir Reshid Pasha. Der var nu ingen militære hindringer mellem Ibrahims styrker og selve Konstantinopel.

I løbet af kampagnen holdt Muhammad Ali nøje øje med de europæiske magter. Da han frygtede, at endnu en intervention ville ødelægge alle hans gevinster, gik han langsomt og forsigtigt frem. Han fortsatte f.eks. med at bruge sultanens navn ved fredagsbønnen i de nyerobrede territorier. Han fortsatte med at lade osmanniske mønter cirkulere i stedet for at udstede nye mønter med hans billede. ^p111 Så længe Muhammed Alis march ikke truede den osmanniske stats fuldstændige sammenbrud, forblev magterne i Europa passive observatører.

På trods af dette show var Muhammed Alis mål nu at fjerne den nuværende osmanniske sultan Mahmud II og erstatte ham med sultanens søn, den lille Abdülmecid, som endnu ikke var født. Denne mulighed foruroligede Mahmud II så meget, at han accepterede Ruslands tilbud om militær hjælp. Dette førte til traktaten om Hünkâr İskelesi. ^p72 Ruslands gevinst forfærdede den britiske og franske regering, så de arbejdede for en forhandlingsløsning. I maj 1833 blev konventionen af Kutahya underskrevet.

Fredsbetingelserne var, at Ali skulle trække sine styrker tilbage fra Anatolien og modtage Kreta og Hejaz som kompensation. Ibrahim Pasha ville blive udnævnt til Wāli af Syrien. Fredsaftalen var dog ikke i stand til at give Muhammed Ali et uafhængigt kongerige for sig selv og efterlod ham uden noget. ^p122