New Zealands dyreliv: fra moa til tuatara — endemiske arter og bevaring

Opdag New Zealands unikke dyreliv: fra uddøde moaer til levende fossiler som tuatara, endemiske arter, trusler og bevaringsindsatsen.

Dyrene i New Zealand har en usædvanlig historie. Det vigtigste at vide er, at øerne var en del af Gondwana, som de blev udskilt fra for 84 millioner år siden. New Zealand har nogle dyr og planter, der overlever fra den tid, og fugle, der fløj dertil langt senere. Øerne er kendt for deres landfugle, hvoraf nogle var store arter (moaerne). I millioner af år havde øerne ikke nogen indfødte pattedyr, og moas' eneste rovdyr var andre fugle, såsom den gigantiske Haast-ørn.

Mennesker ankom til New Zealand for mindre end 1.300 år siden. På det tidspunkt var landets eneste pattedyr flagermus (som fløj) og pinnipeder og søløver (som svømmede). Det betød, at alle de økologiske nicher, der var besat af pattedyr i andre lande, i New Zealand var besat af enten insekter eller fugle. Derfor har landet et usædvanligt stort antal flyvevåger, hvoraf kun kiwi'en og kakapo'en overlever.

På grund af manglen på rovdyr tilbringer selv flagermusene det meste af deres tid på jorden. Der findes også ca. 60 øglearter (30 gecko- og 30 skinkarter) og fire frøarter (alle sjældne og truede). Der findes to arter af tuataraer, Sphenodon, det eneste overlevende krybdyr i sin orden. Disse levende fossiler er krybdyr af en type, som blomstrede for så længe siden som 200 millioner år siden. Ved kortlægning af dens genom er det blevet opdaget, at arten har mellem fem og seks milliarder basepar af DNA-sekvenser. Krybdyret lever nu kun på øerne i Cookstrædet og Bay of Plenty.

Menneskene bragte den polynesiske rotte (Kiore) og hunden med sig. Senere bragte europæerne deres tammedyr med. Af disse har rotter, fritter, katte, hermeliner og hunde alle haft alvorlige konsekvenser for de oprindelige newzealandske dyr. De har drevet mange arter til udryddelse. Senere blev der indført pungdyr fra Australien til pelsindustrien og hjorte fra Europa som dyr til jagt. Begge har alvorligt skadet mange fugles skovhabitat.

I de seneste år har folk gjort en indsats for at fjerne pattedyr fra kysterne, uanset om de er store eller små. I nogle dele af fastlandet er pattedyrene blevet fjernet helt inden for indhegnede områder for at skabe "økologiske øer". Eksempler herpå er Karori Wildlife Sanctuary i Wellington City, hvorfra der blev fjernet omkring et ton døde pungdyr efter opstilling af et pattedyrsikret hegn, og Maungatautari Restoration Project.

Hvorfor New Zealands dyreliv er særligt

New Zealands lange isolation har ført til en række unikke tilpasninger: mange fuglearter blev flyveudygtige, skabte nicher normalt udfyldt af pattedyr, og økosystemerne udviklede sig uden landrovdyr. Det betyder, at mange arter i dag er særligt sårbare over for nye rovdyr og sygdomme. Samtidig har øerne høje niveauer af endemisme — arter, der kun findes her — både blandt fugle, krybdyr, padder, insekter og planter.

Indførte rovdyr og deres konsekvenser

Indførsel af rotter, mårer, fritter, katte og andre pattedyr har ført til massiv nedgang og udryddelse af mange arter. Især reder, æg og unge fugle samt jordboende krybdyr og insekter har lidt. De store, flyveudygtige fugle som moa er et ekstremt eksempel — menneskets jagt og introducerede rovdyr var medvirkende til deres hurtige udryddelse efter menneskets ankomst.

Bevaringsindsatsen i dag

New Zealand er i front i forhold til aktive, praktiske bevaringsmetoder. Tiltag omfatter:

• Erstatning eller udryddelse af invasive pattedyr på øer via fælder, lokkemidler og offentlig finansieret bekæmpelse.
• Konstruktion af predator-sikrede hegn på fastlandet, som skaber sikre refugier for truede arter (fx Karori/Zealandia og Maungatautari).
• Translokationer og genudsætninger af arter til sikre øer og indhegnede reservater (fx kakapo, kiwi, takahe og tuatara).
• Avlsprogrammer i fangenskab for arter med meget små bestande, kombineret med genetisk overvågning for at bevare variationen.
• Store nationale initiativer som "Predator Free 2050", der sigter mod at udrydde rotter, mårer og fritter fra New Zealand inden 2050.

Metoderne varierer fra målrettet fældefangst og håndteret bekæmpelse til luftspredning af godkendte bekæmpelsesmidler i fjerntliggende områder; tilgangen ledsages af forskning, overvågning og debat om etik og bivirkninger. Lokalsamfund, frivillige grupper og Māori-organisationer spiller en central rolle i praktisk gennemførelse og forvaltning gennem begrebet kaitiakitanga (beskyttelse af naturen).

Tuatara — et levende fossil

Tuatara er et af New Zealands mest ikoniske eksempler på en overlevende oldtidstype. Artenes store genom (5–6 milliarder basepar) har givet forskerne værdifuld viden om krybdyrs evolution og bevarelse. Bevaringsarbejdet har inkluderet flytning af tuatara til predatorfrie øer, overvågning af populatio-ner og forskning i populationernes genetik for at sikre langsigtet levedygtighed.

Succesfulde eksempler og udfordringer

Der er mange succeser at pege på: flere øer er frigjort for rotter, indhegnede reservater har vist markante forbedringer i bestanden af truede arter, og artsprojekter som kakapoens genoprettelse har med stor offentlig interesse stabiliseret meget små bestande. Offshore-øer som Kapiti, Tiritiri Matangi, Codfish/Whenua Hou og Little Barrier/Hauturu er eksempler på steder med vellykkede genindføringsprogrammer.

Samtidig er udfordringerne store: omkostningerne til fuldstændig fjernelse af invasive pattedyr fra hele landet er enorme, biologisk mangfoldighed må beskyttes på tværs af landskaber, og klimaændringer, sygdomme og fortsatte indførsler af nye arter udgør konstante trusler. Der er også behov for at afveje forskellige metoder til skadedyrsbekæmpelse i forhold til etik og miljøeffekter.

Fremtiden

Fremtidens bevaring bygger på kombinationen af lokal handling og national planlægning: fortsat fjernelse af invasive arter fra øer og indhegnede områder, forbedret biosecurity for at forhindre nye indførsler, genetisk forskning for at støtte avlsprogrammer, og involvering af lokalsamfund og Māori i beslutninger og forvaltning. Målet er at genoprette funktionelle økosystemer, hvor endemiske arter kan trives uden pres fra introducerede rovdyr.

New Zealands historie viser både hvor skrøbelig og hvor modstandsdygtig naturen kan være. Engagementet i både praktisk bevaring og nyskabende forskning giver håb for mange af de arter, som kun findes der.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er historien om New Zealands dyr?

Spørgsmål: Hvad er New Zealand kendt for?

Spørgsmål: Hvad var moasernes vigtigste rovdyr?

Spørgsmål: For hvor længe siden adskilte New Zealand sig fra Gondwana?

Spørgsmål: Findes der nogen indfødte kødædende pattedyr i New Zealand?

Sp: Hvilken type dyr er moaerne?

Spørgsmål: Hvordan beskyttede moaerne sig selv, før rovdyrene kom til øerne?

Søg efter bogstav